At erkende gennem hjertet

Hjertet kan man ikke lyve om uden at tage skade af det.

Så bliver man afstumpet.

At se livet fra hjertets perspektiv er at se det kærligt og blidt og blødt.

Der er ikke plads til hårdhed, med mindre vi har et hårdt hjerte. Men så er vi heller ikke rare at være sammen med.

Hjerteenergiens hårde side hænger sammen med den lave bevidsthed. “Det er mit!” Jeg ejer denne kærlighed og vil ikke slippe den! Jeg slår dig ihjel, hvis du forlader mig! Har den denne kobling, er man ikke noget godt menneske.

Det kan være lige så kynisk bevidst at bryde en hjerteforbindelse. Og kynisme kan også være ikke at møde noget, som man godt ved, man skulle møde. Her indgår der også et forsæt og en intention.

Begge dele svarer til at ignorere et barn, der ligger foran en, som man har i sin varetægt. Og i begge tilfælde lader man den høje bevidsthed trække ned på den lave bevidstheds præmisser.

Vi ejer ikke hjerteenergi. Vi kan være i den. Fra et guddommeligt perspektiv er det sand og ukompliceret glæde og kærlighed.

Hjertet er det sted, hvor vi gerne skulle være os selv bekendt.

Det er her, vi skal kunne kigge os selv og hinanden i øjnene.

Det er herfra, vi smiler til verden.

Det er herfra, vi møder hinanden, hvor vi ved, vi taler sandt.

At have hjertet på rette sted er at have en god kontakt til sig selv, og altid at kunne stå inde for sig selv.

Det er også her, vi er forbundet med hinanden på et dybere sted.

Forudsætningen for alt, hvad jeg skriver, er, at vi har lyst til at møde livet i frihed, frigjort fra bundethed i enhver form. Det er en mulighed, som jeg selv lever. Men det er også mange, der ikke har lyst til at give så meget slip, at livet som en positiv mulighed bliver tydelig.

De fleste trives, eller mistrives, i bundethed.

Alt afhænger af, på hvilken side af os selv vi befinder os.

Er vi årvågne, oprigtigt interesserede, åbne, modtagelige for sandheden, uanset i hvilken form den kommer?

Eller er vi på vagt, mistænkelige, mistroiske, kalkulerende, kun med vores egen gevinst i tankerne?

Det er to vidt forskellige måder at møde verden på, at møde et andet menneske på, at vågne på om morgenen. Resultaterne er også vidt forskellige. Den måde vi taler på, tænker på, lytter på, eller måske undlader at lytte på.

Hjertet lukker op for evigheden.

Åbne hjerter findes kun i gode mennesker.

Når vi har åbent til hjertet, så har vi adgang til alt.

Det er det enkleste af alt, også når vi har det.

Alligevel er det meget få mennesker, der har det.

Børn har det umiddelbart.

Når hjertet ikke bliver ved med at være åbent, skyldes det, at vi lukker, når det bliver for smertefuldt.

Men det kan også være selvvalgt. Som når vi lader et ego, som er et forvrænget selvbillede, tage over.

At have hjertet åbent er at have direkte og umiddelbar kontakt til sig selv, til kærligheden, til den eller dem, jeg elsker. Det forudsætter, at der et åbent hjerte, også hos den eller dem, jeg elsker. Og det forudsætter, at jeg er villig til at give slip i forhold til alt andet.

Det er nok der, når det kommer til stykket, at det kniber med at holde hjertet åbent.

Livet handler om at handle af et godt hjerte, og så eventuelt få erkendelser på den baggrund.

Det er hjertets frihed, der er afgørende for,  om vi efter et møde med et andet menneske stadig har det godt, og om vi positivt har lyst til at møde dette menneske igen.

Giver vi hinanden plads som mennesker? Giver vi hinanden frihed? Lytter vi til hinanden? Er vi der for hinanden? Har vi positivt lyst til hinanden?

Det er nyt for mig at se det som en relation. Hidtil har jeg først og fremmest set og oplevet det som noget, der foregik i mig selv. Men lige så vigtigt er det selvfølgelig, at vi er to, der matcher hinanden med et rent hjerte.

Mit udgangspunkt er på ingen måde forkert. Jeg skal altid først have styr på mig selv. Det er i hvert fald det bedste udgangspunkt for at møde et andet menneske som et andet menneske, hvor vi begge formår at blive i os selv, og i bedste fald evner at bestråle hinanden med kærlighed, i stedet for bare at suge hinandens næring.

