At blive menneske med sjælen som medspiller

I en sand proces, hvor vi hele tiden er i vores sjæl og i vores instinkt, er kærligheden den indre kontinuitet, og huden er den ydre form, hvorunder eller hvorigennem alt udspiller sig.

Huden er et andet udtryk for det yderste i vores fysiske krop, mens kærligheden er den positive form af den guddommelige livsenergi, der altid er til stede i os. Det er så vores opgave også at være til stede i den. Den positive form af energien er kærligheden, hvor vi altid er der for hinanden, og altid vender den positive side af os selv hen imod det menneske, der møder os, eller som vi møder.

Når vi er i kærlighed, er vi altid hel og helt til stede i os selv.

Vi har ikke noget i os selv, hvor vi ikke er i stand til at kigge os selv dybt i øjnene.

Og det er ikke et fritidsjob, ligesom det ikke er en professionel beskæftigelse.

Det er, hvem jeg er, når jeg er mig. Helt til stede i mig selv. Altid.

Ikke når det passer mig.

At leve livet fra et absolut nulpunkt.

At bygge livet op fra ingenting, uden at det er betinget af andet end positiv vilje og intention.

I den nye verden er det ikke afgørende, hvad vi kan, men hvad vi gør.

Hvad vi kan, handler om et mulighedsfelt. Vi kan ikke alt.

Hvad vi gør, handler om, hvad der bliver sandhed, fordi vi lader det ske.

Fordi vi vælger at gøre det. Fordi vi siger ja til det og gør det.

Det betyder også, at vi er afhængige af hinanden. Fordi vi er globale som væsener.

Det vil være et nybrud, at vi begynder at tage hensyn til hinanden, ikke bare fingeret.

Det vil også være et nybrud, at vi lever, det vi siger, at vi udtrykker det, vi er, og at vi holder op med på den måde at gå ved siden af os selv.

Det er et sjovt skisma, at vi faktisk holder os selv nede. At vi hele tiden lægger beslag på os selv og hinanden, i stedet for bare at være og at tillade os selv og hinanden at være dem, vi er.

At lade være med at gøre noget, som vi ikke har det godt med.

At holde op med enhver form for skuespil.

At være villig til at vise sig selv som den, man er.

Titlen kom til mig den 10. maj 2019

Det er en ny problematik, der er ved at åbne sig.

Den handler om at stå i sin sjæl og derfra at udfylde sit menneskevæsen.

En væsentlig forhindring blandt mennesker er, hvad man med et enkelt ord kan kalde snob.

Snob er, at man tror sig bedre end andre grundet nogle ydre omstændigheder, og jo også et stort ego.

At man har en kvalitet og en værdi qua sin ydre status. At det er den, der tæller.

Jeg skal til Assisi for 4. gang i pinsen og oplever, at Sjælens Perspektiv er ved at være færdigskrevet.

Sjælens Perspektiv blev inspireret af en kanalisering lige uden for Assisi den 17. januar 2019.

Jeg kan mærke, at noget nyt ikke hører til i denne bog.

Dette nye handler om at være som menneske i en tilstand, hvor livet har en kvalitet i sig selv.

Altså ikke længere set fra instinktets ubarmhjertige hårdhed, som langt over 99,99 % af alle mennesker lever i og lever med, som er målestokken for, hvordan det er at være menneske.

Da jeg skrev Sjælens perspektiv, gjorde jeg det på en helt ny måde. Den blev til ved samtidig at skrive på denne hjemmeside. Det vil sige, at det hele voksede ud af en slags samspil. Nogle gange kan jeg mærke, at der er andre, der følger med i det, som jeg skriver. Det er med til at give mig inspiration.

I går, den 10. maj, oplevede jeg på en sjov måde og meget konkret at blive fyldt op indefra, hvor jeg fysisk, i mit energisystem, efter nogle meget voldsomme begivenheder, der kulminerede i 2017, har været skilt ad, hvor især energien i benene, ikke var på plads. På en måde var der samling i går.

Det svarer til at have sin sjæl integreret og derfor at være sammenhængende. Vi kan godt kalde det spiritualitet, men ordet bliver misbrugt og mest brugt til noget kommercielt, alternativt noget meget klichéagtigt. Det ønsker jeg ikke at være en del af.

I sjælens univers mødes vi altid i dyb oprigtighed og kærlighed. Tro fylder mere end mistro. Tillid fylder mere end mistillid. Og sådan kan vi blive ved. Det er noget meget faktuelt, hvor virkningen ikke er til at tage fejl af.

For mig er det en indre sammenhæng, der også rækker ud i universet, men også ud i andre oprigtige mennesker. Nok først og fremmest børn.

Og først og fremmest er det en naturlig tilstand i mig selv, hvor jeg bare er som menneske.