Positiv selvopdragelse

Vi har altid selv muligheden for at nærme os de sande svar og sjælens kvaliteter.

Metoderne, der alle er organiske og fordrer, at vi altid lever positivt med i os selv, kan beskrives på følgende måde.

Altid at være og blive i flow.

At bevare friskhed.

Altid at være ordentlig.

Altid at søge sandheden.

At bevare lethed.

Ikke at lade sig overmande af tyngde.

Når vi tænker tilbage på kristendom og andre former, der har skabt en form, som mennesket har kunnet være i, hvor kærligheden har været et tema, har seksualiteten altid tidligere været styret og pakket ind.

Seksualiteten har ikke tidligere været i spil i religioner. Den har været kontrolleret.

Det nye er, at vi skal lære at håndtere dem som et fænomen i menneskelivet, der har relation til alt, også vores egen guddommelighed. En anden måde at sige det samme på er vores forankring i verden, grunden til, at vi er her. Vores energi, og dermed de grundlæggende valg og hensyn, som vi tager i verden.

Seksualitet er en grundlæggende energi, der styrer vores instinkt. Vi er vores instinkt, eller det virker gennem og i os. Vi skal ikke lade instinktet styre os. Vi skal lade sjælen styre os. Sjælen er sandhed og kærlighed. Vi skal lade sandhed og kærlighed være de grundlæggende former, hvorpå vi møder alt i verden, herunder vores seksualitet.

Det vil være en ny indgang til livet, en ny indgang til puberteten, som vi kalder den alder, hvor seksualiteten første gang kommer i spil.

Det vil være en ny indgang til fænomenet ægteskab og parforhold, og hvad man der stiller op med seksualteten, som jo i den forstand bare er adgangen til livsglæde og vitalitet.

Integritet er at møde alt i os selv i sandhed og kærlighed, herunder selvfølgelig også vores seksuelle impuls. I mange menneskers liv lever den et isoleret liv under dynen, hvor den er adskilt fra resten af livet. Det forarmer os at lære at leve på den måde. Også når man senere i livet bruger utroskab som en måde at forholde sig til det fænomen, at seksualiteten selvfølgelig går i stå i et dybt kontrolleret liv. Fordi alle tror, at det ikke kan være anderledes.

At vælge livet positivt er altid at imødegå de positive impulser, der opstår, med henblik på at forfølge de gode muligheder i livet.

Der er mennesker, der vil mig det godt, og som jeg vil det godt. Vi skal gøre noget aktivt for at mødes og at være sammen. Vi skal ikke gøre det svært for hinanden.

Der er andre, der ikke har de samme positive intentioner. Dem skal vi holde os på afstand af.

Vi kan jo tage fejl i en vurdering, og det skal vi selvfølgelig altid være åbne for.

Alle beslutninger skal modne i et menneske. Alt tager tid. Og vi skal lære stille og roligt at være med os selv og hinanden. Så bliver verden på alle måder et bedre sted at være.

Positivt at kunne stå inde for sig selv er det, som det altid og i enhver situation handler om.

At have fået en sjæl betyder, at vi som mennesker kan kigge på os selv.

At kigge på sig selv forudsætter, at vi har en ordentlig moral.

Det er lige som at kigge ind i et maskinrum, hvor der er en masse maskiner i gang, billedligt talt.

I virkelighedens verden er der følelser og tanker og mere diffuse processer i gang, nærmest hele tiden.

Hvis jeg er et ordentligt menneske, holder jeg mig pænt i baggrunden, og lader være med at blande mig, især i noget, som jeg ikke har forstand på, men jo også i noget, hvor jeg kan gøre noget, der ikke er i orden.

Det er den frie vilje, der er i spil, vores mulighed som mennesker for at kunne agere i livet, med en betydeligt større frihed end dyrene.

Hvis vi er ordentlige, er vi det altid, også inde bag facaden.

Det er langt fra alle mennesker, der er ordentlige, som er deres opgave voksen.

Vores egne handlefrihed skal vi altid tage dybt alvorligt. Det er ikke for sjov. Og vi kan ikke bare gøre, som det passer os.

Det tager lang tid at komme på plads i sig selv, især når noget er gået i stykker.

Jeg tror, det skyldes, at der er mange små brikker der skal falde på plads.

