Sjælens finurlighed

Hvad vil det sige at være i sin sjæl?

Det har noget at gøre med at mærke energien inde i kroppen, fin og enkel.

Og det har noget at gøre med at lade være med at bringe andet i spil end det smukke og enkle.

Som jeg har oplevet det, er der ikke ret mange voksne, der har denne ukomplicerede evne.

De fleste vil lade deres ego, som er et forvansket ja, iblandet instinktets bundne former, få et afgørende ord. Og dermed forsvinder evnen til det enkle.

Denne evne har et barn, der ikke bliver forstyrret i sin naturlige udvikling, som får lov til at være i sin naturlige energi.

Det hele handler om at være stilfærdigt og enkelt og ukompliceret i livet, hvert sekund. Det er min fortælling, at det er muligt.

Det fordrer et åbent menneske.

Lader jeg mit liv gennemlyse af min sjæl?

Da det er mit mest oprigtige væsen, og den del af mig selv, som jeg kender bedst, vil det være nemt at gøre. Men det er ikke ensbetydende med, at jeg gør det.

Sjælen er et smil, der rækker ind i evigheden. Uden bagtanker af nogen art.

Hvordan kan man være i sin sjæl altid? Det kan man ved altid at være ærlig. Altid at være kærlig. Altid at være nærværende. Altid at være det sande billede af sig selv. Altid at blive i sig selv. Altid at være sig selv. Det er muligt.

Gennem sjælen har vi mulighed for en dybere kontakt til andre. Denne mulighed findes ikke i instinktets univers, der alene handler om slægtens og min egen overlevelse. Alternativt fysisk fascination og formåen.

Instinktet tager kun egoistiske hensyn.

Sjælen indeholder det gode, det sande og det smukke. Det er sjælen, der giver os inspiration, tro på livet, at virkeligheden er flerdimensional, at vi er forbundet i evighed, også sammen, når vi dybt inde i os selv siger ja til en relation.

At være med sjælen er at have taget en beslutning med sig selv, at sandheden altid skal være det, der er det vigtigste i livet. At vi altid skal være os selv bekendt. At vi altid er i forgrunden i vores egen tilværelse. At vi dermed lægger tilfældigheden bag os. Fordi livet er for vigtigt til nogensinde at være ligegyldigt.

Det er ikke svært overhovedet, når man har taget en beslutning om, at livet er sådan skruet sammen.

I sjælens verden kan man kun bygge på sandhed. Og kun mødes i sandhed.

Uden sandhed ingen sjæl. Det er en enkelt kendsgerning.

Hvis noget er blevet ødelagt, må man vente, til noget nyt og sandt opstår.

Det er mennesket, der skal sige ja til en form, ny eller gammel. Det er betingelsen for, at den kan få lov til at opstå og udfolde, udvikle sig.

Men derfor kan vi godt ønske, så længe vi er i sandhed og i kærlighed.

Nuancer er sjælens fortjeneste, i hvert fald når de lukker op for en udvidet forståelse.

Hvor meget man har kontakt til sin sjæl, er helt afhængig af, hvor meget man har sluppet i forhold til sit instinkt, som i sin bundne form ikke ønsker frihed, ikke ønsker nuancer, men kun er fokuseret på tryghed og bundethed.

Sjælen har et meget bredere spektrum og favner meget videre end det meget restriktive og ekskluderende instinkt.

Derfor er der god grund til at have god kontakt til sin sjæl.

Det sker dog kun, hvis man slipper instinktets negativitet og kontrol, hvor alt er betinget, og intet er godt nok.

Og hvor en myg uden videre bliver til en elefant.

Man skal tage sig i agt, for instinktet vil altid have det sidste ord.

Men det er heldigvis noget, som vi bestemmer.

Opgaven er at finde ud af, hvordan instinktet virker, og ikke mindst hvordan det kan sætte sig fast, så den voksne herefter taler og handler ud igennem instinktet, i stedet for at lade sjælen være den sande guide i livet.

Det forudsætter i hvert fald, at der er nogle, der formår at blive på stien.

At have et åbent sind er at være modtagelig for sjælens virkelighed.

Sjælens virkelighed findes kun ved at være virkelig, ved at tage den ind i livet. Ved at møde os selv. Ved at anerkende hinanden. Ved at sige ja og at være i dette ja. Ved at elske. Ved at være kærlig. Ved at leve livet. Ikke ved at undsige det eller hinanden.

Sjælens virkelighed er, når vi gør noget i kærlighed.

Når sjælen er i spil, oplever vi kontinuitet i livet.

