At gøre sig tilgængelig for sandhed

Vi får ikke sand kontakt til andre, hvis ikke vi har sand kontakt til os selv.

Vi får ikke sand kontakt til os selv, hvis ikke vi har styr på vores energi.

Vi får ikke styr på os selv, hvis ikke vi har styr på vores seksualitet.

Det er nødvendigt at nævne dette, da det i den almindelige selvbevidsthed ikke tages specielt hensyn til seksualitet. Det er nærmest noget, som man kan strø om sig, som det passer. Og tilsvarende aktivere i sig selv, også som det passer.

Og på den måde får man ikke kontakt til det sande i sig selv.

Og energien er ikke ubegrænset, er det også nødvendigt at tilføje.

Da seksualitet for de fleste har at gøre med normer, fordomme og tabuer, er der her et område, som man har brug for sat skabe bevidsthed omkring.

Det handler om seksualiteten ud i verden, som ofte på en meget ureflekteret måder er koblet på en partner. Og det handler om seksualiteten indadtil, min kontakt til mig selv, mine egne følelser, mine sande oplevelser af mig selv, tankerne, der ikke er koblet til noget andet, svarende til at være i lav  bevidsthed.

At give plads igennem sig er første og fremmest at give plads igennem sin seksualitet. Kun på den måde kan jeg mærke mig selv fra top til tå.

Det svarer til at være i høj bevidsthed, hvor fænomenerne inde i kroppen ikke rodes sammen hulter til bulter, i en pærevælling, men opleves og anerkendes, som de er.

Og det er ikke noget, man kan gå at prale med, eller bruge som: “Se mig!” image. Det er noget, man stille og roligt skal lære med sig selv, og mærke, hvordan det virker.

Seksualitet er energi, og hvis vi gerne vil mærke os selv, skal vi også mærke den centrale del af vores fysiske form, passage mellem overkrop og benene.

Blokeringer, hæmninger, undertrykkelse og underkendelse forhindrer os i at mærke og selv. Disse mørke former har alle relationer til den seksuelle energi, som i sin frie form jo giver passagen, og tillader, at vi kan mærke os selv.

Er vi to, kan vi hjælpe hinanden til at blive bedre til at mærke os selv.

I denne proces skal vi også tillade tanker og selvoplevelser at få lov til at være der.

Det gælder jo også følelser i deres ubundne former.

Det er også den gode måde at være i kontakt med andre mennesker på.

De bundne former er dem, der får os til at støde andre mennesker fra os, og som bevirker, at vi ikke vil eller tør kigge ind i os selv, og på, hvad der måske spøger.

Mennesker uden selvkritik kommer med garanti ikke i Himlen.

Det giver ingen mening at være i sin egen energi, hvis man ikke vil give slip på sit instinkt, forstået som sin binding ind i mønstre og ting. For så vil disse former spærre for adgangen til den frie energi, som vi kan bruge til handling, erkendelse, og så alt det sjove.

Sjæl og sandhed hænger sammen, ligesom spejlbillede og skygge gør det.

Vi har brug for at slippe det, der binder os, og møde livet i sin egen form.

Voksenverden er i sin umiddelbare form dyb og ureflekteret kynisme, der kun evner at kigge på eget perspektiv, økonomisk, materielt, status, position.

Det svarer fuldstændigt til en militæropstilling, hvor der ikke overhovedet er mulighed for at komme forbi eller igennem.

Der er selvfølgelig hegn og gitter og ståltråd og mure omkring hele opstillingen, for at sikre sig mod ubudne gæster.

Sjælen har ingen muligheder i forhold til dette panserværn.

Sjælen fordrer, at vi giver slip i forhold til alt det, vi på den måde har skabt af værn og panserplader, manifesteret i en lige så uigennemtrængelig mental position.

Ingen sandhed, udover den, der er defineret af magten indenfor, har en jordisk chance for at blive hørt eller set.

Nu vender vi os mod en helt anden verden.

Den tilstand, hvor vi har adgang til sjælen, fordrer, at vi har ryddet op i os selv, at vi er gennemlyst, så sandheden kan komme igennem. Det svarer til, hvad en anden meget fornuftig mand engang har beskrevet som at blive barn på ny. Intet mindre kan gøre det.

