Virkeligheden lyver ikke

Jeg vil altid være fanget i mit eget net, hvis jeg har gjort noget dårligt.

Det skyldes, at jeg er forbundet med min egen guddommelighed. Den kan jeg ikke lyve for.

Alle andre kan jeg bilde en løgn ind, og måske også få til at tro på. Men ikke den!

Spejlbilledet er den falske vej til jeget. Jeg lyser kun på en fantasi, jeg har om mig selv, hvor jeg gør mig bedre end alle andre. Sådan er egoet. Der er ikke plads til andre end dem, der også lyser på mig.

Sjælens sandhed kan alle få adgang til. Jo mere vi lever i overensstemmelse med os selv, jo mere direkte kan vi opleve, hvad det hele handler om.

Det er ikke alle, der har dette ønske, men vi slipper ikke for sjælens virkelighed.

En skygge er den del af et menneske, som det sender ud i omgivelserne, på en specifik anden eller nogle specifikke andre.

En skygge er altid noget, som man ikke vil kendes ved i og sig selv. Og man sender den altid væk i en hastighed, så det så vidt muligt ikke lader sig gøre at forstå, hvordan den kommer fra afsenderen.

Til gengæld er modtageren stemplet og kan fra den position ikke gøre andet end at være paralyseret.

En sådan tilstand kan vare meget længe, men den vil før eller siden krakelere.

Vejen fra et liv i usandhed til et liv i sandhed kan være fyldt med, og vil ofte være fyldt med forhindringer.

Det er vigtigt i en sådan proces, at vi lærer at navigere efter de sande impulser, og afholder os fra at følge og forfølge de falske.

Vi er ikke i tvivl, når vi træder ved siden af. Og det skal man ikke gøre ret mange gange.

Hvis man gerne vil det gode, det sande og det skønne, er det vigtigt, at man allerførst laver aftaler med sig selv.

Instinktet har så hårdt fat i de fleste mennesker, at de vil blive fristet til undervejs at vælge den lette og bekvemme og egoistiske løsning, i stedet for det, som det hele handler om.

Der er ikke altid en enkelt svar. Det er i øvrigt også en del af læreprocessen at kunne skelne skidt fra kanel.

Vi får ikke direkte adgang til sjælen, hvis ikke vi lærer det sande i os selv at kende på en måde, så vi ved, hvad det vil sige altid og ubetinget at blive på stien.

Så længe vi altid opfører os ordentligt og kan kigge os selv i øjnene, har vi altid lov til at gå ind i situationer, hvor noget ikke har været ok.

Det er ikke alle mennesker, der har styr på god opførsel. Og vi har lov til at gå ind i det, der ikke er blevet taklet rigtigt. Vi har også lov til positivt at agere ind i det, med henblik på, at retfærdigheden sker fyldest.

Et menneske, der positivt står i sig selv, har retten på sin side.

Det er i fornægtelsen og modstanden, at jeg fratager mig selv muligheden for at forstå den enkle logik, der findes i alt.

Hvis jeg tilmed obstruerer min egen og eller andres mulighed for at gå den enkle vej, ødelægger jeg vejen for de berørte.

Jo mere sand jeg er som menneske, jo mere vil min sjæl være et udtryk for den, som jeg er.

Og jo mindre vil mine mønstre gøre sig gældende som motivationsfaktorer bag ved mine handlinger.

Når jeg siger noget, så mener jeg det.

Så er det ikke sagt med en skjult bagtanke, hvor den anden aldrig helt kan regne med mig.

Inde fra sjælen vil sandheden altid presse sig på.

Men den har ikke en chance, så længe mennesket fra den anden side gør alt, hvad der er muligt, for at undgå, at den kan bryde igennem.

At gøre sig tilgængelig for sandheden er at lade sig selv blive sand i sit udtryk.

Det er langt fra alle, der har lyst til det.

Og hvordan kan det være?

Det har jo noget at gøre med, at man trives bedre med en løgn.

Fordi det giver fordele i det perspektiv, man kan se for sig.

