Sjælens perspektiv

Sjælens perspektiv handler om at lade det sande i os selv få plads, at lade det få lov til at virke og at gøre os virkelige.

At være med sin sjæl er altid at have kontakt til det, der gør mig levende.

Eller altid at være det, der gør mig levende.

Men også at anerkende, at det er noget andet end mig.

Men at min deltagelse er helt afgørende.

At få adgang til sjælen er at have hele sit væsen i spil.

Her stilles der ikke betingelser af nogen art.

Det er i sig selv usprogligt, på samme måde som en fugl, der flyver ude i haven.

Det er bare os selv, vores eget liv, der udfolder sig på den måde.

Vi har ikke lov til at være os selv. Det er simpelt hen forbudt. Hvorfor er der ingen, der ved. Det er det bare. Så kraftig og voldsom er kulturens påvirkning. Alt andet kommer før os selv.

Forbuddet virker, lige så længe vi selv reproducerer det. Der skal nemlig være nogle til at holde det i live.

At vi efterfølgende kompenserer ved at se godt ud i spejlet, har ikke noget med os selv at gøre. Det er en dårlig efterligning af livets egen suverænitet.

I sjælens perspektiv er der en positiv sammenhæng mellem alt i livet, og en blød overgang mellem alle former. Der er forståelse, hensyn, kærlighed, respekt, glæde. Øvelsen er at lade det være i alt, hvad vi foretager os, uden at vi mister os selv og vores logiske sans og fornuft.

Sjælen er ikke formløshed. Den er knyttet til et højere perspektiv, som betyder, at det ikke er ligegyldigt, hvordan vi navigerer i de bløde former. Som mennesker har vi alle et instinkt, vores kobling til evolutionen, men også vores bevægeapparat, der knytter an til hjernen og hele vores fysiske system. Problemløsning sker ved hjælp af hjerne, muskler og andre kropsdele, der er koordineret i den måde, vi bevæger os på.

I barndommen lærer vi, som vi også ser det i naturen, at beherske os selv, men også at handle på en god og fornuftig og hensigtsmæssig måde. Når vi bevarer instinktets friskhed, spiser vi kun det allermest nødvendige og omgiver os tilsvarende med det, som vi umiddelbart har behov for.

Når vi køber og spiser mere, end vi har brug for, bliver instinktet slapt og uinspireret. Vi mister fokus og holder op med at behandle hinanden ordentligt. Vi skaber regler og måder at være på, som vi kalder normale. Det bliver pakket ind i kulturelle løsninger, så vi alle gør tingene lige forkert hver gang.

Når det historisk gentager sig tilstrækkeligt mange gange, bliver dem, der synes, det skal være mere enkelt og naturligt, anset for mærkelige og forkerte, også selv om de handler mere i overensstemmelse med sjæl og instinkt i deres oprindelige former. Det er nogle mærkelige paradokser, som livet på den måde er styret af.

Alt, hvad vi gør, bliver lagret i sjælen.

Sjælens form er en slags bevidsthed.

Jeg er her for at formidle ny viden, der vil skabe et helt nyt grundlag for at leve som mennesker på Jorden.

Den 17. januar 2019 var jeg lige uden for Assisi. Vi var kørt ud af byen i min lejede bil. Her lavede vi et energiarbejde. Vi stod med en storslået udsigt ud over en dal, med bjerge i baggrunden. Vi fik at vide, at de derude var bekymrede over klodens tilstand.

De foregående dage havde udløst healing i et omfang, hvor den ene af Ny Tids Healingsenergier afløste den anden.

I en længerevarende proces blev vi opgraderet i vores chakrasystem, hvor jeg så de smukkeste farver i forløbet. En meget smuk rød, en hvidgrøn og mange andre spændende farver, der afløste hinanden. Efterfølgende fik vi etableret jordforbindelse, som sluttede med, at vi sad i græsset, og kiggede ud over det smukke bjerglandskab, og spiste vores medbragte frokost.

