To væsensforskellige logikker

Den gamle, instinktbårne verden siger: Verden er kun til for mig!

Den nye, sjælsbårne verden siger: Livet er et fælles ansvar! Livet er vores!

Det er to vidt forskellige måder at møde det hele på. Helt fundamentalt.

Den første styrer verdens gang og virker helt ind i de allermest intime gemakker. Den tænker altid i tryghed og sikkerhed.

Vil vi hinanden? Eller vil vi kun os selv?

Hvad er vigtigst i livet: sandhed, virkelighed og kvalitet, eller at jeg bliver fyldt op? at der først og fremmet bliver taget hensyn til mig? Det er vist en god måde at beskrive forskellen på høj og lav bevidsthed.

Den høje bevidsthed er først og fremmest karakteriseret ved, at kvalitet altid kommer før kvantitet.

Kvalitet handler om enten eller. Den omfatter det hele eller ingenting. Man kan ikke være delvis eller partielt i høj bevidsthed, heller ikke om formiddagen, for så at gå i lav bevidsthed, mens man spiser frokost og børste tænder.

Den lave bevidsthed er definitorisk, at kvantitet kommer før kvalitet. Duer ikke, væk! Næste!

Den lave bevidsthed er delt. Ellers kan den ikke holde sig selv ud. Den har brug for både at være lys og mørk. Det mørke er skyggerne, mens det lyse er spejlbilledet.

Hvis valget i stedet tager udgangspunkt i, hvad der helt overvejende er vigtigt i livet, i stedet for, hvad der altid kommer først i mit liv, har jeg forstået forskellen på høj og lav bevidsthed.

Det er også forskellen på sjæl og instinkt, hvor den sidste mulighed er at se verden fra sit instinkt, fra sit eget egoistiske behov, først og fremmest.

I sjælens univers er det den, der i et højere perspektiv har retten, der har magten.

I instinktets univers er det den, der her og nu har magten, der også har retten.

Man skal ikke lave aftaler med et menneske, der er mere i sit instinkt end i sin sjæl. Og selv om aftalen er skriftlig og juridisk bindende, vil man opleve, at det vil kunne finde på at vride sig ud af den alligevel.

Instinktet, når det har magten, er hurtigt til at reagere på den negative måde. Når et barn oplever det, kryber det sammen i frygt eller angst, og føjer forælderen, fordi det er ubehageligt at være i vrede.

Der er ingen tvivl om, at vrede bruges af forældre til at få børn til at føje sig. Men vrede bruges også af partnere. Vrede har den umiddelbare virkning, at vi kryber sammen i os selv, og ikke tør andet. Der aktiveres et spil, som måske kan vare i årevis, måske livslangt.

Men det er bestemt ikke godt for sjælen og et fælles kærlighedsliv. De to måder modarbejder hinanden. Sagt på en anden måde er der kun plads til en af dem. Det er sikkert derfor, voksne mennesker er så vrede i deres ansigtsudtryk, meget mere end glade.

Sjælen bygger på tillid, at vi altid kan stole på hinanden og kan regne med hinanden.

Sjælen er det, der i et menneske ligger over instinktet, som betyder, at vi kan handle som andet og mere end et dyr. Vi kan også kalde det en overbygning til instinktet, ligesom det guddommelige er en overbygning til sjælen. Og i øvrigt at instinktet er en overbygning til livet som plante. Og endelig at planten er en overbygning til DNA-molekylet.

Instinktet er dyret i os i sin egen bevidsthed, der i forhold til et højere perspektiv ikke er noget rart bekendtskab. Det ser kun sig selv i alt, og tager kun hensyn til fællesskabet i det omfang, der passer ind i det sociale hierarki.

Hos mennesket er der så tilføjet et ekstra led, som er et egohierarki, som alle skal rette ind efter. Sanktionsmulighederne er ikke soldater eller likvidering på den gammeldags måde. Men de samme fænomener er i stedet internaliseret, så det i dag foregår som små replikker, øjenlåg der vipper, eller simpelt hen manøvrer direkte ind i energi, så den anden bare får det dårligt, eller kryber sammen.

Et ego vil ikke kendes ved sig selv.

