Selvbevidsthed

Selvbevidsthed er at vide, hvem jeg er, og hvad jeg er.

Det er en positiv selvforståelse, som jeg altid vil kunne falde til ro i.

Selvbevidsthed er måde, jeg er i mig selv på, med min bevidsthed. Hvor meget jeg sandt har fat i mig selv.

Bevidstheden er styret af hjernen, men vi kan være overalt i os selv. Bevidsthed er først og fremmest en måde at opleve på, mere end det er en kategorisering, hvad det jo meget vel kan udvikle sig til.

Sand selvbevidsthed observerer, uden at tolke, lader noget udfolde sig, uden først at sætte etiketter på.

Det er en øvelse, ikke at blande sig i den observerende proces.

Vi agerer hele tiden i rum, hvor vores selvbevidsthed er et af dem.

Et af de rum, som vi altid vender tilbage til.

Det er her, vi forstår os selv.

Det er her, vi håndterer smerte.

Det er her, vi giver plads til, eller beslutter, at vi ikke længere vil have med andre mennesker at gøre.

Det er her, vi finder os til rette i os selv.

Det sande er det, der opstår indefra, som vi bare kan mærke, er rigtigt.

Selvbevidsthed er at have lys i sig selv, og ikke behøve at hente bekræftelse uden for sig selv.

Det betyder, ikke, at vi ikke gerne vil anerkendes, men vi lever ikke livet i afhængighed af andre og deres måde at kigge på os. Vi har en kvalitet i os selv, som vi altid kan forbinde os med.

Min identitet er ikke afhængig af, om andre kan lide mig.

Min identitet er funderet i, at jeg sandt har fat i mig selv, og lever ud fra denne sandhed.

Alt, hvad jeg skriver om, tager udgangspunkt i, at sjælen har en dybere kvalitet end instinktet.

Instinktet, når det er styrende for vores måde at være i verden på, indebærer afhængighed og behov for tryghed  og sikkerhed, der går forud for alt andet.

Det sande møde med et andet menneske er i sjælen.

Lige siden mennesket kiggede sig selv i spejlet første gang, eller i søens spejl, har det været i en stadig kamp om, hvad der var virkeligt. Eller det har troet sig selv som lysets komme til Jorden, eller hvordan Søren det nu har været.

Vi kender det meget godt fra eventyr, hvor den onde stedmor tror sig smukkere end prinsessen, som i hvert fald aldrig nogen sinde må få at vide, at hun er smuk.

Det er narcissismens problem, at man tror om sit eget spejlbillede, at denne virkelighed er mere virkelig, end hvad der sker i resten af verden.

Det er et kæmpeproblem i vore dages mediecirkus, hvor intet får lov til at være virkeligt, at være det, det er.

Der skal en meget høj bevidsthed til ikke at tro, man er det, man ser inde i spejlet.

Gud skabte mennesket i sit billede. Det er en dyrisk kobling, der sker, når mennesket herefter ser sig selv i spejlet, og tror, det er Gud, og i øvrigt også opfører sig sådan.

Med sig selv i spejlet tror man, man har skabt sig selv.

Jeg er formodentlig en af dem, der har den højeste bevidsthed, idet jeg er vidende om, at ærkeenglen Metatron altid er lige i nærheden.

Og hvad betyder så det?

Det har noget at gøre med, at jeg er i stand til at være med alt, hvad der sker, også når noget er dybt kaotisk, forvirrende, smertefuldt, skørt.

Men selvfølgelig også i stand til at være helt til sted i noget, når det bare er godt og smukt.

Når jeg oplever energi, giver jeg det ikke med det samme en tolkning.

Energi kommer fra sjælen og skal have lov til at have sit eget udtryk.

Jeg sætter ikke etiketter på noget. Jeg er ikke normfyldt. Jeg lider ikke af at være fordomsfuld. Jeg er faktisk ganske åben.

Lav bevidsthed sætter uden tøven etiketter på oplevelser og på energi, og interesserer sig ikke for, hvad der er hoved og hale, hvad der er oprindelse og intention.

Den lave bevidsthed ser kun skygger og forestillinger, eller rettere. Den ser kun den realitet, som den selv vil se.

At have høj bevidsthed har noget at gøre med, at uanset hvad der sker, er jeg altid i stand til at få det vendt rigtigt, uden at manipulere det. Jeg lægger aldrig en tolkning ind over først. Jeg reagerer ikke ud af mig selv.

Jeg tager det altid stille og roligt, også når det er smertefuldt. Jeg er ufrivilligt blevet bragt i dyb smerte at et ondt, spirituelt menneske, har været i dyb lidelse i flere år af samme grund.

