Sjælens umiddelbare indtryk

Sjælens direkte udtryk er oprigtighed, at være ukrukket, ukompliceret, umiddelbar.

Sjælen er vores sande udtryk, med alt, hvad vi indeholder.

Vores opgave er så at tage det ind, og at lære at anerkende os selv, præcis som dem, vi er.

Det, som C.G. Jung kalder skyggen, er et udtryk for, at vi ikke har alt i os selv med. Men det er opgaven i Ny Tid at få det hele med i mig selv. Vi kan altid mærke, om der er noget, vi ikke fik med.

At være i instinktet er at være en delmængde, hvor der altid er en del, vi ikke vil kendes ved.

At få alt i mig selv er at få alle mine farver, sanser, lyde og lugte med.

Det er mærkeligt at tænke på, at sjælen til dato ikke rigtigt har haft en bevågenhed.

Paulus taler om ”det indre menneske” (Ef. 3,14-19), som er en måde at fortælle, at vi inde i os selv har eller er et helt menneske.

Det er dette indre menneske, som man kan være flov ved, som tidligere blev opfattet som syndigt, men som jeg i 1979 oplevede, kan udfoldes fuldt ud, og som i den tilstand bare er smuk og fin. Det er min nye fortælling, at vi har denne suveræne mulighed.

Det indre menneske er i virkeligheden sjælen i mig. Den, jeg i virkeligheden er.

Hvis jeg er forbundet med andre, oplever jeg den nok ikke på samme tydelige måde, som når jeg evner kunsten at give slip og derved at mærke mig selv.

Dyret har ikke tilsvarende noget, som det kalder sit indre dyr. Dyret kan ikke kigge på sig selv,

At ville sin sjæl er en anden måde at udtrykke, at nu gider jeg simpelt ikke at være dyr mere. Nu må det være nok!

Nu vil jeg godt prøve at lege med de rigtige voksne!

Et sandt menneske har sjælen i sig selv, og udtrykker sin sjæl i sin måde at være på.

Sjælen er, at vi er skabt af Gud.

Kunsten i Ny Tid er at udtrykke sig i verden, hvor sjælen altid er i periferien af mig selv, som betyder, at alt andet er indeholdt i sjælen, herunder instinktet.

Det vil være garantien for, at et menneske ikke lige pludseligt bliver ondt eller utilregneligt.

Jo mere levende jeg bliver i min sjæl, jo mere vil den give sig til kende i andre, som min sjæl er forbundet med.

En aktiv sjæl er identisk med lys i mig selv. At min energi er levende og åben.

Sjælen er noget blødt i os.

Instinktet er i sit udgangspunkt noget hårdt, fordi det altid er bundet til tiden, og altid vil være present.

Det vil altid være instinktet, der støjer mest.

Kunsten er at blødgøre sit instinkt.

Det vil for de fleste være et mangeårigt og ofte smertefuldt projekt.

Sjælen indeholder vores sandhed, vel at mærke en sandhed, der har form som barnets skrøbelighed.

Hvis sandheden er hård, er det instinktet, der snakker.

Så længe vi er hårde i vores væsen, har vi ikke mulighed for at lade sjælen afgørende komme til orde.

Vi skal øve os i sand venlighed, taknemlighed, ydmyghed, ærlighed og mange andre fine egenskaber. Det er dem, der i deres sande, ikke deres påtagede former, skal vise os en mere permanent adgang til sjælen.

Sjælens sandhed er bag ved det hele.

Vi kan godt få drypvis adgang til den.

Vi kan også få mere konstant adgang.

Jo mere vi er til stede i os selv, jo tydeligere bliver det.

Sjælen er den tilstand, der i sin umiddelbare form giver os sand og vedvarende glæde. Hvor vi også elsker hinanden af et rent hjerte.

Hvis ikke vi har opført os ordentligt, vil vi opleve, at denne adgang til det smukke i livet ikke længere er direkte tilgængelig.

Det hænger sammen med, at instinktet strammer omkring os. På en eller anden sjov måde er der en guddommelig vilje koblet på vores instinkt. Det er i grunden lidt sjovt, men ikke noget, man skal spøge med.

Forklaringen er, at sjæl og instinkt er forbundet, sådan at de fint kan fungere sammen, når altså indbyggeren husker at bo i huset på de vilkår, som blev aftalt, da skødet blev underskrevet.

I sjælens verden er min signatur altid at finde på skødet, i nederste højre hjørne.

