Sandhed og aktivitet

Det er i handlingen, vi finder svaret.

Vores aktive måde at være i verden på.

Ikke det vi lod som om. Men det vi faktisk gjorde.

Sandheden bliver åbenlys gennem handling.

Når jeg gør det, jeg skal, bliver jeg virkelig.

Så kan jeg blive den, jeg i virkeligheden er.

Det sker ikke ved teoretisk at forholde sig til muligheden.

Vi er ikke født som et tilfældigt klistermærke.

Vi er født, fordi vi har en mission.

Fordi der er noget, vi skal gøre.

Ikke fordi der er noget, vi skal lære, som mange spirituelle løber rundt og siger.

Når vi gør noget, så lærer vi noget, men det er en helt anden rækkefølge.

Ikke når vi går rundt i en forestilling. Ikke hvad vi tror, vi har gjort, eller som vi gerne ville have gjort, men hvad vi gør.

Sandhed er noget, vi i handling skal række ud efter, og så kommer den tilbage til mig i en form for forståelse, altså som en del af en handling.

De, der tror, man lærer noget, ved ikke at handle, at gå rundt i modstand, har ikke forstået noget.

Sandhed opstår ved positivt at tage livet til sig, eller at agere i det.

Sandhed er noget dynamisk.

Sandhed er kun mulig i en forståelse.

Sandhed er, at jeg bliver oplyst, at jeg får en viden, som jeg ikke havde før.

Sandhed eksisterer ikke i et lufttomt rum.

Den giver kun mening, når jeg er villig til at tilegne mig den.

Når jeg erkender den, ved jeg mere før end efter.

Jeg kan godt flygte fra sandheden, men den vil altid indhente mig, for den er historien om mig og min forbundethed med verden.

Nogle vil ikke vide af den, men da er ét sikkert: at alt i livet bliver en flugt.

Og at man aldrig bliver virkelig.

Man bliver sit eget spøgelse. Et monster. En fiktion. En konstant undskyldning for sig selv.

Sandhed er kun mulig i nærvær. Men nærvær er bevægelse og handling.

At handle er forudsætningen for at forstå noget, at gøre en forskel.

Jeg skal selv på banen, hvis jeg aktivt ønsker at forstå noget ind i materien.

At forstå noget rent mentalt har ikke nogen kvalitet, når det for alvor presser sig på.

Men at forstå noget, fordi jeg selv har involveret mig, giver en helt anden måde at håndtere noget på.

Hvis jeg altid kan springe fra, har jeg ikke tilegnet mig en viden og en forståelse. Så er det hele mere udvendigt end sandt.

Den viden, jeg møjsommeligt har tilegnet mig og sparet sammen, også gennem usikkerhed og ved at være i noget, hvor der ingen direkte og umiddelbare svar var, har langt større værdi og kvalitet, end den, jeg har læst mig til, eller hørt andre fortælle.

Den viden, som jeg har, fordi det er en norm eller en fordom, jeg har tilegnet mig eller overtaget, kan ikke bruges til andet end at bekræfte mig selv med.

Den bedste måde at lære på er følgelig den, der på engelsk kaldes learning by doing. At få noget ind under huden, inden jeg bramfrit går ud i verden og fortæller, hvad jeg har fundet ud af.

Jo mere alt på den måde er blevet belyst, fra alle mulige vinkler, jo mere troværdigt kan jeg fortælle andre om, hvad jeg har fundet ud af, eller er kommet frem til.

Læg mærke til metaforerne i sproget, der alle her fortæller om en handling fra et sted til et andet. Fundet ud af. Kommet frem til. At få noget ind under huden.

Jo mere dynamiske vi er i verden, jo bedre vil vi kunne forstå, hvordan vi på den måde kan kaste lys på noget, der hidtil, helt eller delvist, har ligget i mørke. Ved at flytte os, og på den måde få erkendelse.