To virkeligheder

Forskellen på, hvad der ligger bag en intention, om det er instinktet eller sjælen, er så forskellig, at det giver god mening at tale om Helvede i forhold til Himlen inde i vore forestillinger og vore begreber. Det ene er kvantitet uden kvalitet. Det andet er kvalitet, men også med kvantitet og fylde.

Når noget sker i instinktet, altså i lav bevidsthed, f.eks. for pengenes skyld, skiller det virkeligheden ad.

Når noget sker i sjælen, samler det virkeligheden i kærlighed og sandhed.

Et menneske i instinktets verden handler dyrisk.

Et menneske i sjælens verden handler guddommeligt.

Man kan ikke fake i denne forbindelse.

Vi bliver simpelt hen nødt til at aflægge det kyniske, hvis vi vil det kærlige. De kan ikke fungere side om side.

Vores instinktverden er løgn, fra ende til anden. Alligevel er den det den, som 99,99% af alle mennesker læner sig op ad og ind i.

Den sande verden er sjælens verden. Den er der bare ingen, der tror på. Alligevel er den mere sand og virkelig. Er det ikke lidt sjovt? Det synes jeg da i hvert fald.

Sjælens verden opstår ved altid at møde verden med åbne øjne.

Mit verdensbillede opstår ved, at noget positivt bliver til, at det får en form og et udtryk. Det er en helt anden måde at være i verden på, end hvor alt defineres negativt, i forhold til, hvad det ikke er, alternativt holdt op mod nogle ydre former, der kun eksisterer, så længe de læner sig op ad noget andet.

De første begreber udtrykket indholdet og opstår ved at leve livet. De andre har ikke noget indhold, men alene en tom form. De er lige så indholdstomme som mursten.

Instinktstyring er at lade mørket virke i stedet for lyset.

At være i sin sjæl er at lade lyset træde i stedet for mørket.

Det er den samme virkelighed, vi kigger på. Vi ser den bare som enten lys eller mørk.

Mørket tilintetgør. Lyset åbner, både i sind og tanke.

At møde et menneske i lys giver glæde, kærlighed. Vi ønsker det gode for hinanden i alle vore handlinger.

At møde et menneske i mørke er at lade skyggerne vende mod hinanden. Vi ser kun det negative hos den anden.

Et menneske, der ikke ønske lyset for sig selv eller for andre, skal man holde sig på afstand af.

I Gammel Tid bliver man kvalificeret gennem instinktet.

I Ny Tid bliver man kvalificeret gennem sjælen.

I instinktet kommer jeg altid før alle andre. Og alle kneb gælder.

Fra et instinktsynsvinkel har et menneske kun værdi og kvalitet i forhold til sin binding. Hvordan man overholder normer og fordomme. Hvad laver din far?

Instinktet er udvendigt, kynisk, reducerende, kritiserende, diskvalificerende. Det virker også baglæns i en selv. Man bliver kold, mørk og fattig. Instinktet er tomt og kantet.

Fra en sjælssynsvinkel har et mennesker værdi og kvalitet i forhold til alt, hvad dette menneske er og gør. Det gælder også i forhold til relationer. Hvem er du?

Sjælen er interesseret i indhold, det gode, kvalitet, sandhed, kærlighed, åbenhed. Vi bliver lyse af at være i det.

Det skal bare ikke vurderes af en lav bevidsthed, der ikke anerkender en virkelighed uden for sin egen kynisme.

Noget smukt og fint i sjælens perspektiv kan med instinktøjne være noget klamt og ulækkert, bare for at demonstrere to vidt forskellige måder at være i verden på.

Instinktmennesket er et individ, der hele tiden vibrerer i afhængighed. Det kan ikke se andre muligheder, og ser dermed alle andre på samme måde, som ufri.

Instinktet anerkender ikke, at noget har en kvalitet i sig selv. Instinktet er sin egen, ekskluderende magtbase.

Instinktet tilintetgør samvittighedsløst alt det, det ikke tror på, netop fordi det derfor ikke har eksistensberettigelse.

En indholdstom magtbase, men det betyder ikke, at den ikke kan udøve dyb lidelse, og gerne med jernredskaber.

Et menneske i sin sjæl er et menneske i frihed.

Det bundne instinkt hader frihed, og søger for enhver pris en ufri tilstand.

I sjælens virkelighed kan vi kigge på alt, som det er, vende det rundt. Intet er, som i instinktets verden, ensidigt og mørkt.

