Projektioner

Skygger optræder altid, når der er noget, jeg ikke ønsker at kigge på i mig selv.

Skyggen ønsker ikke virkeligheden indenfor, vil kæmpe med næb og kløer for at undgå det.

Jeg har prøvet at være i en skygge, som en anden har skabt på grund af vrede, for at vride mig ud af sit system. Det har være meget mærkeligt, på den måde at være uvirkelig, og at finde sin identitet i det trods alt.

Skygger optræder, når der er noget, man ikke vil kigge på. Det kan blive så massivt, at det simpelt hen overtager virkeligheden, at alt handler om at fornægte og at forfægte en anden virkelighed.

Når forestillingen bliver virkelighed, eller overtager virkeligheden, har instinktet overtaget.

At kaste skygger begynder altid som kritik, udtalt eller uudtalt. Alternativt selvfornægtelse. Eller fornægtelse.

Det handler om, hvor jeg selv befinder mig i forhold til mig selv.

Skyggen har kun plads til én virkelighed, sit eget frastødende mørke, eller sit eget glamourøse lys, to sider af sammen sag.

Den har ikke blik for, at noget kan være anderledes. Det ønsker ikke at se alternativer. Den er sit eget verdensbillede.

At kaste en skygge er ikke at ville se noget i sig selv. Reaktionen er ofte og typisk meget irrationel. Den ser sig ikke tilbage og ser alene en absolut negativ egenskab hos den, som skyggen rammer. Det er vigtigt, at der ingen nuancer er, for så vil billedet kunne krakelere.

Skygger er i øvrigt fuldstændigt ligeglad med virkeligheden. Dagsordenen er ikke at behøve at forholde sig til noget seriøst. Sådan er den lave bevidsthed i sit væsen.

Skygger er at placere tyngde oven på en anden eller på nogle andre. Skygge er samtidig at fjerne noget fra mig selv, af mig selv. Deraf det meget dækkende udtryk frastødende.

Hvis man kaster lys på en skygge, holder den op med at være en skygge.

Men det er jo ikke sikkert, at man har lyst til det.

Skygge og sjæl udelukker hinanden. Skyggen er mørk og tung.

Sjælen er lys, med plads til lethed og sandhed.

Skygge og sjæl udelukker hinanden. Skyggen er mørk og tung.

Sjælen er lys, med plads til lethed og sandhed.

Projektioner og skygger er instinktvælde.

Instinktet er reaktivt. Det tilpasser altid historien til sin egen situation, så det får ret.

Det kan ligne objektivitet, men det kan også udvikle sig til noget helt ukontrollabelt.

Selvsving og ødelæggelse er andre udtryk for den rædsel, det kan medføre. Alt bliver lagt øde.

Det er stik modsat den ro, der kan opstå, når vi er forankret i sjælen og universet bagved.

Vi skal lære at stå selv.

Så længe man ikke kan håndtere sin egen tyngde, vil man næsten uvægerligt kaster skygger.

At en skygge er tung, kan man sagtens mærke, når den rammer en. Man kan sagtens herefter føle sig som fuldstændigt tilsidesat, værdiløs, kasseret, misbrugt.

Så det er en god øvelse at blive dus med sin egen tyngde, den mentale vel at mærke.

Når man har kontakt med sin sjæl, er man ikke delt. Og så kaster man ikke skygger. Øvelsen er at komme dertil, at lære at give slip.

En skygge er altid imaginær. Men derfor kan den godt fylde alt og sågar hele livet.

Skygger og rollespil hører sammen. Når man spiller roller, er man delt, og bliver nemt utilregnelig, fordi man nemt kan skifte position eller rolle. Det sker ikke, hvis man står i sig selv.

Når man bliver fyldt ud af eller fylder sig selv op med kærlighed, kaster man ikke skygger.

Men man skal stadig dybt ned i sig selv sige ja til kærligheden, for ellers bliver det, med instinktet som medspiller, meget nemt til et stort ego, der kaster skygge.

Hvis ikke man er i stand til at slippe, vil bundetheden blive til en skygge.

Når man spalter sig, kaster man skygger.

Når tilstrækkeligt mange gør det, bliver skyggerne til en kollektiv virkelighed eller sandhed.

Der har været for meget fokus på offerrollen og for lidt fokus på bøddelrollen.

Logisk set må der jo være lige meget af hver, som betyder, at halvdelen er selvpåført og måske selvvedligeholdt.

Når vi kaster skygger, diskvalificerer vi noget, både i os selv og i andre.

Den, der kaster skygger, kan ikke genkende sig selv. Det sande ligger nemlig bag ved fraspaltningen.

At kaste en skygge er derfor ikke det samme som at sige sandheden.

Hvis sandheden formuleres kynisk, er det med instinktet som talerør, og så er det en skygge.

Hvis man ikke er sand i sit væsen, er det en skygge, man sender af sted. Det vil altid være i en rolle, hvor den anden også bliver til en rolle.

Ingen af parterne ser hinanden. Og hvis man begynder at skændes, er Helvede løs. Så har man mistet jordforbindelsen og sig selv.

