Primære overbevisninger

Primære overbevisninger handler, kort fortalt, om, hvordan bevidstheden manifesterer sig i sine første former i barnet.

Det er de skæve former, det handler om, hvor barnet jo også kan vokse op uden væsentlige konflikter.

Så tyngden og vægten af disse former vil variere meget fra barn til barn, hvor opgaven for den ansvarlige voksne er at undgå, at bevidstheden på den måde sætter sig fast.

Opgaven er her, at få adgang til sin sjæl, og at slippe sit instinkt.

Primære overbevisninger er jegets forskellige måder at fortælle, eller måske bare at overbevise sig selv om, hvorfor jeg er bundet.

At løsne primære overbevisninger frigør ikke for bindinger. Dette arbejde skal man selv gøre, men også selv ville. Og det er nok, når det kommer til stykket, det største og egentlige arbejde.

Hvis jeg vælger en anden løsning, end stille og roligt, og positivt, at imødegå problemet, og på den måde langsomt at forstå det, gør jeg det hele meget kompliceret for mig selv.

Den langsomme tilgang giver mig mulighed for, når tiden er moden til det, at kunne slippe det.

Men det fordrer, at jeg i min vilje gør mig klar til det.

Når jeg bliver fyldt ud, kan jeg mærke, hvem og hvad jeg er. Energien fortæller meget om mig selv. Jeg kan ikke lyve for mig selv. I hvert fald ikke, hvis jeg sandt vælger at blive i mig selv.

Så længe instinktet har magten i et menneske, kan man heale alt det, man vil. Det hjælper ingenting.

Instinktet, i form af normer og fordomme, kan være selvvalgte, som betyder, at der ikke er et reelt ønske om, at noget skal være anderledes.

At man selv producerer og reproducerer det mørke, man skaber og lever i.

Et menneske skal være nået dertil, hvor der er et reelt ønske om, at sjælen skal være den styrende faktor i livet.

Indtil da vil det være instinktets automatreaktioner, der styrer begivenhederne.

At være i sit dyr er at være uden sand bevidsthed. At være i mørke.

At være i sin sjæl er at være i sand bevidsthed. At være i lys.

Primære overbevisninger, i den sammenhæng, er som menneske at forsøge at få sand kontakt, eller at få kontakt til det sande i sig selv, hinsides instinktet eller den dyriske dominans. Men ikke at kunne få denne kontakt.

En primær overbevisning er en bundet følelse.

Et menneske i sine følelsers vold har ingen mulighed for at se, hverken sig selv, eller andre, i frihed.

Et menneske, fanget i sit instinkt, i sin bundethed.

Derfor strammer det hele til om ufriheden. Verden er den, der kommer til syne, i det snævre felt, som bliver synligt, ud af min binding.

Jeg er alene! Jeg er forkert! Jeg kan ikke være her! Jeg er her slet ikke! Jeg kan ikke stole på nogen!

Verden tager form og farve efter disse udtryk eller udsagn. Verden er simpelt hen sådan. Andre mennesker er, sådan som jeg ser dem. Jeg forholder mig ikke til, at de kan være anderledes overhovedet.

Og de er i hvert fald lige så ufri og begrænsede som mig.

At få direkte adgang til sjælen vil frigøre fra disse overbevisninger, der vil falde fra hinanden.

Som teori er det lige så indholdstomt som at, sige, at man skal elske sin næste som sig selv.

Hvis man er i sit instinkt, kan man ikke elske sin næste, medmindre min næste vil elske mig først.

Mange teoretikere har i tidens løb forsøgt at komme overens med denne kompleksitet. At vi gerne vil noget, men ikke kan. At vi er låst i os selv, og ikke kan komme videre.

Mange drømme kredser om det samme.

Blandt de mest kompetente tænkere vil jeg nævne Søren Kierkegaard og C,G. Jung. Kierkegaard taler om springet, om at bevæge sig fra det æstetiske til det etiske, om at overtage sit liv eller sin eksistens under ansvar.

Jung har et udsagt om, at ”komplekset er kongevejen til det ubevidste”, hvor komplekset er den umulige opgave at stå med et problem, der bliver ved med at spøge og at styre mig.

Eventyr handler om at passere nogle porte, inden man kommer ind til skatten, at gå ind i den mørke skov.

