Sandhed og realitet

At give noget lov til at være præcis det, der er, uden at forvride eller forvrænge det, for at få det til at passe ind i sin egen virkelighed. Fordi der er noget, man ikke vil slippe.

At anerkende, at noget har en kvalitet i sig selv, som jeg ikke skal ødelægge eller forstyrre ved at lægge min egen tolkning ind over.

At lade livet have en kvalitet i sig selv, uden at jeg skal blande mig.

At lade det være, som er.

Sjælen er noget meget faktuelt, der formodentlig altid vil unddrage sig erkendelse i traditionel videnskabelig analyse.

Den er ikke håndgribelig, i betydningen videnskabelig verificerbar, selv om nogle mener at vide, at den har en vægt. At et menneske, der dør, også mister en, omend meget ubetydelig, kropsvægt i forbindelse med det sidste åndedrag.

Men sjælen fylder og vejer inde i det af os, der har betydning for livskvalitet og for sandhed.

Det sande i sjælens perspektiv er det virkelige, det der giver livet mening og fylde.

Det sande i instinktets perspektiv er det, der kan kalibreres. Det er noget kvantificerbart.

Hvis vi har fat i noget, som vi positivt ved, er sandt, er det vigtigt at give det særligt fokus. Det skyldes, at skygger har meget nemt ved at tage over, hvis man lader tvivlen råde.

Sandheden er noget meget reelt, der har en volumen og en tyngde, hvis vi formår at være i den.

At være sand er at være virkelig, som giver mig en substans.

At rette mit fokus på sandhed vil skærpe min sans for, at jeg altid har fat i den.

Når det, jeg siger og står for, ikke er udtryk for, hvem jeg i virkeligheden er, er jeg ikke sand.

Når jeg fortæller noget om mig selv, hvor ikke alt er i overensstemmelse med mit liv, er jeg ikke sand.

Så den første forudsætning for sandhed er, at mit udtryk er det, jeg er.

Når det sker, vil min sandhed være det samme som at udtrykke hele mit væsen.

Også selv om jeg er i min usikkerhed.

Det sande i mig er det, der kommer et andet sted fra.

Dette andet sted må jo være en realitet. Ellers ville jeg ikke opleve det som noget, der rørte mig.

Jeg kan ikke gribe om dette andet sted.

Men jeg ved, det er der. For jeg kan mærke virkningen.

Hvordan finder man sin egen sandhed, og hvad er det for noget?

Hvis vi kun var et produkt af evolutionær tilfældighed, ville det ikke være relevant at lede efter en sandhed, eller også skal vi på videnskabelig vis nøjes med at erkende, at sandhed er et subjektivt fænomen, at sandhed altid er relativ. At sandhed for mig er noget andet end sandhed for dig.

At hævde en dybere sandhed er måske bare et postulat.

Når jeg her skriver på min 11. bog, er det ud fra en oplevelse af, at der findes en dybere sandhed.

Det er ikke en sandhed, som jeg vil bringe til torvs, og på den måde gøre mig til talsmand for, sådan som religiøse personer har gjort det igennem tiden.

At være i sandhed hænger i min forståelse sammen med, at vi er forbundet til noget dybere, der har en kvalitet i sig selv.

Mit projekt er ikke at argumentere for eller at bevise noget. Jeg skriver, fordi jeg ved, at der findes noget dybere, og ønsker og håber, at andre vil give mig ret, uden at det på den måde handler om at stille sig om bag ved mig for at give mig ret, og bag en anden, som i “Bro Bro Brille”, for at modbevise mig. Det er mig lidt ligegyldigt.

Jeg tror, at man kan mærke sin sandhed ved at være sand, uden at jeg har noget ønske om at bevise dette udsagn.

Hver gang et sandt menneske sætter et aftryk i verden, bliver verden et bedre sted at være.

Man får ikke øje på noget bagved, hvis ikke man slipper det foran.

At være bundet er at være fanget i energi.

Hvis man er ond, binder man sig selv.

Den dybe sandhed handler om, hvem jeg egentlig er.

Når jeg får fat i den, har jeg også fat i mig egen evighed, min dybe identitet.

Vi er forpligtet af og i og af en social kontekst, som vi er født i, og som vi er i hele livet.

Opgaven er at forstå denne kontekst i frihed, eller at forstå os selv i frihed, men også i pligt og ansvar.

Vi er bundet til et instinkt, som er et grundvilkår for mennesket.

Men det er ikke det samme som at være slave under instinktet.

Det handler om at forstå vores vilkår, både som et frihedspotentiale og som et uomgængeligt vilkår.

