Sand identitet

Det sande er ikke det, vi lader som om.

Det sande er det, vi efterlader.

Det sande er den, som jeg i virkeligheden er.

Mit sande væsen, som jeg har med mig.

Sjælen er min egen. Jeg skal bare lære at forstå det rigtigt.

Hvem er jeg egentlig?

Det er da et skide godt spørgsmål.

Min identitet er den, der står bag mine handlinger.

Eller jeg kan altid finde mig selv bag dem.

I min begrundelse, min smerte, mit hjerte, min måde at være på.

Et liv i sandhed er kun muligt, hvis jeg formår at være og blive i mig selv og min egen energi.

Hvis jeg kan finde en anden at være sand sammen med, vil det komme os begge til gode.

Sandhed er at få lys ind i mig selv eller i os begge.

Det vil vi kunne få store glæde af at gøre sammen.

Den sande identitet er den, der kommer fra mig selv oprindeligt.

Min egen sandhed kan jeg altid gå ind i og være i.

Det er den, der positivt har gjort mig til den, jeg er.

Mit sande udtryk i verden.

Min frihed, som jeg kan takke mig selv for.

Det er et helt andet sted at være end en instinktbåret frihed, der baserer sig på noget ydre.

Retten til at være mig, præcis sådan som jeg er .

Uden at jeg skal betale penge for noget.

Uden at jeg skal foretage mig noget spirituelt eller religiøst.

Uden at jeg skal underlægge mig magt under nogen omstændigheder.

Uden at andre skal gøre sig kloge på, hvad der er bedst for mig.

For der er ingen, absolut ingen, der ved bedre om mig end mig.

Der er ingen, der fra et højere sted er mere kvalificeret til at leve mit liv, bedre end mig.

Magtmenneskets tid er forbi, når det handler om irrationel magt.

Det gælder i enhver form for relation.

Det er, hvem jeg er i mig selv, der betyder noget.

Når man formår at være i sig selv, er man i sin kontinuitet.

Det er ikke altid rart, men det er sandt.

At være præcis det, jeg er.

Uden at spille roller.

Det er den ultimative frihed.

Hvor jeg bare er, hvad jeg er, og har det godt med det.

Nogle gange kan jeg godt opleve i mig selv, at jeg har fat i noget, der går dybere end normalt, som har fat i noget mere oprindeligt.

Det er vigtigt at være med en sådan oplevelse, der ikke har noget sprog, men alene er en dyb følelse eller oplevelse.

Det er aldrig noget ydre, altså at andre lyser på mig.

Det er fint nok at få opmærksom fra andre, og at vi rører ved hinanden. Og man skal ikke underkende nogle af delene.

Men det er altid det indre, som er det dybeste. Og det hele kan sagtens finde sted i en vekselvirkning.

Mit sande jeg er det, der gemmer sig neden under enhver form for uretfædighed.

Vores sande væsen er altid bag ved det, der ikke er sandt.

Eller måske midt i det. Det er noget, vi kan mærke, når vi nærmer os det.

Når vi er to, der er sande, vil det kunne forstærke en bevægelse mod det sande, at vi begge er i sandheden.

I sandhedens interesse skal man ikke søge provokationen for provokationens egen skyld. Man skal søge sandheden for sandhedens egen skyld.

Promovering og selvpromovering er altid et problem. Fordi instinktet meget let tager over.

Hvis ikke en manifestation bringer lyset ind i tiden, vil det ikke lykkes at formidle et sandt budskab.

Det sande i livet opstår og udvikler sig i kærlighed, i glæde, i taknemlighed, når vi er der for hinanden, og vil hinanden. Når vi byder livet indenfor, og lader det opstå og udfolde sig, helt på livets egne præmisser.

Når vi sætter os selv til side, til fordel for sjælens velsignelser. Når vi anerkender det gode i livet som det vigtigste af alt. Og når vi ubetinget siger ja til at være i det, og være med det.

