Sandhed og transformation

Den måde, man bygger sig selv op som menneske, er en anden måde at udtrykke den måde, man administrerer sin energi på.

Vores energi er hæftet forskellige steder i kroppen. Vi bruger den til at opbygge vores karakterstruktur.

Meget sker udefra, i form af påvirkninger i barndom og ungdom. Men meget sker også eller opbygges indefra.

Forskellen på dyr og mennesker er, at vores bevidsthed er med i skabelsen af vores fysiske struktur, hvor instinktet er en anden delmængde.

At blive et sandt menneske er egentlig det samme som at genopfinde kulturen, eller at skabe den fra begyndelsen af.

Kultur er vores måde at håndtere naturen på, både den i os selv og uden for os selv.

Da vi normalt tager den for givet, forstår vi ikke, hvordan den virker i os og omkring os.

At blive virkelig er gradvist at forstå, hvordan vi til stadighed bliver til, men jo også, hvad der forhindrer os i denne proces.

Det er en stor mundfuld, og i virkeligheden vil udvikling altid begynde i det små, og næsten umærkelige. Men stadigvæk handler det om, hvad noget gør ved os, eller hvad noget, vi gør, gør ved andre, eller måske ved os selv.

At lære sig selv at kende er først og fremmest at lære, hvad jeg gør ved mig selv, eller hvad noget gør ved mig. Og på den måde at lære at handle på en bedre måde, hvor jeg har mulighed for selv aktivt at gøre en forskel.

Det gode skaber en form, som vi positivt kan være i og handle ud fra.

Det gode gør os levende, vitale, givende, oprigtige.

Det onde gør os tomme i blikket. Det onde gør os kolde, egoistiske, ligeglade, kyniske, ekskluderende, utilregnelige.

Det onde kan ikke være i sjælen. Det onde er sin egen negation.

Det onde kan ikke være i et rum. Det onde lukker et eventuelt rum, en eventuel frihed.

Negativ kraft kan kun modsvares af lige så meget, eller tilsvarende, positiv kraft.

Lys er noget meget faktuelt.

Når vi giver noget opmærksomhed, lyser vi det op.

Når noget har været lyst op, skyldes det, at en er gået vejen, og har vist hvordan.

Når noget forsætligt er blevet formørket, skal det også forsætligt lyses op, af den, der har gjort det, der har forvoldt mørket.

En anden har forinden vist, hvad det var muligt at lukke op for, og har brugt meget energi på det. Har måske brugt hele sin energi på det. Har måske brugt hele sit liv på det.

Det er altid nemmere at åbne noget positivt end negativt.

At blive lyst op er ikke det samme som at lyse op. Det er to forskellige handlinger.

Ved at gå helt ind i noget, med alt i sig og med hele sit væsen, kan man transformere det.

På den måde kan vi transformere alt.

Det samme er selvfølgelig også muligt ved positivt at gå ind i noget.

Så lyst eller smerte er ikke afgørende. Det afgørende er, at man går helt ind i det.

At man er i og med sin egen energi, eller den autentiske energi, som nu er på spil.

På den måde kan vi blødgøre instinktet, i stedet for at lade det styre os.

Men det fordrer, at vi gør det, af hele vores væsen. Og ikke halvhjertet.

Vi leder alle efter et balancepunkt i livet.

Det handler om, at vi har ro i os selv. At vi har det godt med det, vi gør. At vi også ved, at vi kan være os selv bekendt. At vi helt igennem er ordenlige. At vi har gjort det, vi skal.

Når vi finder balancepunktet, ved vi, at alt er, som det skal være.

Det, der er mit hjerteblod, er, hvad der er muligt, ved altid at være helt til stede i noget. At gå helt ind i noget, med hele mit væsen. Og fra den position at være med det, der sker. Og hvad der er muligt, når man gør det.

Det handler ikke om, hvad der sker, når andre lyser på mig. Det er i sig selv ret ligegyldigt. Og hvis det kun handlede om, at andre lyste på mig, for at jeg kunne tjene penge, eller på anden måde kunne blive tilfredsstillet, ville jeg være fuldstændigt ligeglad.

Mennesker, der går i modstand, har ikke det dybe engagement, der skal til, for at vise, hvad sjælen kan, når vi helt hengiver os. Det er en meget vigtig og meget afgørende forskel.

Det handler om altid at være helt til stede, ikke for at score kassen, ikke for at blive kendt, men for at vise, hvad der i den tilstand er muligt.

At være med det, der er.

At gå vejen.

At stå inde for sig selv.

Jeg ville ikke kunne gøre det, jeg gør, eller skrive det, jeg skriver, hvis jeg var halvhjertet.

Jeg har været oppe imod halvhjertede mennesker. Der kun tænkte på egen tilfredsstillelse. Eller egen forretning. Og det er en helt anden mentalitet. Den er mig ret ligegyldig. Den kan ikke bruges til noget i den store sammenhæng.

Sjælen kommer kun til syne, når vi afgørende er til stede i os selv, også når det foregår i smerte. Men jeg søger ikke smerten. Jeg gør det ikke for at se lidende ud. Jeg gør det for at være med det, der er, når det er.

Det er ikke for at gøre mig bedre end nogen. Det er ikke for at promovere mig selv. Det er, fordi jeg gør, hvad jeg gerne vil. Og gerne vil vise. Det giver mig også ny forståelse. Som jo tydeligt kommer til udtryk, efterhånden som jeg skriver mig ind i det. Og på den måde bliver klogere på, hvad det hele handler om.

Sand transformation er kun mulig, hvis vi er til stede i frihed. Og hvis vi gør det i fri vilje. Vi skal ikke læne os op ad nogen. Vi skal ville det selv og gøre det selv.

Jeg har ikke noget i mig selv, jeg ikke tør kigge på. Jeg tror, at forudsætningen for transformation ind i sjælens perspektiv er ubrudt energi, at vi altid er til stede i os selv. På den måde kan vi rumme alt, og være med alt.

Det er ikke andet, end hvad et barn også er og kan. Og hvad to elskende også er og kan. Så længe de bliver i den gode energi og i fuldstændig ærlighed og åbenhed.