Det kan typisk være en meget egoistisk begrundelse, der gør sig gældende.

Det, som vi har gjort, og involveret os i, binder os. Vi kan ikke løbe fra sandheden om, hvad vi har været med til at sætte i gang og skabe sammen.

Virkeligheden, som vi selv har været med til at skabe, binder os. Det er vel egentlig logisk, at det er sådan.

Når vi har været sande sammen, har vi været med til at skabe et stykke virkelighed.

Eller vi har sammen været med til at manifestere livet, at udfylde vores kald.

Årsagen er, at vi er bundet i og til en guddommelig logik, som ingen kan løbe fra.

Vi kan lige så godt indstille os på, at vi på den måde er bundet ind mod en uomgængelig sandhed.

At møde den positivt gør livet meget lettere end ikke at have front imod denne kendsgerning.

Alt i livet kan få sprog. Det handler bare om at give det et kærligt sprog.

Det er intet, som ikke kan rummes i et sprog.

Det er ingen af vore handlinger, inklusive seksualiteten, der ikke kan udtrykkes med ord, og i fuld og positiv bevidsthed.

Seksualitet er en del af en energi, som vi er omgivet af, og som vi er i.

Energi i enhver form er guddommelig, og derfor skal vi altid møde enhver energiform i ærbødighed, ærlighed, taknemmelighed og glæde.

Når et andet mennesker er der for mig i sandhed, og jeg selv er i sandheden, så sker der magi.

At være virkelig er at være det med hele sit hjerte, hele sin sjæl og hele sit sind. Vi er aldrig i tvivl om, når og hvornår vi oplever det hos et andet menneske. Der er kvalitativt så stor forskel på at give udtryk for noget, og så være det og gøre det.

Jeg oplevede det første gang i 1974, da jeg begyndte at læse Søren Kierkegaard. At tage ansvar for sit liv i eksistens, forstod jeg allerede dengang, er noget helt andet end bare at være æstetiker, som han kalder det, hvor man grundlæggende ikke tager noget alvorligt.

Vi kan altid mærke på et andet menneske, om det bare er ord, der kommer ud af munden, eller om det er alvor mellem dig og mig. Det afslører sig lynhurtigt, og forskellen er uendelig i det videre forløb.

Mennesket kan, som intet andet væsen, manipulere med virkeligheden, i en grad, så sandheden vel nærmest ikke har en chance.

Det er hovedrystende, hvor massiv en løgn kan blive, ikke mindst ved konstant at lægge nye forklaringer ovenpå. Det er instinkt, når det er allerværst. Og det praktiseres i en grad, så man skulle tro, at det var løgn.

Imidlertid vil sandheden altid forblive intakt neden under det hele.

Man kan gøre alt tænkeligt for at obstruere. Og det bliver gjort. Dybt usympatisk. Ingen miljøer undtaget!

Det gode ved sandheden er, at den, det er i besiddelse af den, altid kan kigge sig selv i øjnene. Og at de andre vil blive ved med at have mareridt eller dårlige oplevelser i kroppen. For sandheden vil igennem!

Jeg har oplevet de største krukker, og de mest massive bagtalelser, af mennesker, der gerne ville have andel i det gode, men ikke selv ville træde ind på scenen, og være det gode. De ville gerne smage, men ikke tage livet ind i sig selv.

Og hvad der er lige så vigtigt. Sandhed fordrer ydmyghed, dyb alvor, altid at være åben for, at svaret kan ligge eller komme et andet sted, end jeg regner med. At give slip på mig selv og mit ego, som altid vil have ret, altid vil have det sidste ord.

Ærbødighed er et andet godt udtryk, som er en naturlig del af et naturligt væsen, der ikke har opblæst sig selv til noget, det ikke er.

I den virkelige verden er vi aldrig i tvivl om, hvad der er sande følelser, sande tanker, sande sanser. Vi oplever dem hver især, sådan som de er. Vi glæder os over dem. De er ikke vores ejendom. De er ikke noget, vi disponerer over, eller kan gøre med, som det passer os. De har hver især en identitet.