Personlighedens elementer

Hele grundlaget for min måde at se verden på er ordentlighed.

Det giver ikke nogen mening at bevæge sig ud af tangenter i hvilken som helst retning, hvis ikke man som udgangspunkt har fuldstændigt styr på sig selv og har orden i sig selv. Så bliver det andet bare noget miskmask.

Det er et uomgængeligt krav, at man på den måde har taget sig selv i ed.

Når jeg har taget mit selv i ed, handler jeg fra det tidspunkt altid fra et punkt i mit hjerte. Og jeg konsulterer altid hjertet, inden jeg tager en beslutning. På den måde har jeg altid fred med mig selv. Kan altid kigge mig selv og andre i øjnene. Og jeg får ro og oplever kærlighed, fordi jeg handler i dyb overensstemmelse med mig selv.

Det er jeget, der er ansvarligt i mit liv. Det er ikke min far eller min mor. Eller naboen eller en hvilken som helst andet. Det er mig og mig alene, der skal tage ansvar og beslutninger for alt, hvad jeg kaster mig ud i. Og det er mig, der skal stå til ansvar for det.

Jeg har dermed en nøglerolle i mit eget liv.

Det betyder jo så også, at positiv selvbevidsthed altid vil være et gode.

Dermed vil jeg altid kunne være helt til stede i mine handlinger, i min lyst, i men glæde og så videre.

Det vigtigste i livet er at finde balancen i sig selv.

I ethvert menneskes liv er der et fokusområde, der angiver, hvad man opfatter som væsentligt.

Hvad er man styret af? Hvad er drivkraften? Hvad bestemmer, hvad der skal være sandt, hvad der har førsteprioritet?

Vores sande identitet ligger neden under instinktet.

Kunsten er at finde en balance, da udseende og udstråling altid vil gå igennem det fysiske, men at det fysiske i sig selv aldrig indeholder den vitale energi. Den kommer et andet sted fra.

Læringen er at forstå, at sjælen også altid spiller med, i hvert fald så længe vi er ædru og bevidste i vore handlinger.

Hvis energi alene er noget fysisk, kan vi altid kassere efter et knald, afhængig af, hvordan oplevelsen var. Men det er en meget kynisk måde at være menneske på.

Det ændrer ikke ved, at relationer håndteres på den måde. Fordi sjælen ikke er medspiller, i hvert fald ikke væsentlig medspiller.

Den sande identitet findes neden under instinktet og fascinationen, spejlbilledet.

Når der er balance i en relation, kan vi godt på samme tid glæder os over hinandens skønhed, og have kontakt til den dybe skønhed. Men ikke når der er kynisme involveret.

Jeg er den, jeg er.

Jahve betyder: Jeg er.

Det er meningen med at være i livet.

Alle historiske fænomener handler om at være med til at fremkalde personligheden. At gøre det enkelte menneske frit, så det ikke i sine handlinger er afhængigt af, hvad andre tænker og synes.

I gammel tid var det patriarker og faraoner, sidenhen kejsere og konger, som repræsenterede menneskets frie potentiale. De tiltrak sig den frie del af menneskevæsenet som projektion, og de havde hver for sig magten, som var i direkte tilknytning til det guddommelige.

At nægte at bøje sig for kejseren kunne medføre dødsstraf, så det var hårde odds at være oppe imod.

Når det historisk har været nødvendigt at bevæge sig i en anden retning, skyldes det, at instinktet i menneskeverdenen har det med at stikke af. Det sker også i dag, hvor mennesker er dybt fikserede i deres materialitet og den magt, som det afføder.

At binde sig er at projicere sin guddommelighed ud på noget, der ikke er guddommeligt, hvor alternativet er at være i livet på livets egne præmisser, og lade ethvert menneske, inklusiv sig selv, være præcis den, man er. At gøre sig selv guddommelig er det, der skaber et ego. Det er der ingen, der har belæg for. Men det forhindrer ikke mange i at gøre det.

Gør man det, forvrider man al sand erkendelse. Enhver, der gør sig selv til Gud, har også sit eget begrebsapparat, hvor verden er skabt af Gud. Det gælder mange konsulentfirmaer, og det florerer også inden for det spirituelle felt. Før eller siden vil alle disse former falde fra hinanden igen, fordi udgangspunktet er usandt.