Men den positive lærdom, som jeg allerede fik gennem en guddommelige oplevelse i 1979, er, at vi ikke, når ellers vi opfører os ordentligt, har noget i menneskevæsenet, som vi behøver at frygte.

Det er, når man ødelægger noget, der opstår smerte, ikke når man stilfærdigt følger med i energiens bevægelse.

Her er det vigtigt at tilføje, at de fleste har traumer fra tidligt i livet, som vil blive aktiveret, hvis vi lader energien bevæge sig frit. Men vi har stor indflydelse på, hvordan det skal håndteres. Først og fremmest skal vi altid og ubetinget gribe det kærligt an.

Når vi lader energien bevæge sig frit, vil vi automatisk give plads til sjælen. Det fordrer alt sammen, at vi er dybt seriøse og altid nærværende. Det gør ikke ondt at være det.

Det, der sker med sjælen er, at vi tager verden med indenfor.

Vi skal gøre det i ydmyghed. Vi skal ikke lege alfahanner og alfahunner, når vi får kontakt med det guddommelige.

Der har været en historisk god grund til, at mennesket ikke har måttet bilde sig selv ind, at det var noget særligt.

Tidligere var der lokale guder, som kun virkede lokalt. Den enkelte gud måtte kun præsten møde. For man kunne dø, hvis man mødte gud.

Så kom monoteismen, hvor der kun var en gud. Han blev tilbedt i templet, i helligdommen.

I en helligdom tager man ofte skoene af. Man dækker sig til. Man bliver ydmyg, bare ved at være i rummet. Andægtighed er et godt udtryk.

Med en helligdom har vi et sted at gå hen, hvor vi kan mærke Gud og vores egen lidenhed, men på en måde, som vi godt forstår. Der står ikke en med en pisk over nakken, for at vi forstår det.

Jøderne havde templet i Jerusalem, enormt og frygtindgydende helligt.

Så kom den store jødiske krig, omkring 70 e.Kr., hvor templet blev smadret af romerne.

Hvad der skete derefter, har også haft stor relevans for kristendommen, nemlig at man kan tilbede Gud i sit indre.

”Gå ind i dit kammer og luk din dør! Og fold dine hænder!”

Det er i virkeligheden det samme som at have et indre rum, hvor jeg handler ud fra. Herfra mig verden går! Det er her, jeg tager alle beslutninger i livet.

Det er en interessant udvikling, hvor vi jo adskiller os afgørende fra dyrene. Vi kan møde alt i verden inde i os selv og indefra. Og her virker censuren kun, hvis vi selv lader den virke.

En anden meget vigtig detalje er, at dette rum er fuldt ud tilgængeligt, lige så længe vi formår at være på den rigtige side af os selv. Fra den position er rummet uendeligt.

Når vi gør noget, der ikke er i orden, begrænser vi vores egen adgang til rummet i sin fulde udstrækning. Det bliver mørkt, og vi kan ikke se os selv i øjnene.

Når man gør noget, der ikke er i orden, begrænser man sig selv, også indadtil. Alt bliver farvet, hvor alt før var helt åbent.

Jeg bestemmer selv, hvad jeg vil med mit liv. Suverænt og ubetinget.

Jeg kan være blevet udsat for noget, der begrænser mig, og det kan være dybt lidelsesfuldt.

Men indefra er der ikke andre end mig, der tager beslutningen.

Ingen andre end jeg bestemmer, hvordan jeg opfører mig.

Dette indre rum er i virkeligheden min seksualitet, kunne jeg lige pludselig se! Som i sin umiddelbare, rene og naturlige form ledsages af selvbevidsthed.

Det var derfor, Adam og Eva skulle smides ud af haven!

Indenfor havde de ingen bevidsthed, som er nødvendig for selv at kunne gøre en forskel.

Bevidstheden opstår ved at kunne skabe sig selv. Ved selv at tage ansvar.

Så længe man skammer sig, er der mørkt, og mørket fylder det hele.

Klarhed opstår ved at kunne kigge sig selv i øjnene.

Når jeg har en åben og ærlig seksualitet, har jeg også et indre rum, der er stort og åbent.

Det er det samme som at have reel frihed, og aldrig at kunne finde på at gøre nogen ondt.

At være i min ordentlighed.

At anerkende et andet menneskes ret til at være et andet menneske.

Bevidstheden er grundlæggende en guddommelige identitet. Her kan vi favne sandheden, hvis vi er åbne for den.

Når vi er gennemført ordentlige, kan vi mærke os selv bag ved det hele. Vi er i en form og med et indhold.

