Sandhed og følelse

Jeg har altid lov til at trække vejret hele vejen ind gennem mig selv.

Jeg har altid min egen suveræne integritet til rådighed.

Ingen andre end jeg har nogen som helst ret til at disponere over den.

Mit liv er suverænt mit liv.

Min glæde er mit rum.

Det kan også være min tristhed, men den har det med at fylde alt i mig.

Glæder lukker op til sjælen, og til at kunne kigge på mig selv.

At være i glæden. At være med glæden. At være med den eller dem, som jeg holder af.

Dette rum er min evne til positivt at være i mig selv.

Det er min frihed og min mulighed for selv at handle, at være og at erkende.

Forståelse fordrer et rum.

Vi kan mærke sandheden i os selv.

Hvis vi er ærlige, ved vi godt, hvad livet handler om, og hvad vi skal.

Når vi lever efter sandheden, har vi det godt.

Sandheden er at være i glæde, at gøre, hvad man skal.

Sandhed er den glæde, vi lader passere, forbi vores aversion mod livet.

Sandhed er det liv, vi giver plads til, i os selv og i andre.

Sandhed opstår ved at være i livet.

Sandhed er det lys, vi lader skinne i verden.

At have lov til at være i live, som jeg er.

At være den, jeg er.

Ikke at skulle kvalificere mig til at være noget andet, end jeg er.

I mig selv.

At mærke mig selv er at mærke mit globale ansvar.

At blive fyldt op indefra er også at få jordforbindelse.

At få fat i mig selv er altid at kende min plads i verden.

Og vide, at jeg, ligesom alle ansvarlige, gør en væsentlig forskel.

Hvis der er noget, jeg ikke vil give slip på, vil det altid også være en følelsesmæssig binding og et mørke i mit sind. Noget jeg ikke vil kigge på og møde.

Jo mere overfladisk et menneske er, jo mere mørke er der i dette menneskes sind.

Jo mere dybde, jo flere sande følelser, jo mere sandhed i væsen.

Det er positiv handling, der bringer mig tæt på mig selv.

At gøre det, jeg ved, jeg skal.

At være og blive ved den følelse, jeg kan mærke, er rigtig.

Som gør noget ved mig. Som gør mig sand.

At være sig selv er altid at vide, hvad jeg skal og gør.

At give mig selv lov til at gøre det, jeg føler allermest for.

Det kan kun være en positiv følelse, at gå ind i lys, men uden at vide, hvad der sker.

Men vi skal gøre det. Jeg skal gøre det.

Der sker ikke noget, så længe det bare er en tanke.

Sandhed er noget, vi kan mærke. Den gør noget ved os. Den rører os. Den giver os substans.

Det er vigtigt, at jeg har det godt med alt, hvad jeg laver.

Ikke når jeg går ind i en rolle. Men inden jeg overhovedet overvejer at spille en rolle.

Jeg skal have det godt med mig selv, inden jeg kan have det godt med andre.

Vi skal kunne møde hinanden som dem, vi er. Ikke som dem, vi har brug for, fordi vi har brug for dem.

Vi får ikke adgang til noget smukt og fint i livet, hvis ikke vi er villige til at tage det til os på en stilfærdig og gennemført ordentlig måde.

Vi kan kun tilegne os en sandhed, hvis vi gør det stilfærdigt og dybt oprigtigt.

Det er normalt nemt at mærke og fornemme, om noget er sandt eller ikke.

Og vi kan altid træde et skridt længere ind i os selv for at finde ud af det.

Hvis man er åben over for sandheden, vil den blive stadigt tydeligere.

Vi mærker alle sandheden lejlighedsvis, på en måde, så vi overhovedet ikke er i tvivl om den.

Det kan godt være, at vi aktivt gør noget for at fortrænge den. Men vi kender den godt.

Sandheden vil altid være med os. Og i os. Og berøre os.

Det handler så om, hvad vi gør ved den. Hvordan vi forholder os.

Vi kan godt mærke, når noget er mere sandt og rigtigt end andet.

Vi kan mærke det direkte i kroppen, og vi ved det med os selv.

Selv om vi ikke vil være ved det, vil det ikke slippe os alligevel.

Og vi får ikke fred, før vi anerkender sandheden bag ved det hele.