Når man lader sit ego overstråle sandheden, er der jo lukket i forhold til sand kommunikation. Så skal man holde sig væk.

Den negative pendant er et skænderi, der også forplumrer alt.

Sand kommunikation med et du forudsætter, at jeg formår at blive i mig, og du formår at blive i dig. Så kan det blive magiske og smukt, og vi kan elske hinanden i dyb kærlighed. Jeg har selv prøvet det.

Et sandt menneskevæsen er et menneske, hvor sjælen er integreret i instinktet.

Dem findes der ikke ret mange af. Det er vel nærmest kun naturmennesker, der nærmer sig tilstanden.

Børn, så længe de ikke er ødelagt, har også denne tilstand i sig, forudsat miljøet støtter op omkring den.

Når der nu ikke p.t. findes så mange af den slags, er opgaven for hver enkelt at finde måder, hvorpå vi kan nærme os. Der er slet ingen tvivl om, at vi vil få det bedre, jo mere vi hver især gør for at få integreret alle sider af os selv i os selv. Det er muligt.

Det kommer også meget an på andre, hvor meget det lykkes med på den måde at blive lykkelig. Men det afhænger jo altid først og fremmest af os selv, om vi vil det alvorligt nok.

Vi er nødt til at begynde der, hvor det er muligt.

Udgangspunktet for alt i livet er, hvor jeg er lige nu.

Hvad der sker i morgen, og hvad der skete i går, har jeg ingen indflydelse på. Men det har jeg på, hvad jeg gør lige nu. Det er her, jeg/vi kan gøre en forskel. Ingen andre steder.

Mange bruger distancerede begreber, som har den egenskab, at man ikke selv har mulighed for at være til stede og agere i dem. Og det er ikke sandt, heller ikke selv om det kan virke besnærende.

Jeg repræsenterer en ny lovmæssighed for at være menneske.

Den første er, at vi altid har fat i os selv. At vi altid har kontakt med os selv.

Den anden er, at vi altid lader livet opstå naturligt. At vi er med det,, der er.

Den tredje er, at vi altid er ordentlige. At vi aldrig afviger fra os selv.

Den fjerde er, at vi godt kender alle svarene, når vi følger ovenstående fremgangsmåde. At vi bliver på stien. Gør vi det ikke, kan vi lære det, men ved altid at vise hensyn, altid at vise respekt, altid at lytte, altid at være tilbageholdende, inden man reagerer uhensigtsmæssigt.

At vælge disse muligheder er at undgå kaos. Og samtidig at gå forrest i en ny bevægelse, hvor sandhed er inkorporeret i vores måde at være på i livet. Uden krukkeri af nogen art.

At få kontakt til alle dele af mig selv er at få fat i min personlighed. Og dermed at mærke, hvem jeg er.

Jeg har forskellige, men ikke adskilte identiteter, der tilsammen konstituerer mig som den, jeg er. Jeg har en seksuel identitet. Jeg har en intellektuel identitet. Og så har jeg, hvad man kan kalde en hjerteidentitet.

Hvad er dybest? Det er hjerteidentiteten. Men der er ingen af de andre, der er ligegyldige. De er med til at definere mig som menneske. De er med til at give mig mening. Også selv om de er gemt væk, og måske lever et liv i det skjulte. Det bedste vil altid være at få dem til at fungere sammen. Derfor er en kæreste, som samtidig er min elsker, min sparringspartner og min ligeværdige ven, altid noget af det smukkeste, vi kan opleve som menneske.

Hvis vi altid er der for hinanden, altid vil røre ved hinanden, af os selv, har vi ikke brug for andre partnere. Vi skal lære, at fravær skaber behov for at søge andre, da vi alle har brug for at blive mødt og at blive rørt. Derfor har vi også alle brug for nærvær, og at det ikke på nogen måde bliver ensidigt.

Det er selvfølgelig altid bedst at fungere som én person, hvor vi ikke skjuler noget, og ikke deler os selv op. På den måde vil vi også kunne være et lys for andre. Og på den måde vil vi allerbedste kunne få sjælen i spil, ikke betinget, men ubetinget. Så vil vi opleve os selv blive virkelige.