Og vi kan ikke komme slæbende med alt vores habengut, og tro, at vi bare kan brase ind i de hellige gemakker, og så sætte os med badeshorts og badesandaler og en drink, og så bare tro, at det andet kommer sejlende hen forbi os. Sådan foregår det ikke helt.

Når vi gør noget sandt ved hinanden, gør vi hinanden sande. Vi lukker hinanden op. Vi bliver glade sammen.

Det er altid godt at være to til at søge sandheden sammen.

Vi er skabt til at skulle finde os selv. Det er vores livs formål. Enklere kan det måske ikke beskrives. Og det gælder for alle.

Det er ikke dermed givet, at alle har lyst til at beskæftige sig med netop det. Men for mig ville alt andet være en unødvendig omvej.

Smerte kan i øvrigt betyde, at man bliver tvunget til at bevæge sig ad omveje på sin vej.

Det lukkede instinkt er selvisk og dybt selvoptaget. Det interesserer sig ikke for sandhed, kun for egen vinding.

Det efterlader måske ikke så mange tilbage, der oprigtigt søger efter sandheden, altså svar der ligger dybere end dem, der bare handler om selvtilfredsstillelse.

Jeg tror, at det er nødvendigt at opstille denne dybe præmis, der handler om, hvornår man egentlig interesserer sig for noget dybere. For det er der måske ikke så mange, der gør, når det kommer til stykket.

Hvis der var, så ville verden vist se noget anderledes ud, end den gør.

Jeg tror måske også, at det er skruet sådan sammen derudefra, at et menneske skal være dybt oprigtigt for at få adgang til en dybere sandhed.

Det hænger, som jeg ser det, sammen med, at mennesker generelt er meget kalkulerede, og gerne vil noget, hvis de får en gevinst ud af det, men derefter ikke vil noget mere. Og så er det bare ikke dybt alligevel.

Det kan være meget smertefuldt af være den, der repræsenterer sandheden, misbrugt på den måde.

Livet har brug for, at der er mennesker, der ubetinget siger ja til det.

Siger ja med hele deres væsen.

Der må ikke være slinger i valsen i et ja. Så vil det kun være halvhjertet, og så virker det bare ikke.

Der findes mennesker i dyb modstand, og det er der ikke noget at gøre ved.

Ethvert menneske har sin egen proces, også når det er hårdt og i dyb modstand. Det kan man ikke gøre noget ved.

Spørgsmålet om høj eller lav bevidsthed handler om, hvordan vi møder verden, når vi åbner øjnene.

Kender vi alle svar på forhånd, er vi i lav bevidsthed. Vil vi kontrollere alt, er vi det også.

Vi er skabt til at leve i høj bevidsthed. En del af hjernen er udviklet til at kunne være medfølende.

Det er ikke alle, der bruger muligheden for at være i den høje bevidsthed. Alt for få, vil jeg sige.

Fra den høje bevidsthed er livet enkelt.

Fra den lave bevidsthed er livet simpelt.

Alle evner at lukke op og lukke i med deres væsen.

Den lave har en kort vurdering ved nye møder, der hedder ude eller inde.

Den lave bruger mørk energi i form af vrede, surhed, had, fordømmelse.

Det er nemt. Det er uforpligtende. Det er rædselsfuldt.

Når et menneske bevæger sig fra høj til lav bevidsthed, bliver dette menneske utilregneligt, og man skal sørge for at holde sig på afstand. Det kan udvikle sig til noget værre noget, især hvis man spiller med.

Vi er skabt til at leve i sandhed. Så vi har intet at miste i forhold til det sande i os selv, hvis vi bevæger os i den retning.

Hvis vi ønsker sandheden ind i livet, er det et valg, vi tager, idet vi ikke kan være sikre på, at andre også ønsker, at den skal virke og være der. Vi skal med os selv ønske oprigtigt at kende de rigtige svar.

Vi skal altid formå at blive i vores egen energi, i den forbindelse også i vores egen seksualitet.

