Sjælen direkte, i en social kontekst

Sjælen er muligheden for, at sandheden kan brænde igennem.

Det er altid noget, der sker i en fysisk sammenhæng.

Det er dermed også en social handling.

Når et andet menneske lyser.

Når et barn er spontant.

Når en anden er helt umiddelbar.

Når jeg bare er glad.

Når noget bare er godt.

Sjælen er den tilstand, hvor vi bare har det godt sammen.

Vi er bare glade og åbne sammen, uden at fordre noget af hinanden, men selvfølgelig at være ærlige.

Sjælen vil det hele af os. Derfor kan vi godt blive provokeret, men det er kun for vores egen skyld.

Alt i mit liv handler om at være her og nu.

Inden jeg træder ind i en rolle.

Inden jeg skal præstere noget.

Jeg har ikke lyst til, at det skal være anderledes.

Det har jeg aldrig haft.

Det er jo det sande udgangspunkt for livet.

Inden jeg sminker mig, hvad jeg i øvrigt heller ikke har gjort.

Til gengæld ved jeg en masse om, hvad der er muligt, når jeg er på den måde.

Jeg er ikke bundet til noget, som jeg ikke tør slippe.

Jeg lyser altid mig selv op, inden jeg søger andres lys.

På den måde kan jeg være sand.

På den måde kan jeg undgå at lege med andres følelser og at gøre overgreb.

For jeg har altid fat i mig selv, inden jeg søger andres anerkendelse.

At søge andres anerkendelse, før jeg søger min egen, skaber tomhed i mig selv.

Så er jeg jo kun den rolle, som er min identitet, når andre lyser mig op.

Vi har brug for hinanden. Men den anden er ikke kun relevant, i det omfang han eller hun lyser mig op. Så har vi ikke forstået noget af, hvad det hele i virkeligheden handler om.

Den anden er ikke kun en, der har berettigelse, for så vidt han eller hun serviscrer mig.

Vi har brug for tryghed og sikkerhed, men vi skal ikke klamre os til nogen af delene.

Det samme gælder i relationer, hvor det vigtigste er, at vi er der for hinanden.

Det betyder også, at livet ikke opstår i tvang eller i bundethed.

Det er en helt anden måde at være i verden på, end når vi på en eller anden måde hænger på hinanden.

Det er fuldmåne i dag (12. november 2019).

Forleden forstod jeg noget om keruber med flammesværd, som jeg ikke har forstået før.

Det er dem, der blev placeret ved udgangen, da mennesket, alias Adam og Eva, blev forvist fra haven.

De blev smidt ud, fordi de overskred noget, som de ikke måtte. Man kan vel sige, at de gjorde sig selv til Gud, og derfor ikke længere kunne kigge hinanden i øjnene.

De agerede i nogle rammer, som de ikke selv havde skabt, som om de selv havde skabt dem.

Det svarer helt til et forsmået og umodent barn, der tiltager sig rettigheder, uden hensyn til andet end selv at kunne skumme fløden og få ret. Selv at ville have fordele i alt. Bare at tage for at få. Bare at stjæle sig til lyst, uden at give noget igen. Og så give andre skylden. Der er mange versioner af dyb umodenhed.

Udenfor skulle de, altså menneskene, selv skabe rammerne, og selv lære at stå inde for sig selv. Det er et helt andet udgangspunkt.

Jeg forstod noget om et fælles socialt og vel også globalt ansvar, der tager udgangspunkt i, at vi skal være der for hinanden, som et grundvilkår.

Det svarer helt til at være ved tandlæge, hvor det jo ikke giver mening at betragte en tand som frit i luften svævende. En tand virker i det miljø, den er skabt i, i et tandsæt og i en mundhule.

Et menneske virker på tilsvarende måde i en social og global kontekst. Det er ikke det samme som at være henvist til en slavetilværelse med en anden person eller i en bestemt familie. Men det er, på et dybt plan, som menneske at være forankret i en jordisk tilværelse, med de rettigheder og pligter, som er en naturlig følge heraf.

