Virkeligheden lyver ikke

Når et andet mennesker er der for mig i sandhed, og jeg selv er i sandheden, så sker der magi.

At være virkelig er at være det med hele sit hjerte, hele sin sjæl og hele sit sind. Vi er aldrig i tvivl om, når og hvornår vi oplever det hos et andet menneske. Der er kvalitativt så stor forskel på at give udtryk for noget, og så være det og gøre det.

Jeg oplevede det første gang i 1974, da jeg begyndte at læse Søren Kierkegaard. At tage ansvar for sit liv i eksistens, forstod jeg allerede dengang, er noget helt andet end bare at være æstetiker, som han kalder det, hvor man grundlæggende ikke tager noget alvorligt.

Vi kan altid mærke på et andet menneske, om det bare er ord, der kommer ud af munden, eller om det er alvor mellem dig og mig. Det afslører sig lynhurtigt, og forskellen er uendelig i det videre forløb.

Mennesket kan, som intet andet væsen, manipulere med virkeligheden, i en grad, så sandheden vel nærmest ikke har en chance.

Det er hovedrystende, hvor massiv en løgn kan blive, ikke mindst ved konstant at lægge nye forklaringer ovenpå. Det er instinkt, når det er allerværst. Og det praktiseres i en grad, så man skulle tro, at det var løgn.

Imidlertid vil sandheden altid forblive intakt neden under det hele.

Man kan gøre alt tænkeligt for at obstruere. Og det bliver gjort. Dybt usympatisk. Ingen miljøer undtaget!

Det gode ved sandheden er, at den, det er i besiddelse af den, altid kan kigge sig selv i øjnene. Og at de andre vil blive ved med at have mareridt eller dårlige oplevelser i kroppen. For sandheden vil igennem!

Jeg har oplevet de største krukker, og de mest massive bagtalelser, af mennesker, der gerne ville have andel i det gode, men ikke selv ville træde ind på scenen, og være det gode. De ville gerne smage, men ikke tage livet ind i sig selv.

Og hvad der er lige så vigtigt. Sandhed fordrer ydmyghed, dyb alvor, altid at være åben for, at svaret kan ligge eller komme et andet sted, end jeg regner med. At give slip på mig selv og mit ego, som altid vil have ret, altid vil have det sidste ord.

Ærbødighed er et andet godt udtryk, som er en naturlig del af et naturligt væsen, der ikke har opblæst sig selv til noget, det ikke er.

I den virkelige verden er vi aldrig i tvivl om, hvad der er sande følelser, sande tanker, sande sanser. Vi oplever dem hver især, sådan som de er. Vi glæder os over dem. De er ikke vores ejendom. De er ikke noget, vi disponerer over, eller kan gøre med, som det passer os. De har hver især en identitet.