Sandhed er suveræn

At være helt tæt på sig selv betyder, at man kan gå på opdagelse i områder, hvor ingen har været før. Det gælder i forhold til tanker, til følelser og til seksualitet, hvor det normale er, at man holder livet på afstand, i form af normer og fordomme.

Et liv uden normer og fordomme er at give plads til den fine energi, der omgiver os, at gå på opdagelse i energien, netop uden at lade sig styre af, hvad andre synes, og hvad andre mener. For det kan jo aldrig være min sandhed.

Min selvoplevede sandhed kan det suveræne kvalitet, at jeg kan være i den og blive i den.

Det er sjovt og mærkeligt, hvordan løgnen altid kommer om bag ved sandheden.

Men sandheden får altid det sidst ord.

Den, der siger sandheden, vil altid være den, som man tror på og lytter til, når det kommer til stykket.

Jeg vil altid være bundet til sandheden.

Det skyldes, at sjælen bliver lagt ind i mig af Helligånden, inden jeg har mulighed for at tænke mig om, som er tidligt i graviditeten.

Inden jeg får muligheden for at fortælle min første løgn.

Det er sjovt at tænke på, hvordan alt bliver lagt ind i mig som en streng. Som jeg i øvrigt kan udfolde, når jeg bliver gammel nok til det. Jeg begynder normalt som ung.

At være i sig selv er at være i denne streng.

At være i min egen seksualitet. At være i min egen barnlighed. At være i min egen energi.

At være i min egen disciplin. At gå vejen. At blive på stien. At gøre det, jeg skal. At være ordentlig.

Men også, når jeg evner alt dette, at gøre det, jeg har lyst til. Som jeg gerne vil. Som jeg godt kunne tænke mig. Som jeg har allermest lyst til.

Intet af det som et rollespil. Intet af det som en tom gentagelse.

Når vi bare gentager, har vi ikke længere fat i os selv .

Freuds erindringsspor er i virkeligheden denne streng.

Min opgave i livet er at være eller blive mig selv, som handler om at finde denne streng.

Sandheden indeholder informationen om alt, hvad vi har gjort, og alt hvad vi har gjort os til, og hvad og hvem vi dermed er blevet til.

Noget af det er skabt ved at være sammen med andre. Derfor møder vi også andre igen.

Sandheden er evnen til at være kærlige.

Når Himlen er langt væk, er sandheden langt væk.

Når jeg opfører mig dårligt, er sandheden langt væk.

Men den vil altid være der.

Clairvoyance er at kunne forbinde sig med sandheden på et andet tidspunkt.

Hvad man kan hente på den måde, gælder kun, hvis man altid formår at opføre sig ordentligt. Hvis altså man over for sig selv siger ja til og også evner at gennemføre at blive i sig selv, og sin egen energi.

Når vi af Helligånden får en sjæl, bliver den lagt ind i vores fysiske skæbne. Jeg har hørt det beskrevet som en guldtråd, der så at sige væves eller syes ind i vores DNA. Det lyder smukt og rigtigt.

Det er også på den måde, at sand udvikling er, på alle måder, fysisk og mentalt, med instinkt og sjæl, altid at følges ad.

At blive sandt menneske, sand væren, at blive på stien, at gå vejen, er at blive i denne streng.

Og selvfølgelig også altid at behandle andre ordentligt.

At være i sin egen sandhed og kærlighed.

Når man ødelægger noget for andre, ødelægger man også noget for sig selv.

At være i sig selv er at være med sandheden, også selv om den synes langt væk.

At flygte fra sig selv betyder ikke, at sandheden forsvinder. Det er mig, der forsvinder fra den.

Jeg kan også indtage store mængder af alkohol, men det fjerner mig ikke fra sandheden.

At gå vejen er, altid at være med sandheden, og dermed, så at sige, at trække den i land.

Jeg kan dog aldrig forcere noget.

At være med sandheden er at være med min sjæl.

At gøre det kærligt vil give mig et godt liv, selv om jeg sagtens vil kunne mærke at være ude i tovene, også uforskyldt.

Jeg er forbundet med andre gennem sandheden.

Hvis vi vil, kan vi beslutte at blive sammen i sandhed og kærlighed. Det er faktiske rigtigt smukt.

Men så skal vi altid, hver især, også formå at bevare lyset i os selv, også når det er svært.

At bevare min egen energi, min egen barnlighed, min egen seksualitet, omkring mig, handler alt sammen om altid at være i sin egen sandhed.

De 7 dødssynder er alle forsøg på at vride sig ud af sandheden. Man invaliderer sig selv ved at lade dem virke.

