Udfoldet sjæl er kun mulig i frihed

Dem eneste rigtige måde at udfolde sin sjæl på er at lade den komme indenfor i alt, hvad mit liv indeholder.

Den eneste rigtige måde at blive transformeret på, som er det samme som at blive et sandt menneske, er at lukke op for alt i sig selv, og møde det, som det er.

At lære sig selv at kende er at være åben for alt, hvad der dukker op i mine tanker, mine følelser og mine fornemmelser.

At være et gennemført ordentligt menneske er et andet udtryk for altid at være i sin sjæl og med sin sjæls kvaliteter.

Man kan ikke lære sig selv at kende ved at melde ud, at der er noget, man ikke vil eller tør kigge på. Det er ikke muligt.

Heller ikke at lege stort ego. Det har absolut intet med at være i sin sjæl at gøre.

Det sidste er at kigge på sig selv som et glansbillede, et spejlbillede, en rolle. Og det holder ikke nogen steder, andet end måske i ens egen selvforståelse, og så måske i kredsen af beundrere, hvis man har sådan en. Men det har ikke noget med virkeligheden at gøre, i hvert fald ikke sjælens virkelighed.

At få sjælen i spil er at få mig selv i spil, med alt, hvad jeg indeholder. Intet mindre.

Når vi handler i sjælens perspektiv, er vi altid villige til at træde et skridt baglæns, inden vi handler ud i verden.

Det hænger sammen med, at vi ikke på nogen måde kunne have lyst til at gøre noget, der ikke var sandt, og ikke var kærligt.

Og hvorfor så det? Svaret er i hvert fald, at vi ikke ønsker at bryde de positive bånd, som vi selv har været med til at skabe, som kun lader sig skabe i sjælens lys, eller med sjælens perspektiv, som aldrig kan være hårdt, aldrig kan være kynisk, aldrig kan være hjerteløst.

De tre nævnte former udspringer alle af et bundet instinkt i al sin ubarmhjertighed.

Frihed er det, til enhver tid, disponible område, som jeg har foran mig, hvor jeg kun er bundet af min egen samvittighed.

Frihed er muligheden for at gøre, hvad jeg selv finder rigtigt.

Frihed er også at gøre, hvad jeg ved, jeg skal, fordi det er rigtigt.

Frihed, som jeg bruger rigtigt, gør mig fri.

Sjælen kan jeg mærke, når jeg gør noget sandt.

Sjælens virkelighed har intet at gøre med et ego. De to vender modsat.

Egoet tænker kun på at booste sig selv og sin egen fordel.

Sjælen vender altid mod sandheden i et dybere perspektiv. kan aldrig været egoistisk.

Egoet skaber skel. Sjælen bygger bro og skaber bånd.

Bånd og broer bygges af det gode og kærlige, vi gør sammen og ved hinanden.

Kan aldrig være ekskluderende. Sådan noget foregår i det kyniske og hjerteløse instinkt.

Med sjælen i spil har jeg også instinktet i spil, men på den gode måde.

Jo mere nærværende, jo mere kan jeg mærke alt, hvad der bevæger sig.

At skelne mellem mit instinkt og mit jeg, der ikke må sammenblandes. Gør man det, har man et ego.

Hvis man kan holde det adskilt, kan man altid mærke instinktet vibrere.

Det er jo ikke anderledes hos mennesket end hos dyret, at det altid er årvågent og påpasseligt.

I naturen holder instinktet os i live, og sikrer de optimale vilkår for at overleve, at finde føde og hvile.

Jeget er hos mennesket den faktor, der gør, at vi kan manøvrere på flere måder, først og fremmest fordi vi kan kigge på os selv, og handle på den baggrund.

Bevidstheden er den viden, vi har om os selv. Hvis vi ønsker det, kan den frigøres fra instinktet, så vi bedre kan mærke os selv og hinanden.