Med instinktets briller bliver alt meget nemt ensidigt, mørkt, ubehageligt. Det gælder egentlig også, når man fra den position glamouriserer noget.

Den lave bevidsthed er mørk, og lægger sin klamme hånd hen over alt, hvad der ikke kan rummes i denne måde at se verden på.

Høj bevidsthed er lys og er på ingen måde ekskluderende.

På den måde står vi over for to fuldstændigt forskellige verdener, der godt kan kigge på det samme, men få to helt forskellige resultater ud af det, der via øjnene lader sig bearbejde inde i hjernecellerne.

Den lave bevidsthed ser alt i sin krøllede form, herunder også andre, fra sit krøllede perspektiv

Den høje bevidsthed er udfoldet og ikke farvet at det, der ikke blev udfoldet. Der er lys igennem.

I instinktets verden har jeg lov til at være og udfolde alt det, som min rolle tillader i hierarkiet.

I sjælens verden har jeg lov til at være præcis den, jeg er, skabt af Gud.

Instinkt er styret af magt.

Sjælen er styret af sandhed.

I instinktets verden kan man begrænse hinanden helt vildt, og gøre det onde ved hinanden, hvis man vil.

I sjælens verden har jeg lov til at være og at udfolde mig, sådan som jeg er, og i forhold til det gode og sande, som jeg har gjort, og været med til at gøre.

Sjælen er verden, som den er, inde under det hele.

Instinktet er verden, som vi har gjort den til, i det ydre.

Den rigtige måde at formulere det på, er: verden som vi ser igennem vores bundne instinkt.

Instinkt er i denne beskrivelse noget, vi har bundet os til, og ikke vil give slip på.

Instinktet har sin egen form og sin egen funktion, der ikke i udgangspunktet er knyttet til bevidsthed.

Instinktets bundne og hysteriske position er: Intet i mit liv er til diskussion. Alt er, som det skal være, og intet skal være anderledes!

Instinktets snævre synsfelt tillader ikke under nogen omstændigheder, at noget kommer imellem eller på tværs. Det gælder, uanset hvor begrænset en sådan position er.

Når instinktet først har fået fat i magt, slipper det ikke igen.

I praksis betyder det, at skyggerne får magt, og erstatter den virkelige verden.

Det er en mærkelig proces, som man bliver nødt til at forstå i sig selv, hvis man alternativt ønsker sin egen kontakt til sin sjæl.

Det handler om, at man mister sig selv, alternativt giver slip på sig selv. Det kan ske i alle faser af livet, og ikke kun i barndommen, er det vigtigt at sige. Også at vi selv har indflydelse på, hvad der på den måde overgår os.

Det handler om, med sig selv, at finde ud af, hvad automatreaktioner er for noget.

Og at jeg altid har indflydelse på min egen attitude.

Instinktet er de hurtige svar.

Sjælen er, at vi altid tænker os om.

Så enkelt er det. Så nemt er det at være i live.

Instinkter er at være kort for hovedet. Sjælen er altid at ville det godt, for sig selv og for andre.

Stagnerede former af instinktet er det, der aflejrer sig som lav bevidsthed.

Det umodne individ taler herefter ud af sin bundethed og sin forvrængede måde at se virkeligheden på.

Han eller hun gør det, fordi det hidtil har kunnet betale sig, først som et forkælet barn, så som en forskruet voksen, der spillede på, at andre lod sig underkue eller forskrække.

Det hele er skuespil, der har kunnet betale sig, som nu er blevet til udspekuleret voksenadfærd, som jeg måske kan tjene penge på.

Den lave bevidsthed opstår, fordi den har kunnet se sin eget fordel ved at være krukket, kynisk og kalkulerende. Den er udspekuleret, som ind i H…, og den tøver ikke med at udnytte andre, der tilfældigvis står på det forkerte ben.

Det er tydeligt, at offer og bøddel er blevet indarbejdet som et rollespil, som den lave bevidsthed gerne jonglerer med.

Den gør det, fordi det kan betale sig, og fordi man derved tiltrækker sig andres lys, og måske også penge, ikke at forglemme.

Man må ikke blande noget privat og noget, der vedrører sjælen.

Det private vil altid være en instinkthandling. Det er knyttet til en ejeridentitet.

At være i min egen integritet er at være i min egen guddommelighed. Det kan jeg godt være, og samtidig være privat. Men det er to forskellige sfærer. De er ikke sidestillede.

At være i min egen guddommelighed kan jeg kun være i fuld oprigtighed. Jeg kan ikke gøre det, hvis jeg har reserveret noget i mig selv til et ego, eller på anden måde være utroværdig.