Livet er suverænt.

Et menneskeliv er suverænt.

Ethvert menneskeliv har en kvalitet i sig selv.

Ethvert menneske er skabt i Guds billede.

Ethvert menneske har mulighed for at forfølge denne opgave i livet, og at blive den sande udgave af sig selv.

Det ligger åbent for enhver, sandt at udfolde sig selv.

Det gør man kun i ydmyghed, og med en lige så stor respekt over for alt andet levende. Her kan man ikke favorisere sig selv. Så er man et pattedyr i sin identitet.

Og de to verdener skal man ikke blande sammen.

Der er en sandhed, der går ned gennem os, som også er vores identitet og vores selvbevidsthed.

At forbinde os med denne sandhed er at have kontakt med sit eget væsen.

Det er mig selv, sådan som jeg er.

Et godt udgangspunkt for alt, hvad jeg gør.

Når vi lykkes med at være der to, oplever vi os selv som urørlige.

En god følelse. Her behøver vi ikke at lade som om. Her er vi bare.

Sandhed er at bevare sandhed i mit væsen, så jeg altid bliver stående i mig selv, og altid kan kigge mig selv i øjnene.

Når jeg møder en udfordring, stikker jeg ikke af, men møder præcis det, der dukker op foran mig.

Instinktet vil blive presset i bund, hvis jeg møder noget ubehageligt. Alt i mig bliver aktiveret. Jeg er i højeste alarmberedskab.

Hvis jeg lykkes med at kunne kigge min udfordring i øjnene, vil jeg opleve, at den ændrer sig. Sådan noget er beskrevet i mange eventyr.

Det handler om, at jeg formår, helt at være i mit instinkt, og ser problematikken i øjnene, og derved vil den ændre sig.

Det hele forudsætter mit fulde nærvær, men det forudsætter også, at instinktet forbliver intakt, og at jeg dermed bevarer min integritet. Det er er, transformation er en mulighed.

Når man i kristendommen taler om en kamel gennem et nåleøje, så handler det om det samme. Instinktet er vores modstand, som kan være så stor, at vi ikke har adgang til lykken bagved. Kun den allerstørste fromhed vil kunne bringe os i kontakt med lyksaligheden i sjælen, eller i Paradiset.

Fromhed handler om ydmyghed, om ærbødighed, om at give slip i forhold det hellige, om at leve et liv uden synd. Det er alt sammen et udtryk for høj moral og høj bevidsthed, at vi ikke går på kompromis med noget, at vi helt igennem er til at stole på.

Det er betingelsen for, at lyset sandt kommer os i møde. Det nytter jo ikke noget at leve i utugt, eller fuld af vred eller misundelse. Så er man ikke sand i sit væsen.

Instinktet skal være trimmet. Jeg skal selv være sand, for at sandheden vil blive synlig og tydelig for mig. Min egen integritet skal være på plads.

Hvordan bliver jeg sand?

Ved altid at gøre det, som jeg kan mærke og ved, er det rigtige. Ved aldrig at fravige dette spor.

Når jeg bliver i sandheden, som også er i lyset, og de to skal altid følges ad, skaber jeg en kanal fra himmel og til jord.

Jo mere jeg formår på den måde at blive i mig selv, jo mere kan jeg udfylde min mening med at være her.

Sandhed er, at sjælen og kærligheden får plads.

At lyset kan få lov til at skinne.

At livet bliver virkeligt.

Vi er forpligtet af sandheden.

Det er dejligt at vide.

Og at mærke.

Sandheden i sig selv er enkel, men det bliver den kun ved med at være, hvis vi ubetinget tager den til os og lever efter den.

Hvis vi forsøger at dreje den, eller hvis vi vil benægte den, eller hvis vi vil manipulere den, bliver den til noget helt andet, end den oprindeligt var, i al sin styrke og klarhed.

Så at leve sandheden er ikke at sige måske, måske ikke. Eller at gøre noget på betingelse af noget andet. Det er, ikke at ville være ved sig selv, og ved det sande i sig selv.

Som i øvrigt findes som et potentiale i alle, inden vi tænker den første tanke, og føler den første følelse.

På samme måde, som DNA udfoldes indefra, er det også opgaven i forbindelse med sandheden om os selv.

Sandheden om os selv er sandheden om vores væsen, om hvem vi i virkeligheden er.

Denne sandhed udfoldes energetisk. Vi bliver fyldt op, og opgaven er at give slip på det, der ikke er sandt.

På den måde bliver vi virkelige.

Så enkelt er livet.

Det er det, jeg er her for at formidle.

