Sjælens finurlighed

At lade sjælen komme i spil er alt lade ord få betydning, at lade et andet menneske komme afgørende indenfor i mit liv. At tage mig selv alvorligt uden at stikke af.

Sjælen er den størrelse, der bevirker, at vi kan finde en sand identitet i os selv, uden at skulle have den konfirmeret andre steder. At vi med andre ord er i stand til at hvile i os selv, uden at læne os op ad nogen. Det er i sig selv forunderligt.

Sjælelige kvaliteter er at lukke sig selv eller andre op indefra. Det kan kun foregå i kærlighed, oprigtighed, ligeværd.

Sjælen vil ind i alle hjørne og afkroge af vores væsen. Det har den brug for for at kunne udfolde sig i fuldstændig sandhed og kærlighed, uden at der er noget i klemme overhovedet. Alt, hvad der ikke er gennemlyst, er en potentiel skygge eller automatreaktion.

Alternativt, fordi vi ikke er gennemlyst, hjælper vi processen ved at udtrykke, især for os selv, et klart og utvetydigt ja til livet i sandhed.

Vi spejler os i hinanden. Det har vi brug for.

Vi har brug for at se det smukke i os selv og i hinanden.

Vi har brug for at blive løftet og at se de højere perspektiver.

Hvis ikke vi havde sjælen, ville vi kun kunne få øje på noget fysisk.,

I hvert fald ikke noget guddommeligt, noget smukt i sig selv.

Et sandt sjælemøde vil kunne nulstille alt.

Det er rent omme på den anden side instinktet.

Vi skal bare formå selv at være i det. Og ikke lade os forføre.

Det er der, mange falder.

Men vi har brug for at lære det.

Da det er et stort skridt, der for alvor vil ændre vores position i livet, kan vi kun tage det hver for sig og af os selv.

Udveksling sjæl til sjæl er vist det smukkeste, der kan ske mellem mennesker. Det svarer til en forelskelse, når den er helt åben, hvor der er lukket op i alle retninger, også ned i jorden, også op i himlen, også ind i kroppene. Alt er i spil, og det er bare smukt. Det er en tilstand, mere end noget som helst andet. Samtidig kan vi være i den i fuld bevidsthed og med alle sanser åbne.

Et sådant møde er kun muligt, hvis vi begge er helt til stede i os selv.

Når vi går ind i sjælen sammen, lukker evigheden sig op.

Et sjælemøde virker kun, hvis vi begge gør noget aktivt for det.

Sjælen bliver kun virkelig, hvis vi lader den blive virkelig. Hvis vi gerne vil det. Hvis vi oprigtigt ønsker det.

Når vi er to, der mødes i sjælen, er vi omme på den anden side af instinktet, som i øjeblikket har herredømmet på Jorden.

Mit projekt i livet er at vise, at mennesket er i stand til at leve med sjælen integreret, som er en anden måde at udtrykke, at kærligheden er til rådighed for alle, der oprigtigt ønsker det. Det betyder, at mennesket er i stand til at leve i forhold til den guddommelige plan, at være sig selv ubetinget. Det har ikke tidligere været muligt på Jorden.

Instinktet i den form er mistro, mørke, mistillid, vrede, forsagelse, foragt, vi kan blive ved. Tyngde.

Sjælen er sand lyst, sand glæde, sandt møde, at have det rart sammen. Lethed.

Den instinktbårne verden er båret af dyriske elementer, trukket ind i menneskeverdenen. Derfor har den brug for religioner for at disciplinere menneskets indbyggede trang til ondskab, kynisme, løgn, at gøre hinanden skade, men også masser af sygdomme, som er begrundet i, at mennesker ikke kan finde ud af at opføre sig ordentligt.

Den sjælsbårne verden, derimod, tager udgangspunkt i guddommelighed i form af sandhed og kærlighed som de højeste værdier og kvaliteter. Det betyder, at alt skal forstås i det lys, herunder evnen til at skabe vore egne livsformer.

Alle dem, der er gået forud, har måttet kæmpe mod fordomme, misforståelser, forsøg på tilintetgørelse, kollektive sanktioner og mange andre negative former, hvor formålet har været at eliminere, at gøre forkert, men også at argumentere med Ny Tids begreber, en slags infiltration, hvor formålet er at fastholde magt, bare i nogle nye begreber.

Sandhed og kærlighed har i en sådan kontekst trange vilkår og lader sig kun implementere af mennesker, der bærer disse værdier i sig selv.

