Sandhed og transformation

Man løser intet ved at sende energien ud af sig selv, i hvert fald ikke at sende den negativt ud.

Man bliver tom indvendigt, tømmer sig selv, både for indhold og for struktur, positiv bevidsthed og forståelse.

Al sand transformation og bearbejdelse går gennem lysarbejde i sig selv, gerne med hjælp udefra. Men det indre arbejde er altid det vigtige og det afgørende.

At agere i mørke er, undertiden, at agere i angst. Det er vigtigt at kunne være med en sådan tilstand, indtil den, af sig selv, når jeg stilfærdigt evner at blive i den, vil ændre sig.

Jeg skal være villig til at kigge på alt i mig selv.

Enhver, der får kontakt med sandheden, og lader den virke på sig, bliver et andet menneske.

Det er ikke sikkert, at man vil være ved det. Men man kan ikke vende tilbage til det liv, man havde før.

Alt vil være forandret fremover.

Men sand erkendelse fordrer, at jeg selv vil være ved det.

Og at jeg aktivt gør noget for det.

Hvis jeg gør det, vil jeg på et tidspunkt opleve en ny integration. Måske er det ikke muligt at vende tilbage til den virkelighed, som jeg kendte. Og hvis jeg gør det, skal en af parterne give sig.

Enten skal jeg slippe min erkendelse, eller også skal den eller de i min hidtidige virkelighed gøre noget for at komme mig i møde.

At træde over i en anden form er jo ikke noget, der sker fra det ene øjeblik til det andet. Normalt vil det være resultatet af en langvarig proces, hvor et nyt lag lægger sig oven på et andet, indtil der ikke er nogen vej tilbage.

Min egen proces vil altid være den tungtvejende i en sådan bevægelse fra en tilstand til en anden.

Det er den bastante del af en selv, som man først og fremmest skal have fokus på.

Det er typisk her, den største modstand er, i forhold til at blive et sandt menneske.

Det bastante er det, vi har gjort os til som voksne, som vi i øvrigt ikke ønsker at kigge på.

Det er herfra, vi kaster skygger, og det er herfra, vi tror os bedre end alle andre, hvilket jo altid vil være en illusion.

Men det forhindrer ikke rigtigt mange mennesker at gøre det alligevel.

Og så længe der er en sådan tyngde indeni, vil man aldrig evne at gå let i livet.

Instinktet er endimensionalt og finder gerne en enkel forklaring på, at noget er, som det er, og bruger den til projektion, hellere end at kigge indad.

Det er det samme som at sende sin egen energi ud af sig selv, uden afgørende at reflektere over det, og dermed at gøre sig selv og andre til noget andet, end hvad vi i virkeligheden er.

Vores energi er fundamentalt set bundet op på en guddommelig logik. Når vi følger den, vil vi opleve at kunne gå let i livet. Men det vil for mange, for de fleste, være en meget lang proces, hvor vi langsom vender hvert et blad, billedligt talt, i vores væsen, på vej mod et liv i sandhed.

Det fordrer, at vi ønsker og evner at begynde helt forfra, så at sige.

For mange begynder et afgørende vendepunkt i livet med en dyb smerte.

Det er den samme måde at udtrykke, at noget bastant i livet fordrer at blive kigget på, som hidtil har ligget i mørke, måske i buldrende mørke.

Den måde, man bygger sig selv op som menneske, er en anden måde at forklare, hvordan man administrerer sin energi.

Vores energi er hæftet forskellige steder i kroppen. Vi bruger den til at opbygge vores karakterstruktur.

Meget sker udefra, i form af påvirkninger i barndom og ungdom. Men meget sker også eller opbygges indefra.

Forskellen på dyr og mennesker er, at vores bevidsthed er med i skabelsen af vores fysiske struktur, hvor instinktet er en anden delmængde.

At blive et sandt menneske er egentlig det samme som at genopfinde kulturen, eller at skabe den fra begyndelsen af.

Kultur er vores måde at håndtere naturen på, både den i os selv og uden for os selv.

Da vi normalt tager den for givet, forstår vi ikke, hvordan den virker i os og omkring os.

At blive virkelig er gradvist at forstå, hvordan vi til stadighed bliver til, men jo også, hvad der forhindrer os i denne proces.

Det er en stor mundfuld, og i virkeligheden vil udvikling altid begynde i det små, og næsten umærkelige. Men stadigvæk handler det om, hvad noget gør ved os, eller hvad noget, vi gør, gør ved andre, eller måske ved os selv.

At lære sig selv at kende er først og fremmest at lære, hvad jeg gør ved mig selv, eller hvad noget gør ved mig. Og på den måde at lære at handle på en bedre måde, hvor jeg har mulighed for selv aktivt at gøre en forskel.