Vi må aldrig gå ud af os selv, heller ikke og måske især ikke følelsesmæssigt. For så mister vi fokus og forståelse. Det er nemt nok at gøre det positivt, hvis man er vant til det, som jeg er.

Men i starten skal man selvfølgelig være indstillet på oplevelser og tilstande, der ikke i sig selv har noget svar.

Hvis vi evner at blive i vores egen energi, vil vi lære at forstå, hvor kynisk og hjerteløst nogle mennesker opfører sig, også selv om de udadtil slet ikke giver udtryk for andet, end at de har valgt side.

Enhver handling skal kunne tåle at blive kigget efter i sømmene, i slowmotion og i et mikroskop.

Der er altid en helt specifik sandhed og virkelighed bagved.

Løgn gør os usynlige, og vi vil forsvinde mere og mere.

Sandhed gør os synlige, og vi vil lyse mere og mere.

Vrede gør os usynlige og efterlader os tomme og uden følelser.

Løgn slår energien i stykker.

Sandhed lukker op for energi.

Oplevelsen er helt bogstaveligt som nat og dag.

Også fortsættelsen.

Sandhed vil altid blive tydelig, i hvert fald for dem, der lever i sandhed, og aktivt gør noget for det.

Og udefra kan de jo altid se den.

Som menneske har vi altid muligheden for at tage sandheden til os, som vi sige at leve i lyset. At leve livet på dets egne, guddommelige og enkle præmisser.

Hvis ikke vi vil kendes ved sandheden, lever vi livet i mørke. Sådan noget kan man altid se på et menneske. Glimtet i øjnene, altså det naturlige forsvinder, ligesom den naturlige kontakt til sig selv også forsvinder.

Det er mærkeligt, at det forholder sig på den måde. Men det er jo også dybt logisk.

Og så også en besynderlig tanke, at sandhed kun bliver tydelig ved at være i sandhed.

At sige ja i en dybere eller højere sammenhæng er ubetinget at give plads til et nyt perspektiv, en dybere mening med det hele, og at lade denne viden, som vi instinktivt har i forvejen, få lov til at virke inde i vores system. Det er i sig selv fuldstændigt udramatisk og enkelt. Det forudsætter egentlig bare et ja, og så at være i dette ja.

Jeg fik min første erkendelse i 1979, da et væsen meget tydeligt kom igennem, og i øvrigt kaldte sig Gud.

Det har aldrig været svært for mig at have dette perspektiv. Det har faktisk givet mig en dyb mening i samme øjeblik, væsenet kom igennem. Jeg har aldrig haft modstand mod mit kald og med den dybere mening, som er fulgt med.

Det har tværtimod givet mig en dyb forståelse, som jeg helt sikkert har haft i forvejen. Jeg har aldrig været i opposition, har fra begyndelsen oplevet en dyb sammenhæng mellem mit eget liv og det nye. Også energetisk har der været en meget fin og logisk sammenhæng.

Uanset hvor vi er i livet, kommer vi altid tilbage til os selv. Vi er ikke i tvivl om, når vi igen møder os selv, efter at have været ude af os selv. Vi kender udmærket os selv, når vi oplever det.

Mit højere perspektiv passer fuldstændigt ind i denne selvoplevelse. Der er ikke noget kunstigt ved den.

Det samme gælder den meget smukke relation, jeg var i i mere end et år, indtil den blev ødelagt af begivenheder udefra. Men relationen kunne også rumme det store og fine perspektiv, samtidig med at vi begge evnede at falde til ro i os selv.

Sandhed er kun mulig, når vi kommer ind til benet, og helt udramatisk.

Ellers ryger man ud i noget dramatisk, uden forbindelse til noget, der kan være sandt.

Den eneste måde at tilegne sig en kvalificeret forståelse er at være villig til at gå ind igennem den måde, man selv lever sit liv, og forstår det på.

Uden denne tilgang bliver tilegnelse betinget og usandfærdig. Og viden bliver noget udvendigt.

Man forstår ikke livet uden at lade det glide ind igennem sig selv. Uden at sætte sig selv i spil.

