Sandheden er meget specifik

Hvordan kan man vide, om noget er sandt eller ikke?

Det er man ikke i tvivl om, når man mærker det, og har kontakt til det. Slet ikke, når man i andre sammenhænge er uden denne kontakt.

Man kan godt miste sig selv eller adgangen til sandheden. Hvorfor eller hvordan det sker ved jeg ikke. Men det har noget at gøre med på afgørende tidspunktet ikke at tage sig selv eller andre alvorligt, og at gøre noget andet i stedet. Om det er permanent, ved jeg ikke. Men det er mærkeligt at opleve.

Adgangen til sandheden i sig selv er også adgangen til det dybe i sig selv.

Adgangen har den samme egenskab som sjælens energi. Selv om den bliver benægtet, er den der stadigvæk, og kan komme ind ad alle sprækker. Sandheden vil vinde til sidst. Hvis man benægter den, kan man se det på en person. Og man ved det godt med sig selv, også selv om den benægtes.

Sandheden forløser. Hvis vi udtrykker den, føler vi os fri.

At blive i sin sjælsenergi skaber troværdighed, også selv om man ikke får klare svar.

Jeget er vores direkte vej til sjælen. Hvis det bliver lavet om til et ego, har man umiddelbart et problem.

At være i sandhed er at være i sit væsen.

Hvis man altid taler sandt, vil man før eller siden få ret.

Men derfor skal man alligevel huske altid at passe på sig selv.

Sandheden kan ikke være kynisk, med mindre vi har opført os fuldstændigt urimeligt.

Sandhed hænger sammen med kærlighed og skal altid håndteres i denne sammenhæng.

Sandhed er noget, vi kan mærke.

Vi er ikke i tvivl om, hvad det handler om.

At nogle ikke kan finde ud af at opføre sig ordentligt, ændrer ikke ved, at sandheden er der.

Vi har naturligvis pligt til at møde sandheden og at lade den virke.

Sandheden kan kun opstå, så vi kan forstå og bruge den,, ind i det bløde menneskevæsen.

Det forudsætter, at vi slipper alt det hårde, også enhver form for mistillid, og i stedet lader det positivt sande komme ind i livet. Det, der ikke er belastet af skygger og dårlig energi.

Det vil være en overvindelse for mange at give slip på det negative.

Det sande kan vi ikke løbe fra. Det vil altid vende tilbage.

En meget fortalt historie er den om 7 blinde, der skulle fortælle, hvad en elefant var for noget.

Den ene, der mærkede stødtænderne, sagde, at en elefant er hård og meget spids,

Den anden, der mærkede snablen, sagde, at en elefant er blød og rund.

Den tredje, der mærkede halen, sagde, at …

Sandheden er på den måde afhængig af, hvordan vi ser den.

Men en elefant er stadig en elefant.

Det, der er sandt, er sandt.

Sandheden er det eneste, som vi altid er bundet af.

Sandheden er det, jeg selv har gjort, og derfor er.

Men det er jo også det, som er skabt sammen med andre. Specifikke andre.

Den dybere sandhed er summen af alt, hvad der er sket, når vi piller alt det uvæsentlige fra.

Det er altid godt at være i overensstemmelse med sig selv. Så kan man kigge sig selv i øjnene.

Jeg ved, at sandheden findes. Derfor er jeg ikke bange for at gå dybt.

Vi kommer altid tilbage til virkeligheden, og så ved vi, hvad det hele handler om.

Sandheden har den egenskab, at den er sandheden.

Man kan godt forsøge at ignorere den, men det ændrer ikke på sandheden.

Vi kan mærke sandheden. Vi kan også mærke, når noget ikke er sandt.

Vi kan bilde os en masse ind, men vi ved godt, når vi er ærlige, hvad der er sandt, og hvad der ikke er.

Floskler er, at vi bruger ord, som vi ikke har taget til os, som ikke kommer ud af hjertet, men ud af munden.

Sandhed er ikke sådan noget man løber om hjørner med.

Hvis vi ønsker sandheden i spil, skal vi være virkelige.

Sandheden baserer sig på nogle, der har trådt vejen.

Som har haft modet og viljen til at manifestere sig selv i livet, vel at mærke på en positiv, sober og altid hensynsfuld måde.

Hvis vi kun er en skygge af os selv, får vi selvfølgelig ikke nogle svar.

Jo mere sandt og ærligt vi er i livet, jo mere præcise svar får vi.

Sandhed er noget meget specifikt.

Vi ved godt, hvad det er.

At blive på stien.

At gøre det man skal.

Når vi ikke gør det, så ved vi det godt.

Det er nemt at mærke.

Når vi lader den virke, er vi ikke i tvivl.

Sandheden i en relation har det på samme måde. Vi kan ikke fake. Vi kan ikke lade som om. Så er vi der ikke for hinanden. Det gælder i alle former for relationer.

Inden for jura har man et grundprincip om at lade tvivlen komme den tiltale til gode. Det gælder i en vis forstand også i forhold til sandheden, at vi ikke starter med at afvise, men i stedet lytter ind i tilstanden, og af et oprigtigt hjerte finder ud af, om det er sandt eller ikke sandt. Der er altid et svar, men vi skal ikke være for hurtige til at afgøre det. For så lader vi måske instinktet råde, og ikke sjælen.

