At blive levende

Vi bliver levende ved at være sande.

Vi bliver sande ved at være levende.

Der er ingen mulighed for at fravige disse passager i sig selv.

Vi skal finde sandheden i os selv.

Vi skal finde livet i os selv.

Sjælen er at lade mig selv blive levende som præcis den, jeg er.

Den samme proces kan jeg hjælpe et andet menneske med, forudsat at jeg selv er helt i mig selv, og den anden ønsker det samme, men jo altid på sin måde.

Sjælen er liv, dynamik, form i bevægelse, spontanitet.

I modsætning hertil er instinktperspektivet stift, klichéagtigt, tom gentagelse.

Vi kan formodentlig godt synkronisere en udvikling, men udgangspunktet er, at vi hver især, dybt og af et oprigtigt hjerte, ønsker at lade det gode, det sande og det skønne, for nu at blive i en græsk terminologi, komme i første række.

Men det handler ikke om at mene det samme. Det handler ikke om at underlægge sig en guru eller en sekt. Det handler om, at vi hver især skal lære at være med os selv og i os selv. Men det kan vi sagtens være og udfolde sammen, hvis vi gerne vil.

At være et sandt menneske er at være helt til stede i mig selv.

At være ude i alle fibre, og at mærke sig selv.

Det er sådan noget, jeg kan og skal mærke, mens jeg er alene, men jeg kan også gøre det sammen med en anden eller med andre.

Jeg kan også opleve, at en anden kan give mig en sådan oplevelse. Og så skal jeg selvfølgelig i stor taknemmelighed tage imod, og give igen.

Et sandt forhold er, at vi er der for hinanden.

Det er, at sjælen kommer i spil.

At vi lytter til hinanden. At vi rører ved hinanden. At vi oprigtigt interesserer os for hinanden. At vi gerne vil hinanden.

Selvfølgelig også, at vi lader instinkterne komme i spil. Men altid i den gode sags tjeneste. At vi vil det gode sammen og med hinanden.

At vi giver og modtager af et godt hjerte.

Sundt instinkt er eller indeholder positiv dynamik.

At være fleksibel og flydende i sit væsen. At have det godt med sig selv og sine valg.

At sige ja til og være med det, der ansporer til nyt liv og ny virilitet.

Vi skal bare vide at være med det, og at give det plads.

Lade bevidsthed ledsage instinktet, i stedet for at de modarbejder hinanden.

Det bløde i et menneske er det, der gør livet værd at leve.

Det skal naturligvis være sandt for at være levedygtigt.

Derfor skal det bløde være baseret på sandhed.

Øvelsen er at finde hinanden i sandhed, og derigennem at udfolde glæden, og at blive i den.

At blive levende er først og fremmest at få fat i sig selv og hinanden.

Positivt at mærke og vide, at vi er til stede, at vi er i live.

At vi har lov til at være og at udfolde os i og med vores væsen.

At der er plads til både dig og mig i livet og i os selv.

At blive levende er at være i sit instinkt, med alt hvad der er, alt hvad der dukker op.

At følge impulserne, uden at ekskludere nogen. At være med det, der sker, og det, der er.

At blive levende er at være med sin fleksibilitet, at være med lyster og følelser, uanset hvordan de tager sig ud.

At anerkende sig selv i alle detaljer. Ikke at udleve alt, men at møde alt.

Kærlighed er at gøre levende.

At jeg ikke bare siger, jeg er der for dig, men at jeg er der for dig.

At vi ikke forholder os til hinandens spejlbilleder, men at vi helt reelt er der for hinanden.

At vi fysisk rører hinanden, ikke fordi vi skal. Ikke for at gøre gengæld. Men fordi vi godt kan lide hinanden.

At livet ikke bare handler om mig, men at vi tager hinanden ind. At jeg møder dig, og du møder mig.

Det er vigtigt at have substans i sig selv. Det er vigtigt at være et sandt udtryk for sig selv.

Man kan godt tro sig hel, men kun være en delmængde af sig selv, fordi man ikke evner at se sin egen begrænsning.

Vi bliver ikke sande, før vi har fat i alt i os selv. Den del, der ikke er til stede i nærvær, vil være skyggeland. Og det er ikke sundt for nogen, når det forholder sig sådan. Man kan ikke altid selv se det.

Men man kan mærke det, hvis sandhed er et ubetinget krav til alt, hvad jeg laver og har med at gøre, Og jeg netop ikke kun er en delmængde af mig selv.

Sjælen kan kun komme i spil, hvis jeg har alt i mig selv inkluderet.

Jeg indeholder tanker, følelser og seksualitet. Hvis en af disse er fraværende, vil jeg være delt.

Det ypperste liv er den virilitet, som to elskende skaber sammen, fordi hjertet er åbent, og bevidstheden favner det hele i kærlighed og glæde.