Et ego er kun interesseret i sit eget spejlbillede. Der bliver lyst op ved, at andre kommer med penge, lagkage og næsegrus beundring.

Et ego sender kun noget videre, når det ved, det selv får noget igen. Ellers er det fuldstændigt ligeglad med sine omgivelser. De andre er der kun for mig!

Mennesket kan være ufatteligt udspekuleret, når det handler om selv at få og fastholde fordele og overtag. Andre behøver ikke, som i gamle dage, være bundet i lænker eller halsjern for at føle sig bundet og fanget.

Den høje bevidsthed lægger aldrig en dom eller en anden form for ekskluderende attitude ned over et andet menneske, som jo også har en bevidsthed.

Det er den lave bevidsthed fuldstændigt kold i røven overfor. Det gør præcis, som det passer den. Og den stikker gerne sprøjten i den dødsdømte, som måske er uskyldigt dømt. Men sådan er loven nu engang, og det må man respektere!

En regel er en regel! Og regler er til, for at de skal overholdes!

Ondskab er at bruge sit instinkt til at få sin onde vilje med.

Man kan bruge et begrebsapparat til at gøre det onde ved en anden. Ved at lade begreberne repræsentere en måde at gøre sig gældende gennem sit instinkt.

Det handler altid om, hvem der står bag, og hvordan, meget mere end om de ord, der siges, og den kontekst, de siges i. Det er intentionen, der styrer handlingen. Eller handlingen er styret af intentionen. Ond vilje er, at jeg selv, helt bevidst, står bag min nederdrægtige handling.

Formålet med Ny Tid er at skabe positiv sammenhæng og gennemstrømning i hele kæden. En anden måde at udtrykke det på er at bringe guddommelige logik ind på Jorden, så mennesket derved bliver mere i overensstemmelse med sig selv. Hidtil har det overvejende handlet ud igennem instinktet.

Det er instinktet, der i dag sætter dagsordenen her på kloden. Lad der ikke være nogen som helst tvivl om det.

Sjælen giver os medfølelse og venlighed og hengivenhed og lykke.

Ingen af disse elementer har dyret til rådighed. Det, der kan ligne hos dyret, er socialt og hierarkisk betingede, og dermed bundne, former. Alt, hvad man gør, er på betingelse af noget andet. Man gør ikke noget helt af sig selv. Princippet er det samme som prostitution. Ydelse mod ydelse.

Sjælens former har vi adgang til, når og hvis vi giver slip på dyret i vores liv.

Hvad har magten i mit liv? Det vil altid være en af disse to størrelser.

Sjælen har sin egen smukke logik.

Instinktet har sin egen kyniske logik.

De to har hver sin bevidsthedsform, hvor den høje bevidsthed ledsager sjælen, mens den lave eksisterer sammen med instinktet.

De to kan ikke eksistere side om side, eller kun hvis vi lader instinktet være, hvad det er fra naturens side.

Dermed kan vi præcisere, at sjælens logik er, når et menneske med alle ingredienser er helt og fuldt til stede i sig selv.

Instinktet skal ikke stå inde for sig selv. Sådan bliver det i hvert fald tolket af mange. Men som mennesker slipper vi ikke godt fra at fornægte den kontinuitet, der er lagt ind gennem sjælen.

Hvad vi gør i sjælens univers, fordrer vores fulde nærvær. Her bliver vi målt på, hvordan vi mødte øjeblikket.

Instinktets logik er, når et menneske reagerer ud igennem instinktet, uden at sjælen er i spil. Det er med andre ord mennesket som dyr, hvor det bruger den menneskelige overbygning til at være i sin dyriske natur.

Instinktets laveste form i et menneske er krig. Krig handler om at slå mennesker ihjel og selv at overleve. At handle før modstanderen. At passivisere, tilintetgøre og ødelægge. Jo hurtigere, jo bedre. For jo nemmere vil jeg eller vi selv stå helt uskadt tilbage. Jo større og mere ødelæggende våben, jo bedre. Den samme mekanisme findes inde i et menneske, der lader instinktet styre sig.

Instinktet findes og handler i høj grad også kollektivt og gennem skygger.