Det har altid været naturligt for mig. Men, har jeg opdaget, det er ikke særligt normalt at forstå viden som noget, der også angår mig selv. Eller kun hvis jeg positivt kan se mig selv i det.

Det er ikke normalt at være positivt selvkritisk i alt.

Hvis ikke man har sig selv positivt selvkritisk på plads, forud for enhver anden handling, så har man ikke fat i sandheden.

Hvis man altid kan se sig selv i øjnene, er der ikke en vanskelig vej.

Vi har brug for sandhed.

Man kan ikke leve uden at have kontakt med sandheden.

Man kan godt i en periode støtte sig op af noget, der ikke er sandt. Materialitet for eksempel.

Men sandheden kan vi ikke undvære. Den kan vi mærke. Den giver os tro. Og den har vi positivt brug for.

Vi kan alle sammen skelne mellem sandhed og løgn. Løgn er som et hul i jorden.

Sandhed er noget reelt, noget vi tror på, som ikke er noget fiktivt.

Sandhed er noget, vi kan bygge på. Og forstå os selv i.

Vi kan ikke leve uden.

Men ikke en betinget sandhed. Eller en kalkuleret sandhed.

En stille og en ærlig og kærlig sandhed.

At lade livet i sig selv og ikke mit spejlbillede få plads.

At lade et menneske opstå og udfolde sig, præcis som dette menneske er.

Den kontinuitet, som jeg repræsenterer, opstår ved altid at være i kontakt med sin sjæl, som er det sande og kærlige i mig.

Den har ikke særligt stor bevågenhed i det normale voksenliv.

Men det betyder ikke, at den ikke altid er mulig, og at den ikke findes.

I min værktøjskasse finder jeg sådan noget som et indiskutabelt ja, en bevidsthed, der altid er villig til at åbne sig for ny forståelse, et ønske om altid at kende sandheden, og at lade den virke ind i det mørke, som altid vil være der i form at en vis uvidenhed, men også en stor lyst til livet, en lyst til at elske og at møde lyst og liv. Også og meget gerne sammen med andre.

Der er andre mennesker med et mere dystert perspektiv. Man kan altid se sådan noget i øjnene og i ansigtsudtrykket.

Man kan ikke leve på en løgn uden at tage skade af det.

Det er simpelt hen unaturligt at leve på en løgn.

Det forhindrer ikke, at mange gør det.

Sandhed i sig selv er utroligt enkelt og ukompliceret.

Det er noget, der bare er. Og vi er ikke i tvivl om det, når vi møder det.

Det sande er, at vi gør noget ubetinget fra hjertet, uden forventning om at skulle have noget igen.

Et sandt mennesker er et menneske, der har integreret alt i alt i sig selv, som i hvert fald ikke er bange for at møde noget i sig selv, og som ikke er bange for at møde noget sandt i andre.

Det er på samme tid et meget ydmygt og meget hengivent menneske, fordi sandhed i sin grundform er guddommelig og meget enkel.

Den sandhed, som jeg repræsenterer, hører ikke til i lukkede eller adskilte rum. Den kan tåle at se dagens lys.

Den står og falder med, at den kan tåle at se dagens lys.

Den skal ikke tilpasses noget. Den skal ikke puttes ind under specifikke betingelser eller på anden både gøres betinget af noget andet.

Sandheden om, hvad der er muligt i livet, kan kun formidles overbevisende ved at leve det, der bliver formuleret som en reel mulighed. Og ikke med en frygt i baghaven.

Voksenlivet indeholder så meget dårligt, som man bliver nødt til at få gjort op med.

Mit liv er frigjort fra negative betingelser, som de fleste er styret af, eller lader sig styre af. Hvad noget ikke må være. Hvad noget skal være. I stedet for bare at lade det være.

Det nytter ikke noget at postulere noget, hvis ikke det bliver levet i virkeligheden. Eller hvis det kun bliver levet noget af tiden. Så er det jo bare fjant.

Jeg repræsenterer et liv i sandhed. Et liv uden skygger.

Bevidsthed er noget, der opstår gennem levet liv.

Bevidsthed om, hvad der er muligt, når man gør det.

