Taknemlighed

Vi skal være taknemmelige for det, som andre giver os, ikke det, vi kan få.

Det første er Gud. Det andet er abe.

Taknemmelighed er at anerkende det gode, der er, og som har været, og i ydmyghed at tage imod det.

Taknemmelighed er, altid at være med det gode, men uden at tro, at det er mit.

Taknemlighed kan, ligesom mange andre fine egenskaber, være inkorporeret i min måde at være på, så jeg slet ikke tænker over, hvorfor jeg handler, som jeg gør.

Jeg er sikker på, at det snyder mange, som leder efter synlige signaler. De vil overbevises, før de tror noget. Men det skyldes udelukkende, at de ikke har fat i sandheden.

Det er i øvrigt sjovt at reflektere over, hvad det der med sandheden og kærligheden er for noget. Det kan aldrig være noget fiktivt, for så er det ingenting. Eller bare tomme ord.

At være i live er at være til stede, at lade alt komme til mig, og bare glæde sig over det, der er. Være med det gode. Glæde sig over, hvordan alt bevæger sig. Og hvordan jeg bare behøver at være i det, som det er.

Jeg er jo selv deltager, med mit bidrag, og det vil jeg selvfølgelig gerne være.

Nogle gange kommer der en sætning til mig, som jeg ikke aner, hvad jeg skal stille op med.

Jeg skriver den ned, fordi jeg tror, jeg skal det. Og hvis ikke jeg gør det, kan jeg mærke, at jeg skal skrive den ned.

Den giver stadig ikke mening, men så prøver jeg at udfolde den, og så sker der altid et eller andet.

Det kan sagtens sammenlignes med, ikke at ville høre efter, hvad et barn siger, hvor sandheden jo er, at der ofte gemmer sig en fantastisk viden bagved.

Det fantastisk sjove og spændende ved de erkendelser, som jeg får, er, at de så smukt lægger sig oven på hinanden. Der er ikke noget af det, der modsiger hinanden.

Tværtimod kan jeg se, at en ny viden, som kommer i form af en nye sætning, eller en ny oplevelse, på mange måder er en gentagelse af noget, jeg har skrevet før, men samtidig en ny og på en måde bedre måde at udtrykke det samme på.

Det svarer vist helt til den erkendelse, som et barn får, så længe miljøet ikke gør noget for at forhindre det.

Det vigtige ved min måde at være i verden på er, at jeg skal gøre noget selv, for at noget bliver virkeligt.

Jeg skal selv være sandheden, for at kunne give den ord.

Derfor sagde Jesus også; Jeg er vejen og sandheden og livet.

Vi skal ikke plagiere. Vi skal finde vore egne ord.

Og det er jo heller ikke ordene, der gør forskellen.

Jeg græder nogle gange, når jeg læser mine egne tekster, specielt i denne bog, der i den grad vokser af sig selv.

Det er tydeligt, at jeg er omfattet af en utrolig stor kærlighed ude fra universet.

Jeg har været totalt smadret på grund af et ondt menneske, der specifikt ønskede mig tilintetgjort, i hvert fald som spirituel, og ude af stand til at virke med det, som jeg kom her for. Det har været dybt ondskabsfuldt.

Da jeg altid er orienteret mod min guddommelige opgave, er det alt i mig, der er blevet forsøgt ødelagt.

Det er først med denne bog, at omfanget er gået op for mig.

Samtidig har jeg, især i 1979, oplevet, hvor smukt livet udfoldet kan være.

Jeg har også oplevet det meget smukt i en relation for nogle år siden.

Det er utroligt at mærke, hvordan jeg er blevet guidet igennem smerte.

En smerte, der var så stor og så voldsom, at den virkede helt uigennemtrængelig.

Hvordan jeg har kunnet mærke intentionen bag handlinger, der udspillede sig for flere år siden.

Og måske især, hvordan denne bog næsten skriver sig selv.

Det spændende er især, at sætninger i de fleste menneskers liv bliver mødt af instinktets fordomme, og dermed bliver afvist, næsten inden de kommer ud af munden.

Hvis man i stedet er åben over for, hvad ord indeholder, og hvad en sætning kan indeholde, vil man kunne opleve mirakler ske.

Jeg er sikker på, at jeg er mindre fordomsfuld end de fleste.

Efter min første guddommelige oplevelse i 1979 skrev jeg en lille bog. Men ingen ville røre ved den. Det kom rigtigt meget bag på mig.

I forsøget på at få andre end forlag til at kigge på den sendte jeg den over til forfatter og filosof Villy Sørensen. Jeg har fået meget inspiration af hans bøger, især Uden mål og med, hvor han udfolder et kulturbegreb.

Hans reaktion på, hvad jeg havde skrevet, var total afvisning.

”Jeg kan kun opfatte det, du skriver, som noget, du måske engang vil kunne beskrive overbevisende!”

Det sjove er, at hele mit forfatterskab er baseret på, hvad der stod i denne bog. Her var jeg fuldstændigt tæt på Gud, en formulering, som jeg ikke har brugt før, men som jeg i dag kan se, er sand.

Det er på ingen måde snørklet, hvad der står. Det er rent fra hjertet, og helt ukompliceret.

Jeg skriver ikke noget i dag, som ikke vil kunne udledes af min første tekst. I dag er det bare mere udfoldet, så at sige tekstet for hørehæmmede. Og så er det jo alligevel ikke helt rigtigt. Fordi jeg står et andet sted i dag. Og står på en anden måde.

