Sandhed og form

Sandheden vender altid tilbage.

Spørgsmålet er, hvor jeg er i forhold til sandheden. Om jeg lader den gennemstrømme mig, og dermed opstår i sandhed.

Eller om jeg fornægter den, og dukker op som et vrangbillede af mig selv.

Sandheden vinder altid til sidst.

Det, der er skabt og udviklet i sandhed, overlever på sigt, mens usandheden går til grunde.

Hvis vi gerne vil huskes, hjælper vi os selv ved at være i sandhed, og at gøre og leve det gode.

I 1969 tjente jeg i en sommerferie 2000 kr, som jeg brugte til mit første stereoanlæg. En af delene var en pladespiller, en anden en spolebåndoptager.

Når jeg nævner det, så brugte man på det tidspunkt udtrykket diamant om den del af en pladespiller, der ramte pladen, når der skulle spilles musik.

Diamanten var den, der udløste lyden, og dermed at rummet blev fyldt med musik.

Det er måske et godt udtryk for, hvad sandheden gør ved os, når vi lader den.

Når jeg sandt er i mig selv, så er jeg i mit eget rum.

Når vi to eller flere er i og med os selv, er vi på tilsvarende måde i et rum.

Vi deler noget, som vi har til fælles, og vi er i den samme energi.

Denne energi er skabt gennem en gensidig aftale.

Den er skabt i sandhed, og holdes sammen af sandhed.

Livet har sin egen ramme, sin egen form, hvor jeg er medskaber og medredaktør.

Livet har altid en slags fylde. Derfor er det en god idé ikke at ignorere den og det.

Livet kommer ind indefra. Det opstår og opleves gennem os selv.

Alle former for sandhed opstår indefra, måske nærmest umærkeligt, og i hvert fald i en form, der fordrer vores ubetingede opmærksomhed, hvis de skal have lov til at brænde igennem.

Det svarer helt til at få sjælen ind i livet som noget, der ofte slet ikke er plads til, i en normal tilværelse.

Opgaven er at udfylde et positivt og selvfølgelig dybt ærligt rum inde i mig selv.

Det vil kunne frigøre mig fra et negativt pres udefra, fordi jeg jo, som alle andre, har brug for anerkendelse, at blive mødt og at blive set.

Men når vi ved, at vi kan lyse os selv op, kan vi gøre vores til, at andre ikke uretmæssigt kommer ind og laver ballade, hvor de absolut intet har at gøre.

Og så skal vi i stedet bruge kræfterne på at møde mennesker, der vil os det godt.

Livet handler om at finde sin egne form, eller en måde, hvor jeg har det godt med det, jeg gør.

Der er ikke en form, der i sig selv er mere rigtig end en anden. Så det er meget op til mig selv at vælge. Til gengæld skal jeg vælge. Og gøre noget.

Sandt indhold er at være i sin egen energi, som ikke er muligt i mørke.

Det vil sige, at jeg positivt skal ville mig selv, at jeg ikke kan bygge på skygger og på negative følelser.

At blive sig selv er både form og indhold.

Hvis instinktet er rammen, er det optimale at blive det, som vi fysisk er i stand til.

Hvis sjælen er rammen, er det optimale at blive det, som vi er skabt til at være.

At række ud mod noget højere og noget større, der ikke er skabt af os selv.

Men vi har altid selv indflydelse på, hvad vi vælger, og hvad vi lukker op for.

At finde sit eget indhold er en følelse og en oplevelse af sig selv, hinsides noget, der kan måles og vejes.

Det er på en måde at være i sandhed.

At gøre noget rigtigt har altid været vigtigt for mig.

At forfølge en impuls, når den kommer, men gøre det på en måde, så vi har det godt med det.

På den måde at mærke mig selv og den anden, at forfølge sandheden på den gode måde.

At udvide sig selv, men altid på en måde, så jeg og den anden har det godt med det. I lyst og nydelse, når det er muligt.

Min form er altid i dyb ansvarlighed, men også at forfølge det, som sjælen, i form at impulser, tilbyder.

Jeg går ikke bevidstløst ind i noget, og jeg lader mig ikke styre af lidenskab. Men lidenskab må gerne være der.

Jeg går ikke bedrevidende ind i noget, og tror mig heller ikke bedre end andre. Det er overhovedet ikke det, det handler om.

Jeg er ikke på forhånd bundet til noget, som jeg ikke vil slippe. Det giver mig meget frihed.

Og jeg er ikke i modstand i forhold til noget, afviser ikke på forhånd noget i livet.