Det handler alt sammen om at få sin frihed, og at komme fri af sin bundethed. Om sjæl og instinkt.

Det var projektet i kristendommen. Det er projektet i Ny Tid.

Hvad gør man?

Vi inkarnerer i et instinkt som mennesker.

Dette instinkt er en evolutionær konsekvens.

Det er opstået i dyret, der har brug for at bevæge sig for at finde bytte, hvis det er kødædende, og ellers blade og bær.

Dyret er i sit instinkt. Det kan ikke andet. Det er bundet til det, fra fødsel til død. Før og efter har det ikke brug for det, men har heller ikke noget liv før og efter.

Mennesket har i tillæg en sjæl, som er vores indhold. Her har vi en forbindelse ind i evigheden, og vi kan mødes og interagere med andre, der også har en sjæl.

I sjælen udveksler vi sandhed og kærlighed. Det kan blive både stærkt og smukt.

Instinktet har vi brug for til at bevæge os med. Men livets sande indhold er alt det, der foregår i sjælen. Livsglæde i mange former. Glæde. Åbenhed.

Problemet i forhold til instinktet er, at mennesker har vanskeligt ved at slippe deres dyriske fordele, der handler om magt, kontrol, dominans, overlevelse, kamp. At blive feteret. At blive løftet op på en piedestal. At have karisma, og at kunne udfolde den, til egen fordel.

Sjælen tilbyder ligeværd, men det er instinktet overhovedet ikke interesseret i. Det vil ikke give afkald på sine hierarkiske landvindinger. Her handler det om at gøre sig bedre end den anden, at vinde fordel, at bruge albuer, at blive berømt og tjene mange penge.

Det er de voksne, som har skabt disse bindinger, der også seksuelt holder mennesker fast i afhængighed. Livets mening er her, altid at have magten.

Fordi børn kommer i klemme i dette magtspil, oplever de også, at deres sjæl ikke har plads, at kærligheden ikke har plads, og at sandheden ikke har plads.

Denne dybe smerte og underkendelse af alt det dyrebare i livet skaber primære overbevisninger.

Sjælens lys har ikke mange chancer i forhold til instinktets mørke.

Det er i virkeligheden sjælen, som vil igennem, men som ikke får lov til det, eller mulighed for det, fordi magtfulde voksne stiller sig i vejen.

Magtfulde voksne i deres uvidenhed eller måske ondskab. Det er to forskellige former, der godt kan ligne hinanden, men hvor intentionen er afgørende forskellig for udfaldet.

Hvis jeg er ond, ødelægger jeg noget for andre, og for mig selv.

Hvis jeg handler uforsætligt ondt, er det begrundet i uvidenhed eller dumhed, eller fordi jeg måske er ligeglad.

Mange voksne har skabt sig en ureflekteret identitet i materielle rammer, hvor livet bare går i stå.

De 7 dødssynder er et godt katalog til at forstå, hvordan man forhindrer børnene i at vokse op i deres sande former.

For det er adgangen til sig selv, som det hele handler om.

Intentionen er ikke ligegyldig.

Det, som jeg gør ved mig selv, gør jeg ved min sjæl.

Det, som jeg gør ved en anden, gør jeg også ved mig selv.

Jeg er kun det offer, jeg gør mig selv til.

Jeg er kun den bøddel, jeg gør mig selv til.

Jeg bestemmer selv, om jeg vil have lyset ind i mig selv.

Det afhænger af, om jeg ønsker at leve, og dermed at slippe alle de tanker og følelser, som forhindrer mig i at gøre det.

Jeg bestemmer selv, hvilke former af bevidsthed, jeg ønsker, skal styre mit liv.

Ovenstående er forudsat, at jeg ikke har været udsat for ondskab eller overgreb. For derved vil noget i mig være ødelagt.

Når jeg har mig i mig selv i behold, er jeg min egen skæbne. Jeg kan være til stede, hel og helt i min bevidsthed. Og i det tilfælde er jeg mit eget offer og min egen bøddel.

Barnet er dybt i lommen på en voksen, i al sin skrøbelighed og sårbarhed.

Sjælen er i denne fase oppe imod den voksnes ofte voldsomme måde at reagere og handle på, og derfor må det udsatte barn beskytte sig. På den måde bliver de forvredne bevidsthedsformer til, for ikke at gå i stykker.