Sjælen er en meget fin hinde, der lægger sig omkring os. Den er der, når vi bliver født. Den forlader os, når vi dør. Vi kan være i den, men det forudsætter, at vi altid er fuldstændigt ydmygt til stede i livet. At vi aldrig gør nogen ondt. At vi altid søger det bedste og det kærligste i enhver situation. Så vil vi også kunne mærke, hvordan vi har adgang til alt det smukke i livet.

Vi kan gøre det sammen. Vi kan gøre det hver for sig. Det er kun muligt ved at være helt til stede i livet, og altid at ville det gode, det sande og det skønne. Det er hele projektet, som jeg er her for at formidle. Og jo kombineret med, at vi, fordi vi har en krop, også er i vores instinkt.

Og der er praktisk taget ingen voksne, der tror på, at det kan lade sig gøre på den måde at få sjælen i spil. Fordi det fordrer, at man bliver ved med at være et barn, ikke bare som en deltidsbeskæftigelse.

Og dem, der måske gør det, gør det ofte i en kommerciel ramme, hvor man på en lidt kunstig måde kan få adgang til noget spirituelt. Men det er ikke hele sandheden.

Kærligheden er sart og skrøbelig, og det skal vi have respekt for. Og give den tid. Give os selv tid.  Det strider mod rigtigt meget i den voksne verden.

Det er hele pakken eller ingenting, når vi er i sjælens univers. Selvfølgelig kan vi sagtens være bløde og have det godt sammen, men vi får ikke hele sjælen i spil, hvis ikke vi evner kunsten at give slip, at hengive os, at lade alt i livet opstå på sin egen måde. Det strider i sagens natur mod dem, der sammenblander følelser og mursten. Og det er der mange, der gør.

Når vi danner par og siger ja til hinanden, sker der det, at hinderne glider sammen, som i et ottetal, hvorefter vi udveksler energi, afhængig af, hvad vi har sagt ja til. I et parforhold vil det typisk være seksualitet, samtale, nysgerrighed, glæde, måske børn, måske et hus, som vi bor sammen i. Det er os selv, der aftaler rammerne. Sådan er intention og vilje skruet sammen fra et højere sted. Og det er virkelig magisk, hvordan det virker. Og at det virker!

Det kan kun foregå i fuldstændig frivillighed og i fuldstændig frihed. Det er der, kæden hopper af, når man vil stille krav til hinanden, og hvor man ofte forlanger meget mere af den anden end af sig selv. Hvor man roder sig selv ind i hinanden. Ligeværd er en ufravigelig forudsætning i sjælens univers.

Sjælen er at udfylde mennesket indefra, med alt hvad det indeholder. Et godt menneske lader sig udfylde helt, har ikke noget at skjule, giver derfor slip ind i alle celler, sådan som det var meningen fra begyndelsen af. På den måde bliver “det indre menneske” en realitet, men også “sand Gud og sandt menneske”. Det kan kun foregå i dyb ydmyghed og dyb hengivenhed, hvor vi giver slip ind i alt.

Sjælen indeholder en energi, der forbinder alle mennesker. Denne energi, som alle børn bliver født i, kan vi alle få adgang til at tage del i. Men det fordrer den allerdybeste oprigtighed og ærlighed og ydmyghed i et menneske, for at man kan bevare sin kontakt, både til sjæl og til det guddommelige.

Hvis vi siger ja til det, kan vi få lov til at leve et liv i stor glæde og lykke.

I sjælens univers gælder sådan noget som ærlighed, oprigtighed, at vi altid er der for hinanden, at vi aldrig lyver, at vi aldrig stjæler, at vi har det sjovt, at vi lader tingene ske, at vi ikke er krukker eller krukkede, at vi siger sjove ting til hinanden. Det er noget helt andet end det, der sker på torvet, eller for den sags skyld i de små hjem, forstået som dem, der sætter dagsordenen.

Hvad fatter gør, er ikke altid det rigtige i sjælens verden. Heller ikke, hvad Jeppe blev udsat for, da han lå på møddingen. Det er i begge tilfælde overført betydning i forhold til den måde, vi behandler hinanden på. Og det er meget ofte ikke smukt.

Og derfor kan sjælen ikke komme i spil.

Hvis sjælen skal i spil, skal vi formå at være helt i os selv, ikke kaste skygger, altså have ryddet op, og også have vendt sin egen adfærd, så man kun er positivt til stede i verden.

Sjælen evner at få energien ind i alle porer, at give os vores sande identitet som mennesker ind i alle hjørner af kroppen, og fra den position lade os være sande mennesker.