Når usande former kommer imellem eller i stedet, bliver det grumset, og der opstår lidelse og smerte.

Sandheden er, ubetinget at være i sig selv.

At være i sit eget lys.

Man har altid lov til at leve sit eget liv, på sin egen måde. Det skal man ikke spørge nogen om.

Man skal ikke præstere noget for noget, for at få lov til at leve. Man skal naturligvis bevare sin egen sande integritet.

Og man må selvfølgelig aldrig gøre nogen fortræd.

Der findes kun én vej til helvede: ved ikke at opføre sig ordentligt.

De mennesker, der evner at være og at blive i sandhed, er dem, der gør en forskel i verden.

Hvordan finder man ud af, hvad der er rigtigt?

Ved at mærke efter. Ved at give sig tid.

Det er vigtigt, at jeg aldrig siger og gør noget, som jeg ikke kan stå inde for.

Jo mere jeg positivt tager teten i livet, lo mere frihed har jeg, og jo mere bringer jeg mig selv i spidsen, i forhold til at sætte en ny dagsorden.

Sandheden er inde i nogle energibaner. Hvis jeg følger den, vil jeg opleve at blive beriget.

Det er oplevelsen af sandhed, der giver mig styrke, og som giver mig retning.

Det er det samme, jeg oplever, når går vejen.

Jeg spørger nogle gange mig selv, hvad gavn det hele skal gøre. Når jeg oplever mening i sandheden, er det et svar i sig selv.

Når jeg bliver i oplevelsen af, hvad der er rigtigt. Ikke hvad der føles rigtigt, men hvad der er rigtigt.

For nogle er det måske det samme, men en følelse kan man slippe igen. Det kan man ikke med oplevelsen af sandhed.

Sandhed er noget, jeg kan indånde, og som jeg kan være i. Det kan kun lade sig gøre i fuldstændig ydmyghed.

Det er det samme som at få sjælen i spil.

Sandhed i den form er noget, der virker igennem min energi, igennem mine tanker, mine følelser og min seksualitet. Det er, sandt at få sjælen i spil, at lade den virke i alt.

At være et sandt udtryk for sig selv i alt.

I den gamle verden handlede det om at tiltvinge sig magt, om nødvendigt med ufine midler.

Her handler det om at handle med hele sit menneskevæsen, hvor opgaven netop er at bringe dette væsen til ære og værdighed. Det skete langt fra med de gamle magtmidler. Her var det egoet, der triumferede.

I forbindelse med Ny Tid er vi forbundet i energi, hvor vi derfor påvirker hinanden. Det er sjælens logik, der her har lov til at manifestere sig først, med kærlighed og sandhed som de værdier, der har førsteret.

Vi kan altid mærke på os selv, om vi har fat i noget, der er sandt, eller noget, der ikke er det.

Sandhed er i vores egen form. På den måde skal vi bare handle efter den.

Når nogle bevidst undlader at gøre det, de skal, skyldes der undertiden, at de derved tror, de vinder en fordel, fordi de fanger andre på det forkerte ben.

Hvad de glemmer, er, at man ikke kommer godt af sted med instinktadfærd i sjælens område.

Sandhed er i vores egen form. På den måde skal vi bare handle efter den.

Man giver altid sig selv en fordel ved at være direkte til stede i sandheden.

Den, der defensivt køber løbende bagefter, stiller sig selv ringere.

Vi har altid lov til at handle direkte ind i sandheden.

Og vi kan mærke meget præcist, hvad det handler om.

Der er kun én vej ind i sjælen: sandhed!

Sandhed er en akkumuleret tilstand.

Hvis ikke mit udgangspunkt er sandt, får jeg ikke adgang til sjælen.

Så er der kun tom tryghed og tom sikkerhed.

Så tak for, at sandhed ikke er for alle!

Jo! Sandhed er for alle, der oprigtigt vil det.

Sjælen kan man ikke snyde sig til. Tak for det!

Ethvert menneske har suverænt rettet til sit eget liv.

Jeg har ret til at være live, præcis sådan som jeg er som menneske. Denne ret er givet mig og enhver fra et højere sted. Det skyldes, at meningen med livet er, at vi skal udfolde vores menneskevæsen.

Min sandhed er den, jeg er, med alt, hvad jeg indeholder.

Vi kan altid mærke, hvad der er sandt, hvis vi vil det.

Det er ikke særligt svært. Vi skal bare anerkende, at sandheden kommer af sig selv, Jeg vil aldrig kunne manipulere den frem.

Instinktet i sin bundne form tøver ikke med at være Gud, men vil aldrig får ret på sigt.

