Sand viden kan kun tilegnes i ydmyghed

Sand viden kommer ind igennem mig selv.

Fordi jeg selv er en del af skabelsen, kan og skal jeg forstå den igennem mig selv.

Andre har formidlet og formuleret viden før mig, og det skal jeg jo være glad for.

Men den sande tilegnelse er selv at være i naturen og forstå den i mig selv.

Det sande er noget, vi selv skaber, eller selv er med til at skabe.

Det sande kan vi bygge på. Det sande forener os, hvis vi lader det.

Hvis vi er åbne for det, kan vi sagtens mærke, hvornår noget er sandt, og på hvilken side af det sande vi befinder os.

Det er kun, hvis løgnen får fat, at vi for alvor kan miste denne evne.

Et sandt menneske søger sandheden hele vejen ind gennem sig selv, og også gerne gennem research uden for, der hvor sandheden opstod.

Et sandt menneske lader sig ikke nøje med en fordom eller en fordomsfuld forklaring.

Det er den måde, instinktstyrede mennesker tager verden ind, og forholder sig til andre på en måde, så man ikke behøver at tænke og forholde sig selv.

At kende og finde sandheden gør fri.

Hvor sand er man i sit væsen?

Hvor åben er man over for sandheden fra et dybere sted?

Vil denne sandhed kunne overtrumfe min egen egoistiske sandhed?

Har jeg denne meget dybe realitetssans og ønske om at nå ind til sandheden, hvis min egen sandhed står på tværs?

Sjælen er det sande i os.

Når vi har adgang til sjælen, kan vi se klart.

Hvis ikke man vil kendes ved sig selv, er man i sit instinkt, som de fleste mennesker er, i hvert fald det meste af tiden.

Sjælen får vi kun adgang til, hvis vi evner kunsten at være i livet i fuldstændig ydmyghed, ærbødighed, kærlighed og sandhed.

Det er altafgørende, om jeg ser livet, mig selv og andre mennesker fra instinktets eller fra sjælens perspektiv.

Fra instinktet ser jeg altid mørke før lys. Fra sjælen ser jeg lys før mørke.

Fejl og mangler i det første tilfælde. Sandheden set med kærlighedens briller i det andet tilfælde.

Det er det samme, jeg kigger på, bare med to forskellige sæt briller.

At finde det sande i sig selv er at give sig tid til at lytte og mærke.

Stilfærdigt og udramatisk at være i livet. Det er vejen til sjælen, og vejen til sig selv.

Bare at være med det, der er, uden at gøre andet end at lade det ske, som sker.

På den måde kan vi få al nødvendig erkendelse .Vi skal bare have tålmodighed.

Når det ikke får lov til at være sådan, skyldes det, at voksne forpurrer det. Først i barndommen. Så i parforholdet.

Det er i relationer, men selvfølgelig reproduceret i eget liv, at de fine erkendelser ødelægges, muligheden for at stå selv og være selv.

Men det er også i relationer, at det er muligt at genkalde og genskabe dem, dog altid også ved at gå afsides fra tid til anden.

Kort fortalt er det vel vreden, der bryder den naturlige rytme i begge former undervejs i livet, og som får os til at miste os selv.

Det er selvfølgelig vreden fra den, der i situationen har den følelsesmæssige magt.

Det er et overset fænomen i den vigtige forståelse, hvad mennesket er og kan.

Vreden får den svage til at trække sig, og dermed ødelægge den nødvendige forståelse af rytmen i menneskets væren.

Vi tilpasser os for at undgå vreden. Det er derfor, verden ser ud, som den gør. De, der formår at styre vreden, har magten i verden. De andre retter ind.

Vreden er også årsagen til, at vi holder op med at røre hinanden i begge de omtalte livssituationer.

Dermed holder livet op med at være fysisk. Og dermed mister vi for alvor os selv.

Vejen tilbage er at finde livet i os selv, herunder kroppen og dens udtryk.

Vi skal have fat i sandheden i os selv, før vi leder efter den i andre.

Det skyldes, at vi er den nærmeste til at få kontakt til og med vores egen sjæl, og at den er vejen til at forstå, hvad der er sandt og godt, på et dybere plan.

Livet vender altid tilbage til overfladen igen.

Det gode, vi har gjort, vil vi kunne genkalde som en positiv tilstand.

Det onde er, i modsætning hertil, et fravær af denne mulighed, vel nærmest et mørkt hul, hvor der mangler kontinuitet.

Sandt liv og den kontinuitet, der er mulig i sjælens perspektiv, er kun en mulighed, hvis vi selv går ind i og er i denne sammenhængende tilstand af sandhed og kærlighed.

Det gode er en membran, som vi altid kan mærke. At være i den forudsætter ydmyghed, oprigtighed, taknemmelighed, at vi i det hele taget er åbne og kærlige i vores væsen.

Betingelsen for, at en relation er frugtbar, er, at vi respekterer hinanden. At vi kan se et lys i hinanden. At vi ønsker at lytte til hinanden. At vi ved og mærker, at vi kan bidrage med noget, hver især, i hinandens liv.