Vi fik i øvrigt at vide derudefra, at de var glade for, hvad vi gjorde.

Herefter kørte vi videre til et større by i området, og gik ind i en af de to store kirker i bymidten, Duomi di Gualdo Tadino. Da vi kom, var en begravelse i gang, hvor præsten var sort. Vi satte os og ventede, til den var færdig.

Efter ceremonien gik vi rundt i kirken og endte ved et alter for ærkeenglen Mikael. Her blev der kanaliseret en stor mængde information, det meste meget personligt.

Det var Maria Magdalene, der kom igennem, i flere på hinanden følgende dage. Jeg oplevede hende første gang på Lesbos i 2015. hvor vi var en gruppe af sted. Hver for sig sagde vi dengang ja til os selv, ja til at være på Jorden, og ja til vores skæbne. I Assisi, januar 2019, skulle vi også sige ja. Ja til os selv. Ja til hinanden.

På Lesbos, der er speciel ved at have en meget fin energi, kom hun igennem efter, hvad man godt kunne kalde the moment of truth, som var et kort og meget direkte sjælemøde.

På et lidt mere almindeligt dansk blev et møde mellem to sjæle af den ene konverteret til en selvforståelse i ego regi, som har ledsaget vedkommende lige siden.

Mange af informationerne var denne gang, i Assisi, meget direkte henvendt til mig, hvad jeg selvfølgelig var dybt taknemmelig for, og glad for.

Ærkeenglen Mikael var i øvrigt også meget aktuel på Lesbos, hvor en kvinde på et torv sagde til mig, hun havde en besked fra ham. Dagen efter lejede jeg en bil, og vi var fire, der kørte en dagstur, hvor vi undervejs besøgte vi et kloster for ham.

Dagene i Assisi var det smukkeste og mest direkte, som jeg har oplevet siden foråret 1979, hvor jeg også fik en kontakt, dengang til et væsen, som kaldte sig Gud.

Det er stort for mig at få beskeder så direkte, da jeg, især efter kontakten med Metatron i 2018, mens jeg var i relation med Nina, har skærpet mit fokus på, at jeg gerne vil leve mit kald. Især har jeg været taknemmelig for at mærke, hvordan vi, hvis vi oprigtigt ønsker det, har mulighed for en slags kommunikation med dem derude.

Gennem kanaliseringen uden for og i Assisi fik jeg at vide at jeg skulle slippe alt, hvad jeg troede om mig selv. For jeg var god nok i mig selv. Jeg fik også meget specifikke råd om mit eget liv og mine relationer. Udtrykket “kærligheden ud i alle celler” blev kanaliseret og gav mig en dejlig bekræftelse, da jeg andetsteds på denne hjemmeside tidligere har fået “legen ud i alle celler” hvisket i ørerne.

Og jeg skulle skrive flere bøger.

Det er en positiv overraskelse for mig at få denne besked, da jeg nogle gange godt kan komme i tvivl om hele mit projekt. Derfor en stor opmuntring at få denne besked derudefra. Tak! Det vil jeg gerne! Også selv om jeg nogle gange oplever at skrive for døve ører.

Jeg fik også at vide, at jeg skal i fjernsynet. Det vil jeg da glæde mig til.

Det er vigtigt for mig at fortælle, at livet er fuldstændigt almindeligt og tilgængeligt for alle. Men skal hverken være spirituel eller religiøs for at kunne forholde sig til det vigtigste i livet, som handler om at være glad, og at være der for hinanden.

Det er også vigtigt at fortælle, at noget jo først bliver virkeligt, når det bliver gjort. Når det sker i virkeligheden. Det vil altid, i høj grad, være op til udøveren. Men jeg har aldrig, så vidt jeg husker, været i modstand mod mit kald.

Det første ankerpunkt i denne forståelse er, at vi er globale væsener.