Den måde, som vi integrerer os selv på, ser jeg som ottetaller, som cirkler, der griber ind i hinanden, på samme måde som en relation i udgangspunktet er to personer, der forbinder sig med hinanden, billedligt talt i to cirkler, der er bundet sammen som et ottetal.

Båndet er den aftale, de har lavet, som også indeholder en hjerteforbindelse og nødvendige elementer af tillid, af seksualitet, af kommunikation og hvad de ellers er blevet enige om. Det er en meget smuk måde at se det hele på, og en god måde at forklare en relation, hvad den kan og hvad den gør, også som synergi.

Det sande menneskevæsen findes neden under det, der fysisk konstituerer os som mennesker, hvor den seksuelle kraft er den dybeste, som vi har adgang til, som også styrer vores instinkt.

Instinktet kan være blødt eller hårdt, afhængigt af hvor meget vi har ladet sjælen transformere det eller bade det i kærlighed.

At bevare sin hårdhed er noget, som det uansvarlige og kyniske menneske gør, og som det også kan finde på at gøre ned i de dybere lag.

Sådan noget kan man ikke gøre, uden selv at tage skade af det, og i hvert fald ikke uden at miste sin umiddelbare kærlighedsevne, som vi alle er udstyret med fra fødslen af.

Den umiddelbare kærlighedsevne er muligheden for helt ukompliceret af være i livet, og at udfolde det sammen med andre.

Denne mulighed er et grundvilkår ved at være menneske, og den skal vi altid have den dybeste respekt for.

Det, som nogle kan finde på at kalde sjælens visdom, kan aldrig være hårdt. Det findes kun hårdt som et spirituelt postulat. Men det er ikke sandt. Intet i sjælen er hårdt. Det er instinktet, der udtrykker sig på den måde, måske med et kommercielt sigte.

Det er ikke i tråd med livet selv og dets bløde og fine væsen.

I forståelsen for, hvad livet er, har vi brug for at gøre op med denne hårde facon, som om spiritualitet er noget særligt, for de særligt indviede. Det er usandt.

Man må aldrig sammenblande instinkt og sjæl. De må gerne mødes, men det skal altid foregå i kærlighed. På den måde bliver sandheden blød. Og man kan i øvrigt sige alt i en sådan ånd.

Det er helt afgørende, at vi altid er klar over med os selv, hvor vi befinder os i spillet mellem sjæl og instinkt. Vi kan være der helt bevidst, men vi skal i så fald med vores intention have besluttet, at vi altid søger det højeste perspektiv, som aldrig kan være egoets hårde og kyniske facon.

At underkende menneskets evne til og mulighed for at være menneske er utilgiveligt.

Det er alt, hvad det hele handler om, i forbindelse med at værre inkarneret som et menneskevæsen.

Og gør vi ikke det, overholder vi ikke den mest simple pligt som menneske.

Gør vi noget, der ikke er i orden, påhviler det entydigt skadevolderen selv at gøre noget for at komme på banen igen.

Der er kun et menneske i hele verden, der kan tage beslutning om, hvad der skal ske i mit liv, når det vel at mærke specifikt handler om mit liv, og ikke, hvad jeg gør ved andre eller ved en anden. Her gælder der, selvfølgelig, helt andre regler. Pligter er måske et bedre udtryk, når jeg har et andet menneske i min varetægt.

Hvornår har jeg et andet menneske i min varetægt. Det har jeg, når jeg i min handling eller mine handlinger har sagt ja. Mit ja er summen af mine handlinger, af det, som jeg har taget til mig, bevidst eller ubevidst. Som jeg har involveret mig i. Sådan noget kan man ikke springe fra. Det ved man også godt med sig selv.

Dette menneske og denne beslutning går i situationen forud for alt andet.

Ikke fordi det er vigtigere end alt andet, men fordi mit ja er afgørende for alt, hvad der sker herefter.

Der er kun mig til at sige ja til mit liv, og så leve efter dette ja. Det er lige så enkelt, som jeg skriver det.

Vi bliver udfoldet i mødet med ærlige mennesker.

