Sandhed og krop

Det er i hjernehinden, vi kan mærke, om vi lader sjælen styre vore handlinger, eller om vi dyrisk er i vores instinkt.

Det er samtidig den energi, der ligger lige omkring os, der fortæller os, om vi er her i sandhed og lys, eller i mørke.

Det fordrer formodentlig et vis menneskelig kapacitet at se og at forstå dette.

Vi bliver syge af ikke at være sande. Det er vel egentlig meget logisk, at det sætter sig i kroppen, da opgaven for hver enkelt af os, fra et guddommeligt perspektiv, er sandt at være i livet.

En identitet og en integritet er i en krop, og handler som sådan. Jeg er i min krop.

En hjerteforbindelse er, at to identiteter forbinder sig, og committer sig.

Sandt at være i sig selv er sandt at være i sin krop. Det er noget, vi kan mærke i form af livsglæde, at vi også sammen har det godt. At noget svinger, og at vi smiler.

Meningen med livet er noget, vi har i os. Som vi kan hengive os til. Meningen er gemt inde i os.

At kunne kigge mig selv er også at kunne mærke mig selv.

At jeg er et fysisk væsen. Med følelser. Med sanser.

Alt kan rummes i denne energi. Min selvbevidsthed. At jeg er til. Et levende menneske. Et eksisterende væsen.

At alt er indeholdt i denne energi. At jeg kan rumme alt og alle, hvis jeg vil, og hvis jeg giver det plads.

At livet er morsomt, og livet er alvor. At alt er muligt.

At være med denne tanke er at mærke mig selv som et universelt menneske, med kærlighedens gave. At kunne give og at kunne modtage.

At vi er noget andet end mig. At vi kan noget sammen. Fordi vi er fysiske, levende og til stede. Fordi vi kan.

Sandhed er, at jeg er det, jeg er, også i mit fysiske udtryk.

Er jeg i min krop, eller er jeg et andet sted?

Står jeg ved mig selv?

Er det, der kommer ud af øjnene, troværdigt?

Er jeg selv med?

Har jeg kroppen med i mine handlinger?

Står jeg bag mig selv?

Er jeg i mig selv?

Sjælen virker gennem kroppen. Den puttes ind i kroppen i løbet af graviditeten.

For at virke på en autentisk måde skal sjælen være forankret i en struktur eller en form, som er det sande i os selv, eller vores adgang til det sande.

Hvis vi ønsker at bevare en naturlig kontakt med sjælen, skal vi også have et naturligt og afslappet forhold til vores krop.

Smidighed i attitude opstår ved sandt at være i sig selv og i sin krop. Det forudsætter, at vi er smidige i vores væsen, og at vi er sandt i livet.

Det er muligvis en bagvendt måde at formulere det på, men det er korrekt.

Hvis vi er usande, eller onde, eller tomme, mister vi den naturlige kontakt med os selv, og dermed også med en smidig struktur i forhold til signaler og impulser i kroppen.

Sandheden vil vi meget nemt kunne mærke i vores krop.

Overalt i kroppen.

At udfylde os selv som mennesker er at blive virkelige.

Det er at blive helt til stede i vores krop.

Og dermed i alt at kunne agere frit.

Vi kan mærke sandheden i vores krop.

Det er det samme som at mærke sjælen i sig selv.

Det er det samme som at vide, at jeg er til, at jeg er eksisterende.

At være sand er at give kroppen de bedste betingelser.

At være usand er, omvendt, at kalde på sygdomme.

At være i intensitet.

At give slip i intensitet.

At være i sit instinkt.

At give slip i sit instinkt.

At være i sin krop.

At give slip i sin krop.

At være i nydelse.

At give slip i nydelse.

At være i sin seksualitet.

At give slip i sin seksualitet.

Men uden at få en hurtig udløsning.

At kunne gøre det livslangt.

Og dermed at bevare sin virilitet, spontanitet, sin umiddelbarhed, sin livsglæde, sin lyst. At lade den opstå og udfolde sig, og at give slip.

At lade livsgnisten få lov til at være der og at udfolde sig, i alle faser af livet.

At være der for hinanden. Hver dag. At ville det gode for hinanden.

At lade det gode opstå og udfoldes sig, uden at jeg skal blande mig uhensigtsmæssigt, uden at jeg skal gøre andet end positivt at være i det. Og deltage i det.

At være i sig selv er at være fysisk.

At stå i sig selv er at være fysisk til stede.

At have det godt med sig selv er at være i sin krop.

At møde andre med et smil er positivt at være i sin krop.

Man kan alternativt godt være i vrede, men det er kun sandt, hvis vreden er reel.

Hvis ikke man er det, er man ikke i sig selv, og ikke i sin krop.

Mange bevæger sig på den måde usandt i livet, og det kan man tydeligt se på dem.

De er monstrøse. De har ikke positivt fat i sig selv.

Ved at trække vejret roligt kan jeg få livet og sandheden ind i mig selv.

Det svarer til at få ild i en brændeovn.

Vi skal have tålmodighed.

Vi skal lade gløderne få stille og roligt fat.

Og vi skal lade det vokse inde i os selv, inden vi manifesterer ud i verden.

Livet bliver fysisk, inden det får en specifik form.

Sådan skal det være. Sådan er det, når vi interagerer.

Vi definerer ikke noget først. Vi er med det, der er, og lader det opstå og udfolde sig på den måde.

Kroppen har vi alle med os. Vi skal passe på den. Det er den, som livet kommer ind igennem.

Det er den, vi manifesterer os og udtrykker os med.

Det er den, som er vores instrument, når vi forstår, når vi kommunikerer, når vi handler.

Når vi lærer det på en mere fin måde, vil vi kunne forstå mere specifikt, hvordan det virker.

Sandhed og fysisk sammenhæng kan vi mærke fra tid til anden.

Alene det forhold, at vi fødes og dør, er jo forbundet med at have og at få en krop, som jeg kan handle igennem.

Men jeg godt mærke mig selv i denne krop, og også mærke, at jeg er noget andet end kroppen, men jeg er i kroppen.

At være i mig selv gør mig sand, modsat at være uden for mig selv.

Den, der er i sandhed, kan altid kigge sig selv i øjnene.

Sandhed er at mærke os selv i hele kroppen.

Usandhed, i modsætning hertil, er at ignorere det, der sker i kroppen.

Sandheden kommer fra et dybere sted, hvor  vi også er forbundet til andre. Men derfor kan vi alligevel mærke det i kroppen, da det er vores organ. Det er herigennem, vi agerer og reagerer.

At være levende er at have en krop.

En meget væsentlig delmængde af vores krop er vores instinkt. Det er her, vi ligner dyret.

En anden væsentlig delmængde er vores plantelighed, altså det, der har med vækst og jordforbindelse af gøre.

Dyret eller instinktet i os er vores spændstighed, at vi lever sundt, at vi er seksuelle, at vi sanser, at vi har nerver.

Der er alle steder kobling til bevidstheden, i hvert fald så længe vi anerkender denne kobling.

At vide og være bevidst om, hvad vi gør, og hvordan det mærkes at være i live.

Også bare at være, at nyde, at glæde sig, at have det godt, at gøre en anden glad, og selv at være glad.

Jo mere åben og ærlig jeg er, jo mere vil jeg kunne følge med i alt, i mig selv og i den anden, af, hvad der sker.

Jo mindre åben og ærlig, jo mere vil jeg kaste skygger, formørke mig selv og den anden.

Lukkethed er at leve i stagnerede former, hvor ytringer ikke kommer fra et sandt sted, men fra tolkninger, som er den pæne måde at udtrykke normer og fordomme.

Jo mere vi lever i sandhed, jo mere vil alt i os tage form og farve af det.

Det gælder også, hvis vi er så heldige at leve i en god relation.

Kunsten er jo altid at tilpasse os skiftende vilkår og omstændigheder, også hvis vi finder ud af, at noget, som vi hidtil har troet på og levet efter, ikke længere holder vand.

At være i overensstemmelse med sig selv giver altid klare fordele i livet.

Sandheden findes bagved, men kan mærkes i kroppen. Ingen tvivl om det.

Vi kan ikke lyve os fra noget, vi har gjort. Vi man tydeligt mærke det i kroppen.

Når man seriøst giver slip ind i noget, så er der kun sandheden tilbage.

Jo mere positivt man har været til stede i livet, jo mere positivt er der at falde tilbage på.

Alternativt må man være i mørket, indtil der dukker noget lys op, svarende til sandhed i en eller anden form.

Man kan ikke lyve sig fra noget, man har gjort. Det er et generelt vilkår ved at være i live.

At gå vejen er at gøre sandheden fysisk.

Der er afgørende forskel på at hævde en sandhed, og at lade den opstå i det, som jeg fysisk foretager mig.

Den sidste har en kvalitet, som den første helt savner.

At tage noget til mig og på mig er at gøre det, jeg skal. At være den, jeg er.

Sandhed er også en kropslig følelse, eller oplevelse. Vi kan mærke på os selv, om det er sandt eller falsk.

Det er helt sikkert noget, vi skal øve os i, og også undertiden vil drage falske konklusioner omkring.

Men der er en sammenhæng mellem sandhed og krop. Det er vi undertiden slet ikke i tvivl om.

Vi kan ikke leve uden at have en krop og være i en krop. Det er et vilkår for alle.

Det afgørende er jo så, hvordan vi er i denne krop, i os selv.

Vi bestemmer i øvrigt selv, om sandheden eller løgnen skal have det sidste ord i vores liv.