Når vi tænder fjernsynet, er det meget lidt af det, der kommer ud af skærmen, der har et globalt perspektiv. Det er sjældent at opleve nogen stråle og dermed transcendere tid og rum. Alene den omstændighed, at alt tidsmæssigt bliver komprimeret, eliminerer muligheden for at møde den  positive alvor i livet. Noget som vi selv har mulighed for at opleve ved at gå en tur.

Den nye viden er speciel ved at hente sin måde at se verden på hinsides instinktet, som hidtil har været grundlaget for al forståelse på Jorden. Det skyldes, at mennesker har udviklet sig gennem evolutionen, hvor også kulturer, religioner og spirituelle traditioner er opstået fra og har skullet tage hensyn til.

Og det ypperste, evolutionen har kunnet frembringe, er instinktet, der giver individerne mulighed for at overleve gennem en stadig tilpasning til og i den lidt uforudsigelige natur.

Samfundenes udvikling er først og fremmest en stadig civilisering af instinktet, tilsat en vis humanitet, som er kommet ind gennem religiøse påbud, som altid har skullet tilpasse sig de eksisterende magtforhold. Gud – konge – fædreland er et eksempel på en sådan sammenhæng.

I alle kulturer bliver noget bestialsk efterhånden afløst af noget mere civiliseret, uden derfor nødvendigvis at være mere humant.

Det andet ankerpunkt er at finde et sandt sted i mig selv, i form af følelser eller en anden form for vished.

Ikke overraskende kan dette ankerpunkt være i strid med det kulturelle udgangspunkt. Det viser historien masser af eksempler på. Hvor den, der søger sin egen vej, meget nemt kommer i miskredit blandt dem, der har magten. Det kan være i samfundet. Men det kan også være i familien.

Det er nyt, at man kan hente sit ståsted på den anden side instinktet, som for de fleste manifesterer sig i en normstyret og ritualiseret voksenadfærd. Nogle kalder det også mønstre. Og hvis man har svært ved at håndtere det, taler man om traumer og primære overbevisninger som det grundlag, man kæmper med.

Det er alt sammen muligt at transcendere, men ikke uden et solidt bevidsthedsarbejde, hvor man har brug for at arbejde med sig selv, for ikke at blive hængende i mønstre.

Det tredje ankerpunkt er at finde et andet menneske, der også har fundet sig selv. Vi kan også bruge udtrykket “gået vejen”, fordi det er en proces, indtil jeg helt af mig selv kommer til en erkendelse af, at det her vil jeg gerne. Det er vigtigt, at jeg finder mine egne ord, at det er mit eget suveræne valg.

Jeg har efterhånden oplevet mange mennesker, der har sagt ja, men som grundlæggende ikke mener det alligevel. Det skyldes først og fremmest, at dette ja stort set ikke har haft en forankring i den pågældende person, at noget andet, instinktbåret, har været stærkere.

Det er ikke nok at vide, eller at få at vide, at man skal sige ja. Det afgørende er, at man gør det selv, at hele sit hjerte. Det er et skridt, som hvert enkelt menneske kun selv kan tage, af sin egen fri vilje.

Inden man definitivt vil kunne sige ja til sig selv, og lade sjælen komme til, vil de fleste skulle forholde sig til skygger, projektioner og selvspejlinger i et omfang, som i dag fikserer mennesker til nogle forestillinger, som der har meget svært ved at komme ud af. Det skyldes ikke mindst hele den virtuelle konstruktion, som er med til at holde os fast i illusioner af enhver art.

Det fjerde ankerpunkt er, at vi løfter i flok, når vi sammen og hver især har fundet os selv i sjælen, som er det sande udgangspunkt for menneskelivet.

Fra denne position vil intet kunne være floskler og tomme ord. Det fordrer, at vi hver især oprigtigt taler ud fra os selv, ikke med en pistol for panden, men i fuld frihed og af og med et åbent hjerte.