Ydmyghed

At blive et stort ego må være ligesom som at pynte sit eget indre rum op, så man fra nu af ser sig selv som noget, man ikke var før.

Dette indre rum kunne man også have pyntet op til jul, med pebernødder og juletræ, så alt lugtede brunt og brændt.

Man gør noget ved sig selv indvendigt, når en forestilling efterhånden får større og større magt.

Alternativt kan man jo også gøre, hvad der er nødvendigt indvendigt, for altid at være på den rigtige og stilfærdige side af sig selv.

Det, der gør livet værd at leve, er noget meget undseeligt.

Hvis vi skal prøve at formulere, hvad det handler om, er det vanskeligt at indfange.

Det har noget at gøre med integritet, med glæde, med smil, med fællesskab. At vi kan lide hinanden. At vi gerne vil hinanden. At vi kan og gør noget sammen. At livet er værd at leve.

Men hvordan holder vi sammen på det?

Hvis jeg skal give et svar, handler det om at have energien på plads i sig selv, og også gerne at møde andre med en positiv intention.

Når vi udveksler, skal vi gøre det venligt og hensynsfuldt.

Når vi møder andre mennesker, skal vi gøre det respektfuldt.

Vi skal holde op med at tro, at vi er noget særligt. Omvendt er vi noget særligt, når vi lykkes med at være sammen i glæde. Hvor vi ved og kan mærke, at der er plads til os begge, og til alt, hvad der rører sig i os.

Da mennesket for 40.000 år siden fik en sjæl, var det en opretstående abekat.

I hvert fald var det et højt udviklet pattedyr, der indgik i et socialt hierarki, alt sammen på samme måde som andre artsfæller, som andre dyr.

De stærkeste var dem, som vandt i kamp. De havde også de smukkeste kvinder, eller de tiltrak disse kvinder.

Der var et ubønhørligt hierarki, hvor alt handlede om at overleve. De svage måtte bukke under, og blev efterladt. De indgik herefter i naturens regnskab som ormeføde, og som føde for gribbe og andre ådselædere.

Med sjælen blev der føjet en ny dimension til disse individer. De var ikke længere kun dyr, men også væsener med kontakt ud i evigheden.

Dyrene begyndte at forholde sig til den anden evighed. De kunne nu kigge på sig selv indefra, lavede hulemarier, og de døde fik ejendele og deres hustruer og slaver med sig på rejsen. De blev aflivet til formålet.

De bevarede deres dyriske opførsel, men lærte efterhånden, at andre værdier og kvaliteter, end bare at slå ihjel, måske skulle overvejes.

De fik at vide, at de ikke måtte stjæle, og ikke måtte lyve. Det sidste hænger sammen med, at de nu begyndte at give deres artikulationer en ny form, hvor de var i stand til at udveksle viden.

Viden betyder også, at man kunne omgås sandheden lemfældigt, hvis der nu var en fordel ved det. På grund af forankringen til guddommelige sandhed lærte de også, at de fik røde ører, og ikke kunne kigge hinanden i øjnene, når de sagde noget, der ikke var sandt, som de godt vidste, var forkert.

På den måde begyndte dyrene efterhånden at skabe kultur.

Og der skete også ganske meget mere, nu i noget større forandringshastighed end tidligere, og med en markant befolkningstilvækst.

Det varede dog længe, inden vi nåede dertil, hvor vi er i dag.

En noget anderledes virkelighed, må man sige.

Men formen er stadigvæk den samme, og mennesket er stadigvæk ret godt placeret i sin dyriske krop.

Problemet i dag er, at denne binding til kroppen er ret massiv, men det er der råd for.

Den energi, vi har omkring os, er der i en elastisk form.

Denne form bevæger sig i forhold til, hvilken måde vi interagerer med andre. Nogle er vi bundet til med blodets bånd. Andre er vi forbundet til gennem vore sjæl.

Blodets bånd kan også godt være et sjæleligt bånd, og er det vel normalt.

Båndet i os selv rækker hele vejen uden om vores sjæl, og ender i vores forankring med det guddommelige.

Jeg kan mærke, at båndet går ned igennem vore fødder, og ned i jorden, hvor vi åbenbart er forbundet i sjælen.

Det er alt sammen meget virkeligt, uanset om vi vil vide af det eller ej.

Det er derfor, de fleste forbinder noget med at sige Gud. Det er ikke bare et tomt begreb.

Og det er derfor, vi kan mærke på os selv, om det, vi gør, er i orden.

Der er en social orden, som vil være forbundet med den guddommelige, så længe den repræsenterer sandhed og kærlighed. Derfor har man også haft begreber om, at kejseren eller faraoen var guddommelig.

Og fra vore egne breddegrader har vi den enevældige konge og begrebet Gud-konge-fædreland.

Sekulariseret forsvinder disse begreber, selv om der vel ikke er nogen tvivl om, at de kongelige i vores bevidsthed stadig repræsenterer noget guddommeligt. Ellers ville kongehuset ikke have nogen berettigelse.

Den perverterede version, som den lave bevidsthed ynder at svælge i, er familiedynastier, dog ikke, hvor det hele baserer sig på sandhed og på kærlighed.