Jeg vil altid blive underkendt af et bundet instinkt, der ved alt og forstår alt. Altså ifølge eget udsagn.

I instinktets verden er det eneste, der tæller, det, der kommer mig selv til gode.

Når man følger eller forfølger sandheden, så kommer sandheden. Det er så banalt, at man tror, det er løgn.

Den, som søger, finder.

Det er at være åben over for det, man leder efter. Så vil det dukke op.

Når det ikke sker, i forhold til sandheden, er det, fordi man ikke ønsker at kende svaret.

Det er sjovt og interessant, hvordan de to positioner overhovedet ikke er i nærheden af at forstå hinanden.

Mere rigtigt er det, at instinktet er lukket for en dybere forståelse end sig selv, og at sjælen trækker sig, når den er oppe imod sådan en attitude.

Min opgave i livet er at give det gode den plads, det fortjener.

Når mennesker er gode i deres handling, bringer de sandhed og kærlighed ind i livet. Disse egenskaber har en kvalitet i sig selv og har krav på egen opmærksomhed.

Mennesker, der er gode, efterlader sig spor til efterfølgelse. At gøre det gode for andre. At vise, at det gode også har sin egen konsekvens, der gør os glade, åbne, ærlige, modsat negativitet, der indskrænker, begrænser, ekskluderer, efterlader smerte og ødelæggelse. Mørke.

At gøre det gode er at give sig selv lov til at finde ud af, hvad der er godt, og hvad der giver os glæde. Svarene ligger ikke altid lige for, og ikke alle bifalder denne vej.

At være i sandhed er en menneskeret og en mulighed for alle.

Når vi lærer det, vil Jorden for alvor blive et godt sted at være.

Men så længe det ikke er sket, vil instinktet i al sin kynisme være toneangivende.

Sandheden bringer kærligheden med sig, men ikke i en betinget form.

Det lys, som sandheden efterlader, gør og har gjort os levende.

Sagde vi ja til den, og siger vi ja til den?

Sandhed er der, hvor vi uden problemer kan kigge os selv i øjnene. Hvor vi var der, i hele vores udtryk. Hvor vi gav udtryk for os selv. Hvor vi manifesterede os i verden.

Det er dejligt at vide med sig selv, at man var det, man ville være, og som man kunne være.

Et ærligt menneske er et menneske med kontakt til sjælen.

Ingen dikkedarer. Bare sandheden, som den er.

Fortolkninger er at lade instinktet blande sig.

Instinktet i sig selv har kun en betinget tænkeevne.

Den sande bevidsthed er at lade tanker flyde og komme direkte til orde igennem sjælen.

Sjælen lagrer det, der er sandt og kærligt. Hvorimod det overflladiske og ligegyldige ikke bliver husket.

Men den husker også smerte i forbindelse med noget, som man ikke fik gjort, men som man skulle have gjort.

Det betyder, at vi i os har en pligt, noget som vi skal gøre, som hører til en karmisk aftale, som vi ikke kan stikke af fra.

Så mørket kan have mange former og opleves som et træk, både når man har ignoreret noget sandt og kærligt,  men også hvor man har undladt at gøre noget sandt og kærligt.

Jo mere sand en platform jeg har, jo nemmere vil jeg kunne kigge på alt, sådan som det er. Altså at være i kontakt med sandheden.

Det betyder ikke, at andre derfor ønsker at møde sandheden, i sig selv og i andre. Men jeg har i hvert fald ikke stillet mig i vejen for, at det kan ske.

Virkeligheden findes i sandheden. Det er her, vi falder til ro. Det er her, vi finder os selv. Det er her, vi kan mødes i kærlighed.

Den, der er, handler og lever i sandhed, kan altid kigge sig selv i øjnene.

Man kan ikke tilsvarende kigge sig selv i øjnene, hvis man handler gennem eller på baggrund af en skygge. Men derfor kan godt være ond og insisterende gennem en norm eller en fordom. Det kan også foregå kollektivt eller gennem sladder.

Her er det mørket, der fylder, i form af vrede eller had.

Sandheden giver os en mulighed for hurtigt at trænge igennem noget, der ellers er svært.

Vi kan holde os oprejst, selv om landskabet er kaotisk og svært at navigere i.

Hvis vi er ærlige i vores måde at være på, kan vi sagtens mærke sandheden, når den berører os.

At leve i sandhed gør os virkelige.

Sandheden kommer et dybt sted fra. Det kan vi godt mærke, når den rammer os, eller berører os.

Hvis vi øver os, kan vi sagtens lære at mærke, hvad der er sandt, og hvad der ikke er det.

Også at sandheden virker i os, når vi tager den til os, og lever med den.

