Sandhed og styrke

Det er vigtigt, at vi leder efter de sande svar i os selv, at vi eventuelt venter, hvis ikke vi er helt sikre.

Middelmådighed er også tvetydighed, at invitere de lette løsninger indenfor.

Livet skal ikke nødvendigvis være let. Det må gerne være udfordrende. Hovedsagen er, at det altid har kvalitet og styrke.

Min egen styrke er min egen sandhed, at være i den, og at udtrykke den.

Jeg behøver ikke at gøre det åbenlyst for at være i den. Jeg kan nøjes med at gøre det intentionelt. Og dermed finde de sande svar og de sande følelser.

Min sandhed bringer mig i kontakt med det dybe i mig selv, hvor jeg ved og mærker, at jeg er, hvor jeg skal være.

Når vi mærker os selv, ved vi godt, hvem vi er, hvor vi er, og hvad vi skal.

Min egen sandhed giver mig styrke til at være i verden, helt på min egen måde, uanset hvordan andre reagerer.

Jeg spiller ikke roller på dette niveau, og jeg skal heller ikke tjene penge på at være sådan. Det er slet ikke det, det handler om.

Jeg er den, jeg er, og jeg har det godt med det. Jeg kan til enhver tid kigge mig selv i øjnene. Og andre, der ønsker at blive kigget i øjnene.

At komme hertil er at kunne være i sit eget lys.

Intention og kraft er forbundet, ligesom energi og vilje er det.

Sandhed og styrke er forbundet, ligesom viden og bevidsthed er det.

Det er noget med, at begrebsparrene rummer hinanden, eller forudsætter hinanden.

Hvad skal man med kraft uden intention? Eller med energi uden vilje? Eller med styrke uden sandhed? Eller med bevidsthed uden viden? Sådan kan det i hvert fald stilles op.

Man kan måske udtrykke det sådan, at mennesket træder i karakter gennem en målretning af sit fokus.

At støj ikke bare er støj, men får en specifik og styret form gennem intention, vilje, sandhed og viden.

Jeg vælger i første omgang at lade det stå åbent.

Som meget anden af den viden, jeg formidler, forstår jeg det ikke helt, eller måske særligt meget, første gang ordene kommer til mig.

Hvis jeg leder efter en mening med livet, søger jeg en forklaring med en indre styrke.

Denne styrke kan opleves som en kontinuerlig energi ind i evigheden, hvor andre også kan forbinde sig, hvor vi bare har det godt i hinandens selskab, og ikke behøver sprog eller andre måder at manifestere os på. Vi ved, at vi er der for hinanden.

Meget af det, mennesker foretager sig, har ikke fat i et dybere formål. Det kan være rent tidsfordriv, men det kan også være vaner, hvor man bare gør noget, fordi man plejer at gøre det.

Jeg ville ikke kunne eller ønske at undvære det styrke, jeg oplever, ved at være til stede i en dybere sandhed.

Jeg kunne ikke tænke mig, at det skulle være anderledes.

Den er kun mulig ved, at jeg altid er gennemført ordentlig, og altid har kontakt med min egen energi.

Jeg kan godt lide at se udsendelser om den tidlige kristendom, også at læse om den. Hvad er egentlig ærindet ved at forfølge en ny tro, og ovenikøbet blive forfulgt, pisket, og nogle gange henrettet, og så alligevel holde fat i sin tro.

Jeg tror, at denne overbevisning er, eller var, mulig, fordi den indeholder en styrke, der langt overstiger den almindelige måde at være i livet på, som på det tidspunkt var et samfund, der var underlagt ubarmhjertig magt under Romerriget.

Jøderne havde deres religion, ligesom romerne også havde det. De kristne oplevede en dybere sandhed, hvor en person før dem havde vist og betrådt en vej og en sandhed, der kunne modstå den kynisme, som fandtes i de andre former.

Det var med livet som indsats, men også med bevidstheden om, at troen indeholdt et liv og et formål, der rakte dybere end den kyniske måde at være i verden på, som både jøderne og romerne praktiserede.

Kynisme i dag foregår på andre planer, men er ikke mindre voldsom. Det kan være materielt. Det kan være mentalt. På vore breddegrader er det ikke længere religiøst begrundet, i hvert fald sjældent.