Min sjæl er en substans, som jeg kan mærke i min krop, når jeg tillader mig selv at være helt til stede i mig selv.

Det er den samme substans, som et barn oplever i sig selv, og som kan udfoldes på sine egne præmisser, hvis vi lader det ske. Både i os selv og i barnet.

Det er den samme substans, der virker bag seksualiteten, hvis vi afholder os fra den hurtige spændingsudløsning, og bare er i kærlighed, glæde, nydelse. Nogle gange også i smerte, men i hvert fald med oplevelsen af selv at være barn.

Seksualitet i sin naturlige, kærlige form, lukker op for det sande i os. Vi vil kunne mærke os selv som nyforelskede igen, ligesom i ungdommen, hvis vi ærligt giver slip.

Når vi giver slip, rammer vi også de steder i os selv, hvor noget ikke gik efter planen, enten fordi vi selv gjorde noget, der ikke var i orden, eller fordi vi blev påført en smerte gennem oplevelser, der gjorde os ondt.

Når vi rammer sådan noget, skal vi naturligvis tage det i øjesyn, som i den sammenhæng vil sige at mærke, hvad det er, og måske bare være med det.

Primære overbevisninger opstår, fordi vores naturlige væsen ikke får lov til at udfolde sig på sin egen måde.

Det, man kalder primære overbevisninger, er i virkeligheden en måde at udtrykke, at energien individuelt sætter sig fast meget tidligt i livet. Energien er i en primær overbevisning normalt udtrykt ved et jeg og en tilstand, en attitude.

Jeg er forkert! Jeg er alene! Jeg er her slet ikke! Jeg kan ikke være her! I alle tilfælde er energien stagneret i en sådan bevidsthed sorm, og der er ingen passage frem eller tilbage. Til gengæld får et menneske sit udtryk eller sin holdning af denne sætning. Eller man oplever at være låst fast eller at være bundet i den tilstand, som sætningen udtrykker. Jeg kan ikke stole på nogen!

Den store smerte i menneskers liv er, at energien eller vejen ind i eller mod sjælen blokeres eller standses, så man håbløst er låst fast i sit instinkt. Man mangler på den måde kontakt med sit sande jeg, til farver og toner og de smukke nuancer i livet.

Mange mennesker lever livet på baggrund af en sådan stagnation eller skævhed. De bliver alkoholikere, ludomaner, narkomaner, tvangsspisere. Seksualiteten går i står. Livet går i stå, og man føler sig ensom. Man holder måske helt op med at have følelser.

Alt sammen er et udtryk for, at energien går i stå i en attitude. Det er det samme, der sker ved stress og ved traumer. At man bliver fastlåst i en bevidsthedsform, som styrer alt eller meget i livet. Og man kan ikke se hverken frem eller tilbage.

Alternativet er, at energien flyder frit, som er et andet udtryk for at have ubegrænset adgang til sin fantasi, til spontanitet, til seksualitet, til at være glad, og til positivt at være sammen.

Når vi ikke er låst i vores adgang til energien, er vi ikke bundet i smerte. Så er der hul igennem, og vi søger ikke hinanden kunstigt i tryghed, sikkerhed. Vi søger ikke falsk anerkendelse. Vi hænger ikke kunstigt samme med andre. Og verden bliver ikke delt i en instinktverden og en anden, som man kan kalde sjælens verden.

Vi har ikke brug for Viagra og større bryster. Vi skal ikke præstere over evne. Vi skal ikke opføre os, ligesom de gør i pornofilm, der er kalkuleret udnyttelse af instinktets spændingstilstande, og at foregive at nyde det, kunstigt, alt imens alle mulige kropslige stillinger og indgange afprøves og penetreres.

Det er kalkuleret instinkt, uden sjæl overhovedet.

Jeg kan ikke være alene, når jeg er i kontakt med min sjæl.

Jeg kan ikke være forkert, når jeg mærker min sjæl.

Jeg er helt til stede, når jeg er i min sjæl, modsat oplevelsen af, overhovedet ikke at være.

Og med kontakt til mig sjæl kan jeg altid finde mig selv, modsat den smerte, jeg kan opleve, når jeg følelsesmæssigt er i lommen på en anden, og mærker enorm vrede, en voldsom reaktion, kan jeg ikke holde ud at være her!

På den måde opløser de primære overbevisninger sig ved, at jeg ikke længere i dyb smerte er bundet af og til mit instinkt.