Solen er at kunne se det hele i dagslys. Solen er at kunne se det hele uden skygger, i hvert fald når vi har solens perspektiv.

Skyggen er det, der skjuler sig, der hvor sollyset ikke kan nå.

Der er mange paralleller til den måde, som vores bevidsthed og vores sind virker på.

Solen er at lade lyset skinne på os selv og hinanden, men uden at favorisere den ene frem for den anden. Men vi ser og mærker hinandens kvaliteter. Vi forudsætter, at der ikke er noget, der bliver overeksponeret. Sollyset kan jo også være farligt. Men vi ser det som det gode lys.

Hvis det bliver overeksponeret, er det selvfølgelig ikke godt. I sindet kan det udvikle et voldsomt ego. Og så  opstår der med garanti også skygger, fordi det hele bliver urent og grumset.

Skygger i sindet opstår, fordi vi mister den umiddelbare klarhed over, hvad der er sandt, og hvad der ikke er sandt. Skygger er noget, vi kaster ud, for ikke selv at skulle have noget at gøre med det bøvlede og det besværlige. Dermed friholder vi os selv i en falsk klarhed.

Det er typisk for en skygge at være bedrevidende om en anden, eller om andre, og ikke at ville eller evne at kigge på sig selv.

Det er også typisk for en skygge, at personen dermed mister sig selv, i kortere eller længere tid.

Når man aktiverer eller sender skygger, er man uden for sig selv.

At sende skygger er ikke at sende kærlighed.

En skygge kan blive så stor og omfattende, at man ikke kan eller vil se, at man selv har andel i den, at man faktisk selv har skabt den. Dermed er kommunikation omkring den også udelukket.

Vi har brug for at vende tingene på hovedet.

Vi er selv skyld i, når der er noget i os selv, vi ikke har bearbejdet.

Det bruges for meget tid på at fortælle om, hvad andre ikke har gjort, der er i orden.

Meget af det er min egen skyld, helt bogstaveligt.

Det har vi brug for, at der bliver sat mere fokus på.

Ikke fordi vi skal bruge det mod andre, som man alt for gerne og alt for ofte gør, stadigvæk for at holde sig selv skadesløs.

Vores eget udtryk er også enhver form for krukkeri, hvormed man tiltrækker andre for at høre: hvor er det synd for dig!

Fordi mennesker hele tiden spiller roller, kan de hele tiden holde sig selv udenfor og skadesløse.

Det har altid undret mig, at det kunne være sådan.

Det er også en måde at friholde sig selv, at kunne bruge floskler, at kunne være krukket.

Det er noget af det mest underlige, jeg har været oppe imod, fordi man grundlæggende kan friholde sig selv for hvad som helst.

Skyggen er et sådan rollespil, hvor skyggen aldrig er mig. Jeg er lys, mens noget andet, en anden, er mørke.

Skyggens første replik er: Det er ikke mig! Det er dig, der er noget galt med!

Den har ikke noget ønske om, at det skal være anderledes. Frem for alt er den skruet sådan sammen, at den aldrig kigger på sig selv, eller kun hvis det handler om positiv bestråling.

Det positive spejlbillede er den side, hvor lyset falder. Mørket er der, hvor lyset ikke falder.

Skyggen er det fuldstændigt ureflekterede jeg.

Jo mere massiv en skygge, jo mindre tilgængelig er personen, der sender den af sted, og jo mindre reel mulighed er der for kommunikation, hvor der udveksles noget, der er sandt.

Skyggeliv er rent instinkt. Der er ingen reel glæde i et sådant liv.

En skygge kan have så mange år på bagen, at den opfattes som virkeligheden.

Det er vist nok meget mere almindeligt, end man regner med. Også selv om en skygge altid vil være et stykke uvirkelighed. Usandhed.

Skygge betyder mørke, ikke at kunne eller ville se lyset, sandheden.

Viljen er lige så meget i spil som evnen. Man har hidtil været tilbøjelig til at overeksponere betydningen af ikke at kunne. Det handler lige så meget om ikke at ville.

Ikke at ville har mange ansigter. Ego. Forretning. Prestige. Uddannelse. Penge. Mursten. Meget ofte er det en kombination.

Måden at skabe skygger på er mange. Frygt og vrede er to af de mest brugte.

Med en skygge skaber man afstand. Afstand i tid. Afstand i rum. Afstand imellem personer. Det er en effektiv metode, hvis målet er at skabe afstand.

Skyggen er alle de hurtige svar. Der hvor man ikke behøver at tænke. Hvor man ikke behøver at tage ansvar. Hvor man bagefter bare kan passe sig selv. Hvor man ved at behandle andre dårligt får sat tingene på plads, så man selv kan hygge sig. Det er selvfølgelig usympatisk.

Hvis vi nu ville og kunne, gælder følgende:

Vi skal lære at integrere vores egen modsætning og ikke bare projicere den ud.

Det er formodentlig det, der skaber smerte og begrænsning i mennesker, mere end noget andet.