Så længe den er sammenfiltret, lever vi gennem normer, fordomme, at vide bedre, ikke at ville lytte, og andre bundne former.

Sjælen vil fortælle mig sandheden om mig selv.

Det fordrer, at jeg ønsker at kende sandheden om mig selv, hvis jeg skal tage den til mig, og at jeg gør det af mig selv, fordi jeg gerne vil.

Jo mere jeg er i mit instinkt, jo mere vil jeg projicere det gode over i mit eget spejlbillede, og det onde over i noget, som jeg ikke kan lide hos en anden.

Alternativt vil jeg forgude en anden og hade mig selv, tilbede en anden og straffe mig selv, kigge på en anden og alt, hvad han eller hun kan, og kigge på mig selv, og hvor lidt jeg selv kan. Alle disse kategoriske former er usande.

Jo mere jeg positivt evner at kaste lys på mig selv, i form af reel selvbevidsthed, jo mere kan jeg se mig selv, som jeg er, og den anden, som den anden er.

At give slip ind i sjælens perspektiv er at anerkende, at intet er givet som fast form i sig selv, i hvert fald ikke i menneskenes verden.

Vi kan ikke gøre en bestemt levemåde mere gyldig end end anden.

Gør vi det, gør vi ligesom faraonerne i Egypten, der ved hver ny farao tiltintetgjorde den foregåendes skulpturer og monumenter.

Det er det samme, som konsulentfirmaer gør i dag, for at de kan præsentere et produkt, som ingen har set før. Det giver kunder i butikken.

Og som nogle spirituelle gør, når de ikke er helt fine i kanten. Og det er de bestemt ikke alle sammen. Hvor indtægt og berømmelse går forud for sandhed og kærlighed.

Jo mere fri vi er i vores væsen, jo nemmere vil vi helt ukompliceret kunne få adgang til sjælen.

Frihed er afhængig af, hvordan jeg har opført mig, som er den korte forklaring.

Frihed kan også afhænge af, hvad jeg har været udsat for, eller bliver udsat for, altså kontekstafhængigt.

Frihed er virilitet, spontanitet, umiddelbarhed, indre styrke, at have kontakt med mig selv.

Livskraft er, at vi er i overensstemmelse med os selv, og at vi lever det, vi er.

At være i overensstemmelse med sig selv er at have adgang til sin sjæl.

Sjælen er, at vi kan blive i overensstemmelse med os selv.

Uden en sjæl ville dette udsagn overhovedet ikke give nogen mening.

Uden en sjæl ville vi kun være i vores instinkt og dermed en rolle, henvist til et hierarki.

Muligheden for kærlighed ville da afhænge af vores evne til at tilpasse os magten.

At få sin sjæl i spil er at lade den virke inde i mig, indefra og ud.

Det er at lade kærligheden i sin ubetingede form få lov til at virke ud i verden, gennem mig selv.

At lade mit lys skinne, ikke for at tjene penge, men for at være et sandt menneske, i alt, hvad jeg gør, udelt og ubetinget.

Det er noget, der sker indefra og ud. Det sker igennem hele mig. Alt er gennemlyst, eller alt giver jeg lov til at blive gennemlyst.

Kun på den måde kan jeg være et sandt menneske ved mødet med en anden.

Der er ikke knyttet betingelser til et sådant møde, ud over at vi begge gør det yderste for at være helt oprigtige.

Meningen med livet er, at vi skal være der for hinanden.

At være der for hinanden er at udfolde os sammen.

Mødet er periferi mod periferi.

Øvelsen er, med hele vores væsen, at gå ind i denne tilstand. Sige ja og leve det.

Når vi gør det, vil vi kunne opleve lagene udfolde sig. Vi bliver rigere, gladere, klogere.

Når vi ikke gør det, vil vi aldrig kunne få en sådan oplevelse.

Sjælen repræsenterer det sande og det kærlige i livet.

Det der har en kvalitet i sig selv.

