Tilblivelse

Vi former selv os selv. Vi er selv med til at skabe os selv.

Vi er også afhængige af andre. Men hvad vi selv gør, har altid indflydelse.

Tilblivelse er at blive til i min egen form. Præcis sådan som jeg er.

Jeg er det, jeg er. Ikke mere. Ikke mindre. Det er min fornemmeste pligt at være dette. For sådan er jeg skabt. Sådan er meningen med livet.

Den energi, som vi har i os selv, er ikke i sig selv kønsspecifik.

Kønnet kommer ind med instinktet.

Men at energien ikke i udgangspunktet er knyttet til kønnet, kan vi jo kun mærke ved at evne kunsten at give slip.

Fordelen ved at mærke den i sig selv er, at vi dermed får en klar fornemmelse af, hvad det vil sige at være menneske, uden at det direkte er forbundet med, om vi er mand eller kvinde.

At blive et godt menneske er en proces.

At bevæge sig fra hård til blød.

At blive klar over, at jeg selv har ansvaret, og at jeg altid skal opføre mig ordentligt.

At muligheden for at forstå livet i sin smukkeste form er, at jeg lærer ydmyghed, taknemmelighed, hensyn, respekt, og alt hvad der kræves for positivt at stå i mig selv, uden at være kalkuleret, og ikke at ville give slip.

At blive menneske er at udfolde sig selv i alt.

Vi er fra naturens side et højt udviklet pattedyr.

Derudover er vi guddommelige væsener. Gud skabte mennesket i sit billede.

I praksis betyder det, at vi er i stand til at forstå os selv og den guddommelige vilje med, at vi er i live.

Livet fra guddommelig side er lys og bevidsthed. Når de to bliver aktiveret i et menneske, betyder det, at jeg som menneske kan lyse mig selv op indefra, forstå mig selv.

Jeg er fra naturens side alt, hvad et højt udviklet pattedyr er. Men jeg er også noget mere.

Dette mere kan jeg selv få adgang til ved at bruge egenskaber, der knytter sig til guddommelighed.

Umiddelbart er det oplagt at nævne ydmyghed, ærbødighed, hensyn, respekt, årvågenhed, opmærksomhed, venlighed, ærlighed, oprigtighed, sandhed, kærlighed.

Vi ved alle, hvad det handler om. I skillelinjen mellem dyr og guder er det jo også helt oplagt at nævne ordentlighed. De 10 bud og andre formaninger har hidtil været former, der skulle sikre, at mennesket opførte sig ordentligt.

Tiden er kommet, hvor mennesker afgørende skal forstå meningen med det hele, og hvordan vi hænger sammen på et meget dybt plan.

At blive til som menneske er at udfolde min sjæl gennem mit instinkt. Det er den optimale og rigtige måde at gøre det på.

Når jeg er seriøs, ordentlig og oprigtig, er der sammenhæng mellem sjæl og instinkt. Jeg gør, hvad jeg skal, og jeg er altid til stede i mig selv, mens jeg udfolder mig i livet.

Jeg kan altid mærke mig selv, og jeg har det godt. Sådan vil de fleste dage gå, hvis jeg bare naturligt har fat i mig selv.

Der vil jo altid ske noget uventet. Men jo mere jeg er i overensstemmelse med mig selv, jo mindre vil begivenheder kunne ryste mig, og bringe mig ud af fatning.

Sjæl og instinkt virker sammen, og det gør de, så længe vi selv er styrmænd i eget liv, og lever gennem os selv, i bevidsthed og glæde.

Som barn har jeg ikke afgørende noget at skulle have sagt over for det væsentlige i tilværelsen.

Jeg kan brokke mig, men jeg bliver altid sat på plads. Og over for det, der betyder noget, må jeg altid bøje mig for dem, der har magten.

Senere i livet får vi mulighed for selv at tage skeen i egen hånd, og her at forfølge en dybere sandhed, hvis vi måtte have lyst til det.

Det er ikke alle, for hvem det er interessant. Det afhænger meget af, hvad der støjer, og også hvad vi lader støje.

Der er en meget vigtig og interessant problematik, der handler om, hvornår og hvordan vi selv overtager de mekanismer, som vi nu reproducerer.

Det er selvfølgelig dem, som vi skal have fat i, med ønsket om at grave dybere, og at komme ned til vore oprindelige impulser. Inden de blev forskruet og fordrejet. Og inden vi selv overtog denne proces.

Sandheden i sig selv kræver dyb koncentration, men også vilje og lyst. Det handler om, hvad jeg dybest set ønsker mig af livet, og hvad jeg selv skal gøre for at komme det i møde.

For intet sker af sig selv.

Og jeg skal selv afgørende ville det, hvis noget skal gå i opfyldelse.

Eller i hvert fald stille mig åben over for det.

At blive til er, altid at kunne mærke mig selv.

Altid at kunne kigge mig selv i øjnene.

Altid at have fat i mig selv ude i periferien, hvor livet opstår.

Altid at have det godt med mig selv.

På den måde vil jeg altid kunne møde andre.

Sådan som de er.

Hvad er det, der skaber os som mennesker?