Betingelsen er den klare, at vi selv siger entydigt ja tak til, at det sker.

Det betyder også, at vi siger ja til det, der er sket.

Sjælen er flerdimensional. Der har kærlighed og sandhed som sine allierede.

Sjælen indeholder flere niveauer.

Hvis vi formår at bruge denne information positivt, vil det gøre livet utroligt smukt og variabelt.

Det er den negative måde at møde livet på, der giver instinktet magten, fordi vi ikke lader alle disse niveauer stå åbent.

Alt hvad vi har gjort, ligger lagret i sjælen.

Sjælen kan mødes direkte i frihed.

Når vi er bundet, har vi ikke adgang til sjælen.

Enhver relation har sin tråd og sin historie.

Det handler om at møde alt i kærlighed, og på den måde at åbne hjertet ind til sandheden.

Sjælen er langmodig.

Instinktet er utålmodigt.

Instinktet lader sig forblænde.

Sjælen lader det virke i sig selv.

Det er nok den vigtigste forskel, også når vi tænker på at lade en forelskelse forplante sig helt ud i alle dele af kroppen og personligheden.

Det er den forskel, der i sin realisering vil føre mennesket ind i Ny Tid.

Det er den forskel, der i sin udførelse vil betyde, at mennesker fra barn til voksen kan blive i sin energi, i stedet for at spilde den.

Det er den forskel, der betyder farvel til egoet som en forkert og falsk retviser på gurumaner.

Det er noget, som alle kan mærke og erfare ved tålmodigt at blive i sig selv og at lære sig selv processen gennem erkendelse og læring på egen krop.

Det har en ufravigelig forudsætning, som er, at jeg dybt inde i mig selv siger ja til at ville lære det og at blive i dette ja, som betyder at leve det i alt, hvad jeg gør.

Det kan kun læres og erfares i fuldstændig ydmyghed, uden nogen form for krukkeri. Og uden på nogen måde at stille sig op på en piedestal.

Det handler om at være sig selv ubetinget, som aldrig kan være noget hårdt, aldrig noget kynisk, aldrig noget bedrevidende. For så glider man tilbage i sit ego, uden evne til at forstå, hvad det drejer sig om.

En anden meget vigtig detalje er, at alt, hvad jeg står for, foregår i frihed. Frihed er udgangspunktet. Men sand frihed. Vi kan ikke erkende i bundethed, eller sagt på en anden måde bliver denne erkendelse et sprogligt udtryk for, at vi er bundet. Også selv om den foregiver at handle om frihed.

Min identitet er enten i min sjæl eller i mit instinkt. Det er samtidig det sted, hvor jeg tager livet ind, hvor jeg møder andre. Det er helt afgørende, hvor dette sted er i mig selv, med hensyn til hvad jeg sender ud, og hvordan jeg tager noget ind. Det er min aktuelle og allestedsnærværende position, både i mit eget liv, og i mødet med andre. Herfra min verden går!

Jeg har oplevet det mange gange og har derfor ikke svært ved at formulere, at man ikke forstår sjælens perspektiv, så længe man er i sit instinkt, er bundet i sit instinkt. Præcis hvornår det tipper til fordel for sjælen, ved jeg ikke. Men der er et turning point, som også er det sted, hvor det frie valg for alvor bliver tydeligt.

Det er fuldmåne, var på sit højeste i går (21, marts 2019), og jeg har nået en milepæl i min erkendelse. Hvor jeg for første gang tydeligt mærker sammenhængen, og samtidig, som en vigtig del af erkendelsen, formår helt at være helt i min egen energi, med direkte kontakt til det guddommelige.

Hvad vil det sige at være i sin sjæl?

Det har noget at gøre med at mærke energien inde i kroppen, fin og enkel.

Og det har noget at gøre med at lade være med at bringe andet i spil end det smukke og enkle.

Som jeg har oplevet det, er der ikke ret mange voksne, der har denne ukomplicerede evne.

De fleste vil lade deres ego, som er et forvansket jeg, iblandet instinktets bundne former, få et afgørende ord. Og dermed forsvinder evnen til det enkle.

Denne evne har et barn, der ikke bliver forstyrret i sin naturlige udvikling, som får lov til at være i sin naturlige energi.

Det hele handler om at være stilfærdigt og enkelt og ukompliceret i livet, hvert sekund. Det er min fortælling, at det er muligt.

Det fordrer et åbent menneske.

Lader jeg mit liv gennemlyse af min sjæl?

