To forskellige måder at møde verden på

Mennesker, der er styret af deres instinkt, reagerer ud igennem normer og fordomme, eller noget meget egostyret.

Instinktet tænker: Hvad kan jeg få ud af det?

Mennesker, der er styret af sjælen, er oprigtigt interesseret i, hvad der er sandheden bag en given hændelse. Man falder ikke for fristelsen til den hurtige reaktion, der virker bag ved en ureflekteret attitude, hvor alt er sort og hvidt.

Sjælen tænker: Hvad er sandt?

Det er to vidt forskellige måder at møde verden på.

Alt lader sig forstå i høj og i lav bevidsthed.

Den lave er den ubearbejdede, norm og fordomsfyldte, der har et hurtigt svar på alt, og er lige så hurtig til at afvise. Og som kun og altid ser sin egen fordel i alt, før alt andet.

Den høje bevidsthed kan gå ind i alt, uanset hvad, og på den måde opløse det indefra. Den fornægter ikke noget, afviser ikke noget, anerkender at alt lader sig åbne og forstå. Sådan er livet i sin grundform, tilgængeligt og logisk. Men sådan ser det ikke altid ud. Det skyldes, at personen er i lav bevidsthed.

Forudsætning for at komme i og at være i høj bevidsthed er, at vi tør kigge på alt, og at vi anerkender, at alt lader sig opløse og forstå på et dybere plan.

Den lave bevidsthed er også et ubearbejdede instinkt. Det reagerer på støj og larm, kontinuerlig. En af de mest udviklede former er torturen, der spiller på, at offeret før eller siden bryder sammen og tilstår, også selv om det altid selv mister livet. Lidelse for lidelsens egen skyld, og at være fuldstændigt ligeglad med den, det går ud over.

Den lave bevidsthed ønsker ikke, at lidelsen forsvinder. I hvert fald skal offeret først paralyseres, så det ikke bagefter får tid og ro til igen at komme til kræfter og at lade sandheden stilfærdigt og kærligt igen blive synlig.

Støjen kan også være de bevidstløse uendelige skænderier, eller måske helt manglende skænderier, som mere og mere overtager dagsordenen i et ægteskab, der kun hænger sammen, fordi parterne lever, hvis man kan kalde det at leve, sammen inde bag de samme mure, der ræsonnerer med tomheden.

Nu er der jo ikke længere børnene hjemme at råbe på og efter.

Instinktet i denne form er ligeglad med sandhed og retfærdighed, bare det får det sidste ord.

Skyggen leder kun efter et påskud for mere skygge, mere mørke. Sandhed og kærlig ro er ikke dens kop te.

Fjernsynet tilbyder jo altid et eller andet ligegyldigt.

Der findes to afgørende forskellige måder at møde verden på.

Den ene er instinktstyret. Vi kan også kalde den normstyret. Den kan være helt bevidstløs, men kan også være egostyret.

Den anden tager form efter sandheden. Den er sjælsstyret.

Sjæl og ego modarbejder hinanden, idet det sande jeg vender mod sjælen, og det falske jeg bliver til egoet, der kun ser sig selv i spejlet.

Et ego ser sit eget lys i spejlet, men bagved er der skygger og fordomme.

Det handler om at se ud som om, ikke at være den, man er.

Viden er noget udvendigt. Indenfor er der mørkt, måske vrede, måske kulde, måske hårdhed.

Det sande jeg lader lyset skinne igennem sig. Indenfor er der positiv ærlighed og åbenhed.

I sit udgangspunkt er normstyring fornuftig, når det handler om at overleve, når det handler om at tøjle instinktet.

Vi skal opføre os ordentligt, og det kan i et vist omfang nedfældes i nogle sætninger, der altid er gyldige.

Det er, når normer og instinkt bliver et manifest udtryk for virkelighed og sandhed, at kæden hopper af.

Det kendes også som bevidstløs voksenadfærd eller selvfikseret egostyring.

Rene instinktmennesker skal man holde sig fra. De findes i alle miljøer, også og måske ikke mindst i de spirituelle. De ser kun sig selv, har svar på alt, kan godt være og virke fleksible, men kun så længe det handler om at tjene penge. Herefter er de hårde og ufølsomme som granit.

De siger alle de rigtige ting, men de evner ikke at lytte. De tiltrækker dem, der lader sig forføre af de rigtige og hurtige svar. I den forbindelse er kun ét sandt: penge skifter ejermand, og det hurtige svar har fået, hvad det kom efter, men er ligeglad med sandheden, ligeglad med, hvad der skjuler sig af problemer i den anden.

De er en pestilens for verden, men det rager dem en høstblomst, så længe der ikke er røde tal på bundlinjen.

Nogle vågner om morgenen og ser kun og altid verden igennem normer.

Hvad er rigtigt, og hvad er forkert, baseret på en vurdering, der har brug for hele tiden at blive bekræftet.

Det er, ligesom børn der skændes. Ingen vil indrømme noget. Ingen vil give sig. Normen er ikke til diskussion. Og hvis nogle vover at anfægte normen, er opgaven at aflive, tilintetgøre dem.

Den eneste sandhed, der er plads til i et sådant forum, er den, der understøtter normen, som bekræfter den.

Når instinktet har magten, forvrænger det alt, og ønsker kun sin egen fortsatte og irrationelle kontrol.

Den anden måde at møde verden på lader alt være åbent, stiller ikke på forhånd krav til noget. Det er at møde alt i frihed.

Sjælens måde at møde verden på er altid at have en vindue åbent, hvor sandheden kan komme ind.

Vi giver ikke afkald på, hvad der er sundt, og hvad der er sandt. Vi giver ikke køb på nogle af delene. Men vi propper dem ikke ned i halsen.

Vi lever ikke i et tvangsægteskab eller i andre former, der overhovedet ikke er til diskussion.

Denne måde at være i verden på anerkender, at alt kan være anderledes. Ikke fordi alt eller noget skal være anderledes. Men vi afviser ikke noget på forhånd. Og vi er villige til at lytte til alt, hvad der måtte komme. På den måde vil det livskraftige i øvrigt blive stærkere, og det faldefærdige vil blive udfordret. Og det er altid sundt.