Sandhed og bevidsthed

Bevidsthed kan ikke være defensiv. Bevidsthed opstår, når vi aktivt og positivt går ind i livet og gør en forskel.

Instinktet kan ikke frembringe eller fremtrylle bevidsthed. Her er der kun modstand, konservatisme. Ingen sandhed, for sandhed fordrer, at vi aktivt ønsker noget anderledes.

Instinktets hjerneaktivitet er tomme gentagelser, floskler, klicheer, normer og fordomme. Instinktet er på den måde sandhedens negation. Intet er muligt, ud over gentagelsen.

At vide med mig selv, at jeg ikke har brug for floskler og klicheer til at stive mig selv af. At jeg altid har lov til at være den, jeg er. Og at jeg altid har mulighed for at være helt til stede i mig selv.

Fordi jeg ikke har noget at skjule. Fordi jeg altid gør mig umage med at være den, jeg er. Fordi jeg har oplevet, at det er muligt. Og at det gør mig fri. Det vil kunne gøre alle fri, der tilsvarende evner kunsten ubetinget at stå i sig selv.

At kunne være glade på de samme præmisser.

At kunne kigge på sig selv er for den lave moral en mulighed for at skaffe sig en fordel, om nødvendigt på bekostning af andre.

Det må for guderne have været med bange anelser, hvad der kunne ske ved at give mennesket en selvbevidsthed.

Dengang var mennesket et højt udviklet pattedyr, som gennem evolutionen havde lært, altid at passe på sig selv, fordi det handlede om overlevelse.

Men at passe på sig selv bliver meget nemt til at tiltuske sig en fordel, uden hensyn til, at det måske skader andre.

I naturen regulerer instinktet hierarkiet, med det forhindrer også, at nogen er i stand til at skabe sig en så stor fordel, at det går ud over det sociale sammenhæng.

I menneskeverdenen kan den snu sætte sig ud over de sociale hensyn, og i ekstrem grad skabe sig selv fordele, ved udøvelse af magt, og ved meget sofistikerede straffeforanstaltninger. Det kan således foregå hensynsløst og skruppelløst ud over alle grænser, hvis man er et dårligt menneske.

Alt handler derfor om, hvad jeg stiller op med den klare fordel, der er forbundet ved at have en bevidsthed.

Det var et tema for de første mennesker, og det er et tema for enhver, der i dag har en fordel. Fordel har man, hver gang et andet menneske hengiver sig.

Det er derfor, god opførsel til alle tider har været påbudt gennem religioner og andre kulturelle former.

At det, jeg siger, er det, jeg gør.

At min måde at være i verden på er i god overensstemmelse med alt, hvad der sker i mig.

Sandhed kan jeg favne i bevidsthed.

Jeg kan også være sand, uden at vide det.

Bevidstheden er min mulighed for at følge med i, hvad jeg selv laver.

Hvis jeg altså ønsker at vide noget om dette.

Det er den bedste måde at være i overensstemmelse med sig selv.

Og det er også en god måde at kunne have en fornuftig afstand til sig selv, eller simpelt hen bare at være bevidst om, hvad jeg har gang i.

Man forstår ikke livets sande logik, hvis ikke man mestrer kunsten af give slip.

Når man ikke giver slip, ser man alt fra sit bundne perspektiv.

Først og fremmest kan man ikke se sin egen binding.

For det andet kan man ikke se og forstå det, som er resten af verden, eller man ser den kun betinget, fra sit eget mørke, altså fra sin låste og bundne position.

At være i sit eget lys er det, der gør en forskel i verden.

At være i sin egen energi.

At vende noget inde i mig selv, inden jeg ser det som skygger ude i verden.

At være helt til stede i mig selv.

Det frigør mine tanker, mine følelser og min seksualitet.

Det gør den frie vilje reel, og giver mig et rum, som jeg kan handle i.

Fri til at tænke, at føle og at handle, hvad der dukker op, hvad det kommer til mig.

Bevidsthed er at kunne rumme det, jeg tænker.

Jeget er at kunne kigge på det, forholde mig til det.

Bevidsthed er at tænke.

Jeget er at handle.

Jeg kan på den måde stå på afstand af mig selv og kigge på mig selv, forholde mig til, hvad jeg gør, og hvordan. Det er da lidt spøjst, ikke?

Periferien af min måde at se verden på, er, at vi er bundet op på en guddommelig logik, i en altid nærværende dynamik, som vi kan opleve, hvis vi er åben for den.

Det svarer til, hvad jeg har fået at vide i Assisi: Guddommelighed er at være i sig selv og med sig selv.

Min første oplevelse af noget guddommeligt var i 1979, hvor jeg for første gang oplevede en dyb kontinuitet og sammenhæng.

Det afgørende er, hvordan jeg forholder mig til et sådant udsagn.

Jeg oplever fra tid til anden, hvordan noget, der sker i mit liv, giver mig mening i et dybere perspektiv.

Jeg skal altid selv være parat til at se og at møde det, og mit bidrag er at være imødekommende.

Alt, hvad jeg skriver om, og beskæftiger mig med, tager udgangspunkt i denne forståelse.

Den kan ikke rummes i en traditionel forståelse, hverken religiøst, spirituelt, psykologisk eller på anden måde.

Den sprænger alle de kendte rammer, men jeg har det fint med det.

Vi kan altid mærke på os selv, når vi er ordentlige.

Vi ved altid med os selv, om vi er på rette vej.

Hvis vi vil vide noget, kan vi også få det at vide.

Vi skal bare være ærlige.

Jeg ved godt, om jeg er menneskelig eller umenneskelig.

Det er jeg overhovedet ikke i tvivl om.

Jeg ved godt, hvad jeg gør ved et andet menneske, når jeg gør det.

Især når det er med forsæt.

Hvad kan jeg kapere i min bevidsthed?

Hvad kan jeg rumme?

Hvad ønsker jeg at rumme?

Hvad ønsker jeg at forstå?

Min egen begrænsning er måske selvvalgt? Selvforskyldt?

At der er noget, jeg ikke vil kigge på. Møde. Indse.

Er jeg måske lidt for kalkuleret? Lidt krukket? En snob?

Jeg har selv stor indflydelse på, hvad jeg ønsker at kigge på og forstå.

Hvis jeg er snerpet, har jeg selv taget kontrol over mit instinkt.

Hvis jeg er hæmmet, er historien nok en anden.

Min egen frithedsgrad i forhold til min bevidsthed er stor.

Bevidstheden er, hvor meget jeg ønsker og evner at rumme af og i mig selv.

Hvor åben jeg er, eller måske ikke er.

At give sig selv lov til at vågne rigtigt op.

At anerkende usikkerhed som en måde at være på.

At lukke op for sig selv, i sig selv.

At give sig selv et liv bag den hårde skal.

Sjælen kan noget andet og mere end bare at kigge på sig selv, som jo i sig selv er fint og smukt.

Sjælen medbringer også en bevidsthed om noget, vi har lært, og som vi ved fra tidligere.

Dette noget kan vi få fat i ved at være sande og gode mennesker, ved at være i os selv, og handle ud fra os selv.

Bevidstheden aktiveres ved at handle ud i verden.

Det er ikke nok at sige ja, og vente på, at der sker noget.

Vi skal ville og gøre noget, og derved vil vi aktivere det, som vi tidligere har haft adgang til.

Vi skal have fat i os selv, for at kunne lukke op for os selv. Det gør vi i mødet med virkeligheden og andre mennesker. Derved kan jeg også møde mig selv.

Hvordan det hele virker, finder vi først ud af, når vi gør noget, når vi aktivt handler, af et godt hjerte.

Mennesket i sit instinkt er meget kalkuleret. Det skal vi ud over, og ikke bare for et syns skyld.

Hvor er jeg selv, i forhold til det, jeg foretager mig?

Er jeg bag ved mig selv? Har jeg mig selv foran min bevidsthed?

Har jeg styr på mig selv? Er jeg selv til stede i mig selv?

Mennesker i en rolle har defineret rollen før bevidstheden.

Det sker typisk, når kan er professionel eller på anden måde har splittet sig selv op.

Rollen har et kodex og sin egen bevidsthed.

Men hvor er jeg selv, inden jeg træder ind i rollen?

Min placering i forhold til min bevidsthed er vigtig.

Når jeg er i mig selv, har jeg ikke brug for at fortælle, at jeg er det. Så kan jeg bare være det.

At have en viden om, at jeg er her. At jeg er i livet. At mit liv har betydning.

At jeg er her for et højere formål.

At denne sandhed vil kunne blive udfoldet.

Udfoldelse af sandhed sker i bevidstheden, mens jeg lever og undervejs bliver mere vidende.

At blive bevidst om noget er at få lys ind omkring dette noget.

At få viden, at blive klogere, at mærke og forstå mere.

At få en fornemmelse og en gradvis erkendelse.

Ikke som noget udvendigt, fordi andre lyser på mig, altså som et ego.

Men en indre viden og forståelse af, hvad det hele handler om.

Jeg skal selv gøre noget for at komme i besiddelse af eller få kontakt med denne viden.

Ydre viden er at tilpasse mig et givet socialt hierarki, hvad enten det er en familie, et erhverv, en videnskabelig disciplin, en karriere, et renommé, eller måske bare et stort og opblæst ego.

Disse former tilfører mig energi i et eller andet omfang. Men da ingen af dem umiddelbart, som kontekst, har kontakt ind til evigheden, vil de kunstigt skulle holdes i live. Og det er der nogle, der er gode til. Til gengæld er det ikke sandt.

Det sande henter sin inspiration et helt andet sted fra.

Det sande kan jo udmærket være knyttet til relationer i min omkreds, familiært og på mange andre måder. Jeg skal bare vide at holde skidt og kanel adskilt, når jeg forstår sammenhænge.