Synsfeltet er afhængigt af øjnene der ser

At interessere sig for sandheden er måske den første betingelse, der altid skal være til stede.

Hvis man ønsker at forstå noget i  dybden, skal man være villig til at gå afsides med det. Sagt på en anden måde skal man tillade det at opstå, når det opstår, og følge bevægelsen inde i kroppen.

De umiddelbare manifestationer, som vi er vidne til hver dag, i hverdagen og i fjernsynet, er ofte komprimerede på en måde, så det er umuligt at forstå drivkraft og dynamik.

Men nogle gange, især hvis man er åben over for det, kan man mærke, mere specifikt, hvad det er der sker, hvordan instinktet gør sig bemærket på en måde, så det er umuligt for sjælen at være der, og komme til udtryk.

Det er en god læreproces, hvor man har muligheden for at komme ned under den lave bevidsthed, og se det hele fra et højere perspektiv,, hvor bevægelserne trykker, med hvor det også er muligt at mærke, når de slipper. Det gør de aldrig for den lave bevidsthed, især ikke når den bliver udfordret. Så spænder den og bliver trodsig.

Alle ord bliver til klicheer på et eller andet tidspunkt, når man begynder at bruge dem, uden at have kontakt til sig selv. Og når klicheerne først er begyndt, vil man hurtigt kunne overbevise sig selv om, at de er sande. Indtil man måske føler sig fanget i en dårlig gentagelse, der er blevet reglen.

Det begynder altid med, at man sætter lighedstegn mellem noget, der er sandt, og noget, der ikke er det. Det kan være behovet for kontrol, der skaber en form for trodsighed.

Det er vist meget relevant at nævne den situation, hvor man begynder med en løgn, og efterfølgende har brug for at spinde videre, selv om man godt ved, man er ude på et skråplan.

At være bundet er at være ufri. Dermed er bevidstheden også bundet. Og synsfeltet. Og baggrunden for at handle.

Et ego ser kun sig selv og sit eget perspektiv.

Et ego er samtidig dybt ulogisk.

Hvis man bevarer den naturlige kontakt til sig selv, har man også fri adgang til logik i enhver form. Svarende til bevidsthed, der ikke er bundet eller styret af noget irrationelt.

At være fri er at kunne slippe. Og at se det store perspektiv. Og altid at kunne glæde sig med det gode. Og at kunne være i det gode.

Store mennesker er dem, der kan være i deres instinkt, som kan udfolde deres instinkt, men uden at lade sig styre af deres instinkt.

Store mennesker giver også plads til andre, så andre ikke efterlades i deres instinkt, måske med henblik på at score en økonomisk gevinst ved at lukke op, sådan som de prostituerede gør det.

Konstruktivt og kærligt at kunne være i sit instinkt er det, som det hele handler om, som er opgaven. Den er ikke umulig, men vi skal lære den som mennesker. Så forstår vi, hvad livet på kloden handler om.

Mange er faldet, fordi de har forvekslet deres instinkt med noget i deres sjæl, og det skal man altid holde fuldstændigt adskilt. Instinktet er et redskab, vi har. Det skal vi lære at bruge. Vores sjæle er vores forankring hen imod det guddommelige. Den skal vi også lære at håndtere. Så får vi det godt.

De fleste mennesker er så bundet til deres instinkt, at de ikke ønsker at slippe. Det kan handle om mursten. Det kan handle om udseende. Det kan handle om prestige. Det kan handle om, hvad naboen siger. Alt er muligt, og alt er i spil, når det handler om for enhver pris ikke at ville give slip.

Nogle leder bare efter undskyldningen, der kan være hvad som helst.

Undskyldningen kan også være en mangel hos den anden, den være sig nok så lille og ubetydelig. Det er ligegyldigt, bare der er en påviselig årsag. Eller noget jeg kan hænge min forklaring op på.

Vores billede af os selv, mit billede af mig selv, er nok, når det kommer til stykket, det kardinale punkt, der handler om, hvorvidt jeg springer videre til instinktet, eller jeg lader sjælen komme i spil.