Når vi ikke har integreret vores egen modsætning, spiller vi roller, hvor vi er afhængige af hinanden. Og alt i livet bliver rollespil, fordi vores grundlæggende identitet er funderet i en rolle, hvor min partner er en del af mig. Vi møder ikke hinanden som mennesker, men som behovsopfyldere. Og det er ikke noget godt og sundt og levedygtigt udgangspunkt.

Det enkleste i livet er at være med det, der er. Altid og i enhver situation. Stille og roligt. Udramatisk. Bare tage livet ind, som det er. Selvfølgelig sige ja til det. Men aldrig komplicere noget. Altid bare at være med det, der er.

Det er så enkelt, og alligevel falder det ikke ind under kategorien normalt. For livet må ikke være enkelt. Øv!

Der er intet så enkelt som at være med det, der er. Og at give slip.

At blive i sin egen energi altid. Det er det, som alting handler om. Det vil ændre alt på kloden, hvis vi er det, og gør det.

At have hjertet åbent og med mig i alt, hvad jeg gør. Selvfølgelig altid at have det godt med mig selv. Og altid at vide, at jeg kan være mig selv bekendt.

Hvis jeg altid opfører mig ordentligt, så jeg kan se mig selv i øjnene, har jeg de optimale betingelser for at bevæge mig i alle mulige retninger, og stadig have det godt.

En betingelse for at erkende gennem hjertet er at have plads omkring hjertet. Det er sådan noget, man får ved altid at have fred med sig selv og med sine nærmeste. Ikke fingeret eller kunstig fred. Men at vi altid og hele tiden er der for hinanden. At vi lytter. At vi møder. At vi aldrig faker. At vi altid er oprigtige.

Hele hemmeligheden ved livet er at blive ved sig selv, at være med sig selv, men aldrig på bekostning af andre, aldrig gennem eksklusion af nogen art. For det betyder, at vi mister kontakten, både med os selv og med det sande i livet, som ikke kan være delt, og aldrig ekskluderende. Det er indbegrebet ved at blive voksen og at tage sit sande ansvar på sig. På den måde er man også altid ansvarlig over for Gud, som ikke er en imaginær størrelse. Vi lærer ham at kende ved at være os selv bekendt.

Det er i orden, at vi spejler os op og ned ad hinanden, og ind i hinanden. Men vi må aldrig bruge hinanden som skærmbræt. Dermed sætter vi skel. Og vi kan aldrig vide bedre om en anden end den anden selv. Det er en forfærdelig misforståelse, der bruges hele tiden og overalt. Men det er usandt, og det sætter skel. Det graver kløfter.

Meget smerte opstår, fordi man lader sin egen usikkerhed gå ud over andre, typisk nogle der står på det forkerte ben. Og den klarhed, der opstår i kølvandet, bruger man til at styrke sit eget ego med. Det er et mønster, man ser overalt.

Når et menneske slipper sit hjerte, bliver det utroværdigt, og så skal man vide at holde sig behørigt på afstand. At have fat i sit hjerte er noget, som man kun selv kan gøre på egen hånd, ligesom den handling, hvor man slipper det, og gør noget, der ikke er i orden. Det er altid suverænt op til hver enkelt, hvordan man gebærder sig, i hvert fald hvis man er voksen og burde være ansvarlig.

Man kan ikke behandle andre dårligt, og samtidig have kontakt til sin hjerte. Man kan heller ikke have behandlet andre dårligt, og i kølvandet heraf få en god kontakt til en anden, mens man har lig i lasten.

På den måde er vi altid dybt ansvarlige for os selv, og kan grundlæggende kun være det for os selv, da den frie vilje altid er i spil i forhold til hjerteenergien.

Hjerteenergien er vores vej ind i sjælen. Det er en meget smuk og meget fin energi. Det er den, der binder et smukt forhold sammen, eller som skaber et forhold, hvor energien kan vokse, når vi begge siger ja og er der for hinanden. Det er en bro, ligesom et hus er den fysiske form, som vi lever i. Men uden den psykiske bro eller hjerteenergien bliver det tomt og kedeligt.

Vi kan og skal også kunne være i hjertet selv. Men det er altid godt at møde og være sammen med andre ligesindede, med den samme positive indgang til livet.

Når vi går ind i sjælens verden, så skal vi lære at stå alene.

Det er så angstprovokerende for nogle, at de søger tilbage til det trygge og sikre, i hvert fald i en periode.

Når vi er sjælens område, får vi al den støtte, vi har brug for, men det er vigtigt, at vi lærer at stå alene, og at møde livet positivt. At vi lærer at møde vores potentiale, også ude i periferien, så vi ved, hvad vi kan, og hvad vi ikke kan.