Det er i hvert fald en lang læreproces, hvor vi overtager en masse fra vore forfædre.

Vores fysiske og psykiske krop og system bliver langsomt bygget op, både naturligt indefra, og socialt udefra.

I denne proces indgår kærlighed og lys, nok meget mere, end vi normalt går og regner med.

Når der ikke er kærlighed til stede, giver det sig tydeligt udslag i en mangeladfærd.

Der sker meget inde i kroppen, også som vi måske ved for lidt om, ligesom betydningen af lys og kærlighed hører til områder, hvor der ikke er ret meget stringent viden.

Al tilblivelse og udvikling handler om at administrere energi.

Det er også en ny måde at betragte udvikling på, som ikke har stor bevågenhed.

At blive til er langsomt at blive til indefra.

Det er egentlig det samme, der sker med en plante.

Forskellen er, vi har mulighed for at have sjælen med.

Og dermed en kærlig bevidsthed om vores eget væsen.

Tilblivelse i dette perspektiv foregår i sjælens perspektiv.

Det er præcis, hvad der også sker, når vi er der for et barn.

Eller for en kæreste.

I begge tilfælde virker interessen også tilbage på os selv.

Sådan er kærlighedens væsen.

Det handler om vores kontakt til og med en dybere sammenhæng i livet.

Tilblivelse handler om, hvem vi i virkeligheden er.

Inden vi får en ydre identitet. Sådan som vi vågner.

Alt, hvad vi gør, gør vi for at blive til.

Tilblivelse kunne også kaldes skabelse.

Dog er tilblivelse nok mere at være i noget, der er undervejs, hvor skabelse måske er, at noget opstår i sig selv eller af sig selv, eller af intet.

Skabelse er maskulint af natur, hvor tilblivelse er feminint.

Der skabes et rum eller en form, som herefter udfyldes, eller fyldes med indhold.

Både tilblivelse og skabelse kan opstå af intet.

Vi skal kunne begge dele for aktivt at være i livet.

At blive til er på en måde at opstå ud af en form eller et mønster, der er givet på forhånd.

Begge forståelser kan bruges synonymt. Det vigtige er at forstå en bevægelse og en dynamik.

Det, der opstår, kan være nyt, men også helt ukendt, eller i hvert fald fremmedartet.

Det kan opstå som god eller dårlig energi, men det kan også være noget i sig selv meget ubestemmeligt.

Begge dele opstår eller kan opstå i eller af en forvirring. Det er egentlig naturligt.

Hvis vi vågner sammen, kan vi måske bruge hinanden til at stive os af med, at vågne op til noget, der er kendt.

Når vi vågner alene, er vi mere med vores egen energi og rytme.

Det handler om, at vi anerkender forvirring, og ikke straks går i fortolkningsmode, som også kaldes rollespil.

At lade noget opstå af sig selv vil altid medføre en vis form for uro og forvirring. Det er der ikke noget unormalt i.

Afhængigt af, hvor meget vi er vanemennesker, kan vi lade denne forvirring være, give den plads.

Den er der jo af en grund.

I virkeligheden er den jo et udtryk for, at instinktet ikke er kommet på plads i de vante folder og former.

Det er egentlig en gave på den måde at møde livet åbent, selv om mange ikke bryder sig om det. De vil hellere det kendte, vanen.

Tidligere kunne man finde på at tænde en cigaret, når man vågnede, for at dulme nerverne.

Det var ganske usundt, er vel åbenlyst for de fleste i dag.

Den voksne bryder sig ikke om usikkerhed. Eller uro. Men det er et grundvilkår, at noget skal have tid til at falde til ro eller på plads.

Og det er sundt ikke at ville styre det.

Ikke at ville styre betyder, at noget andet kommer til.

Dette andet vil altid være anderledes, mærkeligt, skørt, eller kan føles sådan. Derfor undgår man det måske også.

Men det er godt at tillade sig selv at være i det, for det er jo også en del af os, måske endda en fortrængt del. Og så vil den forekomme mærkelig og underlig.

Hvis den får lov til at komme eller opstå af sig selv, vil vi opleve noget nyt i vores liv. For mange vil det være noget underlegent, som man helst vil være foruden, som man måske også helst vil kaste væk fra sig selv, og over på den, der er i nærheden, måske en fraværende, for på den måde at give det fred, eller bedre: at stive sig selv af.

Det sande er at lade det være og lade det komme, og så bare se, hvad der sker. Men det kræver format og vilje, og nogle gange også mod, at holde opmærksomheden åben omkring det, vi ikke forstår, og ikke ved noget om.

Nogle vil helst vide alt om alt og om alle altid. Men der er der selvfølgelig ingen, der gør. Det er umodent at møde verden på den måde.

Jo mere man evner at være i den usikkerhed, der kommer af sig selv, jo mere hel har man mulighed for at blive. Det kan være ubehageligt at være i, men det er ikke ubehageligt at blive mere hel. I hvert fald ikke når man er blevet det.

Det er i det hele taget en god øvelse, ikke at gøre noget, som man ikke har det godt med, og at vente, indtil der kommer en klar impuls.