At leve livet er at være i sandheden. At være levende, med alt hvad det indebærer.

Man kan ikke være i livet og kun tage hensyn til sig selv. At være menneske er at anderkende et andet menneske som menneske, med alt hvad det indebærer.

At være i og at leve sandheden er at anerkende sig selv og den anden som præcis dem, vi er. Det er forudsætningen for sandt liv.

At leve livet i sandhed er at udfolde sig som menneske, med alt hvad det indebærer.

Hvis man ikke har fat i sandheden, kan man ikke udtale sandheden. Så kan man grundlæggende ikke udtale sig om noget, der er sandt.

Hvad er så sandheden? Det er vi ikke i tvivl om, når vi oplever det og den.

Vi kan aldrig skændes om sandheden. Skænderi hører til i et børneværelse, hvor man keder sig. Det er ikke voksen adfærd.

Det er heller ikke noget, barnet gider, hvis det har det godt med sig selv.

Så lader det livet, herunder sandheden, komme ind, lader den virke, slipper den igen. Leger videre.

Når vi tænker geologi, har noget af undergrunden været meget længe om at blive til, f.eks. granit, mens sandsten er blevet til meget tidligere, set i forhold til vore tid.

Hvis vi omsætter det til sandhed, kan vi forstå granit, hvis vi evner at se og mærke det i et tidsperspektiv.

På den måde kan vi måske forstå, hvorfor sandhed, udtalt af mennesker, nogle gange bliver alt for hurtig, alt for overfladisk, fordi man ikke evner eller ønsker at se og opleve i dybden. Man lader f.eks. meget nemt en fordom råde i stedet for at lytte efter, hvad der i virkeligheden er sket og dermed er sandt.

Vi lever af det der er sandt. Det kan vi falde tilbage på.

Det er lige så enkelt, som det er skrevet.

Jeg har flere gange oplevet at kunne se noget, som andre ikke kunne se.

Jeg tror, det skyldes, at jeg har kontakt med min sjæl, og derfor også kan se andres sjæl. Det er ikke altid, de vil kendes ved den. Men det er heller ikke min opgave. Det er noget, de selv skal gøre.

Jeg opfatter ikke mig selv som clairvoyant, har ikke brug for det, fordi min måde at se verden på er meget mere enkel.

Jeg ser ikke frem eller tilbage i tiden, men er i tiden, og kan fra den position se sandheden, sådan som den er.

Jeg dyrker ikke yoga, og jeg mediterer ikke. Det har simpelt hen ikke virket rigtigt, siden jeg første gang fik min oplevelse af et væsen, som ikke var mig, som kaldte sig Gud.

Det hænger sammen med, at jeg altid er i mig selv, og med det, der sker. Jeg lader ikke som om. Jeg siger ikke usandhed til noget. Jeg er bare den, jeg er. Og det arbejder jeg på altid at være.

Jeg er fuldstændigt lige så normal som alle andre. Jeg er bare på samme tid fuldstændigt ærlig, både omkring mig selv, og om alt, hvad jeg oplever. Jeg er ikke skuespiller, og jeg snyder ikke. Jeg er bare.

Samtidig ved jeg, at der er nogen, der holder øje med mig, og passer på mig. Men det er mig selv, der agerer i mit liv, og som i alt selv skal stå inde for det.

Jeg er ikke bange for at gå ind i mærkelige og problematiske følelser, fordi jeg ved, at alt vil falde på plads, hvis bare jeg bliver i det.

Det kan godt undre mig, at ikke andre føler og mærker den samme enkelthed i livet, og lever den. Hvis de gjorde, ville meget i verden se helt anderledes ud. Krige ville være utænkelige. Og vi ville være ordentlige over for hinanden som første prioritering i vore handlinger.

Vi ville søge de løsninger, som var til gavn for helheden, og ikke kun søge os selv og vores egen tilfredsstillelse.

Det modsiger ikke sig selv at være glad og at være åben over for alt, hvad der sker.

Det væsentligste problem er vist nok, at man kun kan få min indsigt, hvis man er villig til som menneske at give slip på det, der binder. Det er der ikke ret mange, der har lyst til. Sådan må det være.

At slippe er at sige ja med hele sit væsen. Tror nok, at rollen er noget af det sidste, man har lyst til at slippe. Men det er nødvendigt, og ikke bare som noget, man siger. Når vi siger ja og mener det oprigtigt, kan vi mærke det helt ned i fødderne.

Et andet udtryk for rollen er mit eget billede af mig selv, eller mit spejlbillede. Det kan sagtens være en rolle, som også andre bekræfter mig i. Hvis ikke den er sand, er jeg ikke sand.

Det, der er sandt, er det, vi godt ved, også selv om andre i hele verden trækker i en anden retning.

Sandheden er dem, som vi i virkeligheden er, og det, som vi i virkeligheden skal.

