Tillid

Når mennesker ikke står i sig selv, kan man grundlæggende ikke stole på dem.

At stå i mig selv vil sige, at jeg altid er et sandt og kærligt og givende udtryk for mig selv.

Jeg kan aldrig stå i mig selv betinget.

Jeg kan kun stå i mig selv helt og fuldt.

Tillid er en hjertesag.

Tillid er først og fremmest at være i min egen energi.

At være i mig selv.

Og derfra ubetinget at kunne stå inde for mig selv.

Når jeg er mig selv, stikker jeg ikke af.

Så er jeg til at regne med.

Tillid bygger os op som mennesker.

Tillid løber man ikke om hjørner med.

Begrebet tillid giver ingen mening, hvis det kun er noget, man forlanger af andre.

Hvis ikke selv man har besluttet med sig selv, at jeg skal være en, man kan stole på, giver det jo ingen mening.

Men det er helt i overensstemmelse med det, jeg kalder murstenslogik.

At ord kun betyder noget, hvis de passer ind i murstenene.

Det, jeg selv skal kunne stå inde for, er det, der passer med købekontrakten i huset.

Det har ikke noget med mit eget format som menneske at gøre.

Det sidste er jo bare en ligegyldig detalje.

Det vigtige er, at jeg har husket at låse hoveddøren, inden jeg går  i seng.

På den måde bliver begreber underordnet den materielle situation, og mennesket forsvinder og bliver selv en del af det, der sker i de enkelte rum.

Der er heller ingen sammenhæng mellem rummene, og der er heller ingen sammenhæng inde i kroppen.

Det er på den måde, mennesker forsvinder og bliver ligegyldige i verden.

Og det er på den måde, sjælen ikke har en reel chance. Fordi mennesket har solgt sin sjæl til Fanden.

Mennesker uden sjælskontakt har en stor substans i sig, der kun er fysisk.

Bevidsthed er noget, vi har mulighed for at få i kroppen, hvis vi oprigtigt interesserer os for os selv og hinanden.

Spejlbilledet rækker kun hen til pudderdåsen.

Sjælen rækker hele vejen ned og hele vejen ud i universet.

Men vi har brug for at vælge.

Og et valg kan ikke være halvhjertet. For så er det lige så lige ligegyldigt, som når vi vælger mellem kylling og flæskefars henne i køledisken.

Tillid er ikke en dåse, der kan stå ved siden af de flåede tomater.

Tillid er noget, jeg kan have i mit væsen, hvor mit væsen er mit liv som menneske, holdt op mod et andet menneskes lige så relevante og vigtige liv som menneske.

Men vi har altid brug for at begynde ved os selv, hvis vi ønsker at være andet end et produkt af pudderdåsens velsignelser.

Uden sjæl bliver de materielle rammer efterhånden indholdstomme, tomme manifestationer af, at der engang har været en sjæl i rummet.

Sjælen er det sande i mit væsen.

Ting har ikke nogen sandhedsværdi. Jeg kan ikke bygge noget menneskeligt på ting.

Sjælen er det sande i mit liv, og rækker dermed også baglæns, mod det sande, jeg har gjort, eller ikke har gjort.

Sjælen har ingen mulighed for at manifestere sig egoistisk. Den bliver kun synlig, hvis jeg gør det, som jeg godt ved, hvad er.

Man kan ikke gøre noget halvt i sjælens univers. Man kan kun gøre noget med hele sit væsen, og ubetinget.

Ord har det i øvrigt lige som ting. De kan også kun være til pynt.

Sandhed er noget, der går i gennem mig, ligesom tillid. De fordrer en passage i kroppen, vertikalt. En energimæssig kanal, som vi kan mærke, hvis vi har erfaring med at have kontakt til sjælen.

Det er den samme kontakt, der kan blive forsøgt bremset af en anden, der ikke har tillid i sit system, men som bruger den samme energi til at manifestere mistillid med. Og mistillid lukker for den vertikale forbindelse.

Det er tydeligt, at der er et felt midt i kroppen, der svinger mellem tillid og mistilid. Om der er åbent eller lukket, er helt afhængig af, om der er tillid eller ikke. Mangel på tillid gør os naturligvis ensomme, men jo også usikre, måske også handlingslammede.

Mens tillid, lys og glæde lukker op. Sådan noget kan aldrig være ensidigt.

En tillidsfuld relation, uanset til hvem, skaber vertikal passage.

En tillidsfuld parrelation, skaber en mere bred passage, ikke mindst omkring seksualiteten. Hvis vi stoler på hinanden, vil vi også opleve at kunne lyse sammen ud i verden.

Man kan ødelægge hinanden udefra med mørk energi, f.eks. had. Vrede er mere et fænomen indefra. Men begge energier lukker for det positive energiflow, der gør os levende og glade.

At vide bedre om en anden er med til at formørke en andens sind.

Sladder og løgn presser mørket i en bestemt retning, hvor mørkets bagside er en slags lys, som nogle bruger til at bygge sig selv op med.

Da det ikke er et sandt lys, vil det før eller siden forsvinde igen. Men nogle gange kan en sådan opbygning vare og virke i meget lang tid. Man kan ovenikøbet bygge huse for at manifestere løgnen på den måde. Det er helt sikkert, at disse huse ikke vil udstråle god energi.

Det sande er det, der stråler på sigt.

Murstenslogik er i øvrigt også hele tiden at forsinke noget, så ingenting bliver rigtigt virkeligt.

Den sande verden, hvad enten den er i et barn eller i en oprigtig voksen, har det ikke godt i et sådant miljø, hvor løgnen ofte har bedre vilkår end sandheden, der fordrer umiddelbarhed, spontanitet og lyst.

Løgne eller voksenverdenen vil hele tiden forhale, og vil helst gå med både livrem og seler, inden noget nærmer sig en realisering. Det er er meget usundt miljø for tillid, for åbenhed, for ærlighed, men jo også for lyst og oprigtighed. Ingen af delene har vel egentlig en chance.

Det er mærkeligt at tænke, at måske over 99% af vores tid som voksne foregår i sådanne rammer. Det er ikke godt for kloden. Det er ikke godt for mennesker. Det er ikke godt for naturen. Og så ovenikøbet også at vide, at de, der forsøger at gøre noget, der er anderledes, meget hurtigt vil blive bragt i miskredit, fordi de bryder det bevidstløse mønster.

Det er meget mærkeligt at forholde sig til, at livet på kloden er sådan skruet sammen, fordi voksne mennesker ikke har noget reelt ønske om altid at opføre sig ordentligt.