Da det er mit mest oprigtige væsen, og den del af mig selv, som jeg kender bedst, vil det være nemt at gøre. Men det er ikke ensbetydende med, at jeg gør det.

Sjælen er et smil, der rækker ind i evigheden. Uden bagtanker af nogen art.

Hvordan kan man være i sin sjæl altid? Det kan man ved altid at være ærlig. Altid at være kærlig. Altid at være nærværende. Altid at være det sande billede af sig selv. Altid at blive i sig selv. Altid at være sig selv. Det er muligt.

Hvordan ødelægger man adgangen til sjælen? Det gør man gennem vrede. Det gør man ved frygt. Og i øvrigt alle andre former, hvor man kommer ud af sig selv.

Hvis man evner at mærke sig selv, kan man også, når man kører bil, tydeligt mærke, hvornår man skal passe på. Det gælder i enhver form for menneskeligt samvær.

Der er masser at metoder at miste sig selv på. Vi kan også nævne krukkeri, at føle sig forurettet. Forestillingsevnen giver masser af muligheder for at ryge ud af lige så mange tangenter.

Enhver form for misbrug, overforbrug, ondskab i enhver form, løgn, bagtalelse. Tyveri.

Masturbation og andre former for seksualitet, hvor man bruger billeder. Skænderier, at råbe af hinanden, at bruge vold.

Gennem sjælen har vi mulighed for en dybere kontakt til andre. Denne mulighed findes ikke i instinktets univers, der alene handler om slægtens og min egen overlevelse. Alternativt fysisk fascination og formåen.

Instinktet tager kun egoistiske hensyn.

Sjælen indeholder det gode, det sande og det smukke. Det er sjælen, der giver os inspiration, tro på livet, at virkeligheden er flerdimensional, at vi er forbundet i evighed, også sammen, når vi dybt inde i os selv siger ja til en relation.

At være med sjælen er at have taget en beslutning med sig selv, at sandheden altid skal være det, der er det vigtigste i livet. At vi altid skal være os selv bekendt. At vi altid er i forgrunden i vores egen tilværelse. At vi dermed lægger tilfældigheden bag os. Fordi livet er for vigtigt til nogensinde at være ligegyldigt.

Det er ikke svært overhovedet, når man har taget en beslutning om, at livet er sådan skruet sammen.

I sjælens verden kan man kun bygge på sandhed. Og kun mødes i sandhed.

Uden sandhed ingen sjæl. Det er en enkelt kendsgerning.

Hvis noget er blevet ødelagt, må man vente, til noget nyt og sandt opstår.

Det er mennesket, der skal sige ja til en form, ny eller gammel. Det er betingelsen for, at den kan få lov til at opstå og udfolde, udvikle sig.

Men derfor kan vi godt ønske, så længe vi er i sandhed og i kærlighed.

Nuancer er sjælens fortjeneste, i hvert fald når de lukker op for en udvidet forståelse.

Hvor meget man har kontakt til sin sjæl, er helt afhængig af, hvor meget man har sluppet i forhold til sit instinkt, som i sin bundne form ikke ønsker frihed, ikke ønsker nuancer, men kun er fokuseret på tryghed og bundethed.

Sjælen har et meget bredere spektrum og favner meget videre end det meget restriktive og ekskluderende instinkt.

Derfor er der god grund til at have god kontakt til sin sjæl.

Det sker dog kun, hvis man slipper instinktets negativitet og kontrol, hvor alt er betinget, og intet er godt nok.

Og hvor en myg uden videre bliver til en elefant.

Man skal tage sig i agt, for instinktet vil altid have det sidste ord.

Men det er heldigvis noget, som vi bestemmer.

Opgaven er at finde ud af, hvordan instinktet virker, og ikke mindst hvordan det kan sætte sig fast, så den voksne herefter taler og handler ud igennem instinktet, i stedet for at lade sjælen være den sande guide i livet.

Det forudsætter i hvert fald, at der er nogle, der formår at blive på stien.

At have et åbent sind er at være modtagelig for sjælens virkelighed.

Sjælens virkelighed findes kun ved at være virkelig, ved at tage den ind i livet. Ved at møde os selv. Ved at anerkende hinanden. Ved at sige ja og at være i dette ja. Ved at elske. Ved at være kærlig. Ved at leve livet. Ikke ved at undsige det eller hinanden.

Sjælens virkelighed er, når vi gør noget i kærlighed.

Når sjælen er i spil, oplever vi kontinuitet i livet.

