Vi er bevidsthed

I virkeligheden handler det hele om at gøre sig selv gennemsigtig for sandheden, at lade den lyse igennem os.

De fleste mennesker bryder sig ikke om usikkerhed.

Når der er noget, de ikke ved noget om, skynder de sig at finde den mest plausible forklaring, som bringer verden i orden igen.

Det er på den måde, fordomme opstår. Og det er på den måde, skygger opstår.

Det er på den måde, voksenliv opstår.

Man skynder sig, inden der bliver tid og plads til tvivl af nogen art, at lade en forklaring placere sig i det område, hvor en opklaring ellers kunne finde sted.

Vi skelner mellem høj og lav bevidsthed, og det er en meget væsentlig forskel.

Målet er at komme i høj bevidsthed og at blive der. Hvis det lykkes, vil vi forstå, hvad det hele handler om.

Den lave bevidsthed, som er livet i bundet instinkt, ser kun sig selv og sin egen fordel i alt, og er ligeglad med alt andet.

Det er en dybt egoistisk måde at være i livet på, men den praktiseres af en meget stor procentdel af alle mennesker.

De, der evner at være i høj bevidsthed, er meget, meget få. Men vi er nogle få, tror jeg nok.

Løsningen på de globale problemer står og falder med, at nogle vil blive i stand til at være i verden i høj bevidsthed.

Det er et underligt paradoks, at den frie vilje er udslagsgivende for, om det vil ske. Men nogle gange skal man åbenbart helt ud til kanten, før man forstår, hvad alvor er for noget.

Sandhed og bevidsthed bruges også til løgn, som når den lave bevidsthed spinder en løgn, der er så omfattende, at sandheden vel nærmest ikke har en chance for at komme igennem. Og så er det ikke engang løgn.

Det er voksenverdenen, når den er værst.