I disse ubevidste former er de deres egen kyniske begrundelse. Sandheden findes kun i kynismen, den rendyrkede og ureflekterede løgn, der ikke går af vejen for for enhver pris at håndhæve sin egen sandhed.

Dødsstraf er den ypperste form for retfærdighed, hvor vi har den legitime magt til at tage livet af et andet menneske.

Det samme foregår på det indre plan, hvor vi kun behøver at tage hensyn til os selv i alt. Hvis ikke den anden vil mig på mine præmisser, er det min ret at uskadeliggøre vedkommende, bare jeg kan få andre til at give mig ret i min lovlige udåd.

Det er instinktet på den hårde og civiliserede måde, hvis man kan kalde det civiliseret. Men det foregår i hvert fald mellem mennesker, uden at det i sig selv er strafbart.

Instinktet fra naturens side er ikke hårdt i sig selv. Men det har heller ikke allieret sig med alt det værste i et skruppelløst menneske.

Instinktet fra naturens side, i sin naturlige form, holder os på plads, og med sjælen som medspiller handler det om at løfte os som mennesker, så vi ikke længere er bundet af en instinktstyret logik.

Det afgørende er, hvad vi lader fylde i tiden. Hvad har vores prioritet? Hvad betyder noget i livet? Hvad giver vi plads til?

Måske kan vi koge det ned til, om sladder eller kvalitet skal have lov til at fylde.

Dominans eller lydhørhed.

Autoritetstro eller ægte inspiration.

Jantelov eller originalitet.

I den gamle verden har sjælen kunnet få tid og rum i nogle kendte former, som indeholdt ro og stilfærdig kærlighed i et vist omfang. Det gjaldt f.eks. familien, og det gjaldt gudstjenesten. Disse former var og er afhængige af, at vi anerkender dem og bruger dem på en måde, så det positive liv og dermed sjælen kan komme til udtryk igennem dem.

Rammerne har været instinktstyrede, det vil sige betingende. Hvis man vovede sig uden for rammerne, faldt hammeren med det samme, svarende til udstødelse og fordømmelse. Men indenfor kunne sjælen i et vist omfang få plads.

Den instinktstyrede logik i sig selv er et andet udtryk for mennesket uden væsentlig kontakt til sin sjæl.

En synonym måde at beskrive det samme på er, at mennesket ikke har kontakt til sig selv, og dermed jo strengt taget heller ikke har nogen bevidsthed. Ord og følelser har ingen kontakt med hinanden.

Sjælens logik bliver synlig, når vi giver sjælens kvaliteter plads i livet. Hvis vi lærer kunsten af give slip, vil vi altid spørge indad, inden vi lader de ydre rammer bestemme.

Men inde i os selv kan vi også være særdeles dyriske i alt, hvad vi gør. Så også her skal man have ryddet op, hvis sjælen skal have plads.

Når man er i sin sjæl, er man i hele sit væsen.

Mit væsen er noget, jeg har medbragt, et potentiale, som kun lader sig udfolde i sandhed og i kærlighed.

Uden om sjælen ligger det guddommelige i en form, som vi kan tilegne os, hvis vi har det fornødne format. At være i sig selv og med sig selv, fik jeg at vide, da jeg besøgte Frans’ krypt Skærtorsdag.

Hvis man i stedet vælger instinktets format, tager man i hvert fald ikke de højere aspekter i ed. Så er man i den lave ende af menneskevæsenet, hvor dyret har godt fat. Her identificerer man sig med sine uopfyldte behov og ser sig selv som verdens centrum.

Når det støjer og larmer, er der i øvrigt ikke adgang til sjælen.

Instinktet skaber skel og tyngde. Sjælen skaber sammenhæng og lethed.

Vi har ikke altid paraderne oppe. Det betyder i praksis, at sjælen godt kan virke, selv om vi ellers stritter imod. Den gør det også, når vi sover.

Et menneske har en tyngde i sig selv, både fysisk og mentalt. Det er denne tyngde, som jeg med et klart og bevidst ja kan vælge at lade være gyldigt i en større sammenhæng.

Hvis jeg giver slip i forhold til et højere perspektiv, vil jeg opleve at kunne slippe min tyngde. Det er egentlig meget magisk og meget mærkeligt.