Men når det slår over og bliver kendisbaseret, svarer det til, hvad der sker i ugebladene. Alt bliver kommercielt. Alt bliver overflade. Alt bliver til plastiske operationer. Alt bliver tomt og mørkt.

Hvis jeg nu selv ønsker at finde min egen sandhed, vil jeg kunne komme på tværs af omtalte former. Men ikke nødvendigvis. Eller ikke så længe det er forankret i sandhed.

Alligevel har historien vist, at nogle personer har haft brug for at gå afsides, fordi der har været et træk i dem, som påbød dem at forlade deres familie og deres arbejde ,og søge Gud og hans retfærdighed, eller hvordan de nu har udtrykt det.

Når vi i dag gerne vil i kontakt med det sande og det kærlige i os selv, behøver vi ikke at gå afsides, medmindre omgivelserne er på en måde, så vi er nødt til det.

Men vi kan, og vi skal altid gøre sådan noget i ydmyghed, da det er den eneste måde at få kontakt med sandheden, der vil vise vejen.

Vi skal selv aktivt gøre noget for at få forbindelse med denne sandhed.

Mange gange støjer det så meget omkring os, eller i os, at det kan være en rigtigt god idé at gå en lang tur alene.

Vi skal altid være ydmyge omkring det, som vi ikke ved noget om. At tro, at man ved bedre om noget, som man ikke ved noget om, gør et menneske uegnet til at være i besiddelse af en bevidsthed.

At gøre sig selv bedre end sin egen bevidsthed er at gøre sig til det dyr, man i stedet burde omfavne inden i sig selv.

Når man bliver rigtigt overfladisk, så tror man, at den tolkning, som man i al sin umodenhed lægger oven på det hele, altså sit ego, er vigtigere end alt det, der sker indenfor.

Og så har umodenhed overtaget magten og kontrollen over det, der ellers kunne have udviklet sig i sandhed og ro.

Vejen ind i Ny Tid er oprigtighed og ydmyghed.

Ydmyghed er en tilstand, en stilfærdig måde at være på.

Det er ikke en måde at se ud på.

Jeg kunne ikke have lyst til, på noget tidspunkt, at fravige mit dybe formål med livet. Heller ikke når jeg har det skidt.

Det, som jeg står for, kan alle i grunden formidle. Men det forudsætter en ubetinget ydmyghed over for den energi, som omgiver os, og er i os.

Og når det er sagt, er der jo ikke ret mange tilbage, der har evnen til at være i sig selv, og bare mærke, hvad der sker, og være med det.

De fleste er for længst på vej et andet sted hen. Nærværet er den første forudsætning. At kunne være i sin livsglæde, sit eget lys, er måske heller ikke så interessant, fordi der altid vil være et træk mod noget andet.

Egoet er en sådan position, der kun er interesseret i at bliver set, hørt, at blive berømt, at tjene penge på noget ydre. Og på den måde at gøre sig selv bemærket.

Men man gør ikke nogen afgørende forskel i verden, højst på tykkelsen af sin egen pengepung, og størrelse af sit ego.

Ydmyghed er en attitude, som jeg praktiserer i mig selv.

Det er ikke en handling, som jeg viser udadtil, for at få andre til at fortælle om, hvor ydmyg jeg er.

Det sidste handler om at få andre til at lyse på mig. Det første handler om at lade lyset skinne inde i mig.

Ikke at give mig ud for noget. Men at være noget. Af hele mit hjerte. Fordi jeg ved, det er rigtigt.

Hvad gavn skal det gøre?

Det handler om at gå vejen selv. At være præcis det, jeg udtrykker, og som jeg gerne vil. Det er måde at få sand viden på.

Det er en måde at være på, hvor jeg altid stiller mig til rådighed for et højere formål. Men jeg kunne ikke drømme om at proklamere det. Fordi der så sker noget helt andet. Mit jeg bliver til et ego, som jeg vælger at udtrykke det.

Ego er latin og betyder jeg. Men jeg bruger det til at vise, at jeget forvrænger sig selv, og herefter lever af opmærksomhed udefra.

Og det er ikke en sand måde at være på.

Ydmyghed handler om at få fat i min inderste kerne, og så være den. Kun derved får jeg del i sandheden.

De 7 dødssynder er alle måder at agere på, hvor jeg slipper min ydmyghed. Jeg gør mig til noget andet, end jeg i virkeligheden er, og får en øjeblikkelig fordel.

Men det er ligesom at tisse i bukserne. For jeg mister også min positive følelse af at være i livet, og umiddelbart at have det godt. Jeg bliver vulgær og løgnagtig. Min energistruktur tager skade af det, og jeg bliver upålidelig.

Jeg kan også blive ødelagt af andre, der har og bruger magt over mig. Men her har jeg fordel af at have været ordentlig. Jeg kan stadig kigge mig selv i øjnene, også selv om jeg er blevet ødelagt.

Sandheden virker neden under det hele. Det vil den altid gøre, fordi vi er guddommelige af væsen. Det er ikke dermed sagt, at vi anerkender denne smukke og fine side af os selv.

Man bliver ikke ydmyg ved at sige: Se jeg er ydmyg! Heller ikke ved at sige: Jeg vil gerne være ydmyg! Man bliver det kun ved at være det.