Tilblivelse

At blive til er, altid at kunne mærke mig selv.

Altid at kunne kigge mig selv i øjnene.

Altid at have fat i mig selv ude i periferien, hvor livet opstår.

Altid at have det godt med mig selv.

På den måde vil jeg altid kunne møde andre.

Sådan som de er.

Hvad er det, der skaber os som mennesker?

Det er i hvert fald en lang læreproces, hvor vi overtager en masse fra vore forfædre.

Vores fysiske og psykiske krop og system bliver langsomt bygget op, både naturligt indefra, og socialt udefra.

I denne proces indgår kærlighed og lys, nok meget mere, end vi normalt går og regner med.

Når der ikke er kærlighed til stede, giver det sig tydeligt udslag i en mangeladfærd.

Der sker meget inde i kroppen, også som vi måske ved for lidt om, ligesom betydningen af lys og kærlighed hører til områder, hvor der ikke er ret meget stringent viden.

Al tilblivelse og udvikling handler om at administrere energi.

Det er også en ny måde at betragte udvikling på, som ikke har stor bevågenhed.

At blive til er langsomt at blive til indefra.

Det er egentlig det samme, der sker med en plante.

Forskellen er, vi har mulighed for at have sjælen med.

Og dermed en kærlig bevidsthed om vores eget væsen.

Tilblivelse i dette perspektiv foregår i sjælens perspektiv.

Det er præcis, hvad der også sker, når vi er der for et barn.

Eller for en kæreste.

I begge tilfælde virker interessen også tilbage på os selv.

Sådan er kærlighedens væsen.

Det handler om vores kontakt til og med en dybere sammenhæng i livet.

Tilblivelse handler om, hvem vi i virkeligheden er.

Inden vi får en ydre identitet. Sådan som vi vågner.

Alt, hvad vi gør, gør vi for at blive til.

Tilblivelse kunne også kaldes skabelse.

Dog er tilblivelse nok mere at være i noget, der er undervejs, hvor skabelse måske er, at noget opstår i sig selv eller af sig selv, eller af intet.

Skabelse er maskulint af natur, hvor tilblivelse er feminint.

Der skabes et rum eller en form, som herefter udfyldes, eller fyldes med indhold.

Både tilblivelse og skabelse kan opstå af intet.

Vi skal kunne begge dele for aktivt at være i livet.

At blive til er på en måde at opstå ud af en form eller et mønster, der er givet på forhånd.

Begge forståelser kan bruges synonymt. Det vigtige er at forstå en bevægelse og en dynamik.

Det, der opstår, kan være nyt, men også helt ukendt, eller i hvert fald fremmedartet.

Det kan opstå som god eller dårlig energi, men det kan også være noget i sig selv meget ubestemmeligt.

Begge dele opstår eller kan opstå i eller af en forvirring. Det er egentlig naturligt.

Hvis vi vågner sammen, kan vi måske bruge hinanden til at stive os af med, at vågne op til noget, der er kendt.

Når vi vågner alene, er vi mere med vores egen energi og rytme.

Det handler om, at vi anerkender forvirring, og ikke straks går i fortolkningsmode, som også kaldes rollespil.

At lade noget opstå af sig selv vil altid medføre en vis form for uro og forvirring. Det er der ikke noget unormalt i.

Afhængigt af, hvor meget vi er vanemennesker, kan vi lade denne forvirring være, give den plads.

Den er der jo af en grund.

I virkeligheden er den jo et udtryk for, at instinktet ikke er kommet på plads i de vante folder og former.

Det er egentlig en gave på den måde at møde livet åbent, selv om mange ikke bryder sig om det. De vil hellere det kendte, vanen.

Tidligere kunne man finde på at tænde en cigaret, når man vågnede, for at dulme nerverne.

Det var ganske usundt, er vel åbenlyst for de fleste i dag.

Den voksne bryder sig ikke om usikkerhed. Eller uro. Men det er et grundvilkår, at noget skal have tid til at falde til ro eller på plads.

Og det er sundt ikke at ville styre det.

Ikke at ville styre betyder, at noget andet kommer til.

Dette andet vil altid være anderledes, mærkeligt, skørt, eller kan føles sådan. Derfor undgår man det måske også.

Men det er godt at tillade sig selv at være i det, for det er jo også en del af os, måske endda en fortrængt del. Og så vil den forekomme mærkelig og underlig.

Hvis den får lov til at komme eller opstå af sig selv, vil vi opleve noget nyt i vores liv. For mange vil det være noget underlegent, som man helst vil være foruden, som man måske også helst vil kaste væk fra sig selv, og over på den, der er i nærheden, måske en fraværende, for på den måde at give det fred, eller bedre: at stive sig selv af.

Det sande er at lade det være og lade det komme, og så bare se, hvad der sker. Men det kræver format og vilje, og nogle gange også mod, at holde opmærksomheden åben omkring det, vi ikke forstår, og ikke ved noget om.

Nogle vil helst vide alt om alt og om alle altid. Men der er der selvfølgelig ingen, der gør. Det er umodent at møde verden på den måde.

Jo mere man evner at være i den usikkerhed, der kommer af sig selv, jo mere hel har man mulighed for at blive. Det kan være ubehageligt at være i, men det er ikke ubehageligt at blive mere hel. I hvert fald ikke når man er blevet det.

Det er i det hele taget en god øvelse, ikke at gøre noget, som man ikke har det godt med, og at vente, indtil der kommer en klar impuls.