Vi kan ikke bruge billeder til at læne os op ad. Vi skal lære at navigere i virkeligheden, som den er. Vi skal også lære at mærke grænserne. Ellers giver det jo ikke nogen mening at være fri.

Det betyder jo ikke, at vi ikke er og kan og skal være sociale. Men vi bruger ikke primært andre som behovsopfyldere og til at læne os op ad.

Det er netop nu, vi skal til at mødes som præcis dem, vi er, i frihed og glæde og åbenhed.

Hvor vi i øvrigt altid behandler hinanden ordentligt. Og gerne ligeværdigt.

Jo mere direkte kontakt til sjælen man har, jo nemmere er livet.

Derfor kan det jo synes paradoksalt, at så få har det.

Det hænger sammen med, at de, der har magten, ikke vil slippe den. Fordi de har fået nogle privilegier, som de vil forsvare med næb og kløer, med alle midler, også selv om det går ud over andre.

Sådan fungerer instinktet, og det virker ind i alle voksenlivets former. Inklusiv religion og spiritualitet.

At indstille sig på en anden logik vil være et opgør med voksenlivets ubønhørlige måde at tænke på, hvor alle i udgangspunktet snyder hinanden.

Livet vil det anderledes, og nogle skal vise vejen. Mine bøger beskriver en ny logik. Der er ikke lydhørhed for den i dag. Men det vil der blive.

At have hjertet på rette sted er det, som alt handler om.

Det er noget, vi kan mærke. Det går forud for alt andet.

Fra den position kan vi tage livet positivt ind. Og sprede glæde.

Det er en mulighed for alle. Men det forudsætter et ønske om at gøre det. At være der for andre. Altid at være et ordentligt menneske. Altid at sige ja til livet. Selvfølgelig at sige ja til sig selv. Men ikke for at give sig selv et særligt fortrin. Her er der mange, der bogstaveligt falder for fristelsen.

Men det har aldrig været meningen med livet. Det har aldrig været meningen, at vi skulle gøre os selv til guder. Heller ikke selv om det har været en kedelig del af vores historie. Som stadig praktiseres i stor stil.

At vide, at man ved bedre om et andet menneske, end det menneske selv ved, er måske den største fejl. At gøre sig selv bedre på en andens bekostning. Mange sygdomme opstår på den baggrund.

Vi kan aldrig oprigtigt være der for andre mennesker uden at åbne vore hjerter.

Vi kan godt gøre det som professionelle, men det er kun ærligt, hvis vi åbner hjerterne, inden vi bliver professionelle, og ikke gør det for at profitere på det. Det er ikke ærligt, heller ikke selv om det praktiseres i stor stil.

Et hjerteanliggende kan aldrig være et rollespil eller en del af et rollespil.

At give slip ind i livet er det, der åbner for alt. Som healer alt.

Kan jeg gøre det sammen med et andet menneske, vil vi opleve mirakler ske.

Kan jeg åbne hjertet sammen med et andet menneske, lukker vi alt indenfor, og kan møde alt, i dyb elskov, i dyb kærlighed, hvis ikke vi er elskere.

Jo mere jeg oplever sand kærlighed, jo mere kan jeg kigge på det, der ikke har været i orden. Møde det, forstå det, og måske slippe det. Forstå dynamikken. Forstå motivationen eller drivkraften, hvis der har været en sådan. Gå ind i den. Kigge på den. Slippe den, i hvert fald hvis den ikke har været min.

Ikke alle mennesker opfører sig ordentligt. Nogle er afgjort værre end andre.

Selvbevidstheden er afgørende for alt, hvad jeg tager ind, og hvad jeg sender ud.

Hvordan har jeg det med mig selv? Hvordan forstår jeg mig selv? Hvordan har jeg det med livet? Og med de mennesker, som jeg er sammen med? Er jeg altid ordentlig? Kan jeg altid kigge mig selv i øjnene? Gør jeg noget i det skjulte, som jeg ikke vil være ved?

Er jeg altid et sandt billede af mig selv?

Fra den position kan jeg være i og handle ud fra og erkende gennem hjertet.

At have hjertet med er ikke noget, man bare gør, når man har lyst til det.

Det er ikke noget, man gør til lejligheden.

Det er ikke noget, jeg kan gøre, når det passer mig.

Det er ikke noget, jeg kan gøre, når jeg gider.