Det er tydeligt for mig, at der er et sted i livet, hvor vi vælger, om vi vil lade det ene eller det andet styre os.

Spejlbilledet, hvis det er instinktet, der har magten, ligger oven over hjertet mentalt, og lader ikke hjertet, hjerteenergien, få lov til at skinne igennem. Og hvis det er tilfældet, er det instinktet, som sætter dagsordenen.

Samtidig giver vi afkald på at have ægte følelser og dermed ægte relationer i vores liv.

Begreber, der alle har en oprindelig betydning, bliver til klicheer, tomme gentagelser.

Det er en viljesakt, hvad vi lader styre i vores liv.

Hvis vi slipper bundetheden til vores eget selvbillede, vil vi også slippe vores tilbøjelighed til, at alt skal vises i billeder, skal udstilles. Så vil væren gå forud for at lægge alt ud til beskuelse.

Instinktet fordrer, at der altid skal ske noget. At intet må være, som det er. At der hele tiden skal være bevægelse. Alternativt, at der ingen bevægelse må være. Som når børn bliver bedt om at være stille og at opføre sig ordentligt. På den måde kan sjælen ikke få tid og plads, med sin egen stille energi.

Instinktet er utålmodigt. Sjælen er langmodig. To vidt forskellige tidsperspektiver.

Instinktet holder vores system på plads i en stresslignende tilstand, der har brug for hele tiden at blive stimuleret og vedligeholdt. Det handler om, hvad vi omgiver os med, og hvad vi lader fylde i vores liv.

Meget af det foregår i sindet, som forestillinger, forventninger og nogle bastante begreber og fordomme, der ikke er til diskussion. Når de aktiveres, er det i form af skygger, der har form af en indiskutabel virkelighed. Meget er opstået gennem vrede og aggression, som har fundet en form i en verdensanskuelse, der opdeler mennesker i kategorier som gode og onde, men også andre belejligede.

Instinktet vender og drejer alt til sin egen fordel, hvor det dårlige altid er en egenskab hos andre. Det betjener sig meget af absolute betegnelser, hvor noget får en form, hvor ingen ændring er mulig.

Instinktet i sin negative og lukkede form skaber spøgelser, vrangbilleder, selvdestruktion og skygger, og trives med det.

Instinktet i denne form er unaturligt. I stedet for en naturlig udfoldelse opstår det i forestillingen som noget perverteret, noget syndigt, noget ulækkert, noget forkert, i strid med sit naturlige udgangspunkt.

Når instinktet får en sådan massiv styrke i et menneskeliv, er der langt ind til en forståelse, hvor sjælen tager over. Der er tale om to væsensforskellige verdener, der overhovedet ikke formår at være i stue med hinanden.

Hvis man så ovenikøbet lader instinktet råde, og måske endda går i selvsving, vil det helt sikkert handikappe i forhold til at lade sandheden komme indenfor. Også fysisk. Modsat at være åben for sandheden og anerkende tvivlen og usikkerheden.

Og i virkeligheden handler det hele om, hvorvidt hjertet er åbent eller lukket.

Et hvilket som helst problem eller fænomen lader sig anskue eller betragte fra et højere og fra et lavere perspektiv.

Bevidstheden og dermed perspektivet handler om, hvordan vi er i livet, hvad der betyder noget.

Det er vores værdigrundlag, det som vi ser verden ud fra. Har vi styr på os selv?

Det handler ikke kun om bevidsthed. Det handler også om nærvær, og dermed om vi har fat i vores instinkt. Vi kan godt positivt have fat i instinktet, uden at det styrer os.

Instinktet har vi alle brug for for at overleve. Det handler om fysisk styrke. Det handler om snedighed. Men det handler også om at tiltrække både det modsatte køn, men også om at manifestere sig over for det samme køn. Elskov i enhver for er udfoldelse af instinktet.