I sjælens verden udfolder vi alt sammen i kærlighed. Der er ikke noget, vi ikke kan, og ikke må. Men vi skal være og blive og agere sammen, i kærlighed og i sandhed.

Den delte verden er i virkeligheden et udtryk for, hvordan livet bliver kunstigt, fordi vi selv er kunstige. Vi mister og har glemt kunsten at være naturlige, kærlige, ærlige.

Hvis man identificerer sig med en sådan tilstand, kan man blive ond, kynisk, hensynsløs, hjerteløs.

Hvis man omvendt slipper i energien, kan man opleve at være i sjælens univers, hvor ærlighed og kærlighed er det mest naturlige i verden.

Men det er det ikke for den person, der er låst i sin attitude. Og nogle vil kæmpe med næb og kløer, fordi de i smerten har fundet en form, som de ikke vil slippe. Det er derfor, vi har så mange problemer, som vi har på kloden.

Vi kalder det også voksenliv, hensynsløs kynisme, ligegyldighed. Man ser fjernsyn og tror, at det er virkeligheden. Man bruger mobiltelefoner og opfatter det som den rigtige måde at kommunikere på.

Man opbygger egoer, hvor energien bliver forvrænget og tilpasset billeder af sig selv som verdens centrum. Eller man etablerer forretning, hvor man dyrker sin måde at være i verden på, som om den er den eneste rigtige.

Det er sådan, man forvrider alt, og har gjort det historisk.

Ude fra universet kender man udmærket problemet, der består i, at instinktet via sjælen får adgang til en selvbevidsthed, som det ikke gerne vil slippe igen.

Fordi instinktet af natur, men ikke naturnødvendigt, går i forsvarsmode, og fordi mennesket selv identificerer sig med at være sit eget forsvar, bliver mennesker skøre og egoistiske.

Derfor har det været nødvendigt at formulere religioner og spirituelle praksisser, hvor sjælen gennem praksis og dedikation stille kan få lov til at komme ind i livet, beskyttet af forestillingen om en Gud.

Gud er reel, men vi har brug for en forestilling om ham, for at kunne forstå det som mennesker.

Det er i øvrigt også ved hjælp af denne forestilling, at jeg kan påkalde hjælp, når livet bliver for vanskeligt.

I vores del af verden er der bygget kæmpekirker, for at fortælle, at der er noget, der er større end mennesker og deres magt i forskellige, kyniske former.

Og for at de kan få tøjlet deres samvittighed, og få en alternativ måde at se livet på, et himmerige, et paradis, hvor alt er godt, i modsætning til jordelivet, hvor der altid er ufred.

Energien kan komme til at flyde frit, så det ikke længere er nødvendigt med to væsensforskellige verdener, men det fordrer en meget aktiv og bevidst indsats fra mennesket selv.

Det store problem er menneskets ego, der står i vejen for alt, hvad der er godt og rigtigt.

Og at man med ondskab ødelægger andre menneskers energistruktur, og dermed muligheden for, at energien kan flyde frit.

De 7 dødssynder er alle et udtryk for, at mennesket ikke kan finde ud af eller ikke ønsker at opføre sig ordentligt, og med ufine metoder gør livet surt for andre især, for selv at komme forrest i køen, eller i hvert fald give sig selv en fordel energetisk.

For kan jeg sende en skygge af sted, tror jeg, at jeg friholder mig selv. Men når man skaber mørke for andre, skaber man også mørke for sig selv.

Den positive mulighed i forholdet mellem sjæl og instinkt, at vi med sjælen kan kigge på os selv.

I praksis betyder det, at vi kan blive bevidste om egne handlemønstre, som vi sidder fast i.

Sjælen henter sit indhold fra en helt anden verden, hvor kærlighed og sandhed er hverdagskost. Det betyder, i øvrigt lige som i en god relation, at det er muligt at bearbejde sin egen smerte, at få den skilt ad i dele, og derpå samle sig selv igen på en ny måde.

Den nye måde er, at der nu er plads til det smukke, det sande og det gode i livet, at det ikke længere er mørket, der fylder alt.

Sjælens bånd forudsætter, at vi er der for hinanden, i sandhed og kærlighed.

Selv om vi selv kan få adgang til den, har vi også brug for relationer, hvor den kan få lov til at udfolde sig.