Sand interaktion

Kærligheden fra et andet menneske fylder mig ud i nogle indre rum. Jeg skal selvfølgelig tage den til mig og lade den virke. Give slip på mønstre, og bruge det til at blive et bedre og mere sandt menneske.

Når vi giver slip, også i kærlighed, vil vi opleve at komme tilbage til os selv og til hinanden på en ny måde, hvor vi pludseligt ser, både os selv og hinanden, på en måde, som vi ikke har set før.

Det vil ikke kunne ske, hvis vi på traditionel skyggefuld maner, bliver ved med at hænge fast i hinanden, hvor skyggerne kan vokse sig store til uendelig størrelse. Til Helvedes forgård.

Ikke at give slip kan være en mental akt eller beslutning, men kan også i lige så høj grad være begrundet i materielt funderet vane og sædvane.

Det må den enkelte finde ud af med sig selv, hvis ønsket er, at verden skal være et bedre sted at være, og ikke bare skal være funderet i forestillinger, uden hold i virkeligheden.

Et forhold vil ikke kunne fungere, hvis ikke begge parter, af et oprigtigt hjerte, med åbne øjne, siger til hinanden, hver for sig: Jeg vil dig gerne!

Alt andet er at putte sig. De er usandt og useriøst og betinget.

Sand interaktion er positiv interaktion.

Det vil sige, at vi er der for hinanden.

At vi frivilligt, ærligt, åbent, kærligt vil hinanden.

Uden at vi negativt stiller betingelser for noget.

Uden at vi negativt definerer hinanden i form af skygger.

Men hvor sjælen kan få lov til at vokse og udfolde sig, så båndet imellem os bliver sandt og stærkt.

Det er kun muligt, når vi ubetinget og åbent går ind i det sammen, med hvert sit ja.

På den måde kan sjælen blive virkelig.

Det vil den aldrig kunne blive, så længe vi i vores instinkt bliver ved med at trække i håndbremsen, ikke vil stå ved os selv, men kun søger hinandens tryghed, og er i modstand.

Sjælen fordrer, at vi positivt, åbent og ærligt går ind i den. Så vil den åbne sig for os.

Når glæden kan opleves som et rum, vi kan være i, har kærligheden fået plads i vore hjerter.

Vi skal begge to byde ind med noget, hvis vi begge vil en blød relation.

Når jeg bliver fascineret af et andet menneske, er det vigtigt, at vi mødes i vores sandhed. At vi så at sige kigger på hinanden.

Når Marilyn Monroe står over en rist, og hendes kjole blæser op, inviterer hun mig til at kigge på sig. Sådan er spillet.

Men det er vigtigt at være sig sin position bevidst. Eller at vi begge positivt vender ind mod hinanden. At vi siger ja til hinanden.

Det er ikke noget galt i at blive fascineret. Og jo slet ikke, at vi smiler til hinanden. Det kan vi gøre med hele kroppen, hvis vi vil. Men vi skal vide at have intentionen på plads.

Hvad inviterer vi indenfor? Hvad lader vi være åbent? Hvad har vi det godt med?

Helt generelt er det sådan skruet sammen, at manden tager kvinden, men at kvinden skal tilkendegive, at det er i orden. Sådan er vi sat sammen fra et højere perspektiv.

Når der er rene linjer, er der jo ingen problemer, heller ikke når vi sandt formår at læse hinanden. Men sådan er det bare ikke altid, og det skal man tage hensyn til.

En anden variant er, at kvinden bruger sin list, og lokker. Men også her skal vi altid sikre os, at der er rene linjer. Der er ikke i sig selv noget forkert i noget. Det er i vores måde at håndtere det på, at vi skal sikre overensstemmelse.

Den afgørende faktor er, og må være, at hjertet er med, og at bevidstheden er med. At vi gør det i kærlighed.

At legen finder sted i sjælen, kan vi også udtrykke det.