Det er vist normalt sammen med et andet menneske. Her er det i hvert fald særligt tydeligt, også at vi kan have noget meget smukt sammen. Det gælder også, selv om vi ikke er kærester. Vi er bare ikke vant til at tænke og opleve det på den måde.

Men sjælen giver stabilitet. Sjælen giver glæde. Når vi altså lader den få lov til at være der og at gøre det.

Sjælen er nogle finere vibrationer, der findes imellem menneske og Gud.

Sjælen er ikke tydelig, når man lever i mørke, i skepsis, i mistro, i mistillid.

Den er nærmere fraværende. Uden sjæl bliver vi utilregnelige.

Uden kontakt med sjælen er man kun dyret og instinktet, kort sagt den evolutionære bagage, som også indeholder planternes vækstlag og jordforbindelsen. Ganske vist et dyr med et udviklet intellekt, men et åndeligt fattigt liv.

Sjælen er i udgangspunktet guddommeligt lys.

I menneskets bevidsthed og jeg mødes de to verdener.

Som mennesker er vi bundet af vores krop, men vi kan give plads til sjælen og lade den transformere alt det tunge og det bøvlede i livet, lade lyset komme ind i livet. Det kan give lethed og blødhed. Vi kan blive kærlige og hensynsfulde. Det er et valg.

Hvis man hellere vil magt og rigdom, position og et stort ego, skal man over i den anden grøft og blive i sit instinkt. Det er der mange, der gør. I afgørende situationer skal vi vælge. Der er ikke plads til begge dele. Men nogle vil ikke slippe det, de har vundet eller kæmpet sig frem til.

Alt det verdslige indeholder tung energi. Sjælen har brug for oprigtighed, sandhed, at vi siger ja. Ellers vinder den tunge del.

Et menneske kan gå ud af sig selv, f.eks. af raseri eller vrede. Så mister det sig selv, som er kontakten med alt det fine i livet, det der kommer fra sjælen. Det mister også vejen, idet man skal bruge tid på at lade sjælen få plads. Der er ikke plads i det grove menneskevæsen.

Hvis man gør noget dårligt, vil det sætte sig i systemet, indtil man får det bearbejdet. Det svarer til at komme i fængsel, indtil man har udstået sin straf. Fængslet henter sin inspiration fra sjælens dynamik, også selv om det ikke er lykkedes med at gøre mennesket til et bedre væsen.

Sjælens mulighed er at bringe kærligheden ind i menneskelivet.

Sjælen er vejen ind i os selv og vejen til Gud. De to må under ingen omstændigheder forveksles.

Denne mulighed vil altid være afhængig af menneskets egen evne og eget ønske om, at det skal ske.

Der er mange faktorer, der spiller ind. Kapacitet og modenhed er vigtige.

Det er også vigtigt at nævne energi. Det er energien, som er vores mulighed for at manøvrere, at skabe noget sammen, at lukke op for noget i os selv. Den seksuelle energi er den dybeste og mest umiddelbare. Det skal vi tage meget alvorligt, og ikke spilde.

Ærgerrighed er i sagens natur også meget afgørende for, hvor meget det vil kunne lykkes at transformere.

Hvis man er bundet til sit instinkt i ærgerrighed, får man selvfølgelig ikke adgang til det smukke og det gode i livet, som trækker i den modsatte retning.

Ydmyghed er en simpel forudsætning for, at sjælen på sin egen måde kan komme i spil.

Det er et andet udtryk for, at vi skal lære at give slip.

Når man er i kontakt med sin sjæl, er man i kontakt med sig selv.

Sjælen forstår på et dybere plan, meget mere enkelt end den verden, der udtrykkes gennem instinktet.

Når vi møder et andet menneske på sjælsplan, har vi en meget mere direkte og umiddelbar kontakt, der ikke kræver omskrivninger for at blive forstået.

Når et menneske lever sin skæbne, følges instinkt og sjæl pænt ad. Der er ingen konflikter. Der er ingen modstand. der er sammenhæng.

Et menneske, som jeg kan stole på, lader sin sjæl stråle gennem sit instinkt. Det kaldes også nærvær.

Naturlige følelser er et samvirke mellem instinkt og sjæl. De kan blive grumset, hvis instinktet får for meget magt, i form af affekter, der vender ud i verden, eller emotioner, der vender indad. Men formår vi at være naturligt i dem, bliver vi smukke og gennemsigtige.

Instinktet er fysisk at kunne mærke og handle, hvad der et sandt og rigtigt og dejligt, når vi bare giver slip, som er det samme som at lade sjælen få lov til også at være der.

