Uden lys ingen substans

Så længe vi kan kigge hinanden i øjnene, kan vi være i vores sjæls energi, og udveksle den vej.

Når øjenkontakt ikke længere er mulig, har vi heller ikke sjælens virkelighed i livet.

At have lys i sig selv er betingelse for at give og at modtage lys.

Lys er muligheden for at blive menneske, af kød og blod, at være i live, at være levende, ikke bare som et statistisk tilfælde.

At puste liv ind i sig selv. At anerkende, at livet i sig selv er godt.

At tage mig selv alvorligt, og at ønske med sig selv at gøre en forskel.

Jesus udtalte sig på tidspunkt om ”en ond og utro slægt”. Det må jeg sige, at jeg godt kan følge ham i, også i forhold til, hvad der sker nu om stunder.

Som jeg oplever den kosmiske sammenhæng, er vi alle forbundet i en streng i forhold til en guddommelige vilje. Selv om vi forsøger, vil vi aldrig kunne komme fri af den. Den er den, vi kan mærke i os som et træk, når vi går i modstand.

Den positive måde at møde vores skæbne er at udfolde den, at få lys ind i os selv, at gøre vores sjæl levende, at være et sandt udtryk for sig selv.

Det er noget, som alle kan, hvis de vil.

Realiteten er, at de færreste er interesserede i, hvad sjælen indeholder. De vil gerne noget, hvis de skal have noget godt at spise, eller noget god sex, eller hvis de kan tjene penge. Så kan de komme op af sofaen.

Men ellers er det småt med interesse for, hvad der rører sig uden for truget, hvis man kan kalde det sådan.

Dette trug er et andet udtryk for, at vi ud over at være guddommelige i vores væsen også er dyr, altså at vi også er bundet til vores krop og vores instinkt.

De fleste af disse former får lov til at ligge at flyde, så at sige. Vi tager dem ikke alvorligt, hverken hvad vi er og kan som dyr, eller hvad vi er og kan som guder, for nu at skære det ud i pap.

Manges verden er bygget op på de begreber, som er forbundet med at gå på arbejde, måske at tjene penge, og, når arbejdsdagen er gået, så at slappe af derhjemme. Umiddelbart er det to forskellige verdener, men logiske set hænger de jo sammen, hvor summen er den hverdag, som de nu lever.

De fleste lever meget bevidstløst og gråt og trist. Afvekslingen er det, de sender i fjernsynet, kombineret med det, som mobilen kan bruges til.

Der er ikke meget spræl i et sådant liv, og det vil være nemt at putte det ind i statistikker. Ham Larsen, som fik sin egen sang, har ikke levet forgæves.

Når man ikke har fat i sig selv, kan man mærke sig selv som delt.

Den ene del er mig, der kigger. Den anden del er mine normer. Der er ingen forbindelse mellem de to dele.

At være sådan i livet er at være overfladisk, hvor jeg hele tiden er uden for mig selv, og hele tiden skal underholdes. Og det, som jeg siger, er ikke noget, jeg forbinder med mig selv.

Udsagn er klicheer, tomme ord. Livet er reklamer, vitser, ligegyldigheder, vaner. Måske øl og smøger.

Man kan også kalde det at være ude af sig selv.

Når jeg har fat i mig selv, er der forbindelse med de to dele, og der er lys imellem dem. Jeg gør mig umage for at holde energien hjemme i mig selv. Det er ikke muligt, når man er delt.

Sand erkendelse er heller ikke mulig, når man er delt.

At være delt er at kaste skygger, som skyldes, at jeg ikke har noget ønske om at inkludere alt i mig selv.

Hvis vi ikke evner, positivt at stå bag os selv, er vi ikke troværdige.

Hvis ikke man har et reelt indhold, kan man heller ikke have et reelt udsagn.

Hvis man kun refererer til, hvad andre har gjort, er det hele jo bare en fis i en hornlygte.

Det er det samme, hvis normer, regler og fordomme er bestemmende for, hvad jeg foretager mig i livet.

Så kan der kun være mørke inde bagved.

Hvis alt, hvad jeg gør, er betinget af noget andet, hvor skal livet da være?

Hvis jeg på den måde altid er i mit instinkt, er jeg altid hjælpeløs og håbløs.

Hvis ikke man finder lyset i sig selv, er man ikke i stand til kvalificeret at hjælpe andre.

Mørke mod mørke er kun smerte.

Det gælder, uanset hvor meget det opleves at lindre i øjeblikket.

Ondskab efterlader kun mørke og tomhed.

At være god er at lade lys og substans komme ind i livet.

Man kan ikke bygge på noget, man ikke har gjort.

Man kan ikke bygge noget på had og løgn.

Der er kun tomhed og kaos bagved.

Min menneskelige substans kommer fra sjælen.

Det er summen af alt det gode, jeg har gjort.

Lignelserne i Ny Testamente handler meget om denne problematik, At vi ikke skal grave vore talenter ned.

At vi skal være sande og kærlige i vores væsen.

Det gode er det, vi efterlader til andre mennesker.

Lyset i et menneske er det gode, det har gjort.

Det er et glimt i øjnene.

Sjælens verden er den energi, hvor vi har gjort det gode og det sande.

Her bliver et menneske virkeligt.

Og denne verden er tilgængelig. Vi kan være  i den.

Vi behøver ikke at vente, til vi dør.

At have fat i lyset er at bevare energien i mig selv.

At være i mørke er ikke at have energi.

Vi kan sagtens mærke forskellen.

Det er derfor, brud kan være ufatteligt smertefulde.

