Skabelse og DNA

Livet skabes af positiv vilje. Det er den grundlæggende ingrediens. Både i et menneske og i et større perspektiv.

DNA er byggestenene, der resulterer i bestemte livsformer, baseret på en grundlæggende struktur.

Den positive vilje er det, som vi kan bidrage med, for at livet herfra kan få det bedst mulige forløb.

Vi ved godt hver især, hvad vi skal gøre, for at det bliver godt, både for os selv, og for vore omgivelser.

Den intention, vi lægger for dagen, har så stor betydning, at de fleste har svært ved at forstå det.

Men det er aldrig ligegyldigt, hvad vi gør, og med hvilke bagtanker og formål.

Det gælder i forhold til et specifikt menneske, og det gælder i et bredere perspektiv.

Hvis vi for alvor skal forstå klimaforandringerne og vores egen rolle i dem, skal vi først og fremmest forstå, hvordan vi helt konkret bidrager i processen.

Den mest grundlæggende måde at forstå det på er at forstå, hvordan vores energi virker i forhold til naturen.

Vi er skabt af evolution, men vi er også udstyret med skabelsens bevidsthed og mulighed for selv at gøre en forskel.

Vi skal lære at forstå os selv i alle detaljer, også i forhold til, hvordan vore beslutninger og handlinger har betydning.

Vi er selv en vigtig del af evolutionen, helt inde fra vores intention.

Det handler rigtigt meget om, hvordan vi behandler hinanden, og dermed os selv.

Sammenhængen mellem evolution og skabelse er i hvert fald energi og vilje.

Min måde at beskrive det hele på er ikke tidligere blevet udfoldet, og forklaringen er i hvert fald, at den guddommelige andel ikke tidligere er blevet logisk forbundet med DNA, hvor mine specifikke handlinger har en afgørende betydning. Vi eller jeg er således en central medspiller i processen.

At have fat i livet fra sin oprindelighed er det, der for alvor giver mig styrke og kraft.

Her kan jeg mærke sandheden, som den var, helt fra begyndelsen.

Det er selve skabelsen, inden den tager form.

Det er sandhed, inden den udfolder sig som kærlighed.

Kærlighed forudsætter et objekt.

Sandheden er det godes forudsætning, forudsætningen for, at kærligheden kan blive levende.

DNA er den fysiske substans eller kerne, der skal til, for at livet her på kloden kan begynde at udvikle og udfolde sig.

Om det bliver godt eller skidt, er i høj grad op til os, da vi har bemægtiget os kloden.

Egentlig er der kun skabelse og DNA.

Dyr og planter er bundet til DNA.

Det er vi også, men vi har også en sjæl, og dermed muligheden for at kigge ind i skabelsen.

Man kunne måske tale om skabelsens DNA, at Gud skabte mennesket i sit billede.

Dette billede er det, som vi i relation til skabelse relaterer til.

Det er en sjov størrelse, som vi kan få adgang til, når noget er rigtigt godt, eller rigtigt smukt.

Man kan ligefrem få tårer i øjnene af, hvor smukt noget kan være, eller føles. Når vi er sammen i dyb kærlighed.

Jeg vil ikke udelukke, at skønheden findes i DNA, som når vi oplever naturen i sin matematisk funderede skønhed.

Måske er det den måde, vi ser det på, som er ufuldkommen, og ikke det, vi kigger på.

På samme måde, som når vi kaster skygger, hvor vi jo fratager os selv muligheden for at se den anden, som han eller hun er i virkeligheden.

Skyggen er det mørke, som vi sender ud, som vi har i os selv. Modsætningen hertil er lys, som er at se mig selv og den anden, sådan som vi i virkeligheden er.

Det er altså i synsfeltet, vi aktiverer mørke eller lys. Interessant, at vi er aktørerne bag ved projektørerne, om de er tændt eller slukkede, eller måske sender noget gråligt lys, som når vi er middelmådige, halvhjertede.

Sjælens perspektiv er på en måde uden for os selv. Det forudsætter, at vi har fat i alt i os selv. Det er det samme sted, vi kaster skygger fra, hvis vi gør det.

Man kan ikke på samme tid kaste skygger, som er mørke, og positivt kigge på sig selv og andre, som er at være i lyset. Denne position er området for den frie vilje, hvor vi selv afgør eller er medbestemmende omkring vores skæbne, og hvordan vi er i verden.

Vi har som mennesker bevidsthed, og vi kan handle. Det gør den helt store forskel på at kunne navigere i forhold til, hvordan vi er i verden.

Vi kan forholde os. Vi kan elske. Vi kan erkende og udfolde sandheden. Vi kan udfoldes vores sjæl i livet.

Vi har et fantastisk privilegium. Vi kan støtte op omkring hinanden. Vi kan udvikle og udfolde os selv.

Vi kan vokse indefra, ikke bare som planten og som dyret, men også som sande mennesker.

Det fordrer selvfølgelig, at vi aflægger vores barnagtighed, hvor den af den allerstørste er egoet, selvbilledet, spejlbilledet, der kun tænker på sig selv og sit eget afkom.

Sin egen tryghed og sikkerhed, som man klamrer sig til.

Det menneskelige er at have et større og bredere perspektiv.

Spejlbilledet er altid livet, der er blevet til, som har fået en form, og at jeg kigger på den, eller ind i den. Men det kan kun blive narcissistisk, selvspejlende.

Jeg kan ikke se mig selv, kigge på mig selv, i et spejlbillede. Jeg kan kun se mit fysisk aftryk og udtryk.

Derfor har jeg selvfølgelig lov til at se godt ud. Men jeg lærer ikke mig selv at kende inde i spejlet.