Sandhed og ord

Sandhed er det, jeg udtrykker med mit væsen. Det er mit sande jeg.

Jeg vågner tit med en sætning, som jeg bare må op at skrive. På den måde bliver meget i mine bøger til.

Man kan lyve sig til meget, men ikke til sandheden.

Sandheden vil blive ved med at presse sig på, men bliver ikke dermed nødvendigvis udtrykt af de ord, der kommer ud af munden.

Et menneske, der er i sit instinkt og i sin materielle forankring, bruger sproget til at bekræfte sig selv med, ikke til at søge en dybere sandhed.

Derfor bliver det også klicheer og floskler, der kommer ud af munden.

Sproget er, som vaner, og som materialitet, en gentagelse af noget, der virkede engang, og som derfor stadig er gyldigt. Der er en tidsmæssig forskydning, og ikke en indholdsmæssig kobling mellem ord og en dybere virkelighed eller sandhed.

Sproget er en slags hængelås i forhold til materiel tryghed og sikkerhed, ligesom vaner og fordomme er det.

Til gengæld er der ingen kropskontakt, når vi giver os til kende på den måde.

Seksualiteten er med garanti også gået fløjten, bort set fra det fysiske behov, der kræves løst fra tid til anden.

Andre måder at leve på er i sagens natur forkerte, måske ulovlige, måske syndige. Det racerene er, selv om det måske ikke bliver sagt, det eneste rigtige.

Stemmen afslører, hvem vi er, meget mere end de ord, der kommer ud af munden.

Hvorvidt jeg ønsker at være mig selv, eller bare en rolle, vil jeg kunne mærke i min stemmeføring.

Stemmen knytter an til det dybe i mig. Den er kun instinktstyret, hvis jeg er egostyret. Og det har jeg selv indflydelse på.

Nogle er måske så meget i deres ego, at de ikke evner eller ønsker at se andet i hele verden.

At lade sjælen få plads er i øvrigt nemmere i forbindelse med sang og musik, end når jeg prøver at formulere mig.

Sproget er i sin umiddelbare form mere bundet til instinktet end til sjælen.

Det er vores måde at kommunikere på. At gøre os forståeligt i livet som mennesker.

Det er logik, at sproget derfor er mere knyttet til jordelivet end til noget dybere.

Det er igennem sproget, at vi i gode relationer formår at få en mere sand kontakt.

Den gode relation henter sproget fra sjælen.

Vi mødes i sandhed. Vi vil positivt hinanden.

Det levende ord kommer af lys.

Floskler og klicheer kommer af mørke.

Det afgørende er ikke ordene, men den menneskelige platform.

Altså hvor ordene kommer fra. Intentionen og attituden i det menneske, der udtaler ordene.

Lyset og sandheden i dette menneskes sind og væsen og udtryk. Måde at være på i livet.

Det er vigtigt at give mig selv lov til at finde lyset i mig selv, inden jeg sender det ud i verden, men fare for, at det bliver mørke, hvis det sker for hurtigt og for uovervejet.

At være det, jeg siger, jeg er. At fylde mig selv op med indhold.

At være et troværdigt billede af og udtryk for mig selv.

Og så i øvrigt undlade at kaste skygger.

Det er den bedste måde at være et sandt udtryk for sig selv.

Og at have fodfæste i sig selv.

Det gælder generelt, og jo ikke kun om ord. Det handler lige så meget om min intention, min ærlighed, den måde jeg bruger tid på, at jeg altid er ordentlig. Det kan ikke isoleres til noget, der har med ord at gøre.

Men derfor kan vi jo godt, også med vore ord, være til stede og ordentlige i os selv.

Der er ikke andre i mit liv til afgørende at tage ansvar for mit liv.

Ord kommer et sted fra.

De bliver altid formuleret af et fysisk menneske. Men oprindelsen kan godt alligevel være sand.

Når jeg udtaler mig, er det jo afgørende, at jeg er til stede i mig selv, når jeg bruger ord.