Det svarer til at gå helhjertet ind i en relation med alt, hvad jeg har, og så bare se og anerkende hvad der sker.

Her kan vi begge slippe vores tyngde, og så bliver det rart at være der for begge parter.

I en relation kan vi ovenikøbet skabe et rum, hvor vi sammen lukker op for vore sjælskompetencer. Det kan være meget smukt.

Hvis ikke jeg ønsker at inkludere mig selv, med alt hvad jeg har, bliver jeg i min tyngde og i mit instinkt. Det manifesterer sig som min mistro og mistillid, som er det modsatte at give slip i tro og tillid.

Jeg kan ikke friholde eller undtage noget af mig selv. Det er enten mig eller ikke mig!

Hvis man er i sit instinkt, er man funktionsopdelt, afhængig af den rolle, som man spiller. Der er ikke en bagved liggende sammenhæng.

Fra et instinktsynspunkt skal man kvalificere sig, og må finde sig i at blive bedømt, med mulighed for at blive kasseret. Alt sker på betingelse af noget andet, og man må håbe, at parterne er nogenlunde ordentlige.

Hvis vi lader den ene logik virke, er der ikke plads til den anden.

Hvis vi vælger den ene, så fravælger vi den anden, både i tanke og følelse, ord og handling.

Det svarer helt til i kristendommens begyndelse at vælge mellem Gud og kejseren.

I dag er valget meget mere inde på livet af os selv, og ikke i så høj grad styret af magt og andre ydre omstændigheder.

I dag handler det om, hvad jeg vælger, skal være det vigtigste i mit liv.

Ingen andre end jeg kan tage beslutninger på vegne af mig selv.

Ingen andre kan navigere på vegne af mig.

Det er de små valg, der er de afgørende.

Men det er også dem, der gør den store forskel.

Hvad har det sidste ord i mit liv og i mine afgørelser?

Det er afgørende for, hvilken logik der styrer mit liv.

At lade sig styre af sjælen er ikke at slippe sit instinkt. Tværtimod.

Men det er at lade kærlighed og sandhed være underliggende i alt.

Med instinktet som førstevalg holder jeg mig ikke i vejen for at være kynisk, kalkulerende, ligeglad, ekskluderende, udvendig. Jeg spiller gerne må mine fortrin, for at få en fordel. Og jeg er ligeglad med følgerne, så jeg efterlader andre i vejgrøften. Det rager mig!

Sjælen er altid stilfærdig og venlig i sit udtryk, vader ikke ind i andre, gør heller ikke noget for at sætte skel og at skabe splid.

Instinktet er kold i røven. At undlade at gøre noget spiller ingen rolle. Heller ikke at bagtale. At rage til sig. At drage fordel. Det er ikke nødvendigt at tage hensyn. Respekt er en by i Rusland. Og hvad rager det i øvrigt mig?

Set fra instinktets synspunkt finder der ikke nogen sjæl. Der er ikke noget liv hinsides. Det gode er noget subjektivt, der ikke har nogen kvalitet. Kærligheden handler om, hvad jeg selv kan få glæde af. Sandheden er altid relativ.

Sjælen holder sig helt uden for denne ekskluderende måde at møde tilværelsen på.

Man kan godt regelstyre instinktet, så man f.eks. ikke bander. Men det har i sig selv ikke noget at gøre med sjælskvaliteter.

Sjælen blander sig ikke i noget, hvor det ikke giver mening. Den ved også, at hvor instinktet har hårdt fat, har den ikke en chance. Sjælens chance er, at et menneske gør op med sig selv, at der skal være plads til sandhed, der ikke kun er til for min skyld.

Sjælen kan kun være der, når vi oprigtigt er der for hinanden. Når vi giver hinanden plads. Når det ikke handler om at drage fordel og gevinst.

Sjælen gør i sig selv ikke noget væsen af sig. Når vi trives i en familie eller i et arbejde, er det et udtryk for, at sjælen får plads inde i os. Også når vi er i stand til at vokse med udfordringerne.

