Vores egen guddommelighed

Det er den gudommelige mening med livet, at vi skal leve det, sådan som det er, og som det viser sig.

At vi skal være præcis dem, vi er. Vi er alle gode fra skabelsens side. Og det gode er at være dem, vi er.

At lade sjælen komme ind i livet, og virke gennem vores instinkt.

At være sande dyr og sande mennesker, kan man måske udtrykke det.

Ethvert menneske har suverænt ret til at være i sin egen energi og at møde den, som den kommer og udtrykker sig, så længe alt foregår i kærlighed og i sandhed.

Min energi er min energi. Jeg skal selvfølgelig altid stå til ansvar for alt, hvad jeg gør. Det er ubetinget.

Men ingen skal blande sig i, hvordan mine tanker og mine følelser og mine handlinger bevæger sig, så længe det sker i kærlighed og i sandhed.

Vi har hver især fået energi. Den kredser selvfølgelig omkring vores livsopgave, som vi har sagt ja til.

Et menneske har en suveræn selvbestemmelse i forhold til sit eget udtryk.

Selvfølgelig skal vi altid tage hensyn og altid handle respektfuldt. Det giver sig selv i min måde at møde verden på.

Ovennævnte er en anden måde at udtrykke min guddommelige opgave og mit guddommelige ansvar.

Jeg refererer på dette helt grundlæggende niveau kun til Gud og til min egen samvittighed.

I instinktets verden kan vi blive noget, nogle mere end andre. Det er hierarki og magt, det handler om.

I sjælens verden kan vi blive virkelige, og her handler det om kvalitet og ikke om kvantitet.

Man kan ikke blive mere virkelig og dermed hæve sig over en anden, men man kan blive sig selv og dermed virkelig.

Jeg kan blive den, jeg er. Den som jeg er skabt som. Det er en anden identitet end den dyriske.

Jeg kan se mig selv. Det kan dyret ikke. Det kan kun være, hvilket jo i sig selv er smukt, set med sjælens øjne.

Fra et dyrisk perspektiv er den anden et bytte eller en, jeg skal frygte, en som jeg på en eller anden måde skal konkurrere med.

Eller måske et tvangsægteskab, hvor familierne på den måde udveksler seksualpartnere, hvor penge og potens går op i en højere enhed, men i det perspektiv uden hensyn til kærligheden, der bare må dukke op i kølvandet.

Instinktet er ligeglad med individer, ud over at de hver især opfylder en rolle i et hierarki, og hvor dette hierarki er det  højeste mål.

I sjælens og det guddommelige hierarki er vi alle lige for Gud, kan man sige. Vi er også alle lige for hinanden. Sådan skal det være, for at kærligheden og sandheden kan få plads.

I sjælens verden anerkender vi hinanden for, hvad vi er, og måler ikke hinanden i forhold til, hvem der har klaret sig bedst i kamp. Derfor skal vi jo stadig gøre en indsats, i hvert fald fra et menneskeligt perspektiv, hvor vi lever med et instinkt. Det hører med til at være levende som et menneske. Vi kan ikke bare lade stå til, selvfølgelig. Vi skal gøre os umage.

Sjælen er vejen ind mod det guddommelige, som er at se sig selv, som man er, fra skabelsens side.

At være den, jeg blev skabt til.

Guddommelighed er at give sig hen til sin skæbne.

Men også at finde et sted i sit hjerte, hvor jeg altid har det godt med det.

Guddommelighed er afgørende ikke at gå på kompromis med mig selv.

Men også at være i livet på en måde, så jeg har kontakt med kærligheden.

Kærlighed er at være det, jeg kom her for.

Guddommelighed er at være i mig selv og med mig selv.

Guddommelighed er noget, der foregår lysår herfra.

Alligevel foregår det her og nu, bare i nogle andre frekvenser.

At være i os selv, hele vejen igennem, er det samme som at have kontakt til sin guddommelighed.

Da det er en fremmed verden for de fleste, fordi de stort set kun lever igennem deres instinkt, er samtale ikke mulig.

Derfor foregår samtale gennem kanaliseringer og healing.

Men i virkeligheden kan vi lære at blive så ordentlige i alt, at vi kan få kontakt til de dybere lag.

Det er dog kun muligt, hvis vi samtidig evner at sige dybt ja til os selv, og dermed også at kunne slippe alt det, der binder os, eller som vi har bundet os selv til. Det aktive er i den sammenhæng lige så vigtigt som det passive.

Vi skal aktivt selv gøre noget. Vi skal selv være gode, kærlige, ærlige, oprigtige, hensynsfulde, venlige, og alt det, der hører til en anden måde at være menneske på, end instinktet har lært os, og som de fleste uden videre selv viderefører og praktiserer.

Det er ikke nok at kunne heale.

Vi skal også forstå, at det, vi healer, har mulighed for at blive healet.

Vi skal selv gøre en aktiv indsats. Ellers er det hele ligegyldigt.

Healing er at lade noget dybere få lov til at virke, så noget kan få lov til at blive mere helt, eller helt. At heale er at gøre helt.

Jo mere vi forstår meningen med det hele, jo nemmere er at det forstå, hvad healing er og gør.

Og jo mere kan vi selv bidrage i den proces, som er lige så nødvendig som healing.

At vi med vores intention er helt igennem ordentlige.

Ellers ødelægger vi bare det hele igen.

Meningen med det hele er, at vi skal forstå Guds skaberplan, men ikke for på noget tidspunkt at lege Gud, eller at tro, at vi kan være det.

Vi har alle en position, hvor vi leger Gud.

Vi kan være åbne for den, og på den måde lade være med at lege Gud. For det har vi ingen som helst ret til eller bemyndigelse til. Men det afholder ikke mange fra at gøre det.

Hvis vi i stedet anerkender, hvem vi er, og hvad vi er, men uden at lade os styre af noget, der ikke er os, herunder ikke mindst alt det lave i vores væsen, så har vi en mulighed for at blive alt det smukke, som vi i virkeligheden er.

Men vi kan ikke både være et dumt svin og et venligt menneske. De to modsiger hinanden, men de fylder det samme. De udgør vores væsen og vores adfærd. Vi skal bare gøre os klart, hvad vi ønsker, skal have lov til at fylde. For det er det, der fylder. Det er vores udtryk og vores aftryk.

Jo mere præcise vi er, og jo mere vi er i overensstemmelse med os selv, jo mere vil vi nok også forlange og forvente det af andre. Ikke som panderynker, men som autensitet i attitude.

Et barn går jo heller ikke rundt med panderynker, når det er dybt optaget af at have det godt og være i sig selv.

Et barn er bare. Et barn er. Det kan vi også være hver især som mennesker. Helt i og selv. Helt med os selv.