Det er vigtigt, at jeg finder en form, jeg kan falde til ro i. At jeg finder min egen form. At jeg finder en god måde at være på. At være til stede på.

Det er vigtigt at kunne slappe af med sig selv. At have det godt. At trives med det, jeg gør.

Livet bevæger sig i rytmer.

Rytmer er først og fremmest knyttet til vores naturlige forankring.

Det betyder også, at det fra tid til anden falder til ro.

Når det igen finder en fast form, er det måske ikke den samme som, før rytmen blev sat i gang.

Historie er, at formerne skifter, jo ofte i forbindelse med nye teknologier, men også med andre begrundelser.

Om mennesket følger med, og sandheden bliver tydeligere, er ikke givet. På den måde er historien ikke nødvendigvis progressivt fremadskridende.

Tidligere var samfund så ofte i krig med hinanden, at krigsstrategi måske var og blev den vigtigste dynamo i historiens gang.

Når samfund ændrer sig på grund af skiftende krigslykke, har det jo ikke ret meget at gøre med organisk rytme.

Når teknologi i det hele taget har større betydning for udviklingen end årstidernes skiften, er det måske vanskeligt overhovedet at gøre en rytme i livet gældende. Men det ændrer alligevel ikke på, at vi er biologiske væsener, og at vi i den forstand er underlagt naturens rytme.

Og at vi hver især har rytme som en naturlig del af livet.

Mit projekt i livet er at give sandheden mere plads. Vi kan altid mærke, når det sker.

Og det er egentlig kun muligt at erkende det, når livet lejlighedsvist igen finder en rolig form.

At udfylde min form er et altid nærværende projekt for mig.

Det kaldes også at være i sin egen energi, at få sjælen ind i livet, at blive som barn på ny, at være i sin egen seksualitet.

Ingredienserne er ærlighed, ordentlighed, nærvær, lyst, intention, vilje, at følge energiens bevægelse, at give slip, at være bevidst og åben.

Guddommelighed er at være i sig selv og være med sig selv.

Citalt Frans af Assisi Skærtorsdag 2019.

Det er, som jeg oplever det, den dybeste og sandeste form.

Det skyldes, at vi er skabt af Gud og i Guds billede.

Det er at se det hele fra skabelsens og skaberens side.

Det er ikke det samme som at tro, at jeg er Gud, som er egoets perspektiv.

Heller ikke at være bedrevidende om andre, som mange ikke holder sig tilbage for.

Vi kan aldrig vide bedre om en anden.

Ethvert menneske har sin egen platform i livet, og den skal vi ikke blande os i.

Med mindre dette menneske gør noget, der ikke er i orden, herunder overgreb på en anden eller på andre.

At være i sig selv er muligheden for at få det helt store perspektiv.

Men det fordrer ubetinget ydmyghed. Ubetinget taknemmelighed. Ubetinget ærbødighed. Ubetinget ærlighed, der er båret af kærlighed, ikke den anden vej rundt, som mange tumper tror og gør.

Det kaldes også at gøre sig klogere på en andens bekostning.

Sandhed opleves første gang som en følelse, en fornemmelse.

Det er ikke normalt, at den har en fast form.

Sandhed kan være kanaliseret, og derved komme et andet sted fra, og få en form, som vi kan leve med.

Men når noget bliver for virkeligt, er der nogle, der trækker sig, og måske aktiverer en fordom, måske ringer efter politiet, bogstaveligt eller mentalt.

Måske aktiverer den nogle lig, man har i lasten, eller måske bare ulysten til at skulle stå selv.

Sandheden skal altid have tid, opmærksomhed, ro.

Jo mere låst og bundet man er, jo vanskeligere vil man have ved at kunne forholde sig til noget, der er åbent og anderledes.

Nogle giver udtryk for at være fri, men afslører ved et konkret møde, at det overhovedet ikke er tilfældet.

Jo mere jeg selv har gået vejen, jo nemmere vil jeg have ved at forstå, hvad der er sandt, også i en form, som er anderledes, i forhold til noget, jeg kender.

At gå vejen er det samme som at få sjælen ind i livet, at virkeliggøre den guddommelige mening med livet. Det kan aldrig være et glansbillede. Og denne viden kan ikke trækkes ind igennem fjernsynet eller i et andet distanceret medium.

Det kan heller ikke gøres på gurumaner, der jo dybest set altid vil være et rollespil. For ingen er guru i sig selv.

Men alle har mulighed for at gå vejen. Det er noget helt andet. Her bliver jeg det sande udtryk for mig selv. Ligesom alle sande mestre har praktiseret det.