Det er vist normalt sammen med et andet menneske. Her er det i hvert fald særligt tydeligt, også at vi kan have noget meget smukt sammen. Det gælder også, selv om vi ikke er kærester. Vi er bare ikke vant til at tænke og opleve det på den måde.

Men sjælen giver stabilitet. Sjælen giver glæde. Når vi altså lader den få lov til at være der og at gøre det.

Sjælen er nogle finere vibrationer, der findes imellem menneske og Gud.

Sjælen er ikke tydelig, når man lever i mørke, i skepsis, i mistro, i mistillid.

Den er nærmere fraværende. Uden sjæl bliver vi utilregnelige.

Uden kontakt med sjælen er man kun dyret og instinktet, kort sagt den evolutionære bagage, som også indeholder planternes vækstlag og jordforbindelsen. Ganske vist et dyr med et udviklet intellekt, men et åndeligt fattigt liv.

Sjælen er i udgangspunktet guddommeligt lys.

I menneskets bevidsthed og jeg mødes de to verdener.

Som mennesker er vi bundet af vores krop, men vi kan give plads til sjælen og lade den transformere alt det tunge og det bøvlede i livet, lade lyset komme ind i livet. Det kan give lethed og blødhed. Vi kan blive kærlige og hensynsfulde. Det er et valg.

Hvis man hellere vil magt og rigdom, position og et stort ego, skal man over i den anden grøft og blive i sit instinkt. Det er der mange, der gør. I afgørende situationer skal vi vælge. Der er ikke plads til begge dele. Men nogle vil ikke slippe det, de har vundet eller kæmpet sig frem til.

Alt det verdslige indeholder tung energi. Sjælen har brug for oprigtighed, sandhed, at vi siger ja. Ellers vinder den tunge del.

Et menneske kan gå ud af sig selv, f.eks. af raseri eller vrede. Så mister det sig selv, som er kontakten med alt det fine i livet, det der kommer fra sjælen. Det mister også vejen, idet man skal bruge tid på at lade sjælen få plads. Der er ikke plads i det grove menneskevæsen.

Hvis man gør noget dårligt, vil det sætte sig i systemet, indtil man får det bearbejdet. Det svarer til at komme i fængsel, indtil man har udstået sin straf. Fængslet henter sin inspiration fra sjælens dynamik, også selv om det ikke er lykkedes med at gøre mennesket til et bedre væsen.

Sjælens mulighed er at bringe kærligheden ind i menneskelivet.

Sjælen er vejen ind i os selv og vejen til Gud. De to må under ingen omstændigheder forveksles.

Denne mulighed vil altid være afhængig af menneskets egen evne og eget ønske om, at det skal ske.

Der er mange faktorer, der spiller ind. Kapacitet og modenhed er vigtige.

Det er også vigtigt at nævne energi. Det er energien, som er vores mulighed for at manøvrere, at skabe noget sammen, at lukke op for noget i os selv. Den seksuelle energi er den dybeste og mest umiddelbare. Det skal vi tage meget alvorligt, og ikke spilde.

Ærgerrighed er i sagens natur også meget afgørende for, hvor meget det vil kunne lykkes at transformere.

Hvis man er bundet til sit instinkt i ærgerrighed, får man selvfølgelig ikke adgang til det smukke og det gode i livet, som trækker i den modsatte retning.

Ydmyghed er en simpel forudsætning for, at sjælen på sin egen måde kan komme i spil.

Det er et andet udtryk for, at vi skal lære at give slip.

Når man er i kontakt med sin sjæl, er man i kontakt med sig selv.

Sjælen forstår på et dybere plan, meget mere enkelt end den verden, der udtrykkes gennem instinktet.

Når vi møder et andet menneske på sjælsplan, har vi en meget mere direkte og umiddelbar kontakt, der ikke kræver omskrivninger for at blive forstået.

Når et menneske lever sin skæbne, følges instinkt og sjæl pænt ad. Der er ingen konflikter. Der er ingen modstand. der er sammenhæng.

Et menneske, som jeg kan stole på, lader sin sjæl stråle gennem sit instinkt. Det kaldes også nærvær.

Naturlige følelser er et samvirke mellem instinkt og sjæl. De kan blive grumset, hvis instinktet får for meget magt, i form af affekter, der vender ud i verden, eller emotioner, der vender indad. Men formår vi at være naturligt i dem, bliver vi smukke og gennemsigtige.

Instinktet er fysisk at kunne mærke og handle, hvad der et sandt og rigtigt og dejligt, når vi bare giver slip, som er det samme som at lade sjælen få lov til også at være der.

Forskydninger er, når vi lever i forestillingen, og de ikke bliver virkeliggjort. Det er, når forventninger bliver til modstand eller flugt. Det er, når man trækker sig, hvor man burde være gået helhjertet ind i noget.