Det meget bundne instinkt skyder partneren, hvis han eller hun så meget som kaster et blik i en forkert retning.

En sådan attitude skal vi lære at gøre op med, med vel at mærke i kærlighed. Det hele handler om at få lyset på plads i sig selv, så der ikke længere er behov for at kaste skygger.

At kaste lys på hinanden er det, en sand relation handler om.

Og selvfølgelig samtidigt, at vi lader lyset virke inde i os selv.

At vi sammen lyser det ydre og det indre rum op.

At vi gør hinanden glade.

At vi rører ved hinanden.

At vi vil hinanden.

Det er sand kærlighed.

I sjælens verden udveksler vi ligeværdigt.

Sande relationer er ikke bygget op på, hvad din far lavede, og hvad min far lavede. Heller ikke på, hvor mange materielle goder jeg har skrabet samme, og hvor mange du har skrabet sammen.

Heller ikke på, hvad jeg har været, og hvad du har været, i det ydre. Overhovedet ikke på noget som helst i det ydre.

Det handler om, hvem vi er, og hvordan vi er det.

Det kan vi bygge på.

Når noget er sandt imellem os, finder vi ro i hinanden.

Sandhed findes i den kontinuitet, vi opbygger.

Vi skal ikke stille for store krav, for så risikerer vi at skyde over målet.

Det er vigtigt at være der for hinanden.

Berøring, hvis vi begge er sande, er, at sjæl møder sjæl, og vi mødes i vores periferi. Når det sker sandt, bliver en berøring noget, der rammer alt i mig, og alt i dig.

Når jeg sandt møder dig, så er det med hele min integritet.

Og med dyb respekt for, at du helt suverænt har din integritet.

At udveksle sandt er, at alt i mig møder alt i dig.

At periferien i mig møder periferien i dig.

At vi anerkender alt i hinanden, i stedet for respektløst at gå ind i hinanden.

Et menneske er et felt af cirkler, som, når vi sandt er i livet, vil udvide sig, og blive fyldt op med lys.

Derfor er et sandt møde et møde i lys, hvor vi ovenikøbet lyser hinanden op.

Med kærligheden udvider vi os sammen.

Med magt trækker vi os sammen.

Mørke er skygger og usandhed.

Jeg er aldrig mere end dig. Og du er aldrig mere end mig.

Her vi inde i dyrets hierarkiske mørke, der altid vil bestemme, kontrollere, styre. Her er ingen kærlighed mulig.

Sjælen er det sande i os selv.

Det er vigtigt ved et møde, at det sande møder det sande.

Jo mere det kan lykkes, jo mindre vil en relation være båret af afhængighed, som er et andet udtryk for at lade dyret i os styre, hvordan en relation skal forme sig.

Hvis man altid går med livrem og seler, vil en relation aldrig kunne udvikle sig. Det gælder jo også i mit eget liv.

Hvis ikke jeg selv ønsker at gøre en forskel, vil jeg aldrig kunne komme dertil, at jeg gør en forskel.

Så vil alt bare være repetition, en dårlig gentagelse.

Sjælen og sandheden er et bånd, der knytter os sammen.

Mulighed for sand erkendelse, når vi er to, er, at vi begge to ønsker og evner at kigge ind i det.

Lige så snart vi lader være med at være i denne kontakt, dette erkendelsesbånd, forsvinder muligheden for at forstå. Og så kaster vi med stor sandsynlighed skygger.

Vi skal kunne lide hinanden. Det er forudsætningen for kærlighed.

Vi gør det, fordi vi gerne vil, og fordi vi også gerne vil bevare os selv og hinanden som dem, vi er.

Vi er ikke kopier.

Det gode, vi gør sammen, gør vi i kærlighed. Her er vi sammen i et bånd, hvor vi udveksler positivt, men også sandt. Det gælder, uanset hvilken type relation, det handler om.