Vi kan godt forsøge os i andre retninger, men vi bliver altid trukket tilbage mod sandheden.

Det kan være en relation, som er noget særligt.

Det kan være dem, som vi i virkeligheden er.

Det kan være aftaler, som vi lavede, inden vi kom, som giver os meningen med det hele.

Sandheden er det, der kommer, når vi lader det komme.

Det er det enkleste af alt.

Det er det klareste af alt.

Det er der mange, der ikke synes. Det skyldes, at de har en anden dagsorden, der er vigtigere, ja vigtigere end sandheden.

Sjælens gennembrud er sandhedens gennembrud.

Vi kan lære at navigere meget specifikt i sandhed og kærlighed.

Enten er det sandt, eller også er det ikke sandt.

Det var nok den vigtigste erkendelse, jeg fik ved min kontakt til noget guddommeligt i 1979.

Der findes ikke et svar midt imellem.

At mennesker så komplicerer det, og grumser det, og forurener det, er en helt anden sag.

Men det ændrer ikke ved, at sandheden er reel og specifik i enhver situation.

Vi kan opleve det smukt sammen med et barn.

Vi kan opleve det smukt sammen med en kæreste.

Det er, når sjælen toner rent igennem.

På præcis samme måde virker viden, som også i sin essens er enkel og klar.

Og igen er det mennesker, der fordi de er bundet til instinktet, er dybt autoritetstro, eller bundet til ting, status, værdisættelse i forhold til ydre normer og krav.

Nogle kalder det modstand. Men det er lige så meget og lige så ofte uviljen til at give slip i forhold til privilegier, der er i spil. Eller ønsket om at ville kontrollere og styre, at have magten.

Med andre ord forsætligt ikke at ville give afkald på magt eller privilegier eller en selvopfattelse, et ego.

Nogle har en betinget adgang til sjælen, som kan være en kommerciel tilgang, der indeholder bestemte teknikker, et mode, som de går i, når de driver forretning. Det kan naturligvis ikke være rent på den måde at ville styre, eller tro, man kan styre, verden udenfor.

Det er denne bundethed eller manglende villighed, som også Jesus måtte forholde sig til og frasagde sig, som Frans af Assisi og mange andre også har giver slip på, og derfor, dermed fået adgang til kærligheden og sandheden i sin rene og ubundne form.

Det har virkeligt overrasket mig, hvor meget det betyder i et menneskes liv, hvad jeg prioriterer højest, hvad jeg lægger vægt på. Og som dermed også har haft indflydelse på inklusion og eksklusion i definitiv grad.

Det har også overrasket mig, hvor nemt mange i min omgangskreds er faldet, forfaldet til de nemme løsninger, eller tilsyneladende nemme. Det kan være kommercielle interesser. Det kan også være at følge det, der virker mindst kompliceret, fordi man så ikke længere skal tænke og stå selv.

Nogle af bruddene har været meget voldsomme, sikkert fordi sandheden har været ved at få godt fat, og der efterfølgende har skullet en stor portion modsatrettet kraft til for at komme ud af den igen.

Livet i sig selv er skrøbeligt og sårbart, men kan blive stærkt, hvis vi lader det.

Det ved guderne også. Det er ikke altid, at mennesker respekterer, at det er noget, vi skal passe på.

Vi kan altid mærke på os selv, hvis vi er ordentlige og ærlige, om vi er i sandhed, om vi har fat i sandheden, og om vi lever i den og efter den. Vi er ikke i tvivl, når vi gør det, og når vi er det.

Alle kan lære at navigere efter sandheden, i hvert enkelt sekund. Vi kan simpelt mærke, hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert, hvad der er sandt, og hvad der er falsk.

Vi har alle sammen tidspunkter i livet, hvor vi er særligt skrøbelige og sårbare.

At være menneske er at have behov.

At være menneske er at få opfyldt behov.

Kig på et barn, der er nysgerrigt. Det søger også trygheden, i form af en berøring. Og vips er det af sted igen.

Når vi er der for hinanden, kan vi altid slippe igen.

Men vi skal være det for hinanden.

Det er de små ting, der er afgørende. Men vi må aldrig fake. Vi må aldrig lade som om. Vi skal være der.

At være der for hinanden i alt er det, som livet og især en relation handler om.

Især hvis vi er voksne, der begge er belastede af en fortid uden kærlighed i større eller mindre grad.

Det har altid været naturligt for mig at være ordentlig, at kunne kigge mig selv i øjnene. Jeg er det også, og kan det også, fordi jeg har det godt med det. Fordi det giver mig fortrin i enhver situation. Jeg kan altid kigge fremad, og jeg oplever det overskud, som alle kan opleve, og alle kan få ved altid at være sig selv bekendt. Det giver et rum at handle i, at være i, og sammen kan vi blive endnu stærkere ved at være det i kor, så at sige. Men altid holde sig til sandheden. Altid holde sig på den rigtige side af sig selv.

Jeg forstår helt ærligt ikke, at ikke mange bevæger sig i samme retning som mig, at der er så mange, der trækker i andre retninger. Det kræver så lidt, og det giver så meget.