Sandheden op på et kors

Det er ikke noget nyt i verdenshistorien, at man prøver at skubbe sandheden længst væk fra sig selv.

Så langt væk, at den bliver utilgængelig.

At den entydigt og utvetydigt kan placeres på et andet menneske.

At den entydigt kan rummes i en skygge.

En skygge har hjemme i mig selv. Den, der rammes af skyggen, har ikke nødvendigvis noget som helst med skyggen at gøre.

Det, der forbinder dig og mig, er sandheden.

Skyggen er mørket, løgnen, min måde at slippe af med min egen  sandhed på.

Den lave bevidsthed, også kaldet abekatten, gør alt, hvad den kan, for at slippe af med sandheden.

Jeg vil kun have det, der er godt, inde i mig selv.

Det er ikke det samme som det gode.

Men det er det samme som det, der passer mig, altså mit ego.

Jeg er i min selvforståelse altid bedre end alle andre, i hvert fald når jeg er i lav bevidsthed.

Det kan jeg også godt være i høj bevidsthed, men så er jeg det. Så anerkender jeg også mit eget mørke. Og så ser jeg den anden, som den anden er. Ikke som det, jeg har brug for at se ham eller hende som.

Da Jesus påtog sig vore synder, påtog han sig vores fælles skygge, som betyder, at vi har lov til at synde, hvis vi lover at forbedre os, og gør det. Det er det, der menes med nåde.

I dag skal vi lære at påtage os vores egen skygge. Det vil gøre sådan noget som næstekærlighed til et reelt begreb. Hidtil har det bare været en god idé, noget som man kunne nærme sig, men uden nødvendigvis selv at være særligt god.

Ny Tid, for dem, der gerne vil tage det alvorligt, er, at vi slipper alle vore narrestreger, og besinder os, med henblik på, altid at være gode, altid at være sande, altid at være smukke. Det er ikke vanskeligt, hvis vi oprigtigt ønsker det, og gør det.

Det er rigtigt, hvis nogle vil indvende, at der er lang vej igen. Det kan jeg ikke være uenig i.