Sjælen er, når den kommer i udfoldelse, livsglæde, umiddelbarhed, spontanitet, styrke, kærlighed, ligeværdighed, at vi ved, vi kan stole på hinanden. At vi ikke stiller krav til hinanden, men at vi lytter og er der for hinanden.

Det handler om at blive fri i sit væsen.

Det er udgangspunktet for at kunne kigge sig rundt i verden, 360 grader, og at kunne tage beslutninger på egen hånd.

For at kunne mærke sig selv og vide, hvad der er rigtigt.

Og hvordan jeg altid får alle hjørner med i alt.

Og i øvrigt også bliver i stand til at kunne bevæge os kreativt ud i alle hjørner af os selv og af verden.

Selvfølgelig altid i stor ydmyghed, venligt, og i respekt og hensynsfuldt over for alt, hvad vi møder på vores vej.

Jo mere vi er i vores sjæl, jo vigtigere bliver det at leve i overensstemmelse med sandheden.

Det kan aldrig være noget dogmatisk, for sjælen trives ikke med dogmatik. Heller ikke med regelstyring og faste forklaringer.

Og jo selvfølgelig heller ikke med guruer og helte og den slags udvendige størrelser.

At være med sin sjæl er at blive fintfølende, men uden at lade sig mærke med det. Bare at være det.

Man får kun adgang til sjælen med ren samvittighed og et åbent hjerte.

Adgang til sjælen hænger sammen med, at vi i vores væsen gør os selv modtagelige, og at vi afholder os fra at gøre noget, der bringer os på kollisionskurs med det samme projekt.

Det er ligesom at gå i skole, hvor kvalificering handler om, hvordan vi tager livet ind, og behandler det løbende.

Det gør bestemt ikke noget, at vi har et livskraftigt instinkt. Jo mere livskraft, jo mere plads vil der også være til sjælen.

Det svarer helt til lignelserne om at udnytte sit eget potentiale, at fylde os op med sjælen, samtidig med, at vi holder vores instinkt livskraftigt. De to modsvarer på ingen måde hinanden. Så længe de får lov til at virke sammen.

Men uanset hvor vi er i livet, har vi altid adgang til sjælen. Instinktet er under alle omstændigheder det fysiske hylster, eller den mere eller mindre elastiske form, som omgiver os.

Jo mere smidige vi er, jo sjovere får vi det i livet, og jo flere manøvremuligheder har vi. Bare vi altid handler i kærlighed.

Der er en papirstynd, men meget faktuel, forskel på at have forbindelse til sjælen og ikke at have det.

Der er noget, der åbner, og der er noget, der lukker, og det kan man kun selv lære med sig selv.

Alt i livet handler om at få sjælen ind i livet. Det kan ikke lade sig gøre, hvis man placerer sig selv foran det hele.

Hvis man bedrevidende går ind på scenen, er det på egoets præmisser, eller også det bevidstløse, men fordomsfulde jeg.

Sjælens virkelighed er kun mulig, når vi giver slip i forhold til alt det, vi har bundet os til, herunder selvforståelse af enhver art, i særdeleshed selvfølgelig den negative.

Det gælder også og især den materielle bundethed, hvor alt er ligesom i går.

I sjælens verden er der ingen dårlige gentagelser eller monotoni, som voksenlivet er så fuldt af.

Det er en rigtig god måde at forstå, hvad der er sjæl, og hvad der er fup og fiduser.

At lade sjælen komme ind i livet er at lade livsglæden komme ind, hvad enten den er i form af hjerteenergi, af gode tanker og ord, eller måske af seksuel energi.

Når det er sjælen, vi siger ja til, vil det aldrig være usandt eller forvrænget, som vi kender det i de former, hvor noget er lummert, klamt, ulækkert, liderligt, perverst, lusket. Her har instinktet fået lidt for godt fat, og nogle lever seksualitet og følelser ud på den måde, hvor det er nødvendigt med alkohol, høj musik og andre former, som kort fortalt er usande og ukærlige.