Sammen kan vi udvikle os i synergi og udfolde sider, som skabes gennem mødet.

Det er at lægge lag oven på, hvad man er i stand til hver især, som jo også er vigtigt.

At være sig selv er at slappe af i sig selv.

Gode mennesker er der altid luft og god energi omkring.

Hvordan jeg er som menneske er meget vigtigere, end hvad jeg er.

Det er jo i den forbindelse ligegyldigt, hvad jeg er. Det handler om mit udtryk i verden.

Betingelsen for at forstå alt det, jeg skriver, er at være menneske af kød og blod.

Der er ikke tale om teori, der foregår ved siden af livet.

Der er ikke tale om, at man kan se bort fra sig selv i forståelsen.

Sand forståelse går igennem mig selv, hele vejen ind igennem min konkrete liv.

Man kan kun forstå sig selv ved at være sig selv.

Man kan kun forstå, hvad hjertet er, ved at mærke hjertet.

At gå vejen sammen er at følges i alt, også i vores skrøbelighed.

At være sammen i sandhed er også at turde være sammen i skrøbelighed.

Aldrig ved siden af os selv, men i os selv.

Jeg har altid selv været en del af det, som jeg tænkte.

Jeg har aldrig været delt i forhold til mig selv.

Jeg har heller aldrig været flov ved sider af mig selv.

Det er vigtigt for mig, at jeg altid og i alt kan være mig selv bekendt.

Det er for mig at se ikke troværdigt at udtale sig om noget, hvor man ikke selv kan sige ja til det, man giver udtryk for.

Jeg møder alt, 24 timer i døgnet, positivt og åbent. Jeg har ikke en skjult dagsorden. Jeg skriver ikke for at tjene penge. Jeg skriver, fordi jeg har et budskab.

Vejen til livet går gennem livet.

Det er at kaste sig ud i det.

At møde andre, som også gerne vil vide noget om det.

Som også har mod og vilje til at finde ud af, hvad det er for noget.

Vejen går ikke igennem autoriteter.

Livet skal tages direkte ind. Sådan som det er.

Hvor meget man får ud af livet, er i meget høj grad op til en selv.

Intet er givet på forhånd, og slet ikke detaljerne, finurlighederne.

Den frie vilje er grundlaget for alt, hvor mennesker er aktive og kan gøre en forskel.

Vi har pligt til altid at behandle hinanden ordentligt. Men selv denne pligt bliver ikke altid overholdt.

Vi har alle sammen mulighed for at opleve kærlighed. Det er i høj grad op til os selv at gøre noget ved det.

Så hvad vil vi gerne? Hvad kunne vi godt tænke os? Og kan vi gøre det og opnå det i kærlighed, når vi selv gør en indsats? Det er, hvad livet handler om.

Vi skal gøre en indsats selv. Og vi skal ikke tro, at vi er noget særligt i den forbindelse.

Vi skal turde være åbne og ærlige og sårbare og skrøbelige. Det er et godt udgangspunkt.

Vi skal ikke kun være der for os selv. Vi skal også være der for den anden. Det er vigtigt.

Livet er ikke et egotrip. Livet er, at vi er der for hinanden, dig og mig, men også i en større sammenhæng.

Livet er ikke til for mig. Livet er til for os, for vores fælles fremtid.

Når vi har styr på det, kan vi begynde med at forholde os til, hvordan vi er sammensat.

Hvis ikke vi oplever os selv forbundet med verden, kan det meget vel ende i navlepilleri, og der ser vi alt for meget af på kloden i disse år. Især jo i de rige lande, der har alt, eller meget mere end de bar brug for. Hvor andre, også hvad angår værdighed, lever under nogle forfærdeligt usle kår.

Men når vi møder andre mennesker positivt og kærligt, vil det virke tilbage på os selv, så vi også bliver glade, og det er et godt udgangspunkt for at kunne kigge på sig selv.

Det giver ikke mening at kigge ind i mørke. Men det giver mening at være med til at skabe og udbrede lyset, og derfra også lade blikket ramme mig selv.

Den positive erkendelse er i øvrigt den eneste sande, fordi livet af væsen er positivt. Livet er det, der opstår, blomstrer, udfolder sig. Det er der, hvor vi trives, hvor vi har det godt. Det er livet!