Hvis instinktet vægter mere end sjælen, hvad den gør i de fleste menneskers liv, vil beslutninger være styret af instinktet. Sjælen kan godt komme med på råd, men vil i væsentlige spørgsmål ofte blive underkendt, på samme måde som barnet normalt ikke har andre valg end at rette ind i forhold til den tyngde, som den voksne repræsenterer, uanset hvor meget lidelse det afstedkommer.

Mursten og mørtel har mere magt i de fleste voksnes liv end sandhed og kærlighed, og hvad der heraf kan afledes i form af følelser og fornemmelser.

Demens og livsstilssygdomme er bad luck, set fra instinktets synspunkt. Det er noget, man må regne med og finde sig i, hvis man anerkender og lever på murstenenes præmisser.

Sjælen er altinkluderende, dog ikke hvad angår mursten. Men inde i os selv er der ikke noget, som vi må se bort fra.

Mange ekskluderer deres seksualitet, eller gør det meget privat. Mange ekskluderer deres hjerte i form af følelser, eller gør dem meget intime. Og de fleste har slet ikke nogen sammenhæng imellem tanker, følelser og fornemmelser. De lever hvert sit adskilte og uafhængige liv, som om de intet overhovedet har med hinanden at gøre.

Sjælen, såvel som det guddommelige, favner det hele. Men vi forstår det kun, hvis vi tillader os selv at gå ind i denne verden. Det handler om sådan noget som nærvær, om ærlighed, og at lytte, at være åbne for, hvad der dukker op.

Jeg har i flere omgange oplevet meget kynisk hårdhed fra mennesker, der med al magt har forsøgt at eliminere den sandhed, som jeg her beskriver. Det kan kun være instinktet, der ubarmhjertigt har villet tage sit herredømme tilbage, hvor det var, før jeg kom ind i billedet. Meget mærkeligt.

I nævnte tilfælde er personerne vendt på en tallerken, så deres udtryk i verden fra det ene øjeblik til det næste blev et fuldstændigt andet, end det var før bruddet.

Instinktets kraft har i de enkelte tilfælde kappet rodnettet til den kærlighedsbygning, som i alle tilfælde har været skabt og udfoldet. Det sidste er noget, der tager tid at bygge op, som fordrer ro og omsorg, kærlighed og oprigtig glæde.

Instinktet i denne form handler om at have magt, at have kontrol, at have herredømme. Formen er mørk og ekskluderende. Det kan være vrede. Det kan være had. Det kan være blandede former som bagtalelse. Det kan også bare være hårdhed og kynisme.

Når instinktet kan opføre sig så voldsomt og uforudsigeligt, sker det jo altid igennem nogle specifikke mennesker. Det kan også være kollektivt, som da jøderne blev sendt i gasovne.

Det hele peger i hvert fald på nødvendigheden af som menneske at tage nogle afgørende valg i livet, der her på Jorden meget kynisk er styret af instinktets ubarmhjertige jerngreb.

Den verden, sjælens verden, som jeg beskriver, kan kun være aktiv ved, at jeg, for mit vedkommende, siger ubetinget ja til min egen virkelighed, og derved lader den virke i mig, lader den få indpas i mig.

At lade sjælen få plads i mit liv er bestemt en proces, hvor noget langsomt bliver helet. Og lige så langsomt bliver jeg i stand til at sætte sprog på, men hvor jeg også ved og mærker, at alt skal have tid, og at intet i sjælens område kan forceres eller gøres ukærligt. Det er simpelt hen ikke muligt.

Når jeg elsker et andet menneske, er det sjælen, der er i spil, med mindre alt er betinget. Men så er min påstand, at så kan man ikke elske. Så er det bare fysisk sex.

Jeg har altid holdt meget af Grundtvigs salme Hil dig Frelser og Forsoner! Den har nogle meget smukke metaforer:

Derfor beder jeg med tårer:
Led den ind i mine årer,
floden, som kan klipper vælte,
floden, som kan isbjerg smelte,
som kan blodskyld tvætte af!

Mange af de andre vers er mindst lige så smukke.

Det er et godt billede på, hvad sjælen kan, selv om min virkelighed altid vil tage sig anderledes og forskellig ud. Hvis man synger salmen og ledsager den med orgelmusik, vil man kunne mærke den udfolde sig og måske også ramme følelser og andet dybt.