Sandhed er den følelse, jeg vågner med om morgenen, når jeg mærker, at jeg har fat i noget vigtigt.

At fylde mit liv med glæde.

Hvad er det, der gør mig glad.

Hvad kan fylde mig?

Svaret handler om noget, der er godt og sandt og smukt.

Vi er ovre i sjælens verden, her hvor livets mening skabes.

Man kan kun blive virkelig ved at være sand.

At være sand er at være i overensstemmelse med sig selv.

Det kan vi sagtens mærke, hvad er, hvis vi er ærlige.

Mennesker, som man altid kan stole på, er i overensstemmelse med sig selv.

Sjælen er det sande i os. Og det sande af os.

Det er her, vi mærker vores sande lyst. Og nydelse.

Det er her, vi er spontane. Og umiddelbare.

Det er her, vi mærker, hvad der er rigtigt.

Det er her, vi er som børn i vores væremåde.

Kunsten er selvfølgelig at lære at være i denne tilstand i sandhed.

Det er overhovedet ikke svært, hvis man er vant til det.

Men det vil forekomme de fleste svært, hvis de er vant til at leve gennem et bundet instinkt.

Kunsten er altid at være i sig selv og med sig selv. At tillade sig det. Give sig selv lov til det.

Selvfølgelig også at give andre lov til det. Der er og kan og må intet ekskluderende være ved at være i sin sjæl.

Jeg tror, vi skal lære os selv og hinanden, at det altid er i orden at være i denne tilstand.

I ældre film tænder de altid en cigaret, når de er i den. Det har altid forekommet mig lidt mærkeligt. For eksempel at ryge lige efter et samleje.

Som om det drejer sig om at kvæle den gode oplevelse. Det er jo reelt, hvad røg i lungerne gør.

Sandhed er noget, vi kan mærke.

Vi er ikke i tvivl, når den er der, når noget er sandt.

Det kan være en relation.

Det kan være en sammenhæng.

Sandheden er noget, der kommer.

Sandheden er noget, der er.

Sandheden er noget, vi ved.

Sandheden overtrumfer alt andet.

Den kan i hvert fald blive så stærk, at den gør det.

At bevare en sand følelse i mig selv er det, der gør mig virkelig.

At bevare og fremelske farverne i mit liv.

Ikke at ignorere noget, som jeg godt ved, er sandt.

Det er måden at få og at bevare kontakten med sin sjæl.

Ikke give efter for det falske, for egoet, for spejlbilledet, for løgnen, heller ikke om en anden.

At bevare troværdighed og autensitet i alt. Det er vejen til et liv i sandhed.

At give sig selv tid til at opleve og mærke, når jeg er i tvivl.

Ikke at hoppe med på den første, den bedste forklaring.

Hvordan finder vi ud af, om noget er sandt?

Vi kan godt stå i et dilemma, hvor svaret ikke er tydeligt.

Svaret er i hvert fald: ved at være i det. Ved at anerkende dilemmaet.

Hvis vi er i tvivl, skal vi ikke vælge det, vi er i tvivl om. Så skal vi blive ved med at gå i det.

På et eller andet tidspunkt vil vi finde et svar på den måde.

Sandhed er ledsaget af en følelse. Vi kan mærke, når noget er sandt.

Det er ikke en vulgær følelse. Det er ikke en romantisk følelse. Det er ikke en karismatisk følelse.

Den stikker dybere. Vi kan mærke den igen senere. Den har mere fat i os end nogle af de andre nævnte, der hver for sig godt kan være forførende, og forlede os til at tro, at de har fat i sandheden.

Vi skal nok lære at mærke efter flere gange, inden vi er overbevist.

Hvis man er gennemsigtig i sig selv, har man kontakt fra inderes til yderst. Og så vil man altid kunne tåle at blive kigget efter i sømmene.

Hvis noget i en er uforløst, vil dette noget kunne komme i vejen for en sand erkendelse, og måske blive bøjet ind i en skyggeform, hvor en anden bliver skyldig, uden at skulle have været det.

Det uforløste i et menneske kan lave meget ravage, fordi det nemt bliver ledsaget af følelser og tolkninger, der ikke har hold i virkeligheden.