Det gode skaber en form, som vi positivt kan være i og handle ud fra.

Det gode gør os levende, vitale, givende, oprigtige.

Det onde gør os tomme i blikket. Det onde gør os kolde, egoistiske, ligeglade, kyniske, ekskluderende, utilregnelige.

Det onde kan ikke være i sjælen. Det onde er sin egen negation.

Det onde kan ikke være i et rum. Det onde lukker et eventuelt rum, en eventuel frihed.

Negativ kraft kan kun modsvares af lige så meget, eller tilsvarende, positiv kraft.

Lys er noget meget faktuelt.

Når vi giver noget opmærksomhed, lyser vi det op.

Når noget har været lyst op, skyldes det, at en er gået vejen, og har vist hvordan.

Når noget forsætligt er blevet formørket, skal det også forsætligt lyses op, af den, der har gjort det, der har forvoldt mørket.

En anden har forinden vist, hvad det var muligt at lukke op for, og har brugt meget energi på det. Har måske brugt hele sin energi på det. Har måske brugt hele sit liv på det.

Det er altid nemmere at åbne noget positivt end negativt.

At blive lyst op er ikke det samme som at lyse op. Det er to forskellige handlinger.

Ved at gå helt ind i noget, med alt i sig og med hele sit væsen, kan man transformere det.

På den måde kan vi transformere alt.

Det samme er selvfølgelig også muligt ved positivt at gå ind i noget.

Så lyst eller smerte er ikke afgørende. Det afgørende er, at man går helt ind i det.

At man er i og med sin egen energi, eller den autentiske energi, som nu er på spil.

På den måde kan vi blødgøre instinktet, i stedet for at lade det styre os.

Men det fordrer, at vi gør det, af hele vores væsen. Og ikke halvhjertet.

Vi leder alle efter et balancepunkt i livet.

Det handler om, at vi har ro i os selv. At vi har det godt med det, vi gør. At vi også ved, at vi kan være os selv bekendt. At vi helt igennem er ordenlige. At vi har gjort det, vi skal.

Når vi finder balancepunktet, ved vi, at alt er, som det skal være.

Det, der er mit hjerteblod, er, hvad der er muligt, ved altid at være helt til stede i noget. At gå helt ind i noget, med hele mit væsen. Og fra den position at være med det, der sker. Og hvad der er muligt, når man gør det.

Det handler ikke om, hvad der sker, når andre lyser på mig. Det er i sig selv ret ligegyldigt. Og hvis det kun handlede om, at andre lyste på mig, for at jeg kunne tjene penge, eller på anden måde kunne blive tilfredsstillet, ville jeg være fuldstændigt ligeglad.

Mennesker, der går i modstand, har ikke det dybe engagement, der skal til, for at vise, hvad sjælen kan, når vi helt hengiver os. Det er en meget vigtig og meget afgørende forskel.

Det handler om altid at være helt til stede, ikke for at score kassen, ikke for at blive kendt, men for at vise, hvad der i den tilstand er muligt.

At være med det, der er.

At gå vejen.

At stå inde for sig selv.

Jeg ville ikke kunne gøre det, jeg gør, eller skrive det, jeg skriver, hvis jeg var halvhjertet.

Jeg har været oppe imod halvhjertede mennesker. Der kun tænkte på egen tilfredsstillelse. Eller egen forretning. Og det er en helt anden mentalitet. Den er mig ret ligegyldig. Den kan ikke bruges til noget i den store sammenhæng.

Sjælen kommer kun til syne, når vi afgørende er til stede i os selv, også når det foregår i smerte. Men jeg søger ikke smerten. Jeg gør det ikke for at se lidende ud. Jeg gør det for at være med det, der er, når det er.

Det er ikke for at gøre mig bedre end nogen. Det er ikke for at promovere mig selv. Det er, fordi jeg gør, hvad jeg gerne vil. Og gerne vil vise. Det giver mig også ny forståelse. Som jo tydeligt kommer til udtryk, efterhånden som jeg skriver mig ind i det. Og på den måde bliver klogere på, hvad det hele handler om.

Sand transformation er kun mulig, hvis vi er til stede i frihed. Og hvis vi gør det i fri vilje. Vi skal ikke læne os op ad nogen. Vi skal ville det selv og gøre det selv.

Jeg har ikke noget i mig selv, jeg ikke tør kigge på. Jeg tror, at forudsætningen for transformation ind i sjælens perspektiv er ubrudt energi, at vi altid er til stede i os selv. På den måde kan vi rumme alt, og være med alt.

Det er ikke andet, end hvad et barn også er og kan. Og hvad to elskende også er og kan. Så længe de bliver i den gode energi og i fuldstændig ærlighed og åbenhed.