Bevidstheden er et positivt rum, så længe vi ikke fylder det med grums.

Og det er vigtigt, at vi holder det åbent og positivt, da det ellers ikke kan blive fyldt op med en oprigtig intention.

Jeget er modpart, som bare betyder, at de to virker sammen i et felt, at viden bliver til, efterhånden som verden kommer ind igennem for at blive registreret, kan man vel kalde det.

Jeget og bevidstheden er et makkerpar, der sammen giver viden og inspiration til at være i verden.

Jeg har ret til at være mig, præcis sådan som jeg er.

Ingen andre er kvalificeret til at fortælle mig, hvad jeg skal gøre, så længe jeg positivt formår at være i mig selv.

Min identitet og inspiration henter jeg suverænt i mig selv.

At vide, hvad livet er, når jeg ser det helt åbent.

Når jeg er i min egen sandhed, kender jeg og får jeg alle svar.

Det er en positiv og fri måde at være i verden på.

Hvor er jeg selv, i forhold til de begreber, jeg bruger?

Er disse begreber et sandt udtryk for min virkelighed, eller er de en måde at favne og legitimere en rolle?

Hvor jeg selv er noget helt andet, når jeg ikke har uniform på.

Det er vigtigt at gøre op med sig selv, at jeg har et begrebssæt, men at det måske ikke dækker alt i mig liv.

Og så skal jeg i hvert fald være varsom med at lade disse begreber rumme hele virkeligheden.

Hvis jeg har et område, hvor jeg tjener penge, er begreberne måske bygget oven på mit behov for at tjene penge. Og allerede her er der grund til at være lidt på vagt.

For hvad lader jeg være min virkelighed? Hvad lader jeg være de ord, jeg tror på? Og hvad sker der så, når jeg bliver presset op i en krog, og disse begreber ikke længere kan bruges?

Det er en klar fordel, når jeg udtaler mig om livet, at jeg inkluderer alt i mit liv. Ellers vil mine begreber kun være betingede og delvist gyldige.

Det er det, vi gør bag facaden, der betyder noget, ikke hvad vi gør på facaden. For da har vi taget stilling og bragt os selv i position.

Skyldighed og frihed skabes i mit umiddelbare mode. Der hvor jeg vælger, hvem jeg vil være i mit udtryk. Det er inde bag facaden, at udtrykket skabes.

Det er ikke, hvad jeg giver udtryk for, men hvad der skete i mig, inden jeg gav udtryk for noget, der har betydning.

Ordentlighed betyder frihed, lys og overskud, modsat at lade mørket få plads, ja nærmest inden jeg vågner.

Hvis ikke man forstår den grundlæggende logik i livet, herunder min egen rolle i livets udfoldelse, vil der ikke afgørende ske nogen ændring i verden.

Mennesket vil gerne hente ny erkendelse, men er på samme tid meget utilbøjeligt til samtidig at lader det virker tilbage på sig selv. At tænke sig selv med i en ny forståelse.

Hvis vi kun vil bruge erkendelse til at booste vores eget ego, vil der ikke afgørende ske noget som helst nyt i verden.

I forhold til trykket fra voksenlivet er selvbevidsthed en simpel nødvendighed.

Jeg er nødt til at vide, hvem jeg selv er.

Og hvordan jeg agerer og reagerer.

Hvordan jeg indgår i relationer.

Hvad jeg foretager mig, og hvorfor.

Alt dette er med til at skabe et rum omkring mig, hvor jeg stille og roligt kan opbygge en viden om og en forståelse af, hvem jeg er, og hvorfor jeg gør, som jeg gør.

Det er ikke på nogen måde eller i sig selv egoistisk.

Det er på en god måde at være med sig selv, at følge med i, hvad jeg laver, og får tiden til at gå med.

Måske en måde at hanke op i mig selv.

Ikke for at dømme. Ikke for at føle mig stor eller lille. Men for at have mulighed for at tænke mig om, og at have det godt med mig selv.

Min egen energi er sjælens energi. Det er, når jeg er helt til stede i mig selv. Når jeg bare er glad. Når jeg bare er.

Det er også at være i min egen selvbevidsthed.

Sand bevidsthed opstår ved, helt fra grunden af, at gøre mine egne erfaringer, at forstå logikken, helt ned i detaljen.

At handle fysisk, og på den baggrund at lade viden forplante sig til bevidstheden, uden at falde i den fælde, som de fleste gør, nemlig at tro, at de ved bedre om noget, som de ikke ved noget om.

At lade sig lokke eller forføre til at spise af æblet.