Projektioner

Hvem er du?

Spørgsmålet er ganske interessant.

For hvad ved jeg egentlig om dig?

Hvad ved jeg egentlig om mig selv?

Spørgsmålene er jo ikke umulige at svare på, og de fortaber sig ikke ud i det umulige. For noget ved vi både om os selv og om de andre.

Men nogle gange kommer der noget andet i vejen.

Måske troede vi, at vi vidste noget.

Måske var og er vores viden baseret på noget, der ikke er rigtigt, men som virker alligevel.

Der findes en sandhed om mig.

Der findes også en sandhed om dig.

Måske fanger jeg ikke det hele.

Måske bliver mit udsyn dækket helt eller delvist af projektioner.

Projektioner er noget meget mærkeligt noget.

Det er noget, vi kaster over på andre.

Der er noget, vi ikke vil kendes ved hos os selv.

Når vi kaster det over på andre, bliver vi selv befriet for at skulle bekymre os yderligere omkring det.

Samtidig bliver det dejligt nemt at forstå den anden. Fordi han eller hun er præcis, som jeg ser det.

Som en sideeffekt bliver jeg ikke i stand til at se den anden, som den anden er. Fordi mit synsfelt er min projektion.

Selv om den anden har nogle følelser, behøver jeg ikke at bekymre mig om det. For de eksisterer ikke i mit univers.

Hvad er alternativet til projektioner?

Det er at holde projektioner hjemme i mig selv.

Det er meget vanskeligere, end det lyder.

Men det betyder, at den anden vil kunne fremstå som den, han eller hun i virkeligheden er.

Så det er da forsøget værd.

Alt det, som vi ikke har frigjort eller forløst hos os selv, bliver sendt ud i rummet som projektioner. Det fungerer som en psykisk naturlov, må vi konstatere.

Når vi forelsker os, er det også en projektion. Vi møder noget hos den anden, som er noget, vi savner eller mangler i vores eget liv.

Den anden er projektionsbærer. Det er helt normalt i en forelskelse, at han eller hun idealiseres, hvilket jo i sagens natur betyder, at han eller hun tillægges egenskaber, som der måske ikke helt er belæg for.

Nogle måneder senere finder vi ud af, at der er nogle sure eller skæve tæer, som vi ikke lige så i første omgang. Det kan jo både være charmerende og skræmmende.

Kunsten er selvfølgelig at kunne manøvrere i farvandet, så vi gradvist lærer, at den anden også er et menneske af kød og blod.

Sådan som vi er skruet sammen som mennesker, har vi brug for at projicere, men jo også brug for at arbejde med at finde det autentiske menneske, både i os selv og i den anden.

Når vi vikler os ind i og måske senere ud af et parforhold, er det i hvert fald også projektioner, der er i spil. Her er det tydeligt, hvordan projektioner er en slags hinde eller kokon, som vi spinder om den anden, for sammen at udfolde noget fælles. Projektionen er kun en delmængde, idet der jo også indgår en reel relation. Man kan vel sige, at projektionen er det nødvendige supplement eller potentiale, som ideelt set skal bruges til at udfolde de kompetencer, som relationen indebærer, som er formålet med at interagere, at mødes, at være sammen.