I 2013 deltog jeg i et foredrag, der handlede om, at vi, for at blive hele mennesker, skulle være i stand til at integrere vores astrologiske modsætning. Da jeg i mange år har interesseret mig for astrologi og har haft stor glæde af at bruge det, var det en spændende problematik.

Jeg skulle som vægt også kunne være vædder.

Tyren skulle også kunne være sin modsætning skorpion.

Det er noget, jeg efter besøget i Assisi januar 2019 har reflekteret meget over på ny. Især efter min oplevelse af de to væsensforskellige verdener, som instinktet og sjælen er.

Sjælen er den, der kan gøre os moden.

Instinktet og intellektet er et dårligt match, da instinktet altid vil søge sin egen fordel, samtidig med at det ikke behøver at hænge logisk sammen, bare det står tilbage med fordelen og sejren.

Sjælen indeholder hjerte moral og perspektiv og den høje bevidsthed.

Seksualiteten er instinktets dybe måde at udtrykke sig på, som uden at være i alliance med sjælen vel nærmest bruger og tilintetgør sit bytte, alternativt efterlader det blødende og dybt såret, mens det med et smil søger ny næring andre steder.

Med sjælen glider vi dybere ind i vores egen virkelighed, og lærer derigennem kærlighedens kunst på en smuk fysisk måde.

Når vi ikke lærer at integrere vores modsætning, bliver partneren vores astrologiske modsætning, samtidig med at udvikler et ego, det stædigt holder fast ved livet og partneren, for enhver pris. Det kan udvikle sig til et rent helvede.

Jo mere afstand man har til sig selv, jo mere splittet er man.

Så taler man med en halv vind. Så siger man noget og gør noget andet.

Så er man grundlæggende upålidelig.

Og så opstår der skygger, hvor man sammenblander fiktion og fakta.

Hvem er du?

Spørgsmålet er ganske interessant.

For hvad ved jeg egentlig om dig?

Hvad ved jeg egentlig om mig selv?

Spørgsmålene er jo ikke umulige at svare på, og de fortaber sig ikke ud i det umulige. For noget ved vi både om os selv og om de andre.

Men nogle gange kommer der noget andet i vejen.

Måske troede vi, at vi vidste noget.

Måske var og er vores viden baseret på noget, der ikke er rigtigt, men som virker alligevel.

Der findes en sandhed om mig.

Der findes også en sandhed om dig.

Måske fanger jeg ikke det hele.

Måske bliver mit udsyn dækket helt eller delvist af projektioner.

Projektioner er noget meget mærkeligt noget.

Det er noget, vi kaster over på andre.

Der er noget, vi ikke vil kendes ved hos os selv.

Når vi kaster det over på andre, bliver vi selv befriet for at skulle bekymre os yderligere omkring det.

Samtidig bliver det dejligt nemt at forstå den anden. Fordi han eller hun er præcis, som jeg ser det.

Som en sideeffekt bliver jeg ikke i stand til at se den anden, som den anden er. Fordi mit synsfelt er min projektion.

Selv om den anden har nogle følelser, behøver jeg ikke at bekymre mig om det. For de eksisterer ikke i mit univers.

Hvad er alternativet til projektioner?

Det er at holde projektioner hjemme i mig selv.

Det er meget vanskeligere, end det lyder.

Men det betyder, at den anden vil kunne fremstå som den, han eller hun i virkeligheden er.

Så det er da forsøget værd.

Alt det, som vi ikke har frigjort eller forløst hos os selv, bliver sendt ud i rummet som projektioner. Det fungerer som en psykisk naturlov, må vi konstatere.

Når vi forelsker os, er det også en projektion. Vi møder noget hos den anden, som er noget, vi savner eller mangler i vores eget liv.

Den anden er projektionsbærer. Det er helt normalt i en forelskelse, at han eller hun idealiseres, hvilket jo i sagens natur betyder, at han eller hun tillægges egenskaber, som der måske ikke helt er belæg for.

Nogle måneder senere finder vi ud af, at der er nogle sure eller skæve tæer, som vi ikke lige så i første omgang. Det kan jo både være charmerende og skræmmende.

Kunsten er selvfølgelig at kunne manøvrere i farvandet, så vi gradvist lærer, at den anden også er et menneske af kød og blod.

Sådan som vi er skruet sammen som mennesker, har vi brug for at projicere, men jo også brug for at arbejde med at finde det autentiske menneske, både i os selv og i den anden.

Når vi vikler os ind i og måske senere ud af et parforhold, er det i hvert fald også projektioner, der er i spil. Her er det tydeligt, hvordan projektioner er en slags hinde eller kokon, som vi spinder om den anden, for sammen at udfolde noget fælles.

Projektionen er kun en delmængde, idet der jo også indgår en reel relation. Man kan vel sige, at projektionen er det nødvendige supplement eller potentiale, som ideelt set skal bruges til at udfolde de kompetencer, som relationen indebærer, som er formålet med at interagere, at mødes, at være sammen.