De gør det, fordi de kan lide hinanden, og gør hinanden levende. Samtidig blomster alt omkring dem, fordi alt det, de gør, er sandt.

Enhver livsytring i sig selv er suveræn.

I instinktets verden skal alt kunne måles og vejes.

Her tæller kun det, der er størst og bedst, en kvantitativ vurdering.

Her kommer egoet også ind i billedet som en, der er bedre end andre, som dermed kan kasseres.

Janteloven er hurtig til at kassere og ekskludere, og målestokken er sat af det ego, der i en social sammenhæng har mest magt.

Det handler ikke om kvalitet og en dybere sammenhæng. Det handler alene om, hvem og hvad der fylder mest i det pågældende univers.

Der er ikke plads til sjælen i dette spil.

Har man fat i sin sjæl, skal man ikke give sig til kende i dette univers. Det er dømt til at gå galt.

Måden at få sin sjæl i spil er at øve sig i at lade kvalitet råde i beslutninger.

Nogle gange skal vi vente, indtil vi kan mærke, at der er rigtigt, og det er nu.

Vi skal nok aldrig gøre det i flok, for flokmentalitet og gruppepres er guf for instinktet.

Sjælen lader suverænitet komme i forgrunden, men ikke ved først at annoncere det på Facebook.

Vi skal lære at stå i os selv og at lade det sande i os styre. Det kan ikke lade sig gøre ved at vente på likes på Facebook.

Vi skal lære at gøre noget på egen hånd, og i øvrigt at tilskynde andre, når de har fat i noget, der er rigtigt og sandt.

Vi skal ikke vide bedre på vegne af dem, med mindre de gør noget, der direkte er forkert.

Sjælen har fat i evigheden. Instinktet har kun fat i præstation.

Når noget skal honoreres, er det som udgangspunkt instinktet, der er i spil, og noget sjældnere sjælen. Så pas på!

Retten til og evnen til og muligheden for selvbestemmelse bliver tydeligere, jo mere jeg får fat i mig selv.

At få fat i mig selv er at få kontakt med min sjæl.

At få kontakt med min sjæl er at blive mig selv i sandhed.

Jeg kan også som instinkt få godt og grundigt fat i mig selv, men det er noget helt andet.

Det sidste kan være et meget ubehageligt selvskab, men aldrig det første.

Instinktet, når det har magten, vil gerne bestemme alt, kontrollere alt, styre alt. Det har også svar på alt.

Og så er det ligeglad med alt andet.

Sjælen er altid åben for, hvad der sker, og at lade det gode komme til.

Livet har et udtryk i sig selv, der ikke er begrænset.

Det er dette udtryk, som alle har adgang til, der er mit ærinde.

Når vi møder det positivt, kan vi alt i livet.

Så falder alle roller fra hinanden, og vores potentiale åbner sig til noget, vi ikke har set før.

Jo mere jeg er i stand til at lukke op for hele mit væsen, jo større en kærlighedsevne har jeg.

Elsk din næste som dig selv. Det forudsætter, at jeg er i stand til at elske mig selv. Ikke bare mit billede af mig selv, men den, jeg er.

Fra naturens side. Fra guddommelig side. De to følges ad, hvis jeg lader dem.

Jo mere jeg i kærlighed kan være det vilde dyr, jeg er fra naturens side, jo mere intenst bliver mit seksuelle samvær.

Jo mere min partner i kærlighed kan være det vilde dyr, hun er fra naturens siden, jo stærkere bliver det, vi laver sammen.

Jo mere nysgerrig fantasi, vi kan bringe i spil, jo bedre.

Jo mere jeg tør gøre det, jeg ikke har gjort før, men altid i dyb kærlighed, jo mere fantastisk bliver det at mødes.

Jo mere jeg evner at gå ind i de roller, som det sociale hierarki har udstyret mig med, men også helt tilbage fra min tilstand som ren natur, jo sjovere jo bedre.

Men altid i dyb respekt, altid i stor gensidig tillid og i ligeværdigt hensyn.

Jo mere jeg lukker op, jo sjovere bliver det at være menneske.

Det hænger sammen med, at jeg har en sjæl.

Jeg kan udfolde mig selv helt som menneske. Vi kan gøre det sammen.

Og vi kan gøre det i fuld bevidsthed og med hjertet åbent.

Hvorfor så ikke bare gør det. Og glæde sig over det. Sammen.

At blive levende er at gøre alt det, jeg godt ved jeg skal.

Bare kaste mig ud i det.

Gøre det. Nyde det. Glæde mig over det.

Altid at vende mig selv i forhold til den positive erkendelse.

Altid at vide og mærke mig selv på en måde, så jeg har det godt.

Der er intet vanskeligt ved at være i livet på den måde.

Jeg skal bare indstille mig på, at livet altid vil mig det godt, og at jeg bare skal svare godt igen.

Glæde mig over det, der er.