At have gået vejen. Og have vist, hvad der er muligt.

Ikke som en fantasi eller et fatamorgana. Men som levet liv.

Det er det, der er hemmeligheden ved livet.

At det er muligt i den form, som jeg beskriver.

Fordi jeg selv har levet det, jeg skriver.

Fordi jeg udfolder livet i høj bevidsthed. Altså et liv uden skygger.

Et stilfærdigt, muntert liv, uden hokuspokus.

At leve livet i min egen energi. Med alt hvad jeg har og indeholder.

Uden kompromisser af noget art.

Og uden at læne mig op ad nogen eller noget for at holde mig i live.

Sjælen findes hinsides den lave bevidsthed.

Det er den lave bevidsthed fuldstændigt ligeglad med.

Men det er den høje ikke, som er et liv uden fordomme og frygt.

Den første forudsætning for altid at være åben af væsen er at være det.

Når vi lukker op for os selv, er det som at åbne et stort rum, hvor vi har eller kan få adgang til alt i os selv.

Når vi gør det på den måde, har vi altid positivt fat i os selv. Intet kan komme bag på os, da alt er inde i dette rum. Al vores energi. Vores seksualitet. Vore tanker. Vore følelser. Intet er skjult, og intet er ekskluderet.

Samtidig er det vigtigt ikke at kaste skygger. Det er ikke svært, når man kender sig selv godt, og har kontakten til det hele. Der kan sagtens være mørke pletter, med det kan vi mærke, og dermed undgå, at de får karakter af skygger, fordi vi ikke vil kendes ved dem.

At forblive i sig selv er en anden måde at udtrykke, at man altid er i sit instinkt. Det er ikke svært, hvis man er vant til det. For mange vil det sikkert kræve meget øvelse.

Bevægelsen fra instinkt til sjæl er at være i sandhed, men vel at mærke ved at blive i sit instinkt.

At være i sig selv og sit instinkt er noget fuldstændigt anderledes end at lade sig styre af sit instinkt.

Man kan kun være ordentlig, hvis man er i sig selv.

Man kan ikke være delvist ordentlig.

Enten er man det ikke, eller også er man det ubetinget.

Hvad handler det så om? Det handler i hvert fald om altid at tage udgangspunkt i sig selv som et helt menneske, og ikke f.eks. som et dyr, der handler helt ubevidst. At jeg altid har fat i mig selv, når jeg foretager mig noget, og tager mig selv i ed, inden jeg foretager mig noget.

Jeg lader ikke noget ske, bare for at følge en impuls. Jeg bliver ikke hysterisk eller lader mig styre af andre totale følelser. Jeg lader ikke en følelse stikke af med mig. Jeg ved, at jeg altid har ansvaret for alt, hvad jeg gør.

Jeg handler ikke først og finder argumenter bagefter. Jeg har altid bevidstheden med og vil gerne sætte ord på, men ikke for at forsvare en tvivlsom handling. Jeg undskylder ikke noget, for jeg var der, da jeg gjorde noget.

Jeg laver aldrig noget lusket eller noget ondskabsfuldt. Jeg laver ikke noget bag facaden, som indeholder en tvivlsom moral. Og det er overhovedet ikke svært at være i denne tilstand.

Det handler om altid at være i sig selv, og positivt at kunne være til stede i alt, hvad der sker. Alle har et indre liv, hvor flere niveauer altid er i spil. Ansvarlighed er at holde øje med alt, hvad der udspiller sig, og selv at være kaptajn på min egen båd.

I den terminologi, som bruges andre steder i mine tekster, er jeg altid til stede i mit instinkt.

Det er muligvis mig, der bærer denne ubetingede mulighed ind på Jorden, hvor andre har forsøgt at forpurre, at det nåede så vidt, ved at ramme mig på en måde, hvor jeg sandsynligvis ikke var i stand til at komme tilbage til mig selv i hel tilstand.

Fra min nuværende position kan jeg nu formulere nogle valg, som ethvert ansvarligt menneske står overfor.

Hvad er opskriften på et godt liv?

Altid at møde livet stilfærdigt.