For det første og allervigtigst skal jeg have et oprigtigt ønske om igen at finde mig selv og min egen sandhed.

Denne sandhed må ikke på nogen måde være båret af skygger, som er et andet udtryk for usandhed.

Begrebet mester, som jeg oplever det, har noget at gøre med at have lavet disse øvelser, ikke bare tusindvis, men millionvis af gange.

Vi nærmer os sandheden hver gang, men har ikke afgørende fat i den.

Vi nærmer os formuleringer, men rynker alligevel på næsen af nogle af dem.

Eller også forstår vi ikke disse formuleringer, før vi kommer på afstand af dem, og vender tilbage til dem igen.

På den måde kan et puslespil falde på plads.

Styrken ved en mesterkvalitet er, at vi har stor erfaring i, hvad sandhed er for noget, og hvordan vi kommer tilbage til den, fordi vi har været der før.

Selv om alle andre rynker på næsen, ved vi med os selv, at vi kender svarene, også selv om vi ikke helt har fat i dem. Det er en god viden at have.

Styrken er også, at selv om vi bliver slået ud af kurs, har vi stadig retningen, også selv om vi står alene med den.

Og, hvad der er meget vigtigt, vi lærer om god opførsel, hvad det er for noget, og især også, hvad det ikke er!

Bag ved det hele skjuler sig eller åbenbarer sig en guddommelige sandhed og kontinuitet.

Det handler om vores oprindelse. Hvad vi dybest set er. Og hvem vi dybest set er.

Det handler ikke bare om mig. Det handler også om dig. Det handler om os.

Livet handler om positivt at folde sig selv og hinanden ud.

Det gælder også for et barn. Stille og roligt og enkelt.

Et barn er både i sit instinkt og i sin sjæl.

Så længe det får lov til at udfolde sig selv, virker det hele sammen og harmonisk.

Det gælder også den gradvise forståelse, altså udvikling af bevidsthed.

Når et barn ikke mødes, opstår splittelsen, hvor sjæl og instinkt skilles ad.

Fra dette tidspunkt opstår en pseudoidentitet, hvor det handler om overlevelse, og hvor alting forvrænges.

En lav bevidsthed træder i stedet for den høje, der altid forudsætter et samspil i et menneske.

Det er er først i det øjeblik, at et menneske på et senere tidspunkt besinder sig, at den høje bevidsthed får mulighed for at træde i stedet for den lave. Det kan kun lade sig gøre, hvis det splittede menneske helt afgørende vælger at sige ja til sig selv, ja til et liv i samling.

Hvis vi gerne vil ind til kernen af, hvad det hele handler om, skal vi være villige til at gå afsides, og at vente på, at svarene kommer af sig selv.

Den normale verden er meget bundet af gentagelser og trivialiteter, der sjældent giver dybe svar på noget som helst.

Dybe svar er normalt ikke forenelige med hurtige vendinger.

Omvendt kan man godt være i miljøer, hvor der er plads til spontane og umiddelbare former, der ikke har brug for refleksioner, som har en kvalitet i sig selv.

Selvopdragelse handler om at lære at gøre alt på en måde, hvor jeg har det godt med mine beslutninger og mine handlinger.

Hvor jeg gør, hvad jeg har lyst til, og hvor jeg altid kan se mig selv i øjnene.

Som voksen har vi kun os selv at stå inde for, så det gør det jo lidt nemmere end ved at være barn, henvist til andre voksne.

Så længe vi formår at stå i os selv, har vi mulighed for at håndtere alt på en måde, som vi har det godt med. Det gælder også, når vi gerne vil forstå os selv.

Generelt gælder det, og det er en tydelig erkendelse fra 1979, at når vi positivt går ind i noget, med hele vores væsen, får vi altid positiv erkendelse igen.

Når vi forfølger det, som vi har allermest lyst til, vil det altid ændre sig. Vi skal selvfølgelig være vågne, bevidste, hensynsfulde og respektfulde i alt.

Normalt er mennesker voldsomt styret af frygt og fordomme. Når man forfølger positive impulser, er der overhovedet ingen grund til at lade frygt komme med indenfor.

Når man altid kan kigge sig selv i øjnene, vil al erkendelse udvide mit felt. Så hvad er der at betænke sig på?