Når vi holder balancen i det gode, vil vi opleve altid at have adgang til en meget fin energi, og vi vil have glimt i øjnene.

Instinktet i sin mørke form kan gøre os kede af det, nogle gange med god grund, hvis vi selv har været nogle banditter.

Vi får ikke lov til at stikke af fra vore handlinger, heller ikke fra de aftaler, som vi godt ved, vi er bundet til.

Sjælen er den rigtige side af os selv, den der dukker op, når jeg har været i konflikt, og så at sige vender tilbage til mig selv igen.

Jeg vender altid tilbage til mig selv. Spørgsmålet er hvordan.

At vende tilbage til den rigtige side af mig selv, vil ske, under forudsætning af, at jeg ikke har låst mig selv håbløst fast i en løgn, eller i dårlig opførsel.

Sjælen kommer til syne, når jeg på en normal måde er til stede i livet. Det er at mærke mig selv, som jeg er, på en sand måde.

Nogle har brug for at gå en tur for at opleve sig selv i en dybere sammenhæng. Nogle går Camino for i en længere periode at have kontakt til det sande i sig selv.

Lyset og livet kommer ind igennem sjælen, så der er på den måde ikke så mange valgmuligheder. Man kan ikke blive ved med at lave ingenting, for så går det kun én vej.

Når vi bevæger os ind i sjælen, sker der noget forunderligt.

I instinktets verden er vi bundet af regler, normer og fordomme.

I sjælens verden er der ikke sådan noget. Det betyder ikke, at alt er flydende. For når vi nærmer os, så er der former og tydelige svar.

Der er i hvert fald en vigtig pointe i ikke at kunne forudsige, hvad der sker. Livet opstår ved at blive mødt og ved at blive levet.

At gå ind i sjælen er at gå ind i ubetinget frihed. Sådan skal det være. Jeg er selv helt til stede i mit liv. Jeg har ansvaret for alt, ubetinget!

Livet opstår, når vi går ind i det gode, når vi følger sandheden. Det er meget magisk. For vi kan ikke forudsige noget. Men når vi møder det, er vi ikke i tvivl om, at det er virkeligt.

Når vi gør de suveræne udtryk til noget andet end det, de er, kan vi se resultatet som forvrængninger i instinktverdenen. Det er sådan noget som store egoer, som porno, som kunstige bryster, som overdrivelser i enhver form. Men også afhængighedsformer af alle arter.

Alle disse former hænger sammen med, at mennesker projicerer det smukke over i noget usandt og kunstigt. Verden er fuld af sådanne eksempler, der alle sammen leder væk fra sandhed og kærlighed i deres rene former.

Når vi lærer at møde det rigtigt, vil vi erfare, at sjælen er en reel størrelse, som vi måske kan tage at føle på. Men den virker slet ikke på samme måde, som vi er og har været vant til at håndtere virkeligheden på.

At beskrive fænomenet energi er på en måde at nærme sig sjælen, hvor der i hvert fald knytter sig nogle flere nuancer til. Blandt andet oplever jeg, at sande relationer har en særlig farve eller en særlig tiltrækning, på samme måde som musik også kan virke meget forskelligt på os, i øvrigt også meget situationsafhængigt.

Vi kan ikke gribe sjælen, men derfor er den alligevel reel.

Sjælen er det sande, det bløde, det smukke, det fine, vores interesse for hinanden, vores oprigtige omsorg, at vi smiler til hinanden, at vi mener det, vi siger, at du altid kan regne med mig.

Sjælen som en identitet er den, der dukker op, når jeg giver slip i forhold til alt det, der binder mig.

Denne identitet kender vi godt momentvis, i form af noget, der er godt og fint og smukt.

Men sjælen i sig selv er det ikke normalt at opleve direkte.

Hvis man, som jeg, har oplevet noget fuldstændigt uhyrligt, og har været helt ned at ligge, har det været muligt at opleve sin egen sjæl, også i en form. Bare lige for at fortælle, at det er en mulighed.

Hver gang noget er godt, hver gang vi har det rart, hver gang vi nyder hinandens selskab, eller glæder os over noget sammen, er det sjælen, der er i spil.

Det sande i livet er sjælen, der manifesterer sig.

Når den ikke gør det hele tiden, skyldes det, at dyret i mennesket har for meget magt. Det er den korte version.

Mere korrekt er det ikke dyret, der i sig selv er sundt, men det undertrykte dyr, det hæmmede dyr.

Altså at noget i mennesket selv holder det nede.