Det var tydeligt, at Villy Sørensen i sin næste digtsamling ”Vejrdage” var  meget optaget af, hvem jeg var, og hvad jeg skrev, selv om jeg ikke blev nævnt ved navn.

Forklaringen er instinktvælde. At man altid først kigger på noget udvendigt, inden man overhovedet forholder sig til et indhold.

Så jeg forstår ganske godt, hvorfor Ny Tids energi blev aktiveret ude fra universet, nemlig for at lukke op for en anden måde at være i livet på.

Men jeg kan også se, hvor ufatteligt stor modstand noget nyt møder. Forklaringen er, at mennesker i deres væsen stadigvæk er meget mere højt udviklede pattedyr end nogle, der har taget sjælens muligheder til sig.

Jeg har medbragt meget mere åbenhed end nogle af dem, jeg har interageret med. Det gælder i alle miljøer. Undertiden ufattelig og næsten uendelig kynisme.

Der er lang vej til, at mennesker for alvor vil lade sjælen kunne få lov til at virke som den primære motivation. Til den tid vil mine bøger komme til ære og værdighed.

Da jeg rejste til Assisi flere gange i 2019, blev jeg overrasket over det positive møde med Marie Magdalene og med Frans, mens jeg i 2018 stiftede bekendtskab med ærkeenglen Metatron.

Jeg lå fuldstændigt ned, og det kom meget bag på mig at opleve, at de troede på mig. Det var hver gang dybt rørende, ikke mindst set på baggrund af den voldsomme og ekstreme kynisme, som jeg har oplevet fra flere sider.

Vi bestemmer selv, hvordan vi ønsker at være i livet, hvad vi tager ind, og hvad vi afviser. Det foregår altid, lige på den anden side af pandebrasken, under medvirken af vores hjerte og af vores seksualitet. Det er den sidste, som magten sidder i, med ønsket om totalt at dominere et andet menneske,

Vi har også altid mulighed for ikke at opføre os på den måde.

At være taknemmelige, ikke bare for vores eget ego, men for livet i alle dets tilskikkelser, inden jeg begynder at blande mig.

Når egoet får lov til at fylde og bestemme, omfatter det alt i mig, min hjerne, mit hjerte og min seksualitet.

Det ydmyge og taknemmelige individ har en lidt anden tilgang til det hele, til sig selv, til andre mennesker, til hvordan jeg står ud af sengen, og hvordan jeg bevæger mig rundt i verden.

Taknemlighed er en af de attituder, som jeg har indbygget i min måde at være i livet på. Vi skal selv gøre noget, hvis vi ønsker, at livet skal være andet end mørkt og surt.

Jeg skal takke, fordi jeg er i live, og jeg skal vide i taknemmelighed at udfolde det.

At blive levende er at blæse lys ind i sig selv, eller at tillade sig selv at være i live og at være levende.

Det er at lukke op for lyset, hvor negationen er mørket, som er usandheden og det, der er værre.

Mørket i sin mørkeste form er tilintetgørelse, ødelæggelse, at nægte at se lyset.

Mit store privilegium som menneske er, at jeg simpelt hen ikke kunne tænke mig at være ond.

Jeg har oplevet mig selv ud i alle hjørner og kanter. Det skete, da jeg fik min første guddommelige oplevelse i 1979.

Det store og meget fine ved denne oplevelse var, at jeg på det tidspunkt var helt uden for en social kontekst. Og alligevel oplevede jeg mig selv som menneske, fuldt ud.

Jeg mærkede, at synd og arvesynd er begreber, som man har skullet bruge, fordi mennesket i sine omgivelser, på det tidspunkt, hvor de blev formuleret, ikke var i stand til at udfolde sig selv.

Mennesket var for meget dyr, til, at det selv kunne finde ud af at styre sin seksualitet. Og omgivelserne var for lidt udfoldet, forstået som social tryghed, sygdomsbekæmpelse, underernæring, fattigdom.

Det gav simpelt hen ikke mening at tale om individuel udfoldelse. Man var altid bundet til en kontekst.

Det højeste, et menneske kunne nå, var at gøre sig fortjent til et liv i Paradis, efter døden.

Man kunne så, mens man var i livet, udfolde dele af sin sjæl, ved at lade være med at stjæle og lyve, at have seksuel omgang med naboens kone, og mange andre, meget fornuftige tiltag.

Hvis vi i dag vil i seng med naboens kone, har vi bevidstheden med, og vi svarer selv for konsekvenserne. Og man må jo så håbe, at hun ser godt ud, og selv har lyst til det.

Man skal huske på, at vi altid står os bedst med at have hjertet med i alt, hvad vi gør, og derfor er utroskab noget, man skal afholde sig fra.

Ondskab er i øvrigt noget, som mennesker praktiserer, fordi de er dyr, mener end sande mennesker, fordi der er noget, de har raget til sig, som de ikke vil slippe igen, og derfor ikke går af vejen for at gøre det nødvendige, for at bevare privilegier, fordele og fortrin.

Vi kan ikke agere i sjælens univers uden at udfolde taknemlighed.

I instinktets verden foregår alting betinget, hvor det handler om noget for noget, ydelse mod ydelse, at kvalificere sig, at opfylde standarder. Her er taknemmelighed i hver fald sjældent og ofte som en slags byttehandel.

I sjælens verden er vi oprigtigt glade, når vi gør noget godt sammen og for hinanden.

At sætte pris på alt, hvad der er godt.

At glæde sig over, at andre er glade.

At glæde sig over livet i udfoldelse

At værdsætte ubetinget, når noget nyt får form.

At mærke sjælen i udfoldelse.

At lade lyset få plads i gensidig udfoldelse.