Mødet foregår i ro og mag, i respekt og hensyn. Det er sådan, al sand og al ordentlig kommunikation foregår. Hvor der er plads til os begge.

Skygger opstår, når disse simple vilkår og regler tilsidesættes. Det kan skyldes, at den ene skulle have gjort noget, som hun ikke fik gjort, og nu vender sit eget mørke, for at skjule sin dårlige samvittighed, mod noget andet.

Sådan har jeg en levet en spirituel leder opføre sig.

Det er helt sikkert, at hun skulle have formidlet noget til mig, som hun ikke gjorde.

Fordi magt for hende var vigtigere end sandhed.

Og at hun ikke skyede nogle midler for at nå det.

Når vi gerne vil møde hinanden, vender vi positivt mod hinanden, der giver plads til, at vi udveksler. Der skal også være plads til bløde værdier, for at vi altid taler pænt til hinanden.

Dette bånd opfatter jeg som noget, der i hvert fald holder os på plads i sjælen, men som også vender mod noget guddommeligt. Hvis vi opfører os åndssvagt, bliver det lagret i os som noget, vi ikke skulle have gjort. Hvis vi omvendt gør noget godt, vil det give større frihed fremover. Så uanset om vi taler religion eller spiritualitet, handler det om, at vi er bundet, positivt og negativt af vore handlinger og intentioner. Det er faktisk ganske interessant.

At mennesker kan mødes i kærlighed, er noget, vi har fra Gud.

Her er vi ikke biologiske roller, der skal håndtere behov af forskellig art, men mennesker, der udveksler på baggrund af sjælskvaliteter.

Det er derfor, vi sammen kan lære hinanden at kende, og at udveksle i ligeværd.

At mødes åbent og ærligt fordrer, at vi har lyst og mod til at stille hinanden alle de frække spørgsmål, og på den måde komme ud i hjørnerne af hinanden.

Det er den oprigtige interesse, der er drivkraften. Og så en oplevelse af, at vi kan give hinanden noget, og at forholdet kan bidrage med noget ude i verden.

Den ene er ikke mere end den anden i en sådan udveksling.

At kunne se sig selv og hinanden, præcis sådan som vi er, er den smukkeste kærlighed, vi kan opbygge sammen.

En sand relation, hvor vi kan stole på hinanden, er, at vi begge er funderet i sjælen, altså i vore sandhed.

At vi umiddelbart er glade for hinanden, og gerne vil hinanden.

Mennesker, der har fødderne placeret i deres instinkt, kan man ikke stole på. De kan sagtens finde på at stikke af igen, hvis ørerne sidder lidt forkert.

Kontakt i sjælen er kontakt i sandheden, hvor vi har en dyb tillid til hinanden, hvor vi kender hinanden, sandsynligvis forankret i tidligere liv.

At vi ved, vi vil være der for hinanden, også når det kan være svært.

Vi spørger ikke andre, om vi har lov til at mødes. Det er noget, vi spørger os selv om, og afgør suverænt med os selv og med hinanden.

Når man er i sandhed, har man altid kontakt med sig selv. At være i sit eget lys er meget reelt, når det sker.

Sand kærlighed er, at vi ved, at vi gerne vil hinanden.

Det er noget, vi kan mærke.

Der er ikke noget rollespil i forbindelse med den måde, vi er sammen på.

At der kan være det i den måde, vi praktisk er sammen på, er noget andet.

Vi er sammen, fordi vi ved, vi kan give hinanden noget, der er dybere end noget tilfældigt.

Det hele er noget, vi dybt inde i os selv, og hver for sig, beslutter med os selv og hinanden.

Skabelse er, at vi skal give plads til andre end os selv.

At vi ikke kun er Gud for os selv, og at andre bare skal lyse på os.

Når vi tager lyset ind i os selv, lyser vi os selv op. Dermed har vi også mulighed for at lyse andre op.

Når vi kun er mørke indvendigt, kan vi kun se andre som det mørke, vi sender ud. De bliver ikke virkelige, ligesom jeg heller ikke selv er virkelig.