Hårdhed, kynisme, kulde, hjerteløshed, har vi alt sammen skyllet ud i toilettet, og taget afsked med for altid. Det gider vi ikke mere at se på, og slet ikke i vores egen måde at handle på i verden.

Der knytter sig en sjov finurlighed til sjælen.

Jeg kan ikke være sand og samtidig være delt.

At være delt er at reservere en del af mig, for det tilfældes skyld, at sandheden ikke holder alligevel. Det betyder, at sandhed er betinget, og dermed ikke sand.

Jeg gør kun noget, hvis jeg kan være sikker på, at jeg kommer tørskoet over.

Man er simpelt hen nødt til at leve livet med en risiko. Ellers bliver man aldrig sand.

Jeg kan jo aldrig vide, hvad der sker, når jeg tager et træk. Det vil jeg aldrig kunne.

Og hvis jeg altid vil sikre mig, at jeg kan trække i land, vil den anden kunne mærke det, og måske ikke have lyst til eventyr alligevel.

Jeg skal selv på banen og risikere noget. Ellers vil jeg aldrig kommer i nærheden af at forstå, hvad sjælen er og kan.

Min sande energi er alt, hvad der er inde i mig, alt hvad jeg indeholder.

Det er det samme som min sande identitet.

Helt ud i periferien, men også hele indholdet.

Jeg mærker mig selv gennem min energi.

Når min energi er aktiv, mærker jeg mig selv.

Det hele kan uden problem modsvares af lys og af bevidsthed. Men vi kan også bare være i energien.

Min sande identitet er aldrig bundet til noget ydre.

Ethvert menneske må finde sin egen form.

Det har noget at gøre med, hvordan jeg har det i mig selv.

Det er stadigvæk noget, der foregår, inden jeg handler ud i verden.

Det er også, inden andre kommer ind over.

Det handler om, hvad jeg har det godt med.

Når og mens jeg er smertefri.

Vi kan altid mærke, hvornår noget er vores eget.

Det sande er det, der giver os livskraft.

Vores sande identitet er i sjælen.

Sjælen er den, vi i virkeligheden er.

Instinktet er den jordiske bolig, så at sige.

Opgaven er at få sjælen integreret i instinktet.

Det er det, som barndommen handler om, som barnet, hvis det får lov, og hvis det får støtte, integrerer i leg og lærdom.

Det er det, som den unge nogle år senere integrerer, sammen med en jævnaldrende, når de sammen går på opdagelse i seksualiteten.

Seksualiteten er den unges endelige frigørelse fra sine forældre, til fordel for en partner.

De nævnte forløb er ideelle, men ikke urealisable.

Hidtil kan man vist ikke sige, at det er gået alt for godt.

Men det betyder ikke, at det ikke er realisabelt.

Vi skal i hvert fald blive bedre til det med kærligheden.

Sandhed i sjælen er vejen ind i evigheden.

Imod en sand kontinuitet.

Det er en tydelig følelse, når vi følger den. En vej. Et bånd.

Den kan være svag. Den kan være tydelig.

Jeg er den, jeg mærker, jeg er.

Præcis den.

Jeg er i mig selv og med mig selv.

Mit eget udtryk.

Ingen andre skal blande sig i, hvad jeg skal mærke, hvad jeg skal føle, hvad der er rigtigt for mig.

Det er perverteret, bare at tænke tanken.

Sandheden kan man ikke løbe fra.

Næsten alt andet kan man stikke af fra.

Sandheden binder os fast til vore handlinger og vore intentioner. Hvad vi gjorde og hvorfor.

Positivt kan vi vælge sandheden og leve efter den, i stedet for at skulle forholde sig, at man ikke har gjort, hvad man skulle.

Jeg foretrækker klart selv at bestemme.

At noget må have og få sin egen, usminkede identitet.

At det ikke skal honoreres, men må få lov til at være det, det er.

At en identitet ikke er afhængig af noget andet.

At frihed er reel.

At jeg er den, jeg er, og har lov til at være det.

At jeg ikke skal svare til noget andet.

