Vi er alle én

Hvis jeg altid handler som én, ved jeg altid, hvor jeg har mig selv.

Da jeg var barn, havde jeg en oplevelse af, at jeg var hele universet. Samtidig var jeg et lille atom inde i et armlæn.

Det var en meget syret oplevelse, men samtidig meget realistisk.

Det, som jeg kan se i dag, er, at vi sagtens kan have hele universet inde i os. Vi har et rigt indre liv, hvor alt kan udfolde sig.

Hvert menneske har et rum inde i sig, hvor energien i princippet er fri.

Rammen af rummet må være vores bevidsthed. Alt udspiller sig indenfor.

Det er her, dagdrømme virker og udfoldes. Det er her, vi, som et barn leger.

Jeg ser rummet ligesom et køkken, hvor vi har redskaber og gryder. Her er vi ikke bundet af andet, end hvad vi selv laver af restriktioner.

Det er mærkeligt med normer og fordomme, at de i nogle mennesker fylder så meget, at der bliver hele virkeligheden.

Når en mand i Pakistan kan føle sig i sin gode ret til at hælde syre i hovedet af sin kone, må han jo føle tilskyndelsen indefra, at det er i orden, hvad han gør.

På samme måde kan spirituelle gøre noget ved andre på afstand, hvis ikke de er ordentlige. Det er fra det samme rum.

Det er også her, vi sender dårlige eller gode tanker mod andre. Alle mennesker har et rigt indre liv. Sådan har det været, lige siden vi fik en sjæl for 40.000 år siden. Her vendes tanker og følelser. Nogle gange vokser de sig så store, at de bliver til ondskab eller vrede, der fylder alt, både indenfor og udenfor.

Dette rum er det samme, som kristendommen taler ind i. Det er i forbindelse med rummet, at det giver mening at tale om fri vilje.

Det er mental aktivitet, men også intention, altså hvad der ligger bag handling, der formes eller dannes her. Jeget er den aktive, der rører i gryderne. Bevidstheden er periferien eller det, der skaber rummet.

Vores modenhed handler om, hvordan den omstændighed, at vi er dyr af væsen bliver håndteret i vores omgang med tanker, følelser og seksualitet.

Grundlæggende bestemmer vi selv, eller vil i hvert fald kunne komme til det.

Når man synger; ”De kan ikke slå os ihjel!” handler det vi virkeligheden om, at vi har et indre liv, som vi helt selv bestemmer over.

Det gælder også voldsramte. Og det er i øvrigt også her, at afhængighed håndteres mentalt, i en ond spiral, når det sker.

Mit lys, mit liv, min krop, min sjæl er min integritet.

Når jeg oplever de globale udfordringer, oplever jeg samtidig alt i mig i spil. Det kan ikke være anderledes.

Jo mere og jo flere vi på den måde kan få lyset i spil, jo nemmere vil vi kunne gribe omkring disse problemer, med henblik på at finde en sand løsning.

Vi har fremtiden i vore hænder.

Det er ikke en kliché. Det er meget virkeligt.

Jeg er helt til stede i mig.

Jeg er mit eget væsen.

Jeg er min egen sandhed.

Jeg er mit eget udtryk.

Jeg er i mig selv.

Jeg er i en cirkel.

Jeg er i en integritet.

Jeg har en identitet med mig.

Jeg er i denne identitet.

Det er den bedste måde, ikke at kaste skygger på.

At være og blive i sig selv.

Her kan jeg alt.

Her kan jeg kigge på mig selv og være med mig selv.

Min måde at forstå verden på er altid helhedsorienteret.

Vi er bundet sammen i et fællesskab, der virker i den ydre verden.

Men i sit udgangspunkt er vi forbundet på et meget dybt niveau.

Selv om vi måtte forsøge at stikke af fra denne kendsgerning, vores guddommelige plan og oprindelse, så vil den altid dukke op igen, i vore følelser, tanker og vores samvittighed.

At forstå sig selv i sin suverænitet er at forstå, hvad et menneske er og kan.

Det er at få lyset ind i sig selv og forstå sin skaberkraft.

Det har intet at gøre med at være et stort ego.

Det sidste er at være i sit mørke, og kun at se sig selv.

Vi er alle en del af den samme guddommelige energi.

Vi er skabt ud af én identitet og én bevidsthed.

I Paradiset blev mand og kvinde skilt ad, eller skabt hver for sig, men uden afgørende at kunne se sig selv som to individer.

Så længe de var en del af den samme energi, kunne de ikke udveksle seksuelt. Det gjorde de alligevel, og det gik galt.

Det svar meget godt til blodskam, hvis man skal sammenligne det med noget andet.

Uden for haven skulle de arbejde for sagen, for at holde sig selv i live. Og seksualitet var først og fremmest, som hos dyrene, at sikre slægtens overlevelse, artens overlevelse.

Uden for haven var de ikke længere sjæl. Nu blev de smidt ud i en evolutionær logik, ud i eller ind i et instinkt, og var tvunget til at forstå den.

