Sandhed og selvfølgelighed

Mennesket er et positivt væsen, når ellers det kan finde ud af at opføre sig ordentligt.

Vi har alt i os, der er nødvendigt, for at vi ansvarligt kan håndtere alt, hvad vi står overfor. Hvis vi oprigtigt ønsker det, vil vi altid kunne have det godt med os selv og hinanden.

Det er sørgeligt, at nogle mennesker handler modsat disse naturlige måder at være i livet på, og at behandle hinanden på.

At nogle hæmningsløst vil ødelægge, bare for at få magt. Det er virkeligt sørgeligt. Og imod alt, hvad vi er skabt til og for.

Selvfølgelighed kan forstås på i hvert fald to måder, der peger i hver sin retning.

Den første er at tage for givet. At fordi noget plejer at være sådan, så skal det være sådan. Den bruges meget og er ikke særligt sund at leve i.

Den anden er at følge det sande i sig selv. Det er at gøre det, man ved, man skal, og at sætte det nødvendige ind på det.

Det er to vidt forskellige attituder, hvor den sidste kræver en indsats og en ubetinget vilje. Det gør den første overhovedet ikke.

Hvis man gør noget, for at leve op til andre, men uden selv helt at være med, er det ikke sandt.

Det er på den måde, børn lærer at føje sig i forhold til deres magtfulde forældre.

Og det er på den måde, man føjer sig i forhold til et stærkt socialt hierarki.

Hvis vi følger strømmen, men fravælger os selv, gør vi os selv en bjørnetjeneste.

Det handler ikke om stædighed. Det handler om sandt at mærke efter, og at have det godt med sig selv, før og efter.

At følge sin egen sandhed er ikke noget, man proklamerer med. Men gør man det stille og roligt, vil man kunne blive stærk i sig selv.

Det handler ikke om at gøre noget bestemt. Det handler om at være med de impulser eller fornemmelser, der holder mig fast i mig selv.

Det handler ikke om at leve efter en bestemt retning, og at sige ligesom de andre, altså bruge nogle bestemte ord. Det er snarere en viden, en oplevelse, en tilstand, som jeg kan mærke, er mig. Det kan være meget diffust, og jeg skal måske gå med oplevelsen et stykke tid.

Selvfølgelighed er at være i den energi, der er min egen. Hvis den har været gemt væk, vil den være meget svag, i forhold til mine sædvaner, og de krav, som andre stiller til mig.

Måske er det mig selv, der stiller krav. Måske er jeg selv forkert på den.

Vi skal evne at lade noget opstå af sig selv. Det er et ubetinget krav for at forstå noget overhovedet.

I sjælens virkelighed skal vi ikke præstere. Der skal vi bare være.

Noget skal man gå afsides for at finde det rigtige svar på.

Noget kan man godt løse eller forstå i fællesskab.

Men det fordrer alles dybe engagement, og at vi ikke blander os i noget, som vi skal holde fingrene fra.

Der er mange planer i spil, hvor ingen jo i udgangspunktet er ligegyldige. Vi lever altid både dybt og højt, altid både lige her og nu, og langt ind i evigheden.

Selvfølgelighed er at følge sin sunde fornuft og sin sans for, hvad der er rigtigt.

Det har vi alle sammen en umiddelbar fornemmelse af.

At nogle ignorerer den, kommer ikke sagen ved. For den er der.

Det handler meget om moral, om at holde energien hjemme sig selv, at være ordentlig.

At noget er selvfølgeligt, og fordrer vores tilstedeværelse, er kun muligt, når ingen af de involverede løber rundt i modstand, men gerne vil det, de skal.

Vi kan godt have så god kontakt med sjælen, at der er fin overensstemmelse mellem tanker og handlinger, og at alle ved og kan mærke, at alt er, som det skal være.

At være i sig selv og med sig selv er den bedste måde at forstå, hvad det handler om.

Selvfølgelighed er at være i overensstemmelse med sjælen. Det kan kun lade sig gøre i dyb ærlighed.

At vi er gode til at lytte, fornemme, at vi anerkender hinandens forskellighed. Det gælder om at finde noget, som vi kan enes om, og at lade noget smukt udfolde sig sammen.

At støtte op omkring hinanden. At kunne rumme hinanden. At anerkende hinanden som præcis dem, vi er. At ville røre ved hinanden.

Når man holder op med at være tro mod sig selv, forsvinder selvfølgeligheden.

Det sker typisk, når man bliver voksen.

Det hjælper altid at være to eller flere, da der er en synergieffekt ved at være to, der søger sandhed og virkelighed sammen.

Men det er også vigtigt at blive på sporet, altid at opføre sig ordentligt, og altid at være villige til at korrigere, så oprigtighed forbliver centralt, herunder også villigheden til at turde stå ved sine fejl og sin usikkerhed.

Det er selvfølgelig også vigtigt at holde kærligheden levende, og ikke at lade skyggerne få lov til at få magten.

Det er ikke noget, der bare sker af sig selv.

Den materielle og teknologiske selvfølgelighed vil afgørende kunne trække i en anden retning, når det bliver alvor.