Det sociale har i århundreder, ja årtusinder, været en spændetrøje, som man var tvunget ind i.

Det betød, at individet ikke afgørende var i stand til at være og blive sig selv.

Religioner har historisk repræsenteret en måde at blive fri som  mennesker, i forhold til den hårde, sociale bundethed.

I nyere tid er vi blevet sekulariserede, hvilket betyder, at religion for de fleste ikke længere er rammen omkring tilværelsen.

Materialitet er ikke altid en god erstatning, heller ikke den identitet, som vi får ind gennem elektroniske medier.

Vi er endnu ikke lykkedes med afgørende at finde os selv imellem former, der grundlæggende ikke gør os fri.

En af de negative versioner er egodyrkelse, hvor vi lever af at bekræfte hinanden, men uden at have fat i vores sande væsen.

Det sande væsen skal vi grave dybt for at finde. Og vi skal kunne mærke det, når vi er alene. Når vi går afsides.

Vi bliver virkelige ved at være det.

Ved ikke at fravige det.

Ved at forblive et troværdigt billede af os selv.

Ved ikke at gå på kompromis, når vi godt ved, det er forkert.

Det er en beslutning, jeg tager, og ikke fraviger, hvis jeg oprigtigt ønsker at følge mit hjerte.

Det handler ikke om at gøre noget bestemt.

Det handler om at være og blive i sig selv, sin egen energi, sin helt egen måde at være på.

Det er ikke et skuespil. Det er at være, at være den, jeg er, som jeg er. Og ikke bare som et rollespil. Når nogen kigger på mig.

Krukkens positioner er: er der nogen, der ser mig, iagttager mig? Så spiller jeg på det!

Den udspekulerede ved godt, at der altid er flere niveauer i spil, og at man kan jonglere imellem dem.

Men den form har ikke noget med sandhed i livet at gøre, i hvert fald ikke hvis man ikke er gennemført ordentligt.

Og det er bestemt ikke alle, der er det!

At være i mit eget lys er at have adgang til min egen positive energi.

At mærke mine muligheder og at kunne give dem en form.

At vide med mig selv, at jeg er god nok.

At jeg uden problemer kan kigge mig selv i øjnene.

At lyset i mit liv må bevæge sig i den retning, som det selv vil, og på den måde kan skabe bevidsthed og nyt liv.

Vi er alle sammen bundet til en dybere sandhed.

Det ved vi godt, når vi er ærlige med os selv.

Vi kan godt mærke, når noget er mere rigtigt, mere i overensstemmelse med os selv.

Vi er ikke bare et produkt af tilfældighed.

At mærke denne dybe sandhed gør mig på en måde fri, dog forudsat at jeg er i stand til at manifestere denne sandhed i mit liv.

Det er ikke alle, der har denne frihed og mulighed.

Men på vore breddegrader er det ofte mere op til os selv end andre steder at bringe vores egen sandhed til udfoldelse.

Vi skal under alle omstændigheder selv gøre noget for, at det får lov til at ske.

Når man er afhængig af et andet menneske, er man også afhængig af dette menneskes sandhed.

Når man er bundet til en social eller anden fysisk realitet, er man også afhængig af den sandhed, der sanktioneres der.

Det gælder også en religiøs sandhed.

Det er derfor, Helvede i fortiden har haft så meget magt.

Det er derfor, det kan være smertefuldt at være i en relation.

Det er derfor, de voksne har magt.

Det gælder, lige så længe jeg ikke har frigjort mig fra magten, altså forudsat det er muligt.

Jeg vil jo altid i barndommen være afhængig af mine forældre.

Jeg trækker vejret på deres præmisser, lige så længe jeg ikke har friheden til at gøre det på mine egne præmisser.

Det samme gælder den sociale virkelighed, når jeg er underlagt dens præmisser.

Det gælder også håndhævelsen af begrebet synder.

Det gælder håndhævelsen af straf, synonymt med knægtelsen af et andet menneske, i det omfang jeg har magt over vedkommende, og bruger denne magt negativt.

Ikke at anerkende eller ville anerkende et andet menneske, som dette menneske er.

Om et menneske er godt eller ondt, handler i hvert fald om, om jeg anerkender et andet menneske på dette menneskes egne præmisser.

Liv i lungerne.

Ret til at leve. Ret til at være i live.

Forbindelse mellem leddene, også fysisk.

Anerkendelse af liv. Af eksistens.

At et andet menneske har eksistensberettigelse.

At jeg skal være der for et andet menneske, der beder om min hjælp.

At jeg gør det, jeg skal.