Det er i sig selv interessant og relevant at finde ud af, hvad det er for noget.

Det er i hvert fald noget mørkt. Og det er noget, man selv vedligeholder.

Sjælen er mit sande udtryk. Det er den, som jeg i virkeligheden er.

Alle udtryk kommer et sted fra.

Nogle er bare neutrale og ubundne.

Nogle er bundet instinkt

Nogle kommer direkte fra sjælen.

Sjælen skal altid søges i de frie former, og vi er ikke i tvivl om, hvornår vi har fat i noget sandt.

Selvfølgelig kan vi være i tvivl, og så skal vi bare lade det være og vente.

Sjælen kan ikke være falsk. Det betyder, hvis vi oplever noget, der er falsk, kommer det et andet sted fra.

Sjælen kan heller ikke være unaturlig.

Det betyder jo, at der er en fin målestok for, hvad det handler om.

Risikoen er altid, at der kommer et bedrevidende ego i spil, og så er det heller ikke sandt.

En sand manifestation er lys ind i tiden.

Sjælen dukker op, når jeg er kærlig og sand.

Man ser den umiddelbart hos et barn.

Man ser den umiddelbart hos en kæreste, hvor vi bare har det godt sammen.

Og i andre situationer, hvor der bare er ro og glæde i det, vi laver.

Sjælens virkelighed er at være med det, der er. Som det er.

Lige så snart jeg tolker ind i noget, er jeg ikke længere i kontakt med det, som jeg står overfor.

Så er jeg selv og det andet et andet sted end her og nu.

Så ændrer det hele farve.

Så bliver verden, som jeg tolker den. Ikke længere sådan som den er.

Det sande er også den sande dynamik.

At frigøre min energi giver mig overskud, og verden bliver lysere og mere venlig. Der kommer lys ind i mit liv, og sjælen kommer jo også i spil.

Sådan noget kan kun foregå i sandhed, ved at jeg møder verden åbent, og at jeg siger ja til alt, hvad der dukker op.

Det er sjovt, hvor forløsende sandhed kan være.

Sandhed opbygges inde bag instinktet.

Her sammenstykkes vores sande og kærlige handlinger til en kontinuitet, som vi kan falde tilbage på.

Alt, hvad vi har gjort i ordentlighed, danner et tæppe, en sammenhæng, som giver os styrke og kraft til at være i livet.

Sjælen giver os på den måde en identitet, som ligger bag vores udtryk, når vi er i verden

Livet bliver tomt uden sjæl. Vi kan altid mærke, om vi er i kontakt med det sande i os selv.

Med sjælen ved vores side har vi kontakt ind i evigheden.

Uden sjæl søger vi febrilsk efter et indhold, og distraktionsmuligheder er der rigeligt af. Men får jeg derved kontakt med lykken? Nej vel!

Ingen religion, ingen spirituel praksis, vil være levedygtig, uden en kontakt til sjælen, eller det sande i sig selv.

Det betyder, fra et andet perspektiv, at det er denne sandhed, som det hele handler om. Det er ikke hverken religion eller spiritualitet.

Det er at være i sandhed.

Når det rygtes, vil der være nogle pengekasser, der skal kigge sig om efter et andet sted for at blive fyldt op.

Der vil også være meget guld rundt omkring, der holder op med at glimre.

Og mange helgenstatuer, der ikke længere tiltrækker sig opmærksomhed.

At være i sin sjæl er at være i sit lys.

At være i sit lys er at være i sin sandhed.

Vores sande energi er i benene.

Det hænger sammen med, at et menneske inkarnerer i et instinkt, og derfor har energien bundet i sit instinkt, så det kan danse, gå på opdagelse, og mange andre sjove ting.

Hvis vi får det levende instinkt i sving, kan det blive sjovt at leve.

De fleste mennesker er solidt mere i deres bundne instinkt end i deres sjæl, i øvrigt uden kontakt med deres energi og deres krop.

Det betyder, at de finder alle mulige undskyldninger, der findes, for at undgå at gøre det, som de godt ved med sig selv, er rigtigt.

Det betyder, at man vælger tryghed og sikkerhed, inden man kaster sig ud, hvor man måske ikke ved, om man kan bunde. Men det skal man heller ikke altid vide.

Det betyder også, da jeg er mere i min sjæl end i mit instinkt, at mit publikum ikke rigtigt tror på mig, fordi de kun tror på det, de kan se og føle på. Og vel ikke engang det!

