Sandhed og øjeblikket

Sandhed kan være klokkeklar, som skærer sig igennem tiden, og ind igennem øjeblikket, og danner et klart skel mellem, hvad der skete før, og hvad der sker efter.

Når vi åbner os for sandheden, bliver den tydelig for os.

Sandheden er suveræn, når vi giver den lov til at bryde igennem.

Men vi skal selv tage den til os. Og lade den gøre noget ved os.

Alle mennesker vil opleve situationer og øjeblikke i livet, hvor det er helt afgørende, hvilke valg vi træffer. Det afstikker simpelt hen kursen i livet fremadrettet.

Det dybeste og det sandeste af os er der, hvor vi altid kan kigge os selv i øjnene. En energi, der kobler os til vores guddommelige væsen.

Hvis der er hul igennem, er der lys igennem. Det er en god og enkel måde at udtrykke det på.

Også en god måde at forklare, hvad det vil sige at gå vejen, og at kunne stå inde for sig selv.

Projektet med at være i sig selv, at stå i sig selv, at være i sin egen sandhed og kærlighed, er det samme i dag, som det var for 2000 år siden.

Det fordrer, ligesom det gjorde dengang, at jeg er fri i forhold til mig selv, at jeg evner at få lyset ind i mig eget liv, og dermed også evner at få lyset ind i andres.

Med andre ord skal jeg have evnen til sandt at møde alt i mig selv, og sandt at møde alt i en anden person. Det er betingelsen for kærlighed og næstekærlighed.

Men jeg skal også have viljen og ønsket til altid og ubetinget og sandt at være i livet, At være i det gode. At give det plads.

Jeg skal vide at give det gode plads, forud for alt andet. Ikke bare som et rollespil. Ikke bare som en kommerciel handling. Men i mig selv, ubetinget.

At vi altid formår at stå i os selv, med alt hvad vi har, og alt, hvad vi kommer med. Og alt, hvad vi udtrykker.

At give slip er at se og møde noget andet end sit eget selvbillede. Det er bestemt ikke alle, der har lyst til det.

At give slip vil betyde, at jeg vil møde virkeligheden, mig selv, den anden, øjeblikket, præcis sådan som de hver især er.

Selvidentiteten kan være så stærk, at der overhovedet ikke er hul igennem.

Egoet, der ønsker sig selv tilgodeset, før andre kommer på tale eller i spil, udnytter øjeblikket og modstanderens svaghed. Scorer sig dermed en fordel, hvor den anden går i knæ, og man selv står med gevinsten.

Sådan virker et menneske i instinktets verden, kynisk og ubarmhjertigt, og smiler gerne tilbage, også til offeret. Only business, my friend!

Sådan er det ikke, når man oprigtigt ønsker det gode for den anden, og for sig selv. Rækkefølgen er bestemt ikke ligegyldig.

De indre ressourcer forudsætter, at man sandt har fat i sig selv.

Et menneske i sin skygge kan kun se sig selv og andre i dette mørke. Og mørket fylder, så øjeblikket ikke bliver tydeligt. At være i mørke er at være i en forestilling, og ikke i virkeligheden.

At være i øjeblikket er at have fat i det sande i sig selv.

Det er ikke bare et tomt rum, og heller ikke bare et tilfældigt sekund.

Det er at være i sig selv, med det, der sker lige nu.

Vi har en form inde i os selv. Jo mere rent vi lever, jo mere rent føles den. Jo mere nærværende kan vi være.

Samtidig kan vi komme ud i periferien af os selv, da øjeblikket rummer alt i os selv.

Der er en meget væsentlig pointe i at vente, til øjeblikket er der.

Det handler selvfølgelig om timing, men det handler om meget mere.

Nogle gange bevæger vi os rundt i dilemmaer, som vi ikke kender svaret på.

Samtidig ved vi også, at vi har brug for tålmodighed, og i hvert fald ikke kender svaret her og nu.

Hvis vi anerkender usikkerhed, og venter, til svaret opstår, kan vi opleve at få gaver.

Det kan være i form af at vågne med en ny indsigt, hvor noget falder på plads.

At give mig selv lov til at opleve alt, hvad der kommer, som det kommer.

Når jeg anerkender sandheden, anerkender jeg også øjeblikket.

Diamanten er en tilstand eller en form, som jeg på en måde kan være i.

Jeg kan ikke tage fat i den. Jeg kan ikke, som et ego, tage fat i den, og tro, at den er min.

Jeg anerkender den som en måde at være i livet på.

Helt aktuelt, og dog med dyb respekt og ærbødighed over for noget, som jeg ikke er.

Men som jeg har adgang til.

Som jeg har i mit væsen, og måske i mit udtryk.

At stå ved sig selv er at være til stede i sig selv.

Ikke ved siden af. Ikke i morgen. Ikke i går.

Ikke delvist og ikke på betingelse af noget.

Livets mening er at være i det. Med hele sit væsen. Ubetinget.

Sandt at være i sig selv er muligheden for at have kontakt ind i evigheden.

Det er også muligheden for at være oprigtige og glade sammen, uden at vi kaster skygger.

At vi bare er der for hinanden.

Selvfølgelig at vi både kan se os selv og hinanden i øjnene.

At give slip er muligheden for at se hvert nyt øjeblik som en ny mulighed, at få lyset omkring alle muligheder. At oplyse både sig selv og hinanden.

Det modsatte er, ikke at ville give slip, hvor der i stedet dannes og reproduceres skygger.

Øjeblikket er et andet udtryk for, at vi lever gennem forestillinger, og at disse forestillinger i bevidstheden enten aflejres som realitet eller som akkumulerede forestillinger.

Det er ligesom en film, der hele tiden eksponeres, enten med lys eller mørke som tonen. Det hele fanges og bearbejdes og lagres i bevidsthed. Restproduktet er skygge eller opklaring.

Vi skal tænke vores væsen som ét. En organisk måde at håndtere tanker og følelser på. De opstår i os, og der sker en transformation i et eller andet omfang, inden vi slipper dem igen. Bagefter vi er forandret på en eller anden måde. Ikke nødvendigvis mærkbart, men noget sker der i enhver proces.

Tanker og følelser ledsages af forestillinger. Eller de er forestillinger. Eller de opstår af forestillinger. De følges ad. Der er billeder forbundet med vores mentale aktivitet.

Øjeblikket er, at evigheden kommer ind igennem hjertet, ind igennem øjnene, ind igennem min krop, men også ind igennem os begge eller os alle, hvis vi er flere.

Det er noget, der bare åbner sig, når vi er med det, og i det.

Det kan være en fællesskabsfølelse, og det kan være noget, jeg oplever alene.

Når vi er i sandheden og i kærligheden, kan vi mærke, hvordan alt åbner sig.

Jo mere direkte og enkelt vi er i livet, jo mere ved vi præcis, hvad vi skal.

Altså inden egoet tager over, og vi begynder at spille roller.

Så snart modstand og modvilje tager over, har jeg delt mig selv, og lader måske det dovne og selvglade tage over.

At blive i sig selv er altid at have alt med, at lade alt opstå på sin egen måde, i sandhed og kærlighed, uden at jeg eller andre blander os.

Når jeg deler mig, er jeg ikke længere sand.

Så ser jeg mig selv fra en selvvalgt position, i hvert fald en påtvunget position.

Og så er den reelle sammenhæng ikke længere mulig.

Jeg skal være helt til stede i den og i mig selv for at forstå den.

Tiden er under alle omstændigheder en kronologisk sammenhæng.

I denne kronologi kan vi altid kigge frem og tilbage.

Det eneste sted, hvor vi afgørende kan gøre en forskel, er lige her og nu.

Fortiden er den tid, der er gået. Her kan vi være i erindringen.

Fremtiden er den tid, der kommer. Her kan vi udstikke planer.

Men lige nu er det sted, hvor jeg kan gøre noget, der vil forandre verden, for mig selv og for andre.

At sige ja på afgørende tidspunkter i livet.

At være der for andre, når de har brug for det.

Altid at være et gennemført ordentligt menneske.

At stille sig selv bag det vigtigste i livet.

Kunsten er at lukke op for evigheden i øjeblikket.

Det forudsætter en ubetinget evne til at slippe, og bare lade komme ind. At være med det, der er.

Ikke at ville kontrollere eller styre noget som helst eller nogen som helst.

Det handler om tanker. Det handler om følelser. Det handler om intention.

Sandt er det, der er væsentligt. Det der fylder. Det der betyder noget.

Det er altid her og nu, vi mærker, hvad der er sandt.

Det er altid noget, der overtrumfer alt andet, eller som vi kan mærke, er rigtigt.

Det sande er det, der tynger og vejer i bevidstheden, altså hvis vi lader det, og er åben for det.

Vi ved altid helt præcis, hvad der er sandt, hvis vi er ærlige.

Det er godt at øve sig i ikke at lade sig forføre af emotioner og affekter, som er følelsesmæssig sandhed, der fylder meget momentant, men sjældent er sandt.

Så øvelsen er at mærke sandheden neden under det, der ikke er sandt. Sjælens sandhed under instinktets.

Den lave bevidsthed hænger fast i fortiden. Den høje er til stede her og nu. Den ser alt, som det er, uden at være farvet og forstyrret.

Sandhed er at være i øjeblikket, og at være præcis med det, der er.