Samtidig er det vigtigt at fortælle, at instinktstyret magt kan være en voldsom faktor, hvor det lige så meget er kraft som energi, der er i spil. Altså at opleve, at nogen på det nærmeste tager livet af mig, eller fra mig.

Kraften er instinktstyret. Energien kommer fra sjælen.

Det er energien, der gør os glade og rummelige. Det er at blive lyst op.

Kraften er i højere grad noget voldsomt, f.eks. vrede.

Kraften virker her og nu. Energien peger ind mod evigheden.

At lytte til mit hjerte. At lytte til mig selv. At være med den positive energi, der opstår omkring mig. At tage lyset ind og møde, hvad der kommer, uden på forhånd at afvise noget. At lukke op for det smukke og det fine, for fantasi og for spontanitet.

Jeg skal ikke ligge under for andres fordomsfyldte mørke.

Lyset er det sande indhold i livet. Min egen dybde. Min kærlighed. Positiv selvbevidsthed.

Mørke i sig selv har ikke noget rum og ingen udstrækning.

Lys forudsætter mørke, sandt mørke vel at mærke, og lys skaber rum og indhold. Lys er glæde, bevidsthed, kærlighed, sandhed.

Når man synger, kan man ikke være uvenner.

Det gode er et rum, som vi skaber, og som vi kan udfolde og udvikle ved at være i det gode, og at gøre det gode, og at ville det gode.

Det virker, lige så længe vi selv ønsker det. Vi skal bare ubetinget være i denne tilstand, og selvfølgelig selv gøre noget for, at det sker, og at det fortsætter.

Sandhed og kærlighed er de vigtigste ingredienser, vel at mærke noget, vi gør og udtrykker, ikke noget, som vi med en lumsk bagtanke fifler med, for selv at få en fordel.

At handle ind i lyset er at gøre noget, der er godt og rigtigt.

At følge en kvalitet i sig selv. At have det godt med mig selv.

At være der for et andet menneske. At aflægge rollespil af enhver art.

Vi er det, vi er, og det har vi alle muligheder for at få det godt med.

Det er det, der lyser os op, og at vi er det i glæde og sandhed og kærlighed.

Mørke og lys er noget meget faktuelt og noget meget virksomt.

Tænk på, hvad vrede, had, løgn, aggression, vold, kynisme, hjerteløshed kan gøre.

Tænk på, hvad et smil, en frisk bemærkning, lys i øjnene, glæde, kærlighed, at være der for hinanden kan gøre.

Begge dele fylder meget mere, end vi regner med, i vore sind, i vores væsen, i vores udtryk, i vores velbefindende.

Det mørke virker på mange måder, men meget ofte gennem et bundet instinkt.

Lyset kommer ind gennem sjælen, i sandhed og kærlighed.

Mørket er også tomhed og skygger.

Lys er fylde og sandhed.

At lytte til sin sjæl er at vente på, at livet tilbyder sig med substans.

At lade være med at gøre noget, bare fordi jeg plejer at gøre det.

Sjælen husker alt det, vi gjorde i lyset. Altså alt det gode.

Det er lysets gerninger, som printer sig fast, som dem, vi husker, når et liv eller en epoke er gået.

Mørket efterlader sig ingen positive spor i historien.

Det er lyset, der skaber historie og kultur, som vi kan bygge på, og som er tilgængelige i hukommelsen.

Man kan sagtens sammenligne det med Børskrakket i 1929, hvor en illusion bristede, fordi der ikke var lys bagved.

Sådan virker forelskelse også, hvor det, som vi sammen kan skabe i sandhed, kan være det, der bærer et forhold igennem i kærlighed.

Mørke lukker. Lys åbner.

Uden lys ingen substans.

Uden substans intet lys.

Et menneske i mørke har ikke noget indhold.

Man har ikke noget at falde tilbage på.

Man har ikke noget at stå imod med.

Livsglæden forsvinder.

Lysten til at udfordre forsvinder.

Tomhed bliver en tilstand, der lige så godt kunne være indhold og substans.

Det sker, når man kaster skygger.

Det sker, når man ikke er ordentlig.

Det sker, når man er ond.

Man tømmer sig selv for indhold.

Man bliver en skygge af sig selv.

Man bliver syg, eller i hvert fald mindre modstandsdygtig.

På den måde hænger alt sammen, også med en vis grad af retfærdighed.

Den tomme gentagelse indeholder ikke noget lys.

Den glædesløse handling indeholder ikke noget lys.

Den kalkulerede handling indeholder ikke noget lys.

Den hårde bemærkning indeholder ikke noget lys.

Skyggen ser kun skyggen og efterlader begge afkræftede.

Det er ikke kun metaforisk.

Vi lever af lys og sandhed.

Lyset i os selv er det mest levedygtige.

Selvfølgelig også det lys, vi planter i andre.

Men ikke, hvis vi kun gør det for at tjene penge.

Det er således vores egen indre motivation, der tænder lyset.

Vores sande natur.

Hvem er vi egentlig?

Og hvad vil vi egentlig?

Hvor er det sande menneske henne?

Når alt andet er skrællet af, hvad er der så tilbage?

Det er der, de sande mestre træder ind på scenen.

Som ikke er bange for at kigge sig selv i øjnene.

For de har ikke noget at skjule.

Vi kan også udtrykke det sådan, at den høje bevidsthed træder i karakter.

Som fordrer, at der er ægte substans bagved.

Den lave bevidsthed interesserer sig kun for, hvad der ser ud som. Alle bliver bedømt på udseendet.

Man kan ikke være i høj bevidsthed uden at være dybt selvdisciplineret, men det er ikke noget, man skilter med. Og det lærer den lave bevidsthed aldrig at forstå. Dertil er den simpelt hen for sjusket og for overfladisk.