Jeg kan være ved siden af mig selv. Jeg kan bruge ord, som bare er en gentagelse af, hvad andre siger og har sagt.

Jeg kan også være troværdig og troværdigt i mine ord, så jeg derved er til at stole på.

Ord indeholder forestillinger og metaforer, som betyder, at man kan lægge et indhold i dem, der forskydes, hver gang de bruges.

Ord er noget mærkeligt noget.

På den ene side er de dybt kontekstafhængige, både hos afsender og hos modtager. De aktiverer forestillinger hos begge, som betyder, at de forstås forskelligt.

På den anden side kan de have en dyb kontakt med sandheden, som i mange af mine bøger, og dermed være kontekstuafhængige i udgangspunktet.

Det hænger sammen med, at vi indeholder en masse lag, der godt kan fungere samtidig, men ofte ikke gør det.

Om sandheden i sig selv er kontekstuafhængig, må jeg lade stå åbent. Det kan jeg ikke lige overskue.

Givet er det i hvert fald, at den intention, jeg lægger i et givet ordvalg, er vigtig for, at jeg efterfølgende har det godt med mig selv. At jeg med andre ord kan stå inde for min intention, og mit ordvalg. Ellers bliver jeg skæv, i en eller anden forstand. Det gælder, uanset hvordan det sagte bliver modtaget. Andre fanger på et dybt plan udmærket min intention.

Et begreb er et begreb. Et ord er et ord. En forestilling er en forestilling. Sandheden er noget sandt. En krop er en krop. At vi kan have forskellige forestillinger om den, ændrer ikke ved, at en krop er en krop.

Vi kan være heldige at være i miljøer, hvor alt svinger sammen, i en god og dejlig udveksling.

Det er mørket, der skaber splittelse og manglende forbindelse. Det er, når man ikke vil slippe, eller bare er bundet. Her er der ingen forbindelse og ingen sammenhæng.

Det er lyset, der skaber sammenhæng, og at vi lever en naturlig rytme, hvor ånden også er positivt i spil.

Vi kan jo altid kun svare for os selv.

Vi kan håbe, at andre også er med.

Det handler om sandhed. Det handler om troværdighed.

Det handler om tillid, at kunne stole på os selv og hinanden.

Jeg er jo altid dybt forpligtet af mig selv, at kunne kigge mig selv dybt i øjnene.

Det handler om intention, dybt ind i mit system, også dybere end den virkelighed, som vi kalder juridisk og social.

Jeg er mig selv lige så langt ind, som jeg kan rumme, men nogle gange også dybere, hvor min måde at reagere på måske henter sin motivation længere inde.

Jalousi begynder altid dybere, end ord overhovedet forstår. Men kan være endda meget voldsommere i udtryk.

Lidenskab henter sit udtryk fra det grundlæggende instinkt.

Når vi lærer at forstå det, kan vi blive sande mestre.

De syv dødssynder er alle udtryk for bundet instinkt, som får et irrationelt udtryk. hinsides ordenes domæne.

Det handler meget om ikke at lade sig forføre af ord og stemninger.

Man kan nemt blive snydt af ord.

Der var en undtagelse i Middelalderen, hvor de ord, der blev sagt i sengen, ikke havde virkning. Det hænger selvfølgelig sammen med, at vi her kan være så meget i vores lidenskab, at det kan være svært at skelne mellem sindssyge og normalitet. Sagt lidt morsomt, men der er også en god portion alvor bagved.

Det er vigtigt, at beslutninger får tid til at modnes.

Omvendt kan man godt høre på et menneske, når de ord, der bliver sagt, kommer et dybt sted fra.

Et menneske har meget kraft. Derfor er det også vigtigt, hvor meget ord har fat i denne kraft. Det kan være både positivt og negativt.

Jo mere man står i sig selv, jo mere er ord et sandt udtryk for, hvad og hvem jeg er.

Det er nemt nok at være negativ. Det stiller meget større krav til et menneske positivt at stå bag ved sig selv.

Til gengæld er dette menneske en støtte, en meget pålidelig person, som man altid ved, hvor man har.