Altid at have sig selv lige ved hånden.

Altid at møde alle fænomener i øjenhøjde.

Aldrig at tro, at jeg ved bedre om noget, som jeg ikke ved noget om.

Altid at være 100% ordentlig.

Altid at kunne kigge sig selv i øjnene.

Aldrig at gøre noget, jeg ikke har det godt med.

At gøre det, jeg har lyst til, men altid hensynsfuldt. Altid velovervejet.

Aldrig at gøre noget, der i sig selv kan gøre et andet menneske ondt.

I 2014 deltog jeg i en kanalisering, hvor det blev sagt, at vi “altid skulle opføre os ordentligt!”

Disse ord gjorde et stærkt indtryk på mig, da ordvalget på det tidspunkt ikke var normalt i spirituelle kredse.

Men jeg har taget dem til mig og gjort dem til den vigtig del af min måde at forstå livet på.

Jeg har også erfaret, at mange falder i på netop denne problematik.

Med stor smerte til følge.

Jeg er nu ret sikker på, at det altid har været vigtigt for mig. Jeg havde bare ikke på det tidspunkt hørt det formuleret som en måde at være i livet på. Ikke bare som noget parantetisk,  som man tager frem, når det passer ind i eget kram.

Faktisk kan jeg i dag se, at hvis vi leder efter et egentligt formål bag ved kristendommen, i sit sande udgangspunkt, så må det kunne koges ned til sådan noget.

Jeg ville ikke leve uden altid at være dybt fokuseret på sandheden.

At alt, hvad jeg foretager mig, også inde i mig selv, altid har fokus på, at jeg har hul igennem til sandheden. Det er og har vist altid været en helt grundlæggende livsbetingelse for mig. Intet har på noget tidspunkt været vigtigere end altid på den måde at kunne stå inde for mig selv.

Samtidig har det også været vigtigt for mig altid at være ordentlig. Jeg kan jo ikke være og gøre noget, hvis ikke jeg gør og er det helt igennem og altid. Så ville det bare være noget pjat.

Det hele hænger sammen med, at det overhovedet ikke er svært at være sådan. Jeg har aldrig haft modstand imod det, har altid gerne villet det. Ingen har skullet overbevise mig.

Jeg har aldrig været krukket eller kostbar på nogen måde. Jeg har aldrig spillet skuespil i forhold til noget væsentligt og virkeligt i livet.

Jeg har aldrig stillet betingelser i forhold til det vigtige i livet. Hvorfor skulle jeg dog det?

Jeg har aldrig leget med andres følelser. Jeg har aldrig været ligeglad.

Og jeg har ikke gjort anstrengelser for at være sådan. Sådan har jeg bare været.

Hvis man ønsker sandhed og at leve i sandhed, er svaret altid lige ved hånden.

Når jeg altid bevarer kontakten hele vejen igennem mig, altid er i kontakt med min egen energi og min egen seksualitet, og min eget væsen, så vil jeg også altid kunne være i kontakt med et andet menneske, uden at nogen af os på nogen måde gør noget kunstigt eller andet, der diskvalificerer os.

Når noget går galt, må mindst én af os gøre noget, der fjerner os fra hinanden.

Det handler også om altid at være i hjertet, og altid at være i sin egen sandhed.

Vi skal altid være klar til at korrigere i forhold til sandhed, hvis der er noget, der ikke mærkes rigtigt.

Når vi er i livet på den måde, vil vi aldrig kunne være negativt bundet til et andet menneske.

Alt foregår i frihed, og positivt åbent.

Vi tør også hver især lukke op for alt, hvad der kommer. Men det har man jo heller ikke problemer med, hvis man er et ordentligt menneske.

Hvad der i forhold til den position betyder, at et stort flertal ikke har direkte kontakt til deres sjæl, forstår jeg simpelt hen ikke.

At lade alt opstå, præcis som det opstår. Uden at blande sig. Uden at manipulere. Bare være med det, der er.

Det kan jo godt være, at mange er det, men uden at gøre et væsen af sig. At det bare er de toneangivende, også dem, der toner frem på skærmen, der ikke er det, eller kun i meget beskeden og betinget grad.

