Sandhed og eksistens

Den, der kun lever i modstand, og som aldrig har taget nogen, hverken sig selv eller andre, alvorligt, har ikke forstået noget som helst af den dybe sammenhæng, og det dybe formål.

Lever man kun livet for sjovt? Eller er der et dybere formål?

Er jeg bare en, der vil nyde frugterne? Og egentlig ikke tager der særligt alvorligt?

Er jeg bare til tryghed og sikkerhed? Og ser resten som flødeskum?

Skal jeg bare tage for givet, hvad der kommer?

Det er Søren Kierkegaard, der har lanceret begrebet eksistens. Et menneske kan overtage ansvaret for sit liv, og dermed være i sin eksistens. Han kan være eksisterende, og ikke bare et tilfældigt siv, der vejer i vinden.

At være til stede i sig selv. At være med sig selv. At være i livet. At være til, og at tage det på sig.

Det, der er sket, efterlader et positivt aftryk, som ikke ville have været der, hvis det ikke havde fundet sted.

Det, vi selv, af hele vores hjerte, gør i verden, bevirker, at vi vil blive husket for det.

At stå inde for sig selv med hele sit væsen. At være den, man er, og ikke kun en delmængde, hvor jeg kan vinde en fordel.

Jeg er ikke kun det, jeg kan få fordel af, i en given situation.

Hvorfor er det så vigtigt, at jeg siger ja?

Et af svarene er givet ved uddrivelsen af Paradiset, hvor der bliver placeret keruber med flammesværd ved indgangen.

Mennesket har fået en sjæl, som er forbindelsen ind i evigheden.

Hvis ikke mennesket anerkender værdien af smerte og hårdt arbejde i verden udenfor, altså i instinktets verden, vil det bukke under.

Keruber metaforen handler først og fremmest om, hvordan vi agerer og reagerer socialt. altså hvordan vi behandler hinanden, men også hvordan vi handler globalt.

Handlingen, der førte til udstødelse, mens de var inde i haven, var at lade instinktet få lov at bestemme. Derfor kunne de ikke se hinanden i øjnene, og var nødt til at dække sig med blade.

Måden at komme tilbage til haven er at lade sjælen få det afgørende ord, noget der falder mennesket som dyr meget unaturligt, som ikke ligger lige for.

Med sjælen lader vi ikke lidenskaben få det første og det sidste ord. Vi tager først og fremmest os selv og hinanden og vores opgave i livet dybt alvorligt. Og vi gør ikke noget, som vi ikke helt kan stå inde for, for på den måde at vinde en fordel.

Det gælder i et evolutionsperspektiv. Og det gælder i et sjælsperspektiv.

Sjælen betyder og bevirker, at vi, i modsætning til dyret, kan kigge på os selv. Og den evne, at kunne forstå livets dybe sammenhæng, skal vi ikke bare kunne bruge for at vinde egen fordel,

Mennesket er et mageligt væsen, og er tilbøjeligt til at vælge de lette løsninger.

Det gælder i alle forhold. Kan jeg selv få en fordel, bliver jeg meget nemt ligeglad med resten.

Vi har set masser af eksemper op igennem historien.

For at få adgang til evigheden skal vi have alt i os selv på plads, inklusiv bevidstheden om, at vi er dødelige, og at vi lever gennem et instinkt.

Og at vi har et reelt ansvar for andre.

Vi får ikke lov til at springe over noget, for så forstår vi ikke den dybe sammenhæng.

Man vil gerne have, og ofte heller have end give. Det bliver man asocial af.

Man vil gerne lade andre lave arbejdet for sig, så man selv kan blive solet. Det bliver man egoistisk af.

Man vil gerne docere viden og være bedrevidende om andre. Det bliver man kynisk af.

Man vil gerne gøre sig bedre, på andres bekostning. Det kan man tjene penge på.

Man vil gerne have andres opmærksomhed, men uden selv afgørende at byde ind med noget.