Der skal være et positivt rum, hvor vi begge ønsker at byde ind med noget til fælles og begges udvidede forståelse.

Vi kan og skal også tilegne os viden og forståelse hver for sig. Det er i øvrigt afgørende for, at fællesskabet kan blive frugtbart.

Jeg har det godt med at give slip, at kunne give slip.

Men jeg giver ikke slip på noget, der er sandt.

Jeg lader mig ikke nøjes med en gennemsnitlig sandhed, som vi finder den i instinktets verden. Den kan ikke bruges til noget.

Heller ikke selv om nogle lever på sådan en. Det er ikke nok for mig.

Det hænger selvfølgelig sammen med, at jeg ved og har oplevet, at der findes noget, der er dybere og mere levedygtigt.

Det sande er på en måde min endestation. Når jeg har erkendt, at noget er sandt, behøver jeg ikke at vide mere. Så kan jeg godt slippe det. Det lyder måske mærkeligt, men det giver en dejlig frihed at kunne gøre det.

Jeg har tilsvarende ikke noget ønske om at være tilknyttet noget, der ikke er sandt. Det har ikke min interesse.

Andet, der er sandt, forstået som relation, vil jeg naturligvis gerne være i og med. Helt sikkert. Det er det, det hele handler om. Det er derfor, vi lever.

At vide med sig selv, hvornår noget er sandt, er noget, der foregår på mange niveauer.

Det er nemt nok at blive snydt, hvis nogle gerne vil snyde, og hvis nogle gerne vil snydes.

Derfor er tilegnelse af sandhed noget, der skal læres over længere tid.

Jo mere åben man er, jo mere vil man lære at forstå, hvordan det er et spørgsmål om at lytte, også at være med usikkerhed.

Men usikkerhed vil med tiden altid kunne blive til sikkerhed, stadig forudsat at vi bevarer en tilstand af modtagelighed.

Vi ved godt, hvad det handler om, hvis vi har attituden, som ikke er en udvendig, men indvendig form.

At lade livet opstå uden at blande sig.

At lytte til et andet menneske uden at vide bedre.

Positivt at være der for hinanden.

At lade en livsimpuls opstå uden at lade en hurtig fortolkning bestemme, hvad der videre skal ske.

Mennesker, der ved bedre om alt muligt, er noget af det mest anstrengende at være sammen med. Jeg undgår dem helst.

Sandhed går gennem sjælen, som er altid at være et sandt billede af sig selv.

Vi kan vælge at leve efter sandheden, der i sig selv er enkel og ukompliceret.

Hvis vi gør det, beslutter det, og lever efter den, så vil vi opleve ikke så nemt at blive slået omkuld, eller at blive væltet af tilfældigt forbipasserende stemninger.

Hvor grænsen går, altså hvornår man ikke længere lader instinktet tage over igen, kender jeg ikke svaret på, men der er helt sikkert et svar.

Jeg tror, det hænger sammen med en dyb personlig beslutning, at sandheden altid skal være ledesnoren i alle beslutninger.

At lade alt opstå helt på sin egen måde.

Uden at man blander sig.

Men også som voksen at evne at korrigere, så naturlighed og enkelthed fremmes.

Det handler om barnlighed.

Det handler om seksualitet.

Det handler om kærlighed.

Det handler om leg.

Det er kun muligt, når vi forstå at være fuldstændigt ordentlige i alt.

Over for os selv og over for andre.

Altid og ubetinget.

Det, der står i vejen, er først og fremmest voksenattitude, og alle de vaner, der er ledsaget af at være voksen.

Heraf at være fikseret af sit eget spejlbillede som det vigtigste i hele verden.

Egoer er mennesker uden sjæl.

De kan ikke se det selv, og de vil ikke se det selv.

Men de tror sig selv som sjæl og som sandhed.

Man skal holde sig på afstand af sådanne mennesker, for de tiltrækker enhver form for lys, bare for at få det i hænde. Og det bliver de ikke mere sande af.

Nogle af dem er gode til at skabe et image på den måde, og forstår at gøre sig, både i forretningslivet og på Tv.

Men der er absolut ingen substans i dem. Tomme hylstre, der suger energi, og gerne ser ynkelige ud for at kunne gøre det.

De bruger gerne meget tid foran spejlet.

Hvis man ikke er oprigtig, vil man ikke kunne forstå min tankegang.

Hvis man er oprigtig, formår man at blive i sig selv, samtidig med at man lytter til mit udsagn.

Det er ikke svært, hvis man er vant til det.

Hvis man ikke er vant til at lytte til sig selv og til andre, kan man nok ikke finde ud af det.

Så lever man måske mere i normer og fordomme end i sandhed og åbenhed.

En norm, der tages for givet som sandhed, er lav bevidsthed, eller at sammenblande dyr og Gud.

Lav bevidsthed formår ikke at kigge ud over sig selv. Den er sin egen vrede, sin egen usandhed, sit eget mørke. Men den ser sig selv som sandhed.

Man kan ikke gøre andet fornuftigt end at holde sig på afstand af sådan noget.

Målet med livet er at blive det sande billede af mig selv.

Fra den position eller tilstand kan jeg mærke mig selv, som er betingelsen for lige så dybt at kunne mærke andre eller end anden.