Virkelighed forudsætter lys, at jeg ønsker at kigge på mig selv, for at jeg også dermed kan kigge på en anden.

På den måde kan vi begge gå ind i virkeligheden.

Den måde, vi sandt er forbundet på, er i energi. Et andet ord for lys. At vi bliver levende og tilstedeværende.

Vi bliver indholdstomme af at være ingenting.

Vores selvbevidsthed og vores erindring er i vores egen energi. Vi er dem, vi har gjort os selv til, kombineret med dem, andre har gjort os til.

Vores historie er i energi. Vi kan også kalde det lys, Det er, hvad vi sammen har gjort, og hvad vi har gjort på egen hånd.

Vores fælles historie er også i energi.

Den kan udfoldes, hvis vi ønsker det, også tilbage i tid. Den kan lukkes op, så vi forstå i detaljer, hvad der skete.

Der er en sandhed, som vi kan forstå, hvis vi ærligt og oprigtig ønsker at kende den.

Hvis vi er ensomme, er det et udtryk for, at energien har vanskeligt ved at møde eller ramme et andet menneske.

Samvær kan være indholdsrig, som er det samme som at indeholde energi. Eller samvær kan være tomt, ligegyldigt, energiforladt.

Det, som vi har gjort, er gemt som energistumper. Vores historie er gemt i en kontinuerlig energi. Jo mere levende vi er, jo mere udfolder energien sig.

Nogle mennesker lever yderst begrænset, er næste usynlige.

Relationer er baseret på, at vi energetisk møder hinanden og interagerer.

At gå ind i en relation er at sige ja til den, hvorefter vi deler energi.

Denne deling kan være intellektuel. Den kan være seksuel. Og det kan være hjertenergi, vi deler. Når vi indgår en hjerteforbindelse, kan det være, hvor alle dele er bundet sammen.

En hjerteforbindelse kan også være familiær, hvor det så kan suppleres med noget intellektuelt. Det afhænger af, hvad vi hver især ønsker med forholdet.

Venskab eller at være kolleger kan alene være noget arbejdsbetinget, hvor det er roller, vi indgår i.

Energien er samlet i membraner, hvor vi altid hver især har sådan en, men hvor vi også kan opbygge en relation, som er defineret ved egenskaber, som begge er enige om.

At være sammen på den måde bygger på respekt, hensyn, og kan udfoldes til, hvad vi begge finder rigtigt.

Overgreb er at gøre noget i forhold til andres energi, der ikke er i orden. Det samme er ondskab.

Negative følelser lukker, hvor positive åbner.

Hvor meget vi hengiver os til hinanden, opstår måske bare ved at være sammen.

Energi er den dybeste begrundelse for at være sammen, hvor sandhed handler om samværets dybde og kvalitet.

Det er en sjov bagvendt måde at se det hele på, men den virker rigtig.

En relation vil altid være i en proces.

Når vi mødes, er det, fordi vi kan mærke noget sandt i hinanden.

Vi tiltrækkes, fascineres, glæder os over at være sammen, er sammen seksuelt, og er vilde med de oplevelser, som vi får.

Så længe der er liv i kludene, giver vi hinanden noget, som er et andet udtryk for, at sjælen er i spil.

Når vi begynder at blive skeptiske, skyldes det, at instinktet begynder at tage over, og dermed skygger og rollespil.

En sand relation er, at vi udvikler os sammen, og at vi i denne proces opløser skygger, fordi vi begge evner at gå ind i sjælen sammen.

Når skyggerne tager over, blev man i gamle dage sammen indtil døden, og blev demente og useksuelle.

Dengang blev man ikke skilt, bare fordi det ikke lige fungerede. Man gik i døden sammen, inden man døde.

Det er helt tydeligt, at en sådan indfaldsvinkel vil møde stor modstand, fordi det jo grundlæggende er et opgør med stort set alt, hvad der er etableret.

