Sandheden er en diamant

Sandhed eksisterer kun i et dynamisk samspil.

Den er vanskelig at holde fast i, og den fordrer vores dybe engagement.

På den måde er den et sjovt fænomen.

Vi kan ikke holde den uden for os selv, og på den måde manifestere den. Vi skal selv aktivt have fat i den. Så virker den.

Mit projekt er at lyse mørket op.

Mine bøger er en platform ind i Ny Tid.

Det, der gør en forskel i verden, er, at nogle tør stå ved sig selv.

Og at de gør det. Med hele deres væsen.

Ikke for at pleje et ego.

Ikke for at tjene penge.

Men for at fortælle og vise, hvad der er menneskeligt muligt. I sig selv.

Uden at skulle leve op til andet end at være sig selv. Og have lov til det.

Det er præcis den måde, vi skal lære at være gode mennesker. Også i forhold til vore omgivelser.

Det er ikke det samme som at have nok i sig selv.

Det er ikke det samme som at tiltrække sig andres lys. Det er at være i sit eget lys.

Der er altid noget optimalt, vi kan gøre, i forhold til det væsentlige i tilværelsen.

Det er noget af det, jeg har med mig.

Uanset at vi måtte være skilt ad eller tilintetgjort, ved andres mellemkomst, har vi altid mulighed for at få fat i os selv og samle os selv, stille og roligt, at blive hele igen. At komme os. At finde vores eget fodfæste. Ikke at behøve overhovedet at skulle ligge under for andre.

Det forudsætter, at vi ubetinget er styrmænd i vores eget fartøj. Jo mere proaktive vi er, jo mere vil alt ske på vore egne præmisser, idet vi dog altid er underlagt livets lov, der handler om hensyn, respekt, ordentlighed.

Der er ufravigelige krav knyttet til at være menneske. Og kan man ikke finde ud af at overholde dem, kommer man bagest i køen, i det store puslespil. Det er en rigtigt god ordning.

Min force er, at jeg ved, at vi er knyttet til en dybere sandhed.

Jeg oplevede det tydeligt og første gang i 1979.

Denne viden betyder, at jeg ikke, i modsætning til mange andre, lader mig styre af et bundet instinkt, og dermed af noget lavt menneskeligt.

Bundet instinkt er altid negativt og irrationelt. Helt ubevidst er det automatreaktioner. Men det kan også være dybt kalkuleret og bevidst, grænsende til det ondskabsfulde, hvor den frie vilje er i spil.

Uanset aktuel konflikt ved jeg, at vi inde under alt, hvad der bøvler, har adgang til noget meget fint og smukt. Men det forudsætter, hvis vi vil have adgang til det, at vi har vores egen intention ubetinget på plads.

At have adgang til denne dybe viden forudsætter naturligvis, at jeg selv handler ansvarligt i overensstemmelse med den dybe sandhed. Det kan jeg godt gøre, også uden selv at være fuldstændigt gennemlyst. Viden og sandhed er på en måde synonymer, hvor viden nok mere er en beholder, mens sandheden er indholdet.

Den dybe forståelse kommer, når jeg lader den komme. For mit eget vedkommende har det været særligt tydeligt under mine besøg i Assisi, hvor betydningen af selv at gå vejen åbnede sig.

Modsætningen hertil at lade sit ego, som er et instinktbåret fænomen, have magten i sit liv. Her kommer min viden til udtryk gennem fordomme og normer, der er det, der holder mig selv og mit eget selvbillede på plads, måske støttet af det, jeg ser i spejlet.

Det første er at lade lyset og sandheden komme ind i mit liv, på sin egen måde. Det andet er at lade mørket have magten, hvor jeg jo samtidig kaster skygger, som rammer alle dem, der rangerer lavere end mig i hierarkiet.

Titlen “Sandheden er en diamant” kom til mig på et tidspunkt, hvor jeg oplevede, i det store og hele at være færdig med en bog, “Er hjertet med? Sjælen i udfoldelse”, som for alvor tog form under mit besøg i Assisi i september 2019.

Når jeg skriver, bliver det ofte til mange sider hver dag. Ordene kommer, når jeg sover, når jeg kører i bil, og på alle andre sjove tidspunkter.

Den nye titel “Sandheden er en diamant”, er så speciel, at jeg egentlig ikke forstår, helt hvad det handler om. Noget ved jeg dog godt.

Jeg lavede et øjeblikshoroskop, der også var ret specielt.

Jeg har skrevet meget om at være i sin egen energi. Det er et lidt sjovt argument, men det fylder meget i min måde at være i verden på. Det handler, som jeg oplever det, om at have kontakt med sin sjæl, og jo også længere ind eller længere ud.

Når man ikke har kontakt med sin sjæl, har man heller ikke kontakt med den dybe sandhed, der dybest set er guddommelig.

Sjælen kan man kun få kontakt med ved at være gennemført ordentlig. Det gælder selvfølgelig også den dybe sandhed.

Sandheden kan man ikke bøje. Det kan man heller ikke med en diamant.

Selv om man sliber en diamant, har den en iboende egenskab. som ikke bliver tilført i processen. Den har en kvalitet i sig selv, hvor opgaven vel er at få denne kvalitet frem i forbindelse med slibningen.

Sandheden kan man altid se fra flere sider. Den kan belyses fra uendeligt mange sider. Men det ændrer ikke ved, at noget er sandheden, som bliver ved med at være det, det er. Noget, vi godt ved med os selv. Noget, som vi selvfølgelig er bundet af, uden derfor og nødvendigvis at være bundet i øvrigt.

Sandheden kan man godt ignorere, men ikke vedvarende. Den vil altid give sig til kende, på den ene eller den anden måde.

Det er altid nemmest at sige ja til sin skæbne og dermed til den dybe sandhed.

Sandheden er ikke synlig eller tydelig, så længe vi går i mørke, i instinktets lukkede verden.

Hvis vi derimod evner at lukke op for os selv og for andre, vil vi kunne opleve en smuk sammenhæng, individuelt, men også den måde, som vi dybest set er forbundet på.

De mest seriøse mennesker i historien har nærmet sig denne dybe sammenhæng. Men såkaldt eller mere normale kan også være heldige at fange den i situationer, hvor vi er helt igennem os selv, ærlige og oprigtige sammen. Her kan vi mærke sandheden og kærligheden. Det kan være, mens vi går tur sammen. Det kan være, når vi elsker. Det kan være sammen med børn og børnebørn. Vi ved det godt, når vi oplever det.

Al stor kunst forsøger at nærme sig eller at udtrykke denne sandhed. Om det lykkes, vil kunne besvares af beskueren, eller hvem der på anden måde oplever at være i en større sammenhæng, en slags kontakt med evigheden.

Det svarer til den oplevelse, som en kunstner kan have i den kreative proces, men  jo også når et værk er afsluttet, og herefter må leve sit eget liv.

Eller når vi bare kigger hinanden dybt i øjnene og ved, at det er sandt.