Hvis jeg ikke kan mærke mig selv, kan jeg ikke mærke en anden, og forstå en anden.

Men at mærke mig selv kan kun ske i fuldstændig ydmyghed.

Og jeg skal i øvrigt ikke blande mig i, hvad andre mener om sig selv.

Et andet menneske har sin egen suveræne ret til at føle, mærke og udtrykke sig selv, uden at jeg overhovedet skal blande mig. Min fornemmeste pligt er ærbødigt at være i mig selv.

Jeg må aldrig gå ind i et andet menneske. Jeg kan være der for det andet menneske. Dertil går mine beføjelser.

Jo mere sandt og ærligt man manifesterer i livet, jo mere bidrager man på sin egen måde til, at livet skal være godt for alle. Jo mere fint et aftryk efterlader man sig.

Jo mere man agerer som en elefant, når man nok burde være det bedste billede af sig selv, jo mere mudder efterlader man sig.

Hver gang jeg oplever noget smukt og godt og fint, får jeg også erkendelse om noget, der har en helt anden kvalitet.

Det gode er erkendelsen, der kan transformere, alene af den grunde, at man giver slip og lader lyset skinne igennem.

Sandhed er det, der binder os sammen, når vi er nøgne. Altså sjæl mod sjæl.

Det sande er at være helt at være til stede inde i mig selv, som præcis den, jeg er. At være i overensstemmelse med mig selv. Ikke et kompromis. Ikke på betingelse af noget andet. Ikke en dårlig efterligning.

Men præcis den, jeg er. I mig selv. Med mig selv.

Vi kan hjælpe hinanden med at finde den. For eksempel i dyb elskov. Men også ved at gå en tur. Ved bare at være. Uden at manipulere noget som helst.

Ved at gøre det, som vi har det allerbedst med. Sammen eller alene.

Alle mennesker har en sandhed i sig selv, som vi udmærket kender, når vi møder den.

Det er en sandhed, der er unik for hver enkelt, og som kan tilegnes og mærkes, hvis vi giver den tid.

Andre har intet at gøre inde i dette område eller dette felt, og det er klogt at holde det for sig selv, når man mærker det. I hvert fald hvis ikke der er helt klare linjer eller ubetinget kærlighed.

Hvis andre skal vide noget, skal man sikre sig, at man kan stole på dem. De kan vi normalt nemt mærke.

At finde, mærke og erkende mit eget sande sted i mig selv. Hvor jeg ikke er delt. Hvor det er mig, der taler direkte fra mig selv og til mig selv og med mig selv.

Fra den position er jeg ikke i tvivl om, hvad der er sandt, og hvad der er sande følelser.

Men jeg kan ikke få en sådan viden, hvis jeg er delt, hvis ikke jeg har sagt ubetinget ja til mig selv.

Sand viden er kontinuitet.

Sand viden fordrer, at jeg er helt til stede i mig selv.

Sand viden forudsætter, at jeg tager den ind, og lader den blive min.

Sand viden forudsætter, at jeg har sluppet alt andet, så jeg ikke lader den være afhængig af noget uvedkommende.

Hvad falder jeg til ro i, når jeg positivt søger sandheden?

Svaret kan ikke findes i en offentlig diskussion, hvor det altid vil handle om at finde et svar, som flertallet kan leve med, eller som populisten får flest muligt over på sin side med. Kan man ovenikøbet få modparten til at se forkert ud, scorer man der nogle billige, ekstra point.

Svaret finde ved at spørge oprigtigt et sted, hvor jeg også lader det opstå naturligt og ærligt. Og hvor jeg selv er med i forløbet, mærker energien, mærker smerten, mærker hvordan sandheden opstår i et dialog med energiens bevægelse.

Det kan sammenlignes med en sorgproces, men processen kan lige så godt være en positiv erkendelse, en oplevelse af kærlighed og glæde. Det er man bare ikke vant til i instinktets hårde og kyniske verden. Her skal det helst være synd for en eller anden, eller der skal være et kendt ansigt.

I instinktets verden hænger sandhed sammen med kendiseffekten, alternativt en, der er væltet med en bil, og som har blod i hele ansigtet, eller som græder. For nu at udpensle det lidt karikeret. Kan man ovenikøbet få tårerne med centralt i billedet, er det gode billeder og gode nyheder. Sensation. Men det har ikke noget med sandhed at gøre.

I instinktets verden handler det om overbevisende argumenter, der gerne overtrumfer andre. Eller det handler om at råbe højest eller om at se godt ud. Veltalenhed og et pænt slips scorer også, i det rigtige forum. Men det har ikke noget med sandhed at gøre.

Der er altid en sandhed bag alt, og der er altid en kontinuitet bag alt. Forklaringen er, at vi har en sjæl, og at vi er bundet op på en guddommelige kontinuitet.

Det betyder i praksis, at hvis ikke vi opfører os ordentligt, vil vi altid kunne mærke det efterfølgende. Og vi kan ikke løbe fra, hvad vi har gjort, heller ikke selv om vi med al magt forsøger at bortforklare og at benægte det.