Men jo kun et opgør, så længe, og fordi det ellers langsomt dør, mens det endnu fysisk er i live,

Et menneske, der mister kontakten med sin sjæl, bliver mere og mere tomt, klicheagtigt og monotont. Det kan ikke undgås.

Når det er en kendsgerning, hvorfor skulle man så ikke indstille på at leve efter, hvordan man holder i live, i stedet for, hvordan man holder op med at leve?

Løsningen er jo ikke, at vi går flere gange i biografen, eller køber en ny lysestage, eller sætter musik på og får et glas rødvin.

Løsningen er aldrig udvendig, hvilket jo ikke betyder, at man ikke kan gøre noget godt sammen. Men udgangspunktet er ikke en fysisk ting eller aktivitet. Det er i stedet for at vende blikket indad.

For at vi sandt kan mødes, skal vi begge gøre noget for at blive bløde.

I det klassiske spil, i forbindelse med et møde, gør den ene tilnærmelser, og den anden spiller kostbar.

Det er jo også en leg, så det skal der være plads til.

Men når det bliver alvor, skal vi begge vise, at vi vil. Det må ikke blive noget ensidigt eller et bytteforhold, for så er det ikke sandt. Så er det betinget.

Så vil der ikke foregå en sand udveksling, hvor vi begge lader os påvirke og flytte, i forhold til, hvor vi var.

Vi skal begge have et ønske om at begive os ud på en sejlads.

At mødes i sandhed er, at vi begge to er i vores egen integritet. Herfra kan vi så give os hen til hinanden.

Hvis ikke det er ligeværdigt og kærligt, er det ikke sandt. Så er det betinget. Og så vil forholdet hurtigt blegne.

Hvis vi positivt er der for hinanden, kan det blive ufatteligt smukt.

Kærlighed forudsætter, at vi begge to vil det og gøre det, af et godt hjerte. Så kan vi gå dybt sammen.

Det kan ikke gøres ensidigt. Det fordrer begges deltagelse, at vi aktivt møder hinanden.

Det er sjælen, der binder os sammen. Det er ikke instinktet.

Instinktet er den udvendige, hårde, hierarkiske måde at mødes på og at sammenligne hinanden på.

Sjælen er den sande, den dybe, forbindelse, både ind i min egen energi, og sammen med den elskede, eller hvilken relation vi nu vender os imod.

Min egen kontinuitet, fra min barndom til i dag, fra min guddommelige oprindelse til min tilstedeværelse i et menneskevæsen, er alt sammen bundet sammen i energi.

Sandt at være forbundet i kærlighed er en god måde at blive virkelige på, at få lyset ind i livet, i begges liv.

Jo mere vi viser hinanden, at vi gerne vil hinanden, jo tydeligere bliver lyset og båndet og energien.

Det kan være meget intenst og meget smukt, når vi hengiver os til det, og ind i det.

At ville det gode sammen er at ville inkludere alt i dig og alt i mig i et fællesskab, hvor vi forpligter os til at være i det gode sammen. Ubetinget. I hvert fald så længe vi begge formår at være og at blive i det gode.

Det gode er at inkludere alt i vores væsen, at give plads til lyset, hver gang mørket melder sig.

At vi ikke tror os bedre end den anden. Eller mere end den anden. At vi er villige til altid at kigge på alt i os selv, for at lade det belyse og blive delagtig i det gode.

Det sande møde er, hvor vi begge kan kigge hinanden dybt i øjnene, og hvor vi ved, at vi evner at være i os selv, stilfærdigt og ordentligt.

Sand interaktion er, at vi mødes som dem, vi er, uden at lægge noget til, uden at trække noget fra. Sandhed har man skabt og udfoldet ved et tidligere møde. Sandheden kan man ikke løbe fra.

Sandhed er summen af det gode, vi har gjort, også selv om det efterfølgende er blevet begravet i mørke.