Forskydninger er, når vi lever i forestillingen, og de ikke bliver virkeliggjort. Det er, når forventninger bliver til modstand eller flugt. Det er, når man trækker sig, hvor man burde være gået helhjertet ind i noget.

Det vil blive siddende i os, hvis vi undlader at gøre noget, som vi skulle have gjort. Det vil opleves som uforløst.

Det er vigtigt, at vi lærer at være i vores instinkt, at udfolde det naturligt og positivt. Vi skal lære at være i os selv på en god måde.

Vi hænger sammen i alt, hvad vi gør. Og hvad vi gør, har alt sammen konsekvenser. Der er ikke noget, der er ligegyldigt.

Samtidig er ord kun relevante, når de berører noget virkeligt i livet. Ord i sig selv er ligegyldige.

Ærlighed er det, der skal til for at få sjælen i spil.

Ikke betinget ærlighed, for så flytter vi bare rundt med brikker i det bundne instinkt.

Hvis vi oprigtigt ønsker, at noget skal ændre sig, fordrer det, at hele vores væsen bringes i spil. Vi skal slippe alle roller, alt skuespil, alt krukkeri.

Og så skal vi turde kigge på alle de narrestreger, som vi har været en del af. Det er der måske ikke så mange, der har lyst til.

Et menneske med et langt liv bag sig bærer rundt på en historie, hvor det selv har været medaktør, på godt og på ondt.

Det onde skal vi kunne kigge på. Det vil ofte være en stopklods for at turde eller ville se. Men det er nødvendigt. Det er en nødvendig proces. Vi bestemmer selv, om den skal være smertefuld og langvarig, eller om vi ønsker at kigge direkte på vore handlinger, og dermed komme hurtigere igennem.

Når livet åbner sig, slapper instinktet af, og vi giver slip.

Kunsten er at komme derhen, hvor det sker.

Hvis altså vi ønsker det.

Så vil man opleve, at man vil kunne få alle de svar, som man ønsker sig.

Det er at give plads til barnet. At give plads til kærligheden. At give plads til sandheden.

Det sker, når vi giver lov til det. Når vi giver slip. Når vi åbner os imod det, der er sandt.

Jeg har altid undret mig, siden jeg oplevede det første gang, hvorfor ikke mange flere mennesker giver slip, giver sig selv og hinanden den fornødne ro til at mærke, at mærke sig selv, at mærke hinanden, at elske, sig selv og hinanden.

Det er virkeligt besynderligt, at mennesker i tiden bliver mere og mere intolerante og hårde. Det er fuldstændigt unødvendigt.

Jeg ville ikke kunne leve, hvis ikke der var hul igennem.

Når der er hul igennem, så kan vi alt.

Så er der intet, som vi ikke kan kigge på og møde.

Den fordomsfulde har et filter, der sikrer, at der ikke er hul igennem, eller kun et hul, der sorterer alt fra, som ikke falder i god smag.

En anden variant er et ego, der fylder alt, og som ikke tillader noget som helst andet at komme igennem, som ikke er i overensstemmelse med dette ego.

Når man én gang, som jeg har oplevet virkeligheden, ville jeg ikke kunne eller ønske at forholde mig positivt til en middelmådig version af sandheden, og heller ikke af kærligheden.

Sandhed og kærlighed er, når to mennesker, eller flere, er helt åbne og umiddelbare over for hinanden og sammen. Det er, når vi ikke spiller roller.

Der er mange, der lever i en betinget sandhed og en betinget virkelighed. Den vil før eller siden afsløre sig selv som usand. Det vil den, fordi hele grundlaget er usandt.

Sjælen er det umiddelbare, forudsat vi har hul igennem, eller er som børn.

Rigtigt mange lever i en forskudt virkelighed, hvor vi forholder os til i går eller i morgen, eller til en anden, som ikke er der, men ikke til os selv, og ikke her og nu.

Det er selvfølgelig ok at begynde en samtale på den måde. Men før eller siden skal vi have fat i os selv, hvis ønsket er at gå derfra med et positivt udbytte.

Nærvær kan etableres ved at holde hinanden i hænderne, ved at kigge hinanden dybt i øjnene, eller ved at tale af et rent hjerte. Lige så snart vi lader frygt eller vrede eller andre former for negativitet råde, fjerner vi os fra os selv og fra hinanden. Så træder vi ind i skyggeland, hvor vi strengt taget ikke kan ændre på noget.

Oprigtighed findes kun, når der er hul igennem.