Hvis man gør noget for penge, bliver det meget nemt betinget.

Lakmusprøvet kan afsløre det. For hvad ville man gøre, hvis man gjorde det af sig selv, og ikke fik penge for det?

At handle og være, uden at få penge for det. At agere uden at spille en rolle.

Sandhed i min forståelse er altid relevant, inden jeg begynder at spille en rolle.

Sandheden kan vi altid mærke, i hvert fald hvis vi giver os tid til det.

Hvis vi er for hurtige, risikerer vi at kaste skygger, og det vil helt sikkert hæmme den fortsatte adgang til sandheden, og hvad der er sandt.

Lige så snart vi kaster skygger, gør vi dem til sandheden, og så har vi ikke længere fat i, hvad der i virkelighed er sandt.

Jo lavere bevidsthed, jo mere vil man kunne være og blive i en skygge, altså en usandhed, måske livslangt. Hvor sandheden dermed er ikke eksisterende, måske fordi jeg ikke ønsker at kende den eller vil være ved den.

Alternativet er altid at være lydhøre, åbne, ærlige og klar til at korrigere.

Vi ved godt og altid, hvornår noget er sandt. Vi kan mærke, hvordan det fylder inde i os.

Vi kan også mærke, at det spænder, og hvad vej det trækker.

Det er ikke diffust, hvis vi tillader os selv at være i det.

Sandheden i sig selv er blød, rar, sjov, barnlig venlig, hyggelig, lidenskabelig, sød, kærlig, åben, ærlig, stilfærdig, sensuel, smuk.

Der er noget i livet, der altid er sandt. Ethvert menneske kan få en sådan indiskutabel viden. Det forudsætter, at man altid er ærlig.

Det, som jeg udfolder mig omkring, står og falder med, om det er sandt.

Det har jeg det faktisk rigtigt godt med.

Jeg har det også godt med, at jeg bevæger mig ind i et nyt område, der aldrig har være betrådt på den måde før.

Mit perspektiv er det hele menneske. Og det er hele livet, forstået som det, som vi alle har del i, men som vi også hver især har mulighed for at håndtere helt på vores egen måde.

Livet er i en form, hvor vi kan forholde os til det.

Hvis vi er ordentlige, har vi masser af handlemuligheder.

Hensyn og respekt er altid vigtigt.

Vores forståelsesramme er vores individuelle bevidsthed.

Den kan udvides, så det bliver en fælles bevidsthed.

Men vi skal i den sammenhæng altid være i stand til og parat til at vende tilbage til vores egen individuelle bevidsthed, også vor at vide med os selv, at vi ikke sammen gør noget, der ikke er i orden.

Det er selvfølgelig afgørende, at vi altid holder os på stien, at vi altid holder os til sandheden.

Hvis ikke, vil vi jo ikke kunne forsvare at bevæge os længere ud. Så er det måske løgn, som vi er i gang med.

Sandhed kan vi altid mærke. Vi kan altid vide med os selv, om det er rigtigt eller forkert.

Ellers kan vi i hvert fald vente, indtil vi føler os fortrolige med svaret.

Grunden til vores fælles forståelse er, at vi hver især har en sjæl, som i en større sammenhæng er forbundet med noget guddommeligt, en dybere sandhed, der ikke er tilfældig.

Det tilfældige og det subjektive hører til i instinktets verden. Den dybe sandhed hører til i sjælens verden. Her er der bund i tingene. Her kan vi ikke lyve for os selv. Her er vi forpligtet i forhold til vore følelser.

Jo mere lav bevidsthed, jo mere bundet vil følelser og tanker være, og jo sværere vil det være at navigere i nyt farvand.

Mennesker, der lever i skygger, kan ikke samtidig leve i sandhed.

Sandhed er kun mulig, når jeg siger ja med hele mit væsen, og altid er villig til at møde, hvad der kommer.

Jo højere bevidsthed, jo nemmere vil det være at møde og anerkende tanker og følelser, som de er, og i øvrigt at korrigere, hvis der er noget, jeg ikke helt har fat i .