Sandheden findes hinsides de materialiserede forestillinger

Det sande er det, der dukker op, når vi giver slip.

Tænker vi Maslows behovspyramide, har alle brug for tryghed og sikkerhed.

Ly og læ for regn og vind, at kunne låse sig inde i forhold til dyr og mennesker, der vil en det ondt.

Når vi har opnået, hvad vi ønskede, har fået opfyldt basale behov, så kan vi lade dem bag os, forstået på den måde, at de er løst, at vi har det godt inden døre.

Behov for anerkendelse er et socialt behov, som også lader sig løse, så vi kan lægge det bag os. Dermed bliver der plads til at bevæge sig længere op i pyramiden, at forholde sig til en dybere sandhed, der handler om selvopfyldelse.

Hvis man hænger fast i de lave behov, kan man ikke få nok. Det er det falske ego, der bare vil have mere og mere.

Har man det sådan, kommer man jo ikke videre.

Det kaldes også at blive hængende i sit instinkt, og ikke få øje på sjælen.

Man bliver usynlig i ligegyldighed.

Man bliver usynlig af ligegyldighed.

Man bliver tom i tomhed.

Man forsvinder bag materialitet.

Livet opstår ved at være virkelig.

Livet opstå ved at være i live.

Livet opstår ved positivt at ville hinanden.

Ikke at jeg vil dig, men at du hele tiden trækker dig.

At vi begge aktivt gør noget og begge aktivt vil hinanden.

Der er meget i verden, der er fiktivt.

Det materielle er ikke fiktivt. Det er faktisk.

Livet er ikke fiktivt. Livet er noget, der er. En realitet. En sandhed. Noget, vi kan mærke. Noget vi kan være i. Noget, vi kan falde til ro i. Noget, som vi ikke er i tvivl om. På samme måde som et sandt menneske. Et menneske, som vi kan stole på.

Forestillinger er fiktive. Dem kan vi ikke stole på. Men noget kan  vi stole på. Det er virkeligt.

Men forestillinger kan gøres til virkelighed, som vi kan falde til ro i.

Det er ikke det, materielle, vi falder til ro i. Det er bevidstheden om, om noget i livet er sandt. Det kan være et andet menneske. Det kan være en relation. Og mig selv skal jeg jo altid kunne stole på. Det er indgangen til min sjæl og til livet.

Den materielle virkelighed er en selvbestaltet form, som i mange versioner lukker for sjælen og dens muligheder.

Jo mere bevidstløst man er i verden, jo mere vil materialitet tårne sig op som et værn mod at være sand.

Instinktet er den bevidstløse manifestation, der kollektivt sætter en stopper for et liv i sandhed og kærlighed.

I stedet skabes der illusoriske former, der fremmer voksenlivets måde at kontrollere alt i livet på.

Menneskets instinkt har sat sig fast omkring den bevidstløse måde, man er i verden på.

Der er visse ting, man ikke vil kigge på. I et samfund som det danske er det nogle fælles vilkår, der aldrig får sprog, fordi de deles af et meget stort flertal.

Det er på tilsvarende måde, man seriøst forholder sig til gamle tekster, herunder i Bibelen.

Også dengang var der vilkår, som alle delte, og som derfor ikke overhovedet var til diskussion i teksterne.

Intetsteds i Bibelen står der noget om pyramiderne ved Gisa, selv om de fysisk var til stede, ikke langt fra, hvor Bibeltekstene dengang blev til.

På tilsvarende måde var der livsvilkår, der heller ikke var til diskussion. Fordi de var et vilkår for alle på det tidspunkt.

Og sådan er det også med vore dages samfund og materielle tilstand. Noget taler man overhovedet ikke om, fordi alle lever under de samme vilkår.

Da rygning for nogle år siden blev forbudt, skete det under massive protester, selv om det ved familiefester var normalt, at der blev budt tobak rundt, selv om de fleste gæster var børn, og der ingen ventilation var i hjemmene.

I dag ville ingen ønske sig, at rygning blev genindført, på de samme vilkår som før forbuddene.

I dag kan ingen forestille sig, hvordan verden var før Internettet, der jo ikke har ret mange flere år på bagen. Vi tager det bare for givet, som om det altid har været sådan.

De ufleksible bevidsthed tilpasser sig lynhurtigt, at noget er, som  det er, og ikke kan være anderledes. Uanset hvor mærkeligt det må være, set udefra.

Tænk, hvor mærkeligt det må være for et individ fra en anden tidsalder, at besøge et hjem eller en arbejdsplads, og at betragte alle mennesker sidde med ansigtet ind mod en elektronisk tingest, og fingrene i gang med at trykke på denne tingest. Det er da skørt! Selv når man spiser, derhjemme, i bussen, i toget, eller på en restaurant!

Nogle gange er fingrene ikke aktive, men alene øjnene mod en skærm.

Vi ser ikke os selv på afstand, og vi tager virkeligheden for givet, som om den ikke kan være anderledes.

Det, der får sprog og opmærksomhed, er det negativt ekstraordinære og det positivt ekstraordinære. Det gælder også i hverdagen. Det normale har og får ikke noget nævneværdigt sprog, uanset hvor meget det fylder. Og uanset hvor vigtigt det i øvrigt måtte være.

På den måde ligger størsteparten af vores liv hen i mørke, og problematiseres overhovedet ikke.