Udenfor var de sjæl og instinkt. Det betyder også, at mand møder kvinde, med hver sin energi, men at de fra den position nu kan dele energi, i frihed, glæde og nydelse, og så jo også med henblik på at føde børn og at videreføre slægten.

Opgaven er at tage sig selv alvorligt, for at sikre artens overlevelse, og for at gøre, hvad der er nødvendigt, arbejdsmæssigt.

Opgaven er at forstå, at man selv skal tage sig selv og sin egen situation alvorligt, og gøre, hvad der er nødvendigt for at opbygge en levedygtig platform, inden man forfalder til bare at spise løs af frugterne.

Sjælen i sin frie form frister, og det duer selvfølgelig ikke, i forhold til den globale opgave, der handler om at skabe levedygtig kultur og samfund.

I praksis fik mennesket en sjæl for 40.000 år siden. Her kan man jo så tale om, at sjælen blev smidt ind i det højest udviklede pattedyr. Og man jo sige, at det har voldt en del problemer at få de to størrelser til at arbejde sammen.

Så historisk blev en opretstående abe udstyret med en guddommelige bevidsthed, og det gik ikke helt stille for sig.

At kunne kigge på sig selv som abekat har givet anledning til noget sjovt, kan man godt forestille sig.

Vi skal have fodfæste i os selv, før vi for alvor har mulighed for at forstå, hvad vi kan og må.

I lang tid bliver det hele formuleret religiøst, og mennesket kan ikke tåle at møde Gud, ansigt til ansigt. Det skal gøre sig kvalificeret, som handler om sandt at kunne se sig selv.

Det er også betingelsen for sandt at kunne mødes i seksualitet, så nydelsen kan få et forum. Vi skal kunne møde os selv for at være i nydelse.

Det varer dog meget længe, inden seksualitet som et kulturelt fænomen kan udfoldes intimt. At gøre det ude i naturen på den tid vil være forbundet med stor risiko, fordi det først og fremmest handlede om overlevelse og at passe på sig selv.

Udfoldet intimitet fordrer et beskyttet miljø.

Vi skal først og fremmest mestre kunsten at overleve, kulturelt ved ikke kun at løbe efter bytte, men at kunne opdyrke jorden.

Med jordens opdyrkning opstår muligheden for at bygge mere stationære boliger.

Mennesket bruger i lang tid hovedparten af dagen på at arbejde, at tjene til føden.

Der er mange delprocesser undervejs. At beherske ilden. At bruge hjulet. At kigge sig selv i spejlet, men uden at tro, at mit spejlbillede er mit sande jeg.

Det hele udgår fra én bevidsthed. Og at forstå alt dette fordrer at kunne kigge på sig selv. At kaste lys på sig selv. At forstå sig selv i skabelsen. At forstå sig selv som Gud, eller rettere: at forstå Gud bag skabelsen.

Det er jo ikke mig, der har skabt verden. Jeg er en del af skabelsen, og jeg kan møde andre på samme måde. Men det fordrer den allerstørste grad af ydmyghed og ærbødighed.

Hvis jeg overskrider mine naturlige grænser og kompetencer, diskvalificerer jeg mig selv.

Jeg må naturligvis aldrig gøre andre ondt, for så mister jeg hele oplevelsen af energistruktur, af sandt at være i sig selv, sandt at være i skabelsen. Og jeg vil også ødelægge noget for andre, og hvorfor skulle jeg dog det?

Det sidste sker, hver gang vi gør overgreb. Noget er selvfølgelig værre end andet. Men når det sker, kan vi ikke kigge hinanden i øjnene.

Jeg kan ikke kigge mig selv i øjnene, hvis jeg har gjort noget, som ikke er i orden. For dette noget vil opholde i rummet, som jeg kigger ind i.

Jeg har altid fat i dette rum, når jeg kigger ud i verden. I rummet møder jeg mig selv, og så ham, jeg har gjort noget dårligt ved. Han er der også!

Alt i vores liv udgår fra ën bevidsthed, én energistruktur. Vi er alle en del af denne energi.

Desuden har vi individuelle aftaler, som vi også forstår, når vi oplever dem. Det handler om dyb livsglæde, glimt i øjet, og muligheden for at gøre noget godt og smukt sammen.

Selv om nogen forsøger at slå os ihjel, vil vi stadig, i vores egen identitet, kunne opstå i en ny form.

Det er det samme, der sker i en ny inkarnation, og som skete i forbindelse med opstandelsen.

Det vi vigtigt og interessant i denne forbindelse af fortælle, at vi jo også tager vores egen identitet og vores egen energi med i dette forløb.

Det er grunden til at brud kan opleves meget smertefuldt, fordi vi jo var der for hinanden, og så var vi der lige pludselig ikke alligevel.

Det er derfor, et barn og en forælder er meget tættere knyttet til hinanden end en hvilken som helst anden. Vi deler energi, samtidig med at vi er to forskellige. Men denne intimitet betyder, at vi kender hinanden særligt godt.

Det særligt gode skyldes, at vi er forbundet i sjælen.