Hvis vi lader instinktet råde, handler det om billeder og om hurtig udløsning. Hvis sjælen får lov, handler det om stille, inciterende og meget lystfyldt berøring og at være i nydelse og glæde sammen.

Sjælen hos mennesket er muligheden for ikke kun at fokusere på egen fordel, men også at tage et socialt og globalt hensyn.

Den lave bevidsthed ser kun sin egen eksklusive fordel. Det er instinktets perspektiv, som betragter alt i livet som en konkurrence, hvor der så vidt muligt kun er én vinder. Relationer er kun interessante, for så vidt de bakker op om hierarkiet. Der tages ikke hensyn til dem, der ikke bakker op. Følelser og tanker er kun interessante, for så vidt de understøtter sejren.

Den lave bevidsthed ser kun sit eget perspektiv, sit eget synsfelt. Alle andre, med mindre de er en del af det samme hierarki, er ukvalificerede, utilstrækkelige, fejlbehæftede, uintelligente. Det er sådan, meget videnskab er skruet sammen.

Den høje bevidsthed ser ikke livet som en kamp og ser ikke andre som konkurrenter. Målet er retfærdighed og balance, og altid at kunne stå inde for sig selv, uanset hvad man laver. Livet handler om at forløse og at lade udfolde sig. Det handler om, at ethvert menneske skal have muligheden for at finde svarene i sig selv, forudsat det ønsker det. Det handler om at lade sandhed og kærlighed komme ind i livet, og at slippe de steder, hvor man er bundet af sit instinkt, for at glæden kan får plads i alle rum.

Livet tager udgangspunkt i, hvad der har en kvalitet i sig selv, ikke hvad jeg kan bruge og smide væk. Det er nok en god måde at beskrive forskellen på den høje og den lave bevidsthed.

Hvad kommer ind i min mund? Hvad skiller jeg mig af med? Hvordan tager jeg mig ud i spejlet? Det er interesseområderne for det, der efterhånden udvikler sig til et ego, der kun kigger på sig selv. Jeg er bevidsthedsmæssigt ligesom en gøgeunge, der er kommet ind i en rede, hvor de andre skal ud. De andre er interessante, for så vidt de servicerer mig.

Moderne mennesker er ligeglade. De tænker kun fra munden ned i maven. Det, der skal ud, kommer ud af sig selv, eller også skiller man sig bare af med det. Og så handler det om at se godt ud i spejlet. Verden er ikke længere eller større.

De tilsvarende interesseområder for den høje bevidsthed handler om at kunne mærke sig selv, at være i stand til at give slip, og at fundere over, hvordan jeg udfylder min rolle, mit virke i en større sammenhæng, min plads i verden, men i et samspil med ligesindede. Det er altid en glæde, når jeg også kan mærke andre. Og de kan mærke sig selv.

Det, der tæller i mit liv, er det, der vægter. Det er mit fokus, hvad der kommer først, hvad der har min prioritet i mine valg. Når jeg står op om morgenen. Når jeg møder livet, inden jeg påtager mig en rolle. Det handler ikke om, hvad jeg burde gøre, men hvad jeg gør. At jeg har en professionel identitet, hvor jeg måske ser livet anderledes, er ikke vigtigt i denne sammenhæng, selv om det selvfølgelig ikke kan være med en kommerciel målsætning, hvis vi har valgt sjælens perspektiv som vores udgangspunkt i livet.

Møder jeg livet med hjertet først, og lader det opstå derfra? At lade livet opstå på sin egen måde. Og bare vende positivt imod det, der sker, fordi det på den måde vil udfolde sig smukt og godt. Sådan virker livet, når vi lader sjælen komme i spil.

Man kan ikke lyve sig til et højere perspektiv. Det vil før eller siden afsløre sig, hvordan man er bundet. Jo lavere synsfelt, jo mere begrænset og reduceret perspektiv vil man have.

Selv om man tror sig fri, vil det altid afsløre sig, når man ikke har givet slip.

Det er væsentligt, at alt vil blive tolket og forstået i forhold til ens egen begrænsning.