I sjælens verden er alting enkelt.

I menneskenes verden er utroligt meget bøvlet. Fordi mennesker er bøvlede og besværlige, og vrangvillige og trodsige.

Livet i sig selv er ikke sådant. Det er mennesker, der gør det umuligt.

Det er voksne, der forvrider og forvrænger det, som ikke vil lytte, ikke vil forstå. Og det er rigtigt!

Betingelsen for at få adgang til sin sjæl er, at man ubetinget er et godt menneske.

Ondskab lukker for muligheden og for tilgangen, og det er godt det samme.

Det er beskrevet som uddrivelsen af Paradisets Have, hvor betingelsen for at blive der er, at man overholder de simple regler om ydmyghed og at være i sin naturlige sandhed. Gør man det, er der ubegrænset adgang til alt.

Kan man ikke finde ud af at overholde de enkle regler, er det en ommer! Ud i lidelsen og mørket igen, indtil man lærer det.

Alle børn har den umiddelbare mulighed, og alle elskende har den. Så det handler bare om at være åben over for den, og bruge den rigtigt.

Vi er i udgangspunktet alle nøgne over for Gud og over for hinanden.

Sjælen er min sande energi.

Hvordan fylder jeg mig selv ud?

Hvad gør jeg helt præcis i hvert nyt øjeblik for at blive et sandt billede af mig selv?

For at være og blive præcis den, som jeg er i virkeligheden?

På den måde er jeg altid tillidsvækkende, altså for den, det oprigtigt søger min tillid.

Sjælen er kun en mulighed i mit liv, hvis jeg lader den virke, og ubetinget siger ja til at lade den gøre det.

Sjælen er noget meget faktuelt.

Det er barnet, når det er helt sig selv.

Det er også den energi, der er bag den voksnes vrede, som barnet har lært sig at frygte og undvige.

Med andre ord kan man som voksen gå imod vreden, der vil overmande ens system. Det skal man ikke finde sig i.

Men det fordrer, at vi har noget sandt og ægte at sætte i stedet, og ikke bare trods, som er vrede den modsatte vej.

Sjælens virkelighed forudsætter oprigtighed, og er kun mulig, hvis vi altid er oprigtige.

Hvis ikke, er det hele bare facade, og vi kan grundlæggende ikke stole på hinanden.

Hvis ikke vi er ordentlige i alt, kan vi ikke permanent have kontakt til eller med vores sjæl.

Sjælen er det bånd, der giver os direkte kontakt til vores sande og positive følelser, i det hele taget til vores energi.

Livet er en stadig udfoldelse. Den indeholder også prøvelser. Vi skal lære at stå selv. Vi skal lære at være helt til stede i frihed.

Vi skal lære, også at navigere i farvande, hvor svarene ikke er kendt på forhånd, og hvor vi kan gøre en forskel.

Hvad jeg gør i et given sammenhæng, er afgørende, ikke bare for mig, men også for andres ve og vel efterfølgende.

Jeg kan tydeligt mærke efter handlingen, om det, jeg gjorde, var godt og rigtigt og sandt.

Betingelsen for at bevæge sig ind i sjælens univers er, at jeg har helt styr på mig selv.

Vi kan også gå to derind sammen, hvis vi begge er gennemført ordentlige.

Og så kan vi faktisk udfolde både kærlighed og sandhed, og blive et lys for andre.

Det udtrykker sig ved, at andre kan lide vores nærvær, og at vi udfolder os med andre i fint samvær.

Når vi ikke har styr på os selv, er det selvfølgelig ikke muligt, og så kan det være ret anstrengende at være sammen.

Sjælen virker kun, hvis det er hele mig, der er i spil.

Er jeg god, lukker jeg op for sjælen og mig selv.

Er jeg ond, lukker jeg for sjælen og mig selv.

Så enkelt er det.

