Sandhed og tro

Tro er det, vi hviler på.

Tro er det, vi falder til ro i.

Troen er vores fundament.

Troen er et anker.

Troen er en stille sitren, der fylder mig med glæde, fordi jeg har oplevet noget godt, og er i dette gode.

Troen er, at sjælen endelig har fået det sidste ord i forhold til instinktet.

Troen er, at vi har givet slip i forhold til det sande i livet, dybt ned i os selv.

Virkeligheden er, at vi skal anerkende instinktet, men i sin sande form, hvor det samarbejder med sjælen.

Sjælens virkelighed er altid i kontakten med alt andet i os selv.

At tro på noget er først og fremmest at være helt til stede i noget.

Jeg kan ikke tro på noget, som jeg ikke har kontakt med.

Så sandheden må være lige i nærheden.

Men tro retter sig også mod fremtiden, baseret på nutiden.

At tro på noget er at have en forventning om, at noget sker, at regne med, at det sker.

Man kan jo aldrig vide, når det gælder fremtiden, men man kan tro, og så håbe.

Vi kan også tro på hinanden, hvor der gælder de samme præmisser, at vi regner med noget, men strengt taget ikke kan vide noget.

Men jo mere substans der er i et menneske, jo mere berettiget tro vil jeg kunne have.

Jeg kan jo begynde med altid selv at være troværdig.

En tro kan blive så stærk, at den bliver til en overbevisning, der er næsten det samme som en skråsikker viden.

Men stadig er det kun en tro, en bro over mod viden eller sandhed.

Det, der er vigtigt i livet, er, at jeg står inde for, hvad jeg siger og gør.

Det er ikke, at jeg gør det, som andre siger, jeg skal tro og gøre.

Det er, at jeg i alt kan stå inde for og ved mig selv.

At mit udtryk er mit væsen. At jeg er mig.

Kristendommen blev til i en tid, hvor den sociale virkelighed var direkte forbundet med retten til fysisk magtudøvelse.

Hvis ikke man indvilligede i at tilbede de romerske guder, kunne man blive korsfæstet eller kastet for vilde dyr.

Et menneske havde ingen rettigheder uden for denne kontekst. Soldater kunne når som helst bryde ind i et hus og tage en person til fange.

Efterfølgende kunne vedkommende miste livet, hvis ikke man ubetinget sagde ja til at tilbede kejseren, som var guddommelig.

I dag, i vores del af verden, har vi en retssikkerhed, der ikke længere binder os til en politisk, udøvende magt.

Der er imidlertid mange former for magt, der i dag udøves i det skjulte, som kan være lige så fængslende og dræbende.

Et ondt og uansvarligt menneske kan, med sin intention, som kan komme fra et ubevidst sted, ødelægge et andet menneske, hvis det vil.

Vi kan gøre livet ufatteligt surt for hinanden, hvis ikke vi øver os i altid at være ordentlige.

Man kan være ond på mange niveauer. Det er ikke kun fysisk magtudøvelse, som kan gøre ondt.

Opgaven for den enkelte er at frigøre sig for denne form for ondskab og slaveri.

Tro er at være i mig selv og med mig selv. Det er meningen med mit liv at være i overensstemmelse med mig selv.

Ikke som en udvendig rolle, et appendix til noget andet.

Men at være den, jeg fra begyndelsen af var bestemt til at være.

At være i mit eget lys og mit eget væsen gør mig virkelig.

Kan jeg være det sammen med en anden, eller med andre, kan vi være virkelige og sande sammen.

Det er ikke en metafor. Det er ikke en forestilling. Det er at være i virkeligheden.

Jeg er ikke noget, der er understøttet af noget andet. Jeg er mig.

Så længe jeg kan sætte ord på noget, uden at kaste skygger, er der håb.

Så længe vil jeg kunne blive i min egen krop og min egen energi, og mit eget problem, hvis jeg oplever et sådant.

Når jeg lykkes med at få et svar ind i mit spørgsmål, hvor jeg også mærker min egen positive deltagelse, har det udviklet sig til tro.

Nu har jeg en mulighed for aktivt at gøre noget, at handle, at forstå.

Når det hele falder på plads i en ny forståelse, handler det om kærlighed, at elske mig selv, eller at elske en anden.

Det er håb, tro og kærlighed på en måde, hvor jeg er i stand til at gøre en forskel. Hvor jeg selv er aktiv i mit liv.

Religion er at gøre noget, fordi andre siger, jeg skal.

Tro er at gøre noget, fordi jeg gerne vil gøre det. Fordi jeg tror på det. At det hjælper noget. Eller at det gør noget.

Når jeg i påsken 2020 for sjette gang tager til Assisi, er det i bevidstheden om, at en anden person er gået vejen, som jeg også betræder, og at denne person kan og vil bidrage med noget, som jeg kan bruge i mit liv, da jeg jo også går en vej, som ingen har betrådt før.

Vejen bliver synlig og tydelig ved at gå den. Sandheden bliver åbenbar ved at være den, at være i den, at lukke op for den.

Det kendte har vi ikke brug for at tro på. Men det næste skridt, som vi ikke kender, tager vi, i tillid til og tro på, at vi er på rette vej, og at det giver en dyb mening.

Jeg har aldrig været bange for at tage det næste skridt. Jeg har aldrig været bange for at kaste mig ud i noget nyt. Jeg gør det i tillid til, at jeg får hjælp, og i troen på, at jeg derved får ny viden. Men det sker kun, når og hvis jeg selv tager skridtet, skridtene. Det har jeg det rigtigt godt med.

Det sker også kun, hvis jeg i alt er gennemført ordentligt. Det har jeg det også rigtigt godt med.

Og nogle har brug for at gå vejen for at vise for andre, at den er mulig. På trods af øretæver og andre ubehageligheder.

Lyset og dermed sandheden opstår, når jeg flytter min fod.

Fordi jeg gør det, fordi jeg gerne vil det. Fordi det er det, jeg skal, som jeg ubetinget har sagt ja til, inden jeg kom, og nu, med nogen forsinkelse, lever og handler efter.

Den sandhed, der er kendt, er der ingen grund til at tro på. Den ved vi jo, er virkelig.

Vi skal jo ikke tro på, at vi er i live. Det ved vi. Måske er vi ikke rigtigt i live, men det er en anden sag.

Jeg vil ikke kunne gøre det, som jeg gør, hvis ikke jeg var helt til stede i mig selv, og dermed i live.

Tro vender sig mod noget, vi ikke ved, men alligevel regner med, stoler på, har tillid til.

Tro er at investere en væsentlig del af vores energi i noget eller nogen, som vi har en begrundet forventning til.

Ellers ville det jo ikke være tro.

Et menneske har meget kraft. Når en væsentlig del af denne kraft positivt vender sig mod noget, der har betydning for os, kan det være i form af tro.

Når vi siger ja til noget, vender vi os imod dette noget i tro.

Hvis vi går i modstand, kan vi ikke samtidig gå i tro.

Lykken er i øvrigt at turde noget sammen, at gøre noget sammen. At bryde ud af en forestilling, og ind i virkeligheden.

At gøre tro til virkelighed.

At slippe livrem og seler, og  at gøre noget, som ingen har gjort før. Ikke for at komme i fjernsynet. Men for at vide med mig selv, at jeg kan.

Diamanten er det sande, der sker, når vi giver slip. Gør vi det to, kan det blive magisk.