De fleste begreber, der bruges i dag, er fikseret i og bundet til instinktet. Derfor er man ikke i stand til at erkende gennem hjertet. For det er et helt andet, meget mere enkelt og direkte sprog.

Hvis man er i sit instinkt og lever ud igennem det, så er det slet ikke sikkert, at man overhovedet har øje for, at noget kan opstå igennem hjertet.

Hvor meget tør jeg åbne hjertet?

Det er afgørende for, hvor meget jeg er i stand til at forstå.

At åbne hjertet er noget, jeg gør i forhold til et andet menneske, som vi begge to har et oprigtigt ønske om. Dermed giver vi plads til sjælen.

Man kan også gøre det selv, altså åbne og give plads til hjertet.

Meningen med Ny Tid er, at vi skal have sjælen ind i livet.

Når vi gør det, vil vi opleve, hvordan det beriger os, hvordan der kommer sammenhæng i livet. Hvordan kroppen bliver fyldt op af sjælens visdom. Hvordan vi bliver hele mennesker, hvor alt virker sammen. Det er en proces, og den tager tid.

I denne proces indgår hjerteforbindelser og deres udredning, også hvor de er blevet brudt.

Det er de autentiske relationer, der har betydning, hvor sandheden har kunnet skinne igennem. Også selv om der efterfølgende er blevet lukket, måske fordi nogle mennesker ikke har opført sig ordentligt. Vi kan bede om at få hjælp til at løse disse knuder. Det er noget af det, som ærkeenglene kan hjælpe os med.

Livet handler om at blødgøre hjertet, at få hul igennem.

På den måde kan vi tage livet ind, sådan som det var ment fra begyndelsen af.

Det er mørket i menneskets sind, der til dato har forhindret os i at forstå skabelsens gåde.

Det er passagen gennem hjertet, der kun er mulig ved at trimme sit sind med en positiv tilgang til livet.

Det er i sandhed lettere sagt end gjort, men det er vejen frem.

Det er en ny måde at se alting på, som kom til mig under en cykeltur.

Vi har mulighed for at erkende alt gennem hjertet.

På den ene side skal vi være fuldstændigt normale.

På den anden side skal vi lukke op for det, som vi godt ved.

På den måde kan vi møde alt i os selv.

Vi kan også møde alt i hele verden.

Det lyder lige så mærkeligt, som det er sandt.

Alle fænomener er derinde. I den ene ende af skalaen er der vores DNA, som også er livets forudsætning, alle levende organismers forudsætning.

I den anden ende er skalaen er der Kilden. I dette spænd udspiller alt liv sig, herunder vores eget liv, med alle de facetter, som det indeholder.

Det er lidt besynderligt at mærke sig selv, sin egen energi, som også er  det rum eller den celle eller den membran, som vi opfatter alt indenfor.

Når vi har kontakt med os selv, er vi i dette rum

Når vi er ude af os selv, er vi også ude af cellen eller rummet, uden mulighed for at forstå noget som helst. Eller også er det det, vi kalder objektiv forståelse, hvor vi ikke har os selv med.

Vi skal ind igen for at finde sammenhængen, som ikke er det samme som subjektiv forståelse.

Vi har ikke lært at mærke os selv som noget, vi skal tage alvorligt. Men det er noget, vi kan lære. Vi skal nok indstille os på, at det tager tid. Men det er muligt. Det er det, som jeg skriver bøger om.

Der er mange afledte konsekvenser. Vi skal opdrage børn til at blive i sig selv. Det bør være fortid at gå ud at drikke sig sanseløst berusede. Hvorfor skulle man det?

Tilsvarende har al elskov mulighed for at bliver meget nydelsesfuldt, når vi altid er helt til stede, og er det langsomt.

Det handler også om erkendelse generelt. Indlæring i skolen. Måden at håndtere viden på højere læreranstalter.

Det er et nyt menneskesyn, der er på færde. Nogenlunde sådan havde jeg det også i 1979, da jeg havde en meget overbevisende og meget fysisk oplevelse af et væsen, der kaldte sig Gud.

Måske genoplever jeg noget fra dengang, hvor jeg også godt kunne se, at det var en ny måde at tænke på. Men det nye er alligevel at opleve det som noget, der udspiller sig igennem hjertet. Men det virker rigtigt.

Et andet element i hjertekontakten er, at vi altid på samme tid har mulighed for at gå dybt og er indstillet på at miste, som er et andet ord for at give slip.

Så kontinuitet ind i sjælens univers hænger på den måde sammen med evnen eller viljen til at ikke at ville holde fast i noget. Det er et meget spændende paradoks.