At få sjæl og instinkt til at passe sammen og arbejde sammen.

Livet bliver kun virkeligt ved at være det, jeg er.

Ikke at stå ved side af og kigge på det.

Selv at være det, jeg er.

I sjælens verden har jeg lov til at være mig selv, ubetinget.

Sandt at være i sig selv er det, der gør mig levende.

At blive virkelig er noget, man bliver inde fra sjælen.

Første gang, jeg for alvor hørte om det, var Karina Bundgaard, der brugte udtrykket Sjælens Lys.

Det har giver stor mening at stifte bekendtskab med udtrykket og at mærke, hvad det er for noget,

Min identitet er bundet sammen med en energi, der er bundet til min krop. Energien er på samme tid bundet i tid og sted.

Når jeg handler, indlejrer det sig i min energi. På den måde er jeg min egen skæbne, og hvad jeg gør, bliver jeg stillet til regnskab for. Det er er nemt at mærke som et træk, positivt som lyst, negativt som dårlig samvittighed.

Jeg kan ikke stikke af fra mig selv. Det er smart.

Hvis man ikke tror på Gud, skulle man måske begynde på det.

Af årsager, som jeg altid har undret mig over, tiltrækkes de fleste mennesker mere af det mørke end af det lyse. Jeg tror, det har noget med tryghed og sikkerhed at gøre. Det sjove er, at man faktisk bliver begrænset af at vælge mørket.

Mørket er instinktet. Lyset er sjælen. Det er den korte version. Uanset hvor vi gennem egne handlinger har placeret os selv, vil vores identitet være at finde inde i vores energistruktur.

Sandhed er at blive udfoldet i sit væsen. At blive den, jeg er.

Når vi handler ud i verden som et ego, vil der være mange, der hæfter sig mere ved vores mørke end vores lys.

Det er en kunst sandt at kunne blive i sig selv og sit eget udtryk. Ikke at overspille. Ikke at underspille.

Hvis jeg gerne vil have andre til at udtrykke og at udfolde sig selv, skal man passe på med ikke at fylde for meget.

Når vi kigger ind i os selv, så er vi summen af alt det sande, vi har gjort, vore handlinger, vores måde at være på, vores udtryk.

Det sande kan vi forbinde os med. Vi kan kaste lys på det, og vi kan kigge os selv i øjnene, i forbindelse med de handlinger, hvor vi fyldte rummet med noget godt.

Man kan ikke bygge på noget usandt, en løgn. Men man kan bygge på de begivenheder, hvor man oprigtigt var til stede, og hvor man uden problemer evnede at være i sig selv.

De mennesker, som vi kan stole på, er dem, der var der, og dem, der lyttede, hvor vi sandt var der for hinanden. Sådan noget kan man bygge på.

Vi har en identitet i os, der ligger dybere end instinktet.

På en måde oplever jeg også, at den ligger dybere end sjælen.

I hvert fald er den ikke så flydende eller formløs, som jeg nogle gange oplever sjælen.

Det må jo betyde, at den er guddommelig.

Det er en meget rummelig identitet, som er meget sand.

At den er fri af instinktet, er jeg slet ikke i tvivl om.

Underligt at tænke på, hvor mange mennesker, der er dybt bundet til deres instinkt.

Den identitet, som jeg oplever, er meget fri og meget rummelig. Den er helt sikkert i eller med høj bevidsthed.

Det betyder, at den ser alt, som det er, og kunne ikke finde på at kaste skygger.

På den måde har den noget suverænt over sig. Det udgyder ro, selvsikkerhed, og den fylder mig ud.

Jeg har nemt ved at navigere ved hjælp af denne identitet, hvad jeg også oplever den som.

Jeg oplever den, i forhold til det kyniske instinkt, ligesom Jesus, da han skulle korsfæstes.

Han var helt til stede i sig selv, mens de mænd, der piskede, og som senere slog naglerne fast, var i deres egen ondskab. En besynderlig kontrast, som jeg sagtens kan genkende, også i noget af det, som jeg oplever fra andre i dag.