Mig selv kan jeg kun være i fuld oprigtighed, fuld ærlighed, fuld hengivenhed, fuld taknemmelighed.

Når jeg ikke opfylder disse, i virkeligheden meget enkle forudsætninger, har jeg ikke adgang til min sjæl.

Det har det spontane og umiddelbare barn.

Hvornår er et menneske voksent for alvor?

Det er det, når det ved med sig selv, at sjælens kvaliteter er det vigtigste i livet?

Det er det, når det aflægger alt det barnagtige, der følger med at være og blive voksen i gammeldags forstand.

Det er det, når det finder ud af, at de syv dødssynder ikke mere skal være ledestjerner i ens eget liv, sådan som det er for de fleste, i forskellige varianter.

Sjælen er at se og definitivt at vælge det store perspektiv.

Hvis man er i eller har adgang til sin sjæl, ser man verden, alt i verden, på en helt anden måde, end hvis man, som de fleste mennesker, overvejende er i sit instinkt.

Den lave bevidsthed har ingen sans for nuancer, som den høje i sjælen har det.

Den rigtige måde at være i livet på at være sig selv eller at være sin sjæl.

Det kan kun lade sig gøre, hvis man altid er sig selv.

At være sig selv er altid at være ærlig, åben, kærlig. At slippe alt det, man ikke er.

Det, som man ikke er, er det, som de fleste mennesker identificerer sig med. Det er altid noget falsk ydre eller noget falsk indre.

Det falske ydre eller det falske indre kan have en sådan magt, at der overhovedet ikke er plads til det sande indre og det sande ydre.

Det er noget, man selv bestemmer. De fleste har valgt at lade det falske styre sig, fordi det er forbundet med magt, prestige, sikkerhed, ego, dominans.

Man er sågar villig til at slippe sandhed for at bevare sit falske jeg.

Det falske jeg skabes igennem barndommen, og får endnu et nøk i ungdommen, hvor det seneste skud på stammen i naturlighed, seksualiteten, druknes med alkohol og rollespil i den helt store stil.

Det handler ikke om at være sig selv. Det handler om at være som alle mulige andre.

Vi sammenligner os ved at kigge os selv i spejlet.

Det sande jeg har ikke en chance i forhold til det pres, som først voksne, så jævnaldrende, udøver.

Den uudfoldede sjæl er sandheden bag ved det hele.

Instinktets verden er tilfældigheder og magt og egoer og dårlig opførsel.

Sjælens verden er sand kontinuitet.

Hvis vi gerne vil have umiddelbar og ubegrænset adgang til vores sjæl, skal vi leve et liv i frihed og sandhed.

Der er ingen slinger i valsen i sjælens område.

Vi skal give slip på alt, og være villige til at kigge på og møde hvad som helst.

De fleste holder sig tilbage på grund af fordomme, på samme måde som da Columbus var udsat for fordomme, da han insisterede på at ville sejle mod vest.

Bagefter ville de gerne derover. Stakkels indianere! Det var ikke sjælen, der blev styret efter.

Der var en retssag, hvor temaer var: “Er indianere mennesker?”

Når instinktet råder, vil vi helst bevare magt og kontrol på vores egen måde. Altså kunne slå dem ihjel, hvis vi har lyst til det, eller hvis de står i vejen for vores projekt.

Instinktet er ubarmhjertigt, når det får lov til at bestemme, og det sker stadigvæk i stor stil.

Hvis sjælen får lov at få plads, er det en helt anden dagsorden, der vil komme i spil.

De fleste mennesker oplever kun sjælen i glimt.

Set i det perspektiv er der ganske langt igen, indtil sjælen vil få en mere permanent position i livet.

Men det er en mulighed.

Et liv i lyst er et liv i frihed.

Et liv i frihed er et liv i lyst.

Det er muligt, når vi er villige til og indstillet på at lade os gennemlyse, og i øvrigt ikke har nogle indvendinger imod at kigge os selv i øjnene.