Der er mange tillokkende faldgruber i instinktets verden, og man holder sig ikke tilbage for at bruge dem.

Man skal forstå alt i sig selv, og mestre øvelsen i at give slip, før man får adgang til den dybe sandhed.

Sådan tror jeg, det hænger sammen.

Vi kan godt mærke, om og når vi har fat i evigheden i vores væsen.

Det giver os glæde og overskud og mange andre kvaliteter. Mening. Dybde. Kærlighed.

Sandhed er, at jeg selv træder i karakter.

At jeg går ud i verden, præcis som den jeg er.

Ikke i og med et kommercielt sigte.

Men fordi jeg gerne vil vise verden, hvad et menneske kan, og hvad der er muligt, når vi ikke gemmer os bag roller og dårlige undskyldninger.

Når vi kan kigge os selv og andre i øjnene.

Jeg har oplevet at være presset fuldstændigt i bund.

Faktisk i en årrække.

Det, der først og fremmest bevirkede, at jeg evnede at komme tilbage, var en dyb bevisthed om, at jeg havde fat i sandheden, og dermed mig selv i en meget tynd tråd.

Måden at komme tilbage har været hård og meget krævende.

Jeg har fået hjælp til det, men min egen attitude og form har også været afgørende.

Den mest markante hjælp har været fra væsener, der ikke er jordiske, i betydningen fysisk inkarnerede.

Det har handlet om langsomt at komme tilbage til mig selv igen.

Igen at finde sin sande form og sit sande udtryk. Igennem hårde og kyniske former, som jeg har været oppe imod.

Det er sjovt og interessant, at vi på den måde er forbundet til en dybere sandhed, hvor vi kan gøre os virkelige, måske virkelige igen.

Det handler om kontinuitet, om identitet, selvfølgelig om bevidsthed, og jo også om energi. At være i mig selv og med mig selv.

Den seneste forståelse har jeg fået ved at høre oplæsning fra “Broen over strømmen”, der handler om komponisten Botho Sigwart, der døde under 1. verdenskrig, og her i bogen giver sig til kende fra den anden side.

Det stærkeste budskab fra denne bog er, at vores intention betyder meget mere, end vi regner med. Intention er i denne betydning noget, der foregår både meget konkret, men også dybt inde i os selv, i det område, hvor vores sjæl har kontakt til det guddommelige.

Man kan ikke snyde med sine tanker og følelser, heller ikke selv om man kan overbevise de andre eller nogle andre levende, og få dem på sin side. Man er altid bundet af sin dybeste intention, og hvad den har udvirket.

Det har været dejligt for mig at møde disse tanker. Tak!

Der findes i hvert fald to forskellige måder at leve på, hvad Søren Kierkegaard så fint har beskrevet det, bl.a. i “Enten-Eller”.

At lade livet strømme igennem sig i stedet for at betragte det på afstand.

Det første betyder, at jeg altid kan være fleksibel i forhold til, hvad der nu sker.

Det sidste betyder, at jeg altid er i fortolkningsmode. Jeg har aldrig forstået, og aldrig levet på den måde.

I hvert fald var det afgørende for mig at møde Søren Kiekegaard i 1974.

At være til stede i sit eget liv. Intet kan, som jeg ser det, være mere enkelt og rigtigt.

At være den, jeg er.

Når jeg er det, så anerkender jeg også en andens egenart, og selvfølgelig ret til at være her, at være i live, at være sig selv.

At give en anden ret til at være i live.

At anerkende en livsmulighed.

At være der for et andet menneske.

Ikke kun at tænke på sig selv og sit eget ego og sin egen overlevelse.

At en livsmulighed findes.

At noget er muligt.

At noget praktiseres.

At nogen har vovet sig derud og lever det, som de siger.

At nogen har gjort alvor af at gøre noget, og ikke bare tænkt det.

At nogen har ladet et barn leve.

At nogen har stået ved sig selv.