Verden set fra instinktets bundne position er noget helt andet end verden, set fra sjælens frie perspektiv.

Det samme fænomen kan betragtes dybt fordomsfuldt, kynisk, kalkuleret og som noget sandt, smukt, fint, enkelt.

Mennesker med store bindinger ser kun mørke. Mennesker i frihed ser lyset. De kigger på det samme.

Mennesker kan være så bundet, at de reagerer ud af bindingen som den skinbarlige sandhed og virkelighed.

At de, til formålet, vil sælge deres bedstemor for en slik.

Der er ikke tale om to virkeligheder, der står over for hinanden. Der er tale om sjælens virkelighed over for lav bevidsthed.

Teknisk set handler de globale problemer om, at instinktet har forrang for sjælen.

At vi lader dyret styre os, inden vi lader sjælen få plads til at virke.

Det gælder overalt i menneskelivet, også langt ind i personlighedsstrukturen, at instinkt kommer før sjæl.

Ego kommer før en sund måde at møde verden på.

Det slår igennem i al politik, i forretningsverdenen, i al underholdning. Sjælen undermineres, fordi egoet vil være i front.

Instinktstyring er en benægtelse af, at vi har en sjæl og et sandt ansvar for hinanden. At den, der er stærkest eller mest snu, er den, som vi lytter til, og som bestemmer.

Instinktets verden er betinget, hjerteløst, selvspejlende, selvpromoverende, egoistisk, kynisk, en tom gentagelse af noget, der har været.

Instinktmennesket tager udgangspunkt i en rolle, en fordom, som er måden at se og være i verden på. Ord er klicheer, ikke noget, der kommer fra personen selv.

Sandhed i sjælens verden er noget helt andet end sandhed i instinktets verden.

I den første har alt sin egen, sande identitet, fysisk, verbalt, intentionelt. Der er ikke spring imellem forestillinger. Alt er realt og realistisk.

I instinktets verden er basis forestillinger og forventninger. Intet har en identitet i sig selv. Virkeligheden er baseret på normer og fordomme. Selv begreber tager ureflekteret udgangspunkt i den aktuelle virkelighed, som alle tager for givet.

Der er ingen sammenhæng mellem instinktets roller og sfærer. Når man træder ind i en ny, gælder der et nyt regelsæt. Bag ved det hele gælder normer og fordomme, der ikke under normale omstændigheder er til diskussion. Normalitet er at være i en rolle, og at anerkende det til enhver tid gældende rollespil.

Sjælens verden er noget helt andet. Her er vi helt til stede, og lader alt opstå af sig selv, uden at der lægges fortolkninger ind over. Sandheden i sig selv er vejen. Følelser er virkelige, ligesom kroppen også er det. Der er flow og kontinuitet i alt, som er energetisk forbundet.

Seksualitet i de to verdener er noget meget forskelligt. I instinktets verden handler det om, at spænding ophobes og skal udløses. I sjælens verden er seksualitet energi, der fordrer at blive mødt i hengivenhed og taknemmelighed.

Seksualitet i sjælen er at gå ind i kærlighed sammen, og at lukke op for nydelse og glæde og hengivenhed.

Seksualitet i instinktet er at give sig selv og eller hinanden udløsning, og så er den ikke længere.

Verden er så meget i instinktets verden, at den får lov til at sætte dagsordenen her på kloden, og at der overhovedet ikke er plads til, eller kun yderst begrænset plads til det, som sjælen bringer ind.

Verden er umanerligt kynisk, og der er kun meget begrænset plads til kærlighed. Det er en kendsgerning.

Vi kan også udtrykke det sådan, at mennesker er fanget i deres instinkt, jo nærmest håbløst.

Mennesker, der er i deres instinkt, lader sig styre af deres instinkt. Det betyder, at de handler, før de tænker.

De reagerer, før de agerer, kan man også udtrykke det. Det er i deres følelsers vold, i stedet for sandt at være i deres følelser.

Det er simpelt hen det, det hele handler om, og derfor, man ikke evner at kigge på sig selv, inden man agerer.

Hvis ikke man forstår denne mekanisme, vil man altid være fanget i at reagere, inden man tænker sig om.

Det er den ene og simple forklaring på, at sjælen ikke afgørende har fat i os.

Det er forklaringen på ondskab og kynisme i verden, at vi tillader os selv at være dyr, inden vi lader noget højere i vores væsen få plads.