Det er jo ikke første gang i verdenshistorien, at det har været småt med publikum i forbindelse med lancering af noget nyt.

Jeg er vild med historien om van Gogh, der, mens han levede, kun solgte et af sine malerier.

Og så glæder jeg mig i øvrigt over at vide, at støtten til mine skriverier kommer et meget sandt sted fra.

Ellers ville jeg simpelt hen ikke kunne gøre det.

Sjælens bidrag i livet er, at jeg føler mig levende, at jeg har det godt, at vi har det godt sammen, at vi glæder os sammen.

I sjælens verden er alting mere enkelt, uden derfor at være simpelt.

I instinktets verden handler meget, også ude i verden, om krig, angreb og forsvar, dominans og kontrol, at score kassen, indtjening, rationalisering, kroner og ører, folkeforførere.

De to verdener taler ikke særligt godt sammen, eller mere korrekt er instinktet ligeglad med underliggende retfærdighed og kærlighed.

At give sjælen plads fordrer, at jeg giver den mulighed for at virke i mit eget liv, og derfra ud i mine omgivelser.

Det er min direkte adfærd, inden jeg overhovedet overvejer, hvordan jeg vil reagere, der betyder noget.

Det er ikke i eftertanken, det har betydning.

Det er, inden jeg overhovedet kommer dertil. Det gælder overalt i livet.

Det afgørende er, hvad jeg gør og har gjort, ikke hvad jeg gerne ville have gjort, eller hvad jeg tror, jeg gjorde. I forhold til sjælen og til andre mennesker er det det, der faktisk skete, det som jeg faktisk gjorde, der sætter sig aftryk.

Og det er også det, der afgør, om sjælen har plads i livet.

Alt i livet kan mødes stilfærdigt og positivt, hvis vi ønsker det. Det er den direkte adgang til sjælen og det gode.

Det er instinktet, der i sin bundne form værdilader negativt og ser mørke i alt.

Det er instinktet, der formørker, forvrænger, forrider, forkrøbler.

Det glade, spontane, umiddelbare kan vi opleve i barnet, der endnu ikke er blevet ødelagt.

Og vi kan opleve det i den unge, der skal ud at opleve sin seksualitet.

Og vi kan opleve det i ethvert menneske, der er på vej ind i noget nyt og spændende.

Sjælens umiddelbare udtryk er lyst og glæde. Lys og kærlighed.

Mørket i mennesker kan have ufatteligt stor magt og kraft. Det skyldes bindinger, materielt og mentalt. Det skyldes fordomme og normer, der bruges som svar på det, der i sig selv kan være smukt og fint.

Instinktets umiddelbare udtryk, altså når der udtrykkes af et menneske, er: Det kan ikke lade sig gøre! Det er ikke muligt! Det er prøvet før, og det duer ikke!

Det er naturligvis det bundne og meget autoritetsbundne og dybt umodne instinkt, der taler. Men det er i en sådan form, vi kender det i vores omgang med mennesker.

Mange mennesker har ikke tillid til hinanden.

At være i sin sjæl er at opleve det lyse og gode i livet, lysten og glæden.

Når instinktet tager over, bliver det mørkt og umuligt. Alt bliver meget nemt forkert, uladsiggørligt.

Når vi mærker en umiddelbar lyst til noget, er det fra sjælen.

Det er mørket i menneskets sind, der forhindrer, at der sker noget, der er godt og smukt. Det er, at vi ikke overhovedet har tillid til hinanden.

Det er ikke noget problem at have tillid til nogen, der har levet, eller som var engang, eller som er et andet sted.

Men når det bliver aktuelt, er det mørket, der slår igennem, i hvert fald når det ikke er blevet kigget på i mennesket selv.

Et menneske i en binding er et menneske i mørke, og dette menneske kan måske ikke få øje på andet end sit eget mørke, også i den anden.

Måden at få sjælen og dermed lyset ind i livet er at bearbejde sit eget mørke, sin egen mistillid, sin egen mistro, og så gerne at gøre det sammen med en anden. Det vil i hvert forstærke processen, hvis vi er enige om, hvad det hele handler om.

Man skal holde sig langt væk fra mennesker, der ikke kan finde ud af at opføre sig ordentligt. De vil altid være instinktstyrede, og man kan simpelt hen ikke stole på dem.

Mennesker med en høj moral er der måske ikke så mange af, når det kommer til stykket, men de findes. Og det er her, vi skal lade sjælen få sit sande udtryk.