De andre oplever eller opfatter sig selv i deres fulde og gode ret til at påføre mig og at gøre det onde, hvor det onde næsten har fået sin egen accepterede identitet.

Et menneske har svarene i sig selv, hvis det finder balancen i sig selv.

Det handler om en kropslig følelse, men også en oplevelse af selvsikkerhed og autoritet. Vi finder det samme i et barn, der på egen hånd går på opdagelse ude i verden.

Måden at stå i sig selv og at handle ud fra sig selv.

Den samme stilfærdige måde kan en voksen være i verden på.

Gennemført ordentlighed er det, der kendetegner et sandt menneske.

Når jeg har styr på mig selv, kan jeg bevæge mig i hvilken som helst retning.

Jeg handler altid ud fra hjertet, og kunne ikke tænke mig eller finde på at gøre noget, der på nogen måde vil skade et andet menneske.

Det er min indbyggede stolthed simpelt hen for udviklet til. Eller det kunne jeg bare ikke finde på.

Orden er noget, man har i sig selv, ligesom god moral.

Det er overhovedet ikke et issue for mig at overveje, ikke altid at være ordentlig.

De fleste mennesker, som jeg kender, eller relaterer til, har på tilsvarende måde en dyb moralsk attitude i sig selv, som betyder, at de altid har styr på sig selv.

Sand identitet er kun mulig at opleve, hvis jeg formår at få ro i mig selv. Så vil jeg kunne mærke mig selv.

Sandhed virker kun., hvis jeg får den ind i mit eget liv.

Det giver ingen mening at hævde sandhed andre steder.

Man kan ikke hævde en sandhed for en anden. Det er simpelt hen noget sludder.

Ligesom man jo heller ikke, uden at lege Gud, kan være bedrevidende om en anden.

Man kan kun være i sandhed, hvis man er god.

Altid at være til stede midt i mig selv, og at være midt i præcis det, der sker lige nu.

Vi kan kun forstå ind i integritet, når vi positivt har fat i os selv, og vores egen energi. I sandhed og kærlighed.

Det sande er noget, der ligger som en form bag ved det hele.

Det er noget, som jeg kan få kontakt med.

Måden at få denne kontakt, er gennem handling, altså ved aktivt at gøre noget.

At finde min egen sandhed i mødet med verden

Vi kan kun være i vores egen energi, hvis vi er det sandt.

Det er kun det, der er sandt, der virker. Jeg kan ikke plagiere mig til en sand virkelighed.

Det sande kan jeg mærke virkningen af. Det gør mig levende.

Løgnen kan jeg kun være med andre i, så længe vi kan holde en skygge gående. Men mørke skaber sit eget mørke.

Før eller siden bliver det for mørkt til at være der. Og løgn skal vedligeholdes. Den har ikke sandhedens forløsende egenskab.

Sandheden kan vi være i. Vi kan ikke være i løgnen.

At være i sin egen energi er at være i sin egen sandhed.

Jeg kan ikke tilsvarende være i min egen løgn, for det er at være i mørke, i skygge.

Man kan godt bygge på en løgn, men resultatet er mørke omkring sig.

Alle sande svar kommer inde fra i os selv.

Det handler om troværdigt altid at have kontakten, og at mærke energien. Vi kan altid mærke, hvad det hele handler om på den måde.

Stiller vi et oprigtigt spørgsmål, vil vi også få et svar.

Så krøllen ind omkring mig selv er altid god, hvis jeg har brug for inspiration og er åben for det.

Sand identitet er det eneste, der tæller.

At jeg er, hvad jeg giver mig ud for.

At mine ord udtrykker det, jeg mærker.

At jeg holder mig tilbage, når jeg i virkeligheden ikke ved noget som helst.

At jeg ikke blander mig i noget, som jeg ikke skal blande mig i.

At jeg stilfærdigt holder fast i mig selv og er mit eget udtryk, men uden at gøre noget væsen af det.