Det vil bliver siddende i os, hvis vi undlader at gøre noget, som vi skulle have gjort. Det vil opleves som uforløst.

Det er vigtigt, at vi lærer at være i vores instinkt, at udfolde det naturligt og positivt. Vi skal lære at være i os selv på en god måde.

Vi hænger sammen i alt, hvad vi gør. Og hvad vi gør, har alt sammen konsekvenser. Der er ikke noget, der er ligegyldigt.

Samtidig er ord kun relevante, når de berører noget virkeligt i livet. Ord i sig selv er ligegyldige.

Ærlighed er det, der skal til for at få sjælen i spil.

Ikke betinget ærlighed, for så flytter vi bare rundt med brikker i det bundne instinkt.

Hvis vi oprigtigt ønsker, at noget skal ændre sig, fordrer det, at hele vores væsen bringes i spil. Vi skal slippe alle roller, alt skuespil, alt krukkeri.

Og så skal vi turde kigge på alle de narrestreger, som vi har været en del af. Det er der måske ikke så mange, der har lyst til.

Et menneske med et langt liv bag sig bærer rundt på en historie, hvor det selv har været medaktør, på godt og på ondt.

Det onde skal vi kunne kigge på. Det vil ofte være en stopklods for at turde eller ville se. Men det er nødvendigt. Det er en nødvendig proces. Vi bestemmer selv, om den skal være smertefuld og langvarig, eller om vi ønsker at kigge direkte på vore handlinger, og dermed komme hurtigere igennem.

Når livet åbner sig, slapper instinktet af, og vi giver slip.

Kunsten er at komme derhen, hvor det sker.

Hvis altså vi ønsker det.

Så vil man opleve, at man vil kunne få alle de svar, som man ønsker sig.

Det er at give plads til barnet. At give plads til kærligheden. At give plads til sandheden.

Det sker, når vi giver lov til det. Når vi giver slip. Når vi åbner os imod det, der er sandt.

Jeg har altid undret mig, siden jeg oplevede det første gang, hvorfor ikke mange flere mennesker giver slip, giver sig selv og hinanden den fornødne ro til at mærke, at mærke sig selv, at mærke hinanden, at elske, sig selv og hinanden.

Det er virkeligt besynderligt, at mennesker i tiden bliver mere og mere intolerante og hårde. Det er fuldstændigt unødvendigt.

Jeg ville ikke kunne leve, hvis ikke der var hul igennem.

Når der er hul igennem, så kan vi alt.

Så er der intet, som vi ikke kan kigge på og møde.

Den fordomsfulde har et filter, der sikrer, at der ikke er hul igennem, eller kun et hul, der sorterer alt fra, som ikke falder i god smag.

En anden variant er et ego, der fylder alt, og som ikke tillader noget som helst andet at komme igennem, som ikke er i overensstemmelse med dette ego.

Jeg har oplevet mennesker omkring mig falde.

Jeg har oplevet betinget sandhed, hvor instinktet er den faktor eller størrelse, som alt skal rette sig ind efter.

Jeg har oplevet dejlig sandhed og kærlighed, når vi sammen åbner os ind mod det gode, det sande og det smukke.

Når man én gang, som jeg har oplevet virkeligheden, ville jeg ikke kunne eller ønske at forholde mig positivt til en middelmådig version af sandheden, og heller ikke af kærligheden.

Sandhed og kærlighed er, når to mennesker, eller flere, er helt åbne og umiddelbare over for hinanden og sammen. Det er, når vi ikke spiller roller.

Der er mange, der lever i en betinget sandhed og en betinget virkelighed. Den vil før eller siden afsløre sig selv som usand. Det vil den, fordi hele grundlaget er usandt.

Sjælen er det umiddelbare, forudsat vi har hul igennem, eller er som børn.

Rigtigt mange lever i en forskudt virkelighed, hvor vi forholder til i går eller i morgen, eller til en anden, som ikke er der, men ikke til os selv, og ikke her og nu.

Det er selvfølgelig ok at begynde en samtale på den måde. Men før eller siden skal vi have fat i os selv, hvis ønsket er at gå derfra med et positivt udbytte.

Nærvær kan etableres ved at holde hinanden i hænderne, ved at kigge hinanden i øjnene, eller ved at tale af et rent hjerte. Lige så snart vi lader frygt eller vrede eller andre former for negativitet råde, fjerner vi os fra os selv og fra hinanden. Så træder vi ind i skyggeland, hvor vi strengt taget ikke kan ændre på noget.

Oprigtighed findes kun, når der er hul igennem.