Personligheden er dannet af fire elementer.

Da jeg havde min kontakt i 1979, var en af de allervigtigste erkendelser, at alt kan forstås i 4-delinger. I denne, min 9. bog, er jeg endnu ikke kommet til en præsentation af 4-delingerne, men det nærmer sig. Det handler om at kunne se verden helt frit. Jeg er på vej.

De 4 dele, som vi består af, er kort fortalt plantedelen, dyredelen, menneskedelen og så det, som sjælen bringer ind. En anden måde, som ikke er helt den sammen, kalder det for jeget og bevidstheden, astrallegemet og æterlegemet. De sidste to er en anden måde at sige dyr og plante på.

De to første har vi med os, når vi inkarnerer. De to sidste overtager vi fra evolutionen, i og med at vi inkarnerer i en krop, med alt hvad den indeholder af gode ting og sager.

Instinktet er det, der holder os friske, årvågne, virile, spontane, legende, kort sagt positivt i live. Sjælen giver os bevidsthed om, at vi kan, og at vi skal glæde os over det.

En anden måde at udtrykke det samme på er, at vi først bliver mennesker, når sjælen kommer i spil. Inden denne handling, for 40.000 år siden, var vi først og fremmest dyr i vores adfærd. Vi havde en hjerne, der gav os en fordel i naturen, men vi havde ikke medfølelsens og taknemmelighedens gave, og at kunne kigge på os selv, og derved korrigere vores instinktbårne adfærd.

For 2000 år siden blev næstekærligheden formuleret som et bud. Men selv dengang var det næsten umuligt at praktisere, og den, som formulerede det, blev hængt op på et kors, med maksimal smerte som følgestraf, for at blive udstillet og ydmyget, indtil han døde en langsom og pinefuld død.

For at sige og udtrykke: Du skal elske din næste som dig selv!

Et menneske, der ikke blev regnet for noget som helst. Af nogen som helst. I hvert fald flygtede de alle, da det gjaldt.

Det er i sig selv mærkeligt at reflektere over, men udtryk for den hårdhed, der herskede blandt mennesker på det tidspunkt.

Og måden, som kristendommen blev implementeret på, var, at flere fulgte eksemplet og valgte at gå i døden for det, der var stærkere end døden. At de ikke skreg, på trods af maksimale pinsler, gjorde et stort indtryk og var med til at overbevise andre, heriblandt magthaverne, om, at der var et budskab, som det var værd at tage til efterretning.

Det var sjælen, der på den måde var med til at introducere kærligheden og sandheden som et alternativ til instinktets og dermed magtens kynisme.

Det handlede om, at der først var et, så flere mennesker, der gik vejen.

I dag har vi også brug for, at nogle tør stå ved sig selv, at være ærlige i alt. Vi behøver ikke at gå i døden, fordi humanitet, trods alt, er blevet lidt mere udfoldet siden.

Men der er stadig ufatteligt meget ondskab, egoisme og kynisme rundt omkring på kloden, og vi behøver i øvrigt ikke at gå så langt for at finde det udfoldet, også på de indre baner.

Jorden har brug for, at nogle vil vise vejen, i form af, hvad kærligheden og sandheden er, når den ikke er betinget, ikke er egoistisk, ikke er kynisk, ikke er intolerant.

At vi, at jeg, kan og vil gøre en forskel.

Med intentionen fortæller jeg, hvem og hvad jeg er. Det er den dybeste måde at udtrykke mit jeg og dermed min vilje og mine følelser på.

Med bevidstheden skaber jeg lys og opmærksomhed omkring mit liv, og hvad meningen med livet er.

Med mit instinkt fører jeg det ud i livet, levendegør det.

Med jordforbindelsen sikrer jeg, at det får lov til at udfolde sig, at vokse, at blive stærkt, at trænge ind i alle celler.

Hvis vi evner at bringe alt dette i spil, i et fællesmenneskeligt og globalt projekt, kan vi herefter og med god samvittighed bringe glæden og kærligheden ind i vore eget liv. Men det kan ikke gøres i omvendt rækkefølge, for så bliver det egoistisk og ligner alt for meget noget, som vi kender i forvejen.