Sandhed og erkendelse

Erkendelse er ikke mulig, uden at jeg, medmindre jeg aktivt gør noget for at få erkendelse.

At jeg med mig selv, i mig selv skaber muligheden for at forstå noget, som jeg ikke har forstået før.

At jeg ønsker at forstå det, der lukker sig op.

At tage noget til sig. At tage noget alvorligt.

At forstå noget er betingelsen for aktivt og bevidst at kunne gøre en forskel i verden.

Det er ikke dermed sikkert, at man vælger det.

Det er også muligt at gøre en forskel i verden uden at forstå noget. Så erkendelse er dermed ikke i sig selv nødvendigt for projektet.

Men hvis vi gerne vil give os selv de optimale muligheder, gør vi det ikke mindst gennem erkendelse.

Den instinktbårne verden og den sjælsbårne verden ser i erkendelsen fuldstændigt forskellige ud, selv om de i virkeligheden dækker over den samme realitet.

Det er to forskellige sæt øjne, der kigger på den samme virkelighed.

Vi er bundet af en sandhed, der vil blive ved med at gøre sig til kende, indtil vi tager den til os.

Vi er bundet til en energi, der vil blive ved med at melde sig, indtil vi lytter til vores sande kald.

Vi er bundet til os selv og hinanden på en meget dyb måde.

Uanset om vi vil det eller ej, vil vi være bundet til en skæbne, som vi på et dybt plan selv har sagt ja til.

Når vi i øvrigt gør det, som vi skal, vil vi altid kunne leve i glæde og frihed sammen.

Men det sker selvfølgelig ikke, så længe vi flygter fra det, vi skal, og har sagt ja til.

Vi lærer ikke noget, hvis ikke vi selv gør noget for det.

Intet kommer af sig selv. Og vi kan ikke bare plagiere andre.

Sand viden opstår ved aktivt at gøre noget, at gå ind i noget, at turde noget, at have lyst til noget.

At mærke, hvad det gør ved mig, og hvad jeg får ud af det.

På samme måde lærer vi alt i livet. Man får ingen sand erkendelse ved hjælp af en facitliste, som andre har formuleret.

Jo mere præcise erkendelser vi får, jo nemmere har vi ved at navigere.

At kunne trække vejret igennem sine erkendelser.

At blive ved med at kunne se sig selv på afstand.

Så erkendelse ikke bare bliver til noget egobaseret, men i stedet noget, som vi kan slippe igen, så det bliver mere rent.

Forståelse opnås ved positivt at gøre noget.

Forståelse opstår ikke ved ikke at gøre noget. Og heller ikke ved at konstatere, hvad der i hvert fald ikke kan lade sig gøre.

Det er ikke det samme som bevidstløst at kaste sig ud i noget.

Jeg skal altid tage mig selv i ed, inden jeg overhovedet bevæger mig ud i verden.

Det er vigtigt for mig at blive færdig med at forstå, inden jeg handler.

Erkendelse er kun mulig, når noget ikke opfattes som bastant viden.

Bastant viden kan være fordomme, og dermed ikke funderet i noget faktisk, noget sandt.

Erkendelse fordrer, at jeg er åben over for noget, som jeg anerkender, jeg ikke ved nok om.

Erkendelse fordrer, at jeg anerkender, at en viden vil kunne gøre noget ved mig, at tvinge mig til at ændre min måde at se verden på.

Sandheden er noget, der er, eller som er sket.

Erkendelsen er at tage det til sig eller at forstå det.

At lære sandheden at kende er ligesom et politiarbejde, vel at mærke med en leder af efterforskningen, som ikke slipper sagen, før den er belyst helt til bunds.

Der kan sagtens være masser af modstand, også uudtalt, forsøg på at undgå og at undvige, ikke mindst at undgå at skulle kigge på sig selv.

Man får ikke fred, før man kender sagens kerne og sagens akter helt til bunds, i hvert fald ikke så længe man selv er fedtet ind i den.

Forudsætningen for sand erkendelse er selvfølgelig, at man holder sig ædru og sober, og ikke gør noget for at slette spor. Det gælder jo ikke mindst inde i sit eget system, når man skal erkende sin egen rolle, sit eget engagement.

At kaste lys over sandheden er noget meget faktuelt.

At formørke sit sind eller at forplumre sandheden kan man gøre bevidst og ubevidst.

Man kan også gøre det momentant med en kraft, så det bagefter er nærmest umuligt at komme i nærheden af det igen.

Men det handler i givet fald at slette sine egne spor, også for sig selv.

Positiv sandhed opbygges i en stadigt mere tillidsfuld atmosfære, som modsvares af nogle fine erkendelser inde i sig selv, og en tilsvarende fin tilstand i sig selv. Det betyder, at lyset altid kommer før mørket, at sandheden har plads til at opstå i et miljø, hvor der ikke er støj og uro.

Det er altid et problem, når et menneske ikke vil kigge på sig selv. Det er den eneste sande måde at forstå noget på, der holder, måske ikke i retten, med i det liv, hvor vi lever af at kunne kigge os selv og hinanden i øjnene.

Sandheden findes ikke derude. Sandheden findes derinde.

Det ændrer ikke ved, at der findes en objektiv sandhed, en sandhed der holder, også uden for os selv. Men vi kan kun forstå den i sit inderste væsen, hvis vi har os selv med i forståelsen.

Kun derved forstår vi, hvad sandheden handler om.