Men disse rettigheder og pligter skal ikke dikteres i bundethed, af personer, der ikke vil slippe, som klamrer sig til ting og mennesker, fordi de ikke har mod til at kigge sig selv i øjnene, og mod til at stå frit.

Ingen er kvalificeret berettiget til at definere en virkelighed for et andet menneske. Vi skal hver især suverænt tage hånd omkring vores egen virkelighed. Men det ændrer ikke ved, at vi er sociale og globale væsener.

Det hele kan også udtrykkes energetisk. Vi er skabt i en form, en energi, som omfatter alt. Vores opgave er at lære at rumme det hele, i hvert fald alt, hvad vi er i stand til at rumme. Det er det globale, som i det konkrete liv er vores interaktion mellemmenneskeligt. Jeg som menneske er min egen forankring i dette felt. Jeg kan selvfølgelig ikke handle i og med mig selv, som om feltet ikke fandtes. For jeg er forbundet med min egen skabelse. Jeg er skabt i og til et fællesskab, og i et miljø, som jeg er afhængig af, og som er afhængigt af, hvordan jeg agerer.

Alt for meget i dag er funderet i egoisme i en eller anden form. De syv dødssynder er hver især udtryk for, at mennesker overskrider de beføjelser, som vi inkarnerer i, eller de vilkår, som vi bliver født til. Formuleringen er ikke så vigtig som forståelsen.

Det gælder også i forhold til nogle af de spirituelle, som jeg tidligere har relateret til. De har ikke gjort det, de skulle, når de skulle, især ikke på spirituelle rejser.

Sjælen er ikke et egotrip.

Livet handler ikke om ego. Det handler om, at vi har et fælles ansvar. Når vi erkender det, giver det mening at forholde os til vores eget liv, men vel at mærke i fællesskabets rammer.

Det sande fællesskab er de reelle globale udfordringer og vore sande rettigheder og integritet som mennesker, der ikke er styret af normer og fordomme, men af en ægte interesse for, hvad et menneske er for et væsen.

Men jeg skal erkende mig selv som et sandt væsen, inden jeg gør mig klogere på andre. Så den indre proces er i ansvarlighed at lyse mig selv op. Det er ikke det samme som at bede andre om at lyse mig op, eller at søge andres lys for at få mig til at lyse. Jeg skal selv aktivt gøre et arbejde for positivt at være i verden. Andre er ikke kun til for mig. Sådan tænker egoet.

Det er heller ikke det samme som at gøre mig bedre end andre, eller bedrevidende om andre. Her overskrider jeg i begge tilfælde nogle beføjelser, som jeg ikke har. Jeg har ikke lov til at gøre mig selv til Gud, og tro mig berettiget til at gribe ind i andres liv, der i øvrigt ikke har gjort andet end positivt at udfolde sig selv.

Vi skal altid kunne kigge os selv og hinanden naturligt i øjnene. Ellers er der noget, der ikke er i orden.

Der er tale om en samlet forståelse af mig selv, når jeg går ud i verden.

Når jeg siger “jeg”, så er det indholdet af denne identitet, det handler om, som omfatter alt i mig.

Jeg har altså ikke en del, som ikke er inkluderet, eller som jeg ikke vil kendes ved.

Jeg har ikke lig i lasten, der melder sig og tvinger mig til at kigge anderledes på mig selv.

Når jeg siger ja til noget, så er der ikke en del af mig, der kommer løbende bagefter og siger, at jeg ikke mente det alligevel.

Jeg har heller ikke på noget tidspunkt sagt tøvende eller betinget ja til noget.

På den måde anerkender jeg til enhver tid mit sociale og mit globale ansvar, som i øvrigt også ligger bag ved mine handlinger.

Jeg gør ikke noget for at please nogen. Men jeg har omvendt heller ingen grund til at være imod nogen, eller at kaste skygger.

Når nogle ikke opfører sig ordentligt, diskvalificerer de sig selv.