End ikke de dybeste og mest overbevisende argumenter vil kunne overbevise et låst menneske, heller ikke selv om det siger og udtrykker, at det nu er overbevist.

Hvis det lykkes at komme op over skyerne, eller hinsides instinktets ubarmhjertige greb, vil man kunne se det hele ovenfra og udefra, men vel at mærke uden at slippe tilknytningen til sit instinkt.

Hvis man går i kloster eller i ashram, eller går ind i en spirituel kontekst, vil man kunne opleve noget lignende. Men det vil altid være begrænset af den, der har den højeste bevidsthed, hvis denne vel at mærke har magt, som han har agt. Og hvis man anerkender at åbne sig for alt, hvad der kommer og opstår.

Man kan gøre meget selv for at få et mere frit perspektiv. Bevidsthedsarbejde er en af mulighederne, men den kan ikke stå alene.

Man må også tage livtag med udfordringer, som de opstår, og lære på den baggrund.

Endelig kan man jo hjælpe sig selv ved at søge uden for de vante rammer, og lade ny erkendelsen opstå, f.eks. under en længere vandretur.

Hvis to mennesker mødes, vil det meget nemt være den lave bevidsthed, der styrer, hvor overliggeren skal placeres, da de højere perspektiver og dimensioner kun vil være åbne for den anden.

Det kan godt være ret lidelsesfuldt på den måde at være den med den højeste bevidsthed, i hvert fald når noget skal føres ud i livet. For perspektivet vil altid være den lave bevidsthed, i hvert fald hvis man søger en ligeværdig udveksling.

Når to personer med en lav bevidsthed skal beskrive en anden med en høj, vil det også altid være ud fra det perspektiv, som de sammen kan blive enige om. Det er meget op til deres seriøsitet og åbenhed, hvor meget de evner at bevæge sig ind i et sandt billede af den anden. Meget ofte vil det fra et sådant perspektiv være fordomme, som styrer forståelsen.

At kaster perler for svin er et meget godt udtryk for, hvad det handler om.

Instinktet har ikke sans for nuancer, eller kun når det gælder om at skabe splid, f.eks. i en pedantisk ordveksling.

I øvrigt gælder det, at jo højere bevidsthed, jo mere positivt enkelt vil livet åbne sig.

Man kan også bevæge sig den modsatte vej, ved hjælp af vrede, ved at gøre noget voldsomt fysisk, gennem hårdhed og kynisme. Det er en måde at begrænse sig selv og at skabe mørke. Det kan selvfølgelig ikke anbefales.

Vores erkendelse udspringer af det, som vi rammer inde i os selv. Jo lavere bevidsthed, jo mere kompakt og bastant. Jo højere bevidsthed, jo finere og mere enkelt og nuanceret vil energien kunne erkendes og opleves. Udfoldes indefra.

Jo lavere bevidsthed, jo vanskeligere bliver det at differentiere og forfine en forståelse. Man kan sammenligne det med at råbe vildt og uhæmmet. Her er ingen forståelse mulig. Det gælder også for følelser som had, kynisme, ondskab. Der er kun ét godt råd: at komme væk, og at vente på, at det hele vil falde på plads igen på en god måde.

Det kan sagtens være, at man simpelt hen skal holde sig væk fra det pågældende miljø, den pågældende person. Det er jo ikke givet, at der er en reel vilje til at gøre noget anderledes.

I en sådan tilstand benægter man også enhver skyld. Det er altid den andens skyld. Det er altid den anden, der er noget galt med.

Hvis man opfører sig tumpet, mister man kontakten til sig selv, og så er der kun floskler tilbage. Det er meget nemt, men ikke anbefalelsesværdigt, at efterprøve.

Det allerbedste er altid, når det er muligt at lade noget transformere i kærlighed, og at lade sandheden opstå i et sådant felt. Her vil man få den fineste og mest valide forståelse.

Hvis vi er to, der oprigtigt elsker hinanden, vil vi kunne åbne et stort og meget smukt kærlighedsfelt. Jeg har selv prøvet det.

Vi har brug for at forstå livet indefra for at finde ud af, hvad der er for noget, og hvor værdifuldt det er.

Også for at forstå, hvor skrøbeligt det er, hvordan vi meget nemt kan ødelægge det, men bestemt også hvilke positive muligheder vi har for at skabe os et godt liv.

Den høje bevidsthed ved, at man altid kan stole på Gud. Den lave stoler vel grundlæggende kun på sig selv, og måske ikke engang det.

Den høje bevidsthed ved, at man altid skal holde sig på stien. Den lave tænker kun på egen gevinst.

Den høje bevidsthed ved, at livet og forståelsen af det kun er muligt i stor ydmyghed, hvor alt får lov til at opstå stille og roligt, i sit eget tempo. Ved at blive i sig selv og aldrig at forcere noget.

Den høje bevidsthed ved, at alt ikke kan være perfekt hele tiden. Den ved, at selv om noget ikke virker, vil det kunne komme til at virke.

Den lave bevidsthed hægter sig fast i, at når noget ikke virker, er der ikke noget, der virker. Stiller kritiske spørgsmål ved alt.

Den lave bevidsthed er Midgårdsormen, der bider sig selv i halen.

Midgårdsormen er et billede på at blive ved med at gentage gamle mønstre, uden anden grund end at gøre det, og at bevare kontrollen. Bureaukrati i en nøddeskal.

Alle tomme gentageler er guf for den fikserede instinkt. Man kan sige, at døden får sit eget liv, selv om det jo er noget vrøvl. Instinktet elsker og ønsker afhængighed, og at fastholde den.

Uanset hvilke argumenter der bringes i spil, vil den lave bevidsthed altid have modargumenter, vil aldrig give sig. Det svarer til at være i et parforhold, hvor begge parter vil have ret hele tiden, og ingen giver slip på sin argumentation. Man bliver fuldstændigt træt og tom indeni.

Den lave bevidsthed er sladder, bagtalelse og undvigemanøvrer.

Den lave bevidsthed er hæmningsløs selvsving, med forfærdelige konsekvenser op igennem historien, privat og i en større skala, hvor vi kan nævne de værste diktaturer og de meste rædselsfulde ægteskaber i hver sin ende af skalaen. Gennemført og uigennemskuelig løgn og ondskab.

At benægte alt. At der er en mening med noget som helst. At der findes en evighed. At der er en sandhed. At der er en dybere sammenhæng.

Den lave bevidsthed søger de hurtige svar. Den høje bevidsthed ved, at der ikke findes hurtige svar.

Den lave bevidsthed kan tilintetgøre, bogstaveligt, livsmuligheder, som den høje bevidsthed evner at udfolde til noget meget smukt og fint.

Den høje bevidsthed er hjerte og sandhed.

Sjælen er det dybe og meget vide. Instinktet er det overfladiske og negativt kategoriske.

Den høje bevidsthed er også værdighed, som noget man bærer i sig selv. Uden at gå på kompromis i afgørende spørgsmål.

Det er ikke for ingenting, der kaldes at falde eller at synke dybt.

På et tidspunkt skal ethvert menneske tage et afgørende valg i livet, der handler om, hvad der fra nu og i al evighed skal være den ubetingede drivkraft i livet. Og så leve efter det! Helt og fuldt.

Hvis ikke et ja bliver fulgt op med en dyb beslutning om altid at blive på stien, er det grundlæggende ikke noget værd. Vel at mærke kærlighedens og åbenhedens sti, hvor vi ikke stiller betingelser af nogen art, ud over selv at være det, vi er.

Men aldrig at lade sig forføre af følelser. Det er der, vi falder.

Og der er kun èn, der grundlæggende kan kontrollere og styre mit liv.

Men derfor kan jeg godt hengive mig til kærligheden. Vi skal lære at skelne, hvad der er hvad. Det er meget nemt at mærke. Og det er dødvigtigt, at vi forstår det!