Sandhed er at fortælle, hvad der skete, præcis som det skete, uden at trække noget fra, eller at lægge noget til.

Jeg kan mærke på mig selv, om det er rigtigt.

Det sande giver mig en fylde, som jeg kan være i.

Man kan ikke bilde sig selv ind, at noget er sandt, og så få den samme oplevelse eller følelse.

Sandheden frigør og gøre noget ved os. Den udvider os, og rummet bliver større, ligesom vores virkelighed.

I 1979 havde jeg min første guddommelige oplevelse.

Jeg boede alene, var uden for arbejdsmarkedet, havde ingen indtægtskilde. Alligevel oplevede jeg, gennem kontakten, at mennesket er et suverænt væsen, der kan gå dybt i enhver retning, at der ikke er noget at frygte i mennesket selv.

Jeg oplevede også en dyb forbundethed til Skabelsen eller til begrebet Gud, som var det væsen, jeg var oppe imod. Jeg fik en suveræn viden, som jeg i dag øser af i mine bøger.

Intet i livet selv er ondt eller dårligt. Det er mennesker, der ikke kan finde ud af at opføre sig ordentligt, har jeg med stor smerte oplevet mange år senere.

Men livet i sig selv har en kvalitet, som vi kan være i, glæde os i, have det godt med.

Denne oplevelse af suverænitet har fulgt mig siden. Det giver os ufatteligt smukke muligheder som menneske.

Jeg har lov til suverænt at være i min egen energi, min egen krop, mit eget lys.

Jeg skal ikke ligge under for andre fordomme. Andres fordomme er deres personlige, selvskabte og selvvedligeholdte begrænsninger. Dem skal jeg ikke ligge under for.

At andre mennesker har en meget lav moral og kaster skygger, hver gang de ser noget, de ikke kan lide, skal ikke ligge mig til last.

Jeg har en suveræn ret til at være i mig selv og med mig selv.

Selvfølgelig skal jeg altid opføre mig ordentligt, og altid stå inde for mig selv, og altid kunne kigge mig selv i øjnene.

Det opfatter jeg som det mest logiske af alt.

Jeg skal ikke afgøre, hvad der er sandhed for en anden. Det tilkommer ikke mig.

En anden må selv finde sin egen sanghed, og jeg skal under ingen omstændigheder blande mig.

Sandhed er noget meget specifikt og noget meget reelt. Vi er ikke i tvivl om, hvad det er, når vi oplever det.

Det er ikke, fordi det er subjektivt, for begrebet subjektivt kan ikke bruges, når livet bliver alvor. Der er ikke tale om noget tilfældigt og noget forbipasserende.

Endvidere er det mig, og ingen anden, der skal forholde sig til min sandhed.

Vi kan være der for hinanden. Vi kan lytte til hinanden. Vi kan støtte op om hinanden. Men vi kan og skal aldrig gå ind i hinanden.

Vi kan aldrig vide bedre om en anden end den anden selv. Det er simpelt hen dybt ukvalificeret at bilde sig sådan noget ind.

Vi kan måske diagnosticere, hvor noget objektivt set er rigtigt nok. Men det er ikke det samme som at forholde sig til en andens sandhed.

Altså hvordan den anden oplever det. Eller hvad der for den anden i situationen er rigtigt. Det ved kun den anden selv.

Det var kristendommens oprindelige ærinde at fastholde og blive i en sådan sandhed. Suverænt at være i sig selv. At det er blevet omskrevet til noget helt andet, er noget, som nogen har lagt i munden på det menneske, som stod fast i sin egen, suveræne sandhed. Og i øvrigt dem, der gjorde det efterfølgende.

Ikke dem, der stak af. For mennesket har ufatteligt højt udviklet evne til at gøre sig klog på noget, som man ikke har og aldrig får noget reelt begreb om.

Det er omkostningsfrit at tolke. Det ved mennesket, der ikke under nogen omstændigheder ønsker at kigge på sig selv, men gerne vil gøre sig klog på en anden eller på andre.

Vi kan aldrig kvalificeret vide noget om, hvad der driver et andet menneske, og vi har intet at gøre inde i dette andet menneske. Det er dybt umodent at gå derind.

Jeg har altid lov til, og jeg er altid bundet af min egen sandhed, hvad jeg har gjort, og hvorfor. Det er suverænt mit bord og mit ansvar.

Og hvis vi inviterer os selv indenfor i hinandens liv, er det selvfølgelig i orden.

Men man skal holde sig langt væk fra mennesker, der ikke kan finde ud af at opføre sig ordentlige. Dem kan man ikke stole på.