Sandhed og integration

Sandheden binder os sammen indefra.

Her kan vi ikke, som i instinktets verden, fifle med virkeligheden.

Her er alt sandt og kærligt og forbundet på den måde.

Løwn og latin hører til i dyreriget, altså når mennesket lader sine lavere dele styre hjernen.

Sand integration er at få alt med fra bunden af, da det er den eneste måde, sandt at bygge noget op på.

Vi kan ikke begynde på en ruinbunke. Vi skal have fast grund som fundament.

Min mulighed for afgørende at få fat i sandheden er, at alting vender rigtigt i mig selv, og at jeg dermed kan møde den positivt.

Hvis jeg har været skilt ad, desintegreret, uanset af hvilket grund, vil jeg kunne opleve mig selv i en tom skal, svarende til en materiel ramme, uden egentlig substans.

Og da er det vigtigt, for at bevare sin selvrespekt, at jeg venter, og lader de rigtige signaler opstå i mig selv, hvor jeg ikke er i tvivl om, hvornår de er sande, og hvornår de er indholdstomme.

Den skal have lov til at opstå helt af sig selv, og jeg skal kunne tage den ind, og lade den virke.

Den skal have tid og ro, og jeg skal oprigtigt vide at møde den åbent og ærligt.

Vi skal have kærligheden ind at virke, så det, der kommer ud indefra, er det sande udtryk for os selv.

Vi skal lære os selv at kende i alle ender og kanter, så vi er i stand til at stå ved os selv.

At vi ikke stikker af, når det gælder.

At vi ikke bare er vores eget spejlbillede.

At vi selv er det, vi udtrykker, og som vi gerne vil stå for.

I alle henseender. Ikke bare når vi skal tjene penge eller pleje et image.

At jeg også er, hvad jeg udtrykker, når andre ikke kigger på mig.

At blive sig selv indefra.

Den eneste sande integration er at få mørket med ind i sit væsen.

At få mørket transformeret til lys.

At være vedholdende i sin bestræbelse på, at kun sandheden må stå tilbage, når vi er færdige.

Sand integration er kun mulig ved at være med alt, hvad der er. Altid at være helt til stede i sig selv, uanset hvad der sker.

Sandt at være til stede i sig selv er det, det hele handler om. Det er livets formål.

Et sandt menneske afviser ikke noget, fordi en norm eller en fordom stiller sig i vejen.

Et sandt menneske er i og med det, der sker, og har modet til ubetinget at gå ind i det.

Det er sand transformation og integration.

Et menneske har brug for at blive bygget op indefra, for sandt at kunne stå i sig selv.

Dette arbejde er noget, man gør i sandhed og overbevisning. Det er på mange måder et konstruktionsarbejde, baseret på altid at være et ordentligt menneske. Det er sjovt, men sandt, at det virker opbyggende.

At stå ved mig selv giver mig styrke. Det er påviseligt, og der har givet mange mennesker styrke i tidens løb.

I enhver udvikling kommer der et tidspunkt, hvor noget nyt melder sig og fordrer at blive kigget på.

Det er lidt ligesom ved en forelskelse, at boblen på et tidspunkt truer med at briste.

Hvorfor gør den det? Det skyldes, som jeg ser det, først og fremmest, at det nye, som forelskelsen bringer med sig, rammer det gamle, som er sædvanerne.

Kunsten er nu at integrere, i stedet for, som man har haft for vane, at erklære forelskelsen for en illusion eller et udslag af sindssyge, hvor den gamle virkelighed så tager over igen.

Kunsten er at lade det, som forelskelsen kommer med, få lov til at virke, så virkeligheden ikke bare er en dårlig eller en tom gentagelse, men også får lov til at rumme alt det nye.

Det svarer helt til at lade sjælen få lov til at lyse ind i livet, at være villig til at revurdere vaner, normer og fordomme, i det omfang de ikke længere er i overensstemmelse med, hvad der er sandt og rigtigt.

Hvor noget har været og er godt, så skal vi da ikke kassere det, fordi vi ikke i øvrigt vil flytte os, eller lave vores egen virkelighed om.

Sådan har man gjort i hundrede år og lidt mere, men hvorfor skal man blive ved med at gøre noget, fordi man har gjort det tidligere. Det kan og må ikke være en begrundelse i sig selv.

Den korte konklusion er, at vi kun afgørende får noget nyt i spil, hvis vi oprigtigt ønsker at forholde os til de måder at være på, som vi hidtil har praktiseret.

Det handler ikke om revolution. Men det handler om stilfærdigt at være villig til at kigge på, at alt er tidssvarende. Hvis ikke, bør vi da kigge på det. Men det kan man kun gøre hver især, hvis det handler om afgørende at turde møde sig selv.

Det er helt på linje med at have mødt en ny partner, men ikke at være villig til overhovedet at lade det påvirke noget i sit eget liv. Det giver jo ikke mening at gøre noget sammen, hvis ikke vi begge gør en indsats for, at det skal fungere, i overensstemmelse med en fælles beslutning, hvor begge flytter sig.

Sjælen vil have os til at være sande, i overensstemmelse med os selv. Den ønsker ikke kompromisser, omkring det væsentlige i tilværelsen. Spørgsmålet er så, hvor meget magt denne side af os har i forhold til, hvad vi vægter i tilværelsen.

Hvis ikke vi altid har god kontakt med os selv, giver det ikke nogen mening, hvad jeg skriver om. Det er afgørende, at vi altid har forbindelse med vores egen dybe sandhed, eller i hvert fald er indstillet på at give den mulighed for at komme igennem.

Jeg vil ikke selv have lyst til at være den foruden. Det er en naturlig livsbetingelse for mig, på samme måde som at spise havregrød og leverpostej, når jeg har lyst til det.

Øjeblikshoroskopet er lavet ud fra en oplevelse af, hvad det vil sige ”at gå vejen”, eller ”at få sjælen ind i menneskevæsenet”. Det er i begge tilfælde noget meget enkelt, ukompliceret og fint. Når vi altså gør det, og får det.