Vi har en identitet i det, vi har med os

At kunne og gøre noget i os selv, er det, det hele handler om.

Ikke at gøre det for at gøre sig bemærket, men fordi man er ordentlig, og gerne vil udfylde rollen som det menneske, man i sandhed er. Det er livets mening.

Det gode er vores karmiske ballast. Det gode, vi gør, eller måske det onde, påvirker vores karma, hvis vi kalder det sådan. Vi kan også kalde det sjælen.

I hver ny inkarnation vælger vi, om vi vil gøre det gode. Når vi siger ja til det til, akkumulerer vi sjælens evne til at udfolde sig.

Den frie vilje er nødvendig, for at der kan være kvalitet i vores valg.

Det gode handler om, både i denne inkarnation, dette liv, og i de foregående, at hjælpe universet med at udfolde sig.

Vi kan kun aktivt bidrage i processen ved at være gode. Det gør vi ikke mindst ved at udfolde det i vores væsen.

Det gode har ikke noget at gøre med de normative vurderinger, som et instinktbåret, og dermed mørkt væsen, udfolder i forbindelse med magtudøvelse.

Som mennesker har vi pligt til at gøre det gode, og må selvfølgelig ikke gøre det onde, som er direkte mørke, og som direkte diskvalificerer.

Når jeg mærker helt naturligt ind i mig selv, kan jeg sagtens mærke, hvad der er mit rum, min integritet.

Det er en, jeg har med mig, som er helt min egen. Hvis jeg vil, har jeg altid lov til at udfolde den i sandhed og kærlighed, også gerne sammen med en anden.

Det er mit suveræne rum, som andre selvfølgelig ikke bare kan og må træde ind i.

At opføre sig ordentligt er at agere i denne integritet, hvor jeg selvfølgelig også altid og ubetinget respekterer andres tilsvarende integritet.

Der, hvor der kan opstå en form for konflikt, er, hvis en anden er gået ind i mit rum, og jeg kan mærke det. Så længe noget er mit, har jeg lov til at gå ind i det, og udvide og udfolde det, lige så længe det er nødvendigt.

Vi er ikke i tvivl om, hvad integritet er, når vi mærker det, og herunder heller ikke vores naturlige ret til at være i den.

Det er mange gange illustrativt at bruge metaforer, når noget skal forklares, så man kan se det lidt på afstand. At give det en anden klædedragt, så at sige.

Det er også på den måde, eventyr og evangelier virker. De fortæller noget, en historie, hvor der gemmer sig en sandhed bagved.

Hvis ikke der var en sandhed bagved, ville historien ikke kunne blive ved med at fange os. Se det er jo interessant!

Vi kommer alle sammen et andet sted fra. Eller måske forskellige steder. Det er ikke så interessant, som at vi nu er her, og har medbragt viden og læring.

Vi bliver iklædt en kåbe, som vi skal være hele livet. Og hvis vi behandler denne kåbe, som den skal behandles, får vi et godt liv.

Hvis vi krøller den, og kaster rundt med den, og opfører os som tosser og idioter, vil vi opleve, når livet går på hæld, at det påvirker os i vores måde at sidde i rullestol på, for nu at skære det ud i pap.

Klædedragten er vores instinkt, og de øvrige redskaber, som vi har til rådighed, er vores energi, vores lys, vores mulighed for erkendelse og forståelse, og ikke mindst vores intention og vore handlemuligheder, kort sagt vores frihed.

Vi har alle sammen noget med os fra tidligere liv. Kompetencer og relationer er blevet opbygger stille og roligt, hvor nye lag af forståelse har lagt sig oven på dem, der var i forvejen.

Sand erkendelse er altid at være årvågen omkring kvaliteten af den viden, vi opbygger. At sandhed kun virker, når den er helt rigtig. Og sådan noget kan vi mærke.

Jeg har altid været meget fokuseret på at gøre tingene optimalt. At bruge så få kræfter som muligt, og at gøre alt så enkelt som muligt. Derved kan faktisk rumme meget.

Jeg har aldrig stillet mig tilfreds med en middelvej.

Det har også altid været naturligt for mig at opføre mig ordentligt, og at møde andre, der hvor de var.

Det har været mærkeligt at konstatere, ikke mindst blandt spirituelle, at det langt fra altid er naturligt at være ordentlig og at overholde helt enkle regler, sådan noget som altid at gøre det, som jeg kunne mærke, var det rigtige i situationen.

At nogle ligefrem har kunnet finde på at gøre det onde, kommer i den grad bag på mig, da livet, i sjælens perspektiv, handler om at blive gode, sande og skønne.

Hvordan kan nogle finde på at vælge livets negation? Det har været meget mærkeligt at opleve.

På samme måde har jeg aldrig sløset med min energi. Jeg har altid været nysgerrig, gerne villet positivt ud til kanten, gerne villet afprøve mine grænser, men aldrig dumdristigt. Det er helt sikkert noget, jeg har med mig.

Jeg har altid søgt sandheden og livet i sin enkle og positive form. Jeg har ikke altid kunnet sætte ord på det. Også fordi det simpelt hen har været naturligt for mig, bare at være på den måde. Sådan oplever jeg også andre ordentlige mennesker.

Jeg har en integritet og en identitet i mig selv.

Den er dybest set koblet sammen med min guddommelighed.

Når jeg får fat i den, har jeg fat i mig selv.

Så er jeg bare den, jeg er.

Denne identitet ligger neden under mit instinkt. Og den ligger også neden under min sjæl.

Den er min egen form, som jeg er.

Jeg er skabt til at være i min integritet. Det er meningen med livet, at jeg udfolder denne tilstand. Det gør jeg, ved altid at være i sandhed, og altid at være i kærlighed.

Det er en mulighed, som alle har.

Inkarnation er, at en sjæl og en bevidsthed kommer ind et liv, ind i et evolutionært betinget individ.

At det kan beskrives både som en sjæl et en bevidsthed, hænger sammen med, at de egentligt hænger sammen, men at sjælen er som en amøbe, og bevidstheden er som en form eller måske en struktur.

At give det medbragte liv fordrer, at det kommer ind i et menneskevæsen, med reminiscenser fra planteriget og fra dyreriget. De to sidstnævnte er skabt af DNA. De to førstnævnte er blevet til i Skabelsen, at være skabt i Guds billede.

Vi er ikke bare en plante. Vi er ikke bare et dyr. Vi er heller ikke bare et højt udviklet pattedyr med en meget raffineret hjerne.

Vi henter vores identitet et andet sted fra. Og måske kan man mærke, at det er rigtigt. Vi kan kigge på os selv, og vi kan få vores sjæl i spil. Og vi kan forstå os selv i et dybere perspektiv, som skabt af Gud.

Vi er stadig også dyr og plante. Men vi er noget mere.

Vi er også noget mere end vores sociale identitet, hvis det er vores udgangspunkt for forståelse.

Også dybere end vores far og mor, og vores slægt.

Men genetisk og biologisk er det vores oprindelse, og de personer, som vi har kunnet støtte os til i barndommen.

Når vi mærker os selv på en dybere måde, altså dybere end vores opdragelse og dannelse, så er der en identitet, der er en afsluttet størrelse.

Om det er det samme som sjælen, kan jeg ikke svare på. Men det er den størrelse, som kan kaldes jeget. Den har en form og en afgrænsning, om end den på samme tid er lidt formløs.

Det er den samme identitet, som et barn kan føle, som har brug for at blive elsket, og at blive rørt.

Det er den samme identitet, som i en relation også har brug for at blive mødt og at blive rørt.

Det er også den, der kan føle sig ensom, forkert, tilsidesat, og meget andet.

Instinktverdenen er ofte hård og kynisk, grænsende til det hjerteløse. Den har ikke sans for denne identitet, som jo også indeholder de sande følelser.

Når man har svært ved at mærke sig selv, er det denne identitet, det handler om.

Det er også den, der kan føle sig negligeret i en social kontekst, og vel også i en relation.

Det er et udtryk for den, som jeg i virkeligheden er, hvor instinktet nogle gange fuldstændigt kunstigt bygger udenpå, med regler, normer og fordomme, der slet ikke tager hensyn til det virkelige i mig selv. Det sidste gælder jo også religioner.

Når vi har fat i vores egen fleksibilitet, og kan mærke os selv, har jeg svært ved at se, at det giver mening at meditere. Som jeg oplever det, er formålet med meditation netop at få kontakt med det bløde i livet og i sig selv, fordi man i udgangssituationen ikke har det.

Instinktmennesket vil ikke kendes ved, at der findes noget sandt bagved, selv om man kan undre sig over det.

Jeg tror ikke, at ovenstående modsiger min tanke om, at vi alle er forbundet i energi. Det er den bløde side af os, som er forbundet, som er en del af denne energi. Det nye her er, at jeg kan mærke mig selv som en afgrænset del af denne energi.

I instinktets verden er vi forbundet i forhold til noget ydre og nogle normer. I sjælens verden er berøringsfladen meget mere kærlig og ærlig. Til gengæld fordrer mødet jo så, at vi fuldstændigt kan stole på hinanden.

Netop fordi det bløde jo også er det sarte og skrøbelige, som fordrer vores ubetingede opmærksomhed, hvis vi ønsker, at det skal være en integreret del af vores hverdag og af livet. Så kan vi ikke gå rundt og lade som om. For de to ting spiller ikke sammen.

Hvis man er fikseret i sit instinkt, som mange mennesker er, så er man i nogle roller, som man kigger ud igennem.

Roller betyder normer, og dermed jo også begrænsninger og bindinger. I en sådan tilstand er man ikke i stand til at opleve sig selv som blød og fleksibel. Og jo heller ikke sig selv som energi. Så er det snarere skygger, det hele handler om.

Når mennesker kommer på afstand af hinanden, bliver skyggerne måske mere blege, og så er man bedre i stand til at se de virkelige kvaliteter ved hinanden, herunder